Kære statsminister, anerkend Palæstina

Af, Fathi El-Abed, Formand i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 27-05-2024.

Tidligere på måneden var vores statsminister med til igen at bekræfte tostatsløsningen under det nordiske topmøde. Alligevel vil statsministeren og regeringen ikke følge Sveriges og nu også Norges eksempel ved at anerkende Palæstina.

Det giver på ingen måde mening. For hvis du, Mette Frederiksen, virkelig går ind for det, som vores skiftende danske regeringer, EU og hele det internationale samfund har arbejdet for de seneste 30 år og har bekræftet utallige gange siden, nemlig tostatsløsningen for at løse den ulykkelige konflikt, så er en anerkendelse af Palæstina her og nu mere end nødvendigt og påkrævet.

Siden ”fredsprocessen” blev indledt i starten af 1990″erne – netop på baggrund af det palæstinensiske fredsinitiativ i 1988 og godt hjulpet af udviklingen i Mellemøsten efter den første Golfkrig i 1990/ 1991 – er de områder, der skal danne grundlaget for en fremtidig palæstinensisk stat, skrumpet betragteligt for hvert år siden, i takt med at Israel har flyttet tusinder af egne borgere til den besatte Vestbred og den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/Østjerusalem.

Disse ensidige israelske skridt har haft katastrofale følger for netop den tostatsløsning, som statsministeren siges at gå ind for. 140.000 bosættere på den besatte Vestbred siden besættelsen i 1967 og frem til ”fredsprocessen” start i 1993 er vokset til langt over 700.000 bosættere – alle ulovligt vel at mærke.

Tallet bliver ikke mindre, eftersom den nuværende israelske regering har travlt med at udvide bosættelserne nærmest på daglig basis.

De landområder, som palæstinenserne forhandlede med Israel om for 20, 10 og endda for fem år siden, findes ikke længere. For den massive og eskalerende kolonisering af den besatte Vestbred har resulteret i, at palæstinenserne ”råder over” mindre end en tredjedel af den besatte Vestbreds samlede areal. Og det areal bliver mindre og mindre.

Venter vores statsminister med at handle nu, står palæstinenserne og det internationale samfund med det enorme problem, at ca. en million mennesker vil have koloniseret den besatte Vestbred om et par år. Og det går fantastisk godt for Netanyahu med at opfylde sin masterplan om flere bosættere, når det eneste, der lyder fra verdenssamfundet, er fordømmelser og afstandtagen.

Ingen kan længere være i tvivl om, at målet for den israelske regering er på ingen måde en tostatsløsning, men snarere én stat (Israel) og et område for palæstinenserne, der ligger mellem besættelse, kontrollen over et helt folk og det dokumenterede apartheid.

Kære statsminister, en anerkendelse af Palæstina bekræfter Danmarks forpligtelse: at netop tostatsløsningen på 1967-grænserne er den eneste og mest rigtige løsning på den for begge folk ulykkelige konflikt. Det er hverken ”at belønne” eller ”at straffe” nogen.

Ræk hånden frem til det store flertal af de moderate kræfter i Palæstina, der netop ønsker en tostatsløsning. Anerkend Palæstina. Ikke for at følge Sveriges og andre EU-landes eksempel. Men netop for at gøre det rigtige og uundgåelige.

Om lidt vil flere lande i EU følge Irlands og Spaniens (og Norges) eksempel. Men historien vil huske alene dem, der går i front mod uretfærdighed og undertrykkelse. Det har Danmark gjort så mange gange før. Det skal vores land, Danmark, gøre – også her.

Også derfor beder folket dig om at anerkende Palæstina.

Var UNRWA blot et hold kæft-bolsje?

Af Fathi El-Abed – Formand i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, kronik bragt i Jyllands-Posten den 28-02-2024.

Ja, vi tog jeres land fra jer for at løse vores problemer, men her får I jeres eget FN organ. Som Israel derefter forsøger at undergrave – med katastrofale følger for palæstinenserne.

Jeg er vokset op i en palæstinensisk flygtningelejr i den libanesiske hovedstad, Beirut. Lejren var frem til 1982, året for den blodige og skelsættende israelske invasion af Libanon, en af de største af de tilbageværende 12 palæstinensiske flygtningelejre i landet – hvis ikke den største. Derfor var det en naturlig ting at vokse op med at gå på UNRWA-skolen og at blive behandlet på hjælpeorganisationens klinikker.

Noget af det første, jeg husker fra den tid, er skolemaden, klassebænken med plads til to, de klassiske ternede ens uniformer, de blandede piger-drengeklasser, morgensamlingen, de dygtige lærere og den nørdede, men sympatiske rektor. For blot at nævne det, som falder mig ind, når jeg – trods alt – ser nostalgisk tilbage på den tid.

