I grænselandet mellem håb og angst
Tirsdag d. 9.april, kl.19.30 – ca. 21.30 vil man på Helsingør Hovedbibliotek kunne se to meget aktuelle,prisbelønnede dokumentarfilm “Frontiers of hopes and fears” og “Children of Shatila”. To film med levende menneskeskæbner, som ellers kan være svære at fornemme bag mediernes overskrifter om de tragiske og blodige begivenheder i Israel og Palæstina lige nu. Filmene har engelske undertekster. Gratis billetter kan hentes på Hovedbiblioteket.
Begge film handler om dagliglivet, set med børns og unges øjne i de palæstinensiske flygtningelejre, Dheisha, nær Bethlehem og Shatila i Libanon. Livet i en flygtningelejr leves i grænselandet mellem håbet om at vende tilbage til familiens hjemstavn og angsten for fremtiden . Hvordan præger det menneskers hverdag?
Biblioteket har været så heldig at få fat i de to film, som også vil blive vist og præsenteret af instruktøren Jean Khalil Chamoun fra Libanon ved natfilmfestivalen i de kommende uger i København.
Jean Khalil Chamoun er professor i filmstudier ved Libanons Universitet, uddannet som filminstruktør ved filmakademier i Paris og Beirut, og har produceret filmene i samarbejde med Mai Masri, palæstinensisk filminstruktør, uddannet ved universitetet i San Francisco. Chamoun og Masri har produceret adskillige prisbelønnede film, som er købt af mere end 100 tv-stationer verden over.
På Hovedbiblioteket vises samtidig den helt nye fotoudstilling af fotojournalist Ditte Bjerregaard om livet i den palæstinensiske flygtningelejr, Aida.
Suzanne Schytt
Bibliotekar, pr & information, Tlf. 49 28 36 11