Tale ved Ole Olsen, formand Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening på demonstrationen foran Israels ambassade 2/4 2002
For ca. 2 uger siden udtalte Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og den dansk-jødiske fredsforening, New Outlook, sig i fællesskab sig om konflikten i Mellemøsten.
Det gjorde vi, fordi det var helt oplagt for begge foreninger, at det er i alle parters interesse, at konflikten finder en hurtig politisk løsning – og at det er til skade for alle at parter, at kampene og besættelsen fortsætter.
Vi tog blandt andet udgangspunkt i, at konflikten koster flere og flere menneskeliv. Jeg kan knap følge med længere, men tabslisten er nu på ca. 1500 mennesker, heraf ca. ¾ palæstinensere og ¼ israelere.
For det er bestemt ikke kun folk med våben, der bliver dræbt. På begge sider er ca. halvdelen af de dræbte civile, altså mennesker, der ikke har taget del i nogen militær kamp.
Det første punkt i den fælles udtalelse var en tilslutning til FN’s sikkerhedsråd nye resolution 1397, hvor i der opstilles en vision om to suveræne stater, der begge kan leve bag sikre og anerkendte grænser. Denne vision, To stater til to folk, har altid været Venskabsforeningens politik og det er glædeligt at FN’s Sikkerhedsråd nu mener det samme.
I udtalen fra de to foreninger er der også enighed om at grænserne skal trækkes, sådan at de i al væsentlig følger grænserne fra før 1967, og at begge stater bør have hovedstad i Jerusalem.
Det er et krav som indebærer at Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Øst-jerusalem hører op.
Det er krav som er i fuld overensstemmelse med folkeretten og en logisk følge af FN’s sikkerhedrås resolutioner.
Det er krav som PLO og det palæstinensiske selvstyre er enige i, men som Israel ved Sharons regering afviser. Det er problemets kerne.
Det andet krav i udtalelsen var, at “Al terror mod sagesløse civile på begge sider må stoppes”.
Det er en klar opfordring til Israels regering om at holde op med at dræbe civile, at holde op med at bruge kollektiv afstraffelse, at holde op med at jævne palæstinensiske hjem med jorden.
Det er også en klar opfordring til palæstinensiske grupper om at holde op med angreb på civile, ved brug af selvmordsbomber eller på anden måde. Det er umenneskeligt og det er uværdigt, og jeg vil gerne understrege, disse aktioner ikke møder nogen sympati hos Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Der er ingen tvivl om at palæstinensere i de besatte områder har ret til at forsvare sig og ret til at bekæmpe den israelske besættelsesmagt. Soldater og bevæbnede bosættere er legitime mål, det er civile ikke.
I det tredje punkt i udtalelsen understreges det, at “Israel har som besættelsesmagt og den stærkeste part det primære ansvar for en fredeliggørelse af situationen”
Som Lykketoft sagde i går, så er det Israel som skal komme med politiske indrømmelser, hvis volden skal dæmpes. For det er besættelsen der er selve problemet. Modstandskampen – herunder også dens kritisable former – er opstået på grund af besættelsen. Ikke omvendt.
Det er utroligt, at Præsident Bush i USA ikke kan forstå noget så banalt, men lægger skylden for Sharons offensiv på palæstinensiske aktioner – og tilmed forlanger, at Arafat skal stoppe disse aktioner mens han holdes i husarrest og alle de palæstinensiske politistationer er ødelagt.
Det er også noget der tyder på at udenrigsminister Per Stig Møller, har svært ved at se situationen klart. Når han vil dele sol og vind lige i en helt ulige konflikt, er resultatet reelt en støtte til Sharon. Det kan Danmark, som et land der altid varmt har støttet FN’s principper, ikke være tjent med.
Det fjerde punkt i udtalelsen er, at der bør sendes internationale observatører til området.
Enhver kan se, at der i disse dage er et enormt behov for at beskytte især palæstinenserne mod overgreb. Og enhver burde kunne se, at det internationale samfund må engagere sig, sådan at palæstinenserne kunne opleve, at de ikke står alene i deres kamp for selvstændighed. De har brug for garantier for Palæstina’s fremtid, hvis de skal acceptere en våbenhvile.Det er ikke nok med moralsk opbakning gennem FN-resolutioner, der må handling til.
Det femte punkt var en støtte til det Saudi-arabiskes fredsinitiativ, som nu – efter det arabiske top-møde – også er et fredsinitiativ fra hele den arabiske verden.
Vi ser nu, at hele den arabiske verden tilbyder Israel alt hvad Israel officielt har krævet i årevis; anerkendelse af grænser, sikkerhed, normalisering osv. – naturligvis forudsat at Israel vil forlade de besatte områder.
Men hvad var Sharons svar? Det var et Nej til det fantastisk gode tilbud. Det er simpelthen utroligt, at nogen stat i verden efter dette kan støtte Israels aktuelle offensiv.
Det sjette punkt var en opbakning til De israelske reserveofficerer, der har erklæret, at de nægter fortsat at gøre tjeneste i de besatte områder.
Jeg synes det har været fantastisk opløftende, at nu over 300 israelske soldater har sagt Nej til tjeneste i de besatte områder – fordi de ikke vil medvirke til en fortsat ydmygelse af palæstinenserne, ikke vil medvirke i en forkert krig.
Jeg opfordrer Per Stig Møller, hele den danske regering og præsident Bush til at lytte til disse soldater. Når DE synes Israels politik er forfejlet, så ER den forfejlet.
Det syvende punkt i den fælles udtalelse siger at “Flest mulig af de israelske bosættelser i de besatte områder bør nedlægges”
Der er ingen tvivl om, at den absolutte hovedårsag til, at de fleste palæstinensere har mistet troen på Israels fredsvilje er bosættelserne. Når Israel under Oslo-processen, som havde det formål at føre til to stater, ikke stoppede byggeriet af bosættelser, men fordoblede antallet, så ER det svært at tro på at Israel er villig til at acceptere en sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat.
Det bør også huskes – især i disse dage – at der i fjor var to undersøgelseshold i mellemøsten, den ene for FN’s Menneskeretskommission, den anden ledet af USA-senator Mitchell. De konkludere begge, at hovedårsagen til den nye intifada var bosættelserne. Der er der i dag øjensynligt mange som nu har glemt.
For det ottende siger udtalelsen, at der “må gennemføres en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem baseret på respekt for såvel flygtningenes rettigheder i henhold til folkeretten og for princippet om to stater til to folk”
Det burde være indlysende for enhver, at det palæstinensiske spørgsmål ikke kan finde en løsning, uden at der findes en løsning for de mange som lever som flygtninge, i de besatte områder, eller i Libanon, Syrien, Jordan og mange andre lande.
Og det må være lige så klart, at en løsning ikke kan bestå i at fratage flygtningene deres vigtigste ret – retten til at vende hjem.
Når denne ret bliver fastslået, og anerkendt af Israel, ved jeg, at der er stor villighed fra palæstinensisk side til at skabe praktiske løsninger der betyder at ikke ALLE vender hjem – at ideen om to stater til to folk kan genkendes.
Det niende og sidste punkt i udtalelsen har jeg for så vidt allerede berørt. Det var en fælles opfordring til den danske regering om at vende tilbage til Lykketofts linie og til at være aktiv.
Men jeg vil gerne gentage, så ingen er i tvivl:Kære regering:Så stop dog Sharon. Hans politik er en ulykke for palæstinenserne, for israelerne, for Mellemøsten og for hele verden!