For forholdene var kummerlige i flygtningelejren. Derfor var skolen et tilflugtssted for os. Et åndehul væk fra den virkelighed, hvor vi var nødsaget til at leve med, at vi boede i en flygtningelejr, mens verden omkring os – i Libanon og uden for Mellemøsten – der boede man i ”rigtige” byer og bygninger.
Den virkelighed formåede UNRWA at få os til at glemme for en stund. Det var intensiv undervisning på et højt niveau på grund af gode lærere. Men særligt de velskrevne skolebøger. Her blev vi undervist i engelsk og fransk, nærmest inden vi skulle lære det arabiske alfabet. Men jeg husker også, at vi intet lærte om at hade nogen. Jeg husker, at vi ligeledes intet lærte om de absurde postulater, at nogen skulle smides i havet.

Vel lærte vi om den forhadte delingsplan fra 1947 og oprettelsen af staten Israel. Om hvordan palæstinenserne endte med at betale den højeste pris for forbrydelser, som blev begået mod alt jødisk – vel at mærke i Europa og af europæerne.

Der var jo intet kontroversielt i det. For det var historien om, hvad der egentlig skete. At andre mener, vi skal 2.000+ år tilbage i tiden for at ”forstå”, at det, der fandt sted for 76 år siden, var en ”historisk nødvendighed”, ja … det må være deres problem.

Hvorfor er det vigtigt med denne personlige beretning om min opvækst med og under UNRWA for over 45 år siden? Fordi jeg gennem årene har rystet på hovedet af de gentagne manipulerede udsagn i den offentlige debat, hvor Israels beskyldninger mod UNRWA er blevet gentaget så ofte og af så mange, at det i nogle kredser er blevet til en sandhed.

Hvordan skulle det være muligt, når netop USA og Europa har stået for finansiering af UNRWA gennem årtier? Det var vel som en slags ”betaling” for den dårlige samvittighed, som man (læs: USA og Europa) havde over for palæstinenserne. Det bilder jeg mig i hvert fald selv ind.

Ingen kan vel benægte, at med den hast, UNRWA blev oprettet i 1948/1949 for at tage sig af det katastrofale resultat af USA”s og Europas fuldstændig uigennemtænkte valg om at erstatte palæstinenserne i daværende Palæstina med ofrene for nazisternes modbydelige forbrydelser i den tro – og nok også med håbet om – at med lidt hokuspokus-politik, så kunne den enormt dårlig samvittighed over for europæere med jødisk baggrund viskes væk.

Men måske var tanken en anden; at aflaste den nyoprettede stat Israel, der havde travlt med at absorbere titusinder af flygtninge fra Europa.

Det afgørende i denne sag, at det er palæstinenserne i de besatte områder – Vestbredden, Gaza og Østjerusalem – som skal lære at acceptere Israel, at tostatsløsningen er den eneste rigtige løsning, og at sameksistens er mulig. De gode år i midten af 1990″erne beviste denne nu umulige mulighed, indtil den daværende israelske premierminister blev skudt og dræbt af en bosætter i 1995. Dermed afsluttede denne forbrydelse den spirende fred og det enorme håb, mange havde dengang om en bedre fremtid for begge folk.

Men har ingen – og særligt dem, der bliver ved med at gentage de israelske beskyldninger mod UNRWA om de mistænkelige undervisningsmaterialer på deres skoler – stillet sig spørgsmålet om, hvordan det vil kunne lade sig gøre, at der blev ”undervist i had og med opfordring til drab på jøder” i det besatte Palæstina, når disse områder har været under den israelske besættelse siden 1967? Skulle det forholde sig sådan, at tilskyndelsen til vold var en del af undervisningen inden 1967, men efter besættelsen blev det forbudt for siden at blive tilladt igen, da Israel blev tvunget til at trække sig tilbage fra Gaza i 2005 og omdannede det til verdens største friluftsfængsel?

De gentagne beskyldninger mod UNRWA har nu fået en farligere dimension, hvor de har fået konsekvenser for organisationens vigtige indsats for de 2,2 millioner indespærrede palæstinensere i det besatte Gaza.

Den selvsamme kampagne mod UNRWA fandt sted for ca. 20 år siden mod den daværende danske UNRWA-chef, den helt igennem professionelle og hæderlige topdiplomat Peter Hansen. Her blev Israels absurde beskyldninger mod ham og UNRWA afsløret som løgn.

Alligevel krævede USA og især Kongressen ham fyret. Og sådan endte det til sidst, mens Israel slap fri.
Intet sted i verden vil nogen – endsige en humanitær FN-organisation med livsvigtige funktioner for et helt folk – blive straffet så prompte, inden beskyldninger er blevet undersøgt grundigt. Men det er som om, at så snart Israel siger ”hop!”, så svarer især USA og en række lande i Europa ukritisk og af politiske grunde: ”Hvor højt skal vi hoppe?”

Sydafrikas fremlæggelse af sagen mod den israelske Apartheidstat ved Den Internationale Domstol i Haag (ICJ)

Mens vi venter på retfærdigheden med den evt. “midlertidig afgørelse”, hvori ICJ vil kunne kræve et øjeblikkelig stop for det igangværende folkemord mod de 2,2 millioner indespærrede palæstinensere i verdens største frilufts fængsel – det besatte Gaza. 

Du kan læse de utallige opdateringer på vores Facebook side de seneste dage, siden den sydafrikanske fremlæggelse den 11. januar. Følg med ligeledes på Facebook siden i den kommende tid, hvor vi løbende opdaterer om netop den historiske proces. 

Mindre og mindre land gennem årtierne

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) har i dag lørdag den 18.11.2023 følgende  halvsides annonce i dagbladet Politiken 

Denne annonce har to specifikke formål: 

  1. At gøre opmærksom på årtiers uretfærdighed mod det palæstinensiske folk
  2. At understrege hvor meget verdenssamfundet har svigtet med den larmende tavshed ift. de daglige uhyrligheder, som palæstinenserne har været udsatte for i dagene, ugerne, måneder, årene og årtier før den 7. oktober.

Læs længere nede på denne side om vores første annonce den 4. november, hvor vi appellere til sammenhold i vores danske samfund. Hvor hurtigt den næste planlagte annonce vil udkomme, afhænger af din/jeres støtte. Ønsker du at støtte DPV’s landsdækkende oplysnings- og annoncekampagner, så send os en mail på danpal@danpal.dk. 

TAK for den enorme folkelige støtte! 

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) havde ovenstående halvsides annonce i Politiken den 4. november. 

Denne annonce har to specifikke formål: 

  1. At sige TAK for den enorme støtte, som vi i DPV kan mærke over hele landet. Udover at det strømmer ind med nye medlemmer som aldrig før, har vi også fået en masse støtte fra tusinder af vores medborgere, som tidligere ikke nødvendigvis har haft ‘sympati’ med Palæstina. 
  1. At appellere til folk, på BEGGE sider, om at tale pænt til hinanden – både digitalt, til demonstrationer, events og lignende. INGEN skal føle sig utrygge i vores dejlige samfund. 

De næste to annoncer bliver meget mere politiske. Ønsker du at støtte DPV’s annoncekampagne, så send os en mail på danpal@danpal.dk. 

Det igangværende folkemord i Gaza

Vi i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening – DPV – er naturligvis meget berørte af det, der foregår i Gaza i disse dage. Vi har haft travlt som aldrig før.

I skrivende stund er knap 3.000 palæstinensere blevet dræbt, heraf 856 børn, mens antal af sårede er over 10.000. Det er i sandhed et mørkt kapitel i historien.

Heldigvis er der et lille lys i mørket – vores forening oplever lige nu stor opbakning. Alene de seneste 10 dage, har DPV fået over 180 medlemmer. Og rigtig mange andre har skrevet med ønsket om at blive medlemmer. Vi forsøger efter bedste evne at besvare samtlige henvendelser, så hurtigt som muligt – også utallige andre henvendelser angående støtte, donationer m.m.

Herfra skal der lyde en stor TAK til alle vores medlemmer – nye som gamle. Det er jer, der gør det muligt for os at udføre vores frivillig oplysningsarbejde, som nu er vigtigere end nogensinde. I kan som altid følge med på vores Facebookside, hvor vi dagligt rapporterer seneste nyt. 

Det næste nyhedsbrev er lige på trapperne og var i noget tid stærkt forsinket, da vi havde flere gode nyheder og initiativer. Nu venter vi med dem indtil dette omfattende overgreb og den brutale hævnaktion mod de 2,2 millioner indespærrede palæstinensere i verdens største friluftsfængsel – det besatte Gaza – er overstået!

Meld dig ind i foreningen her på siden eller skriv til os på danpal@danpal.dk

Køb den forbudte plakat

Siden første marts har over 200 bestilt denne ikoniske plakat ”Visit Palestine” fra 1930’ernes Palæstina, som i folkemunde kaldes “Den forbudte plakat”, fordi de israelske besættelsesmyndigheder for ca. 1½ år siden besluttede, at den skulle forbydes i den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/Østjerusalem. For den truer tilsyneladende den klassiske zionistiske fortælling, propaganda og løgn om, at ”Palæstina jo slet ikke fandtes”.

Denne ikoniske plakat blev faktisk tegnet af Franz Krausz for Aron Advertising på vegne af The Tourist Development of Palestine.

Krausz var jøde født i Østrig. Han flygtede fra nazismen i 1930’erne, og forført af den zionistiske bevægelse slog han sig ned i Palæstina, inden staten Israels oprettelse i 1948 på selvsamme territorium.

Selvom plakaten i 1936 blev lavet med det formål at opmuntre zionisterne til at immigrere til Palæstina, blev den genopdaget i midten at 1990’erne, og bliver nu i vid udstrækning brugt som symbol på støtten til den palæstinensisk sag om en fri og uafhængig stat. Det er lidt ironisk.

Køb plakaten – der både fås i formatet 21×30 cm og 29×42 cm – ved at sende en mail til danpal@danpal.dk (med antal plakater, din mail, din adresse samt dit navn og tlf.nr.). Prisen er henholdsvis 110 kroner + porto for den lille og 160 kroner + porto for den store.

Kronikker om delingsplanen og om mordet på Shireen Abu Aqela

I efteråret 2021 fik DPV’s formand en aftale på plads med debatredaktionen på Kristeligt Dagblad, om at de på 75 års dagen for delingsplanen af Palæstina, der fandt sted den 29. november 1947, ville bringe hans kronik om, hvordan den forhadte delingsplan overhovedet kunne blive til.

Efter en længere korrespondance lykkedes det endelig. Desværre ikke på selv dagen, som det ellers oprindeligt var aftalt, men et par dage efter.

Fredag den 2. december bragte Kristeligt Dagblad følgende kronik om tilblivelsen af delingsplanen, dens betydning for palæstinenserne og om nogle af de reaktioner, der opstod i Danmark i kølvandet på delingsplanen.

Abonnerer du på Kristeligt Dagblad, kan du også læse den originale kronik her.

For 75 år siden blev Palæstinas ulykkelige skæbne beseglet

AF, Fathi El-Abed, Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

75 ÅR EFTER TILBLIVELSEN af FN’s generalforsamlingsresolution, der delte Palæstina, er det vigtigt at berette om processen. Planen kom ikke kun til at berøre de to parter, men blev et kim til ufred i verden frem til i dag.

Tiden er efter Første Verdenskrig.

England sejrede og var klar til at kolonisere de lande, der hørte under Det Osmanniske Rige, og den 24. juli 1922 tildelte Folkeforbundet England Palæstina som mandatområde.

Men Palæstinas ulykkelige skæbne startede i virkeligheden et kvart århundrede tidligere, da den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl udgav i 1896 bogen ” Den jødiske stat”. Heri argumenterede Herzl for placeringen af en eventuel kommende jødisk stat i enten Argentina eller Palæstina. På den første zionistkongres året efter i Basel i Schweiz blev man enig om Palæstina.

Cypern, Sinai og Uganda blev også drøftet som muligheder, men fravalgt.

TIL DEN ARABISKE VERDENS overraskelse og skuffelse præsenterede England den 2. november 1917 Balfour-deklarationen, hvori englænderne lovede den zionistiske bevægelse ” et nationalt hjem” i Palæstina.

Med Balfour-deklarationens forpligtelser over for zionisterne og med England som besættelses-og kolonimagt eksploderede den illegale zionistiske indvandring til Palæstina. Frem til Palæstinas deling i 1947 emigrerede cirka en kvart million jøder til Palæstina fra alverdens lande, men særligt fra Europa, i tiden op til, under og i særdeleshed efter Anden Verdenskrig i kølvandet på de forfærdelige forbrydelser, som nazisterne begik.

FRA 1918 TIL 1947 blev Palæstina forvandlet fra et harmonisk og tolerant samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede side om side, til et land med drab og terror.

Anden Verdenskrig var nu slut, tyskerne slået, og nazisterne nedkæmpet.

Mange jøder levede fortsat i midlertidige flygtningelejre i Europa, som mange mente, at der skulle findes en holdbar løsning på. Den daværende norske FN-generalsekretær, Trygve Lie, skrev siden i sine erindringer ” Syv år for freden”, at ” forbrydelsen var Hitlers, men kravet om hjælp til alle disse hårdt ramte mennesker var et samvittighedsspørgsmål for hele Europa og verden”.

I 1947 bestod FN af 55 lande, heriblandt Danmark. Efter ønske fra England holdt man den 28. april 1947 en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at udpege en kommission, der skulle udarbejde et forslag til løsning af konflikten. I den anledning fremsatte de fem arabiske medlemsstater forslag om at ophæve mandatet, således at Palæstina blev selvstændigt.

Forslaget blev forkastet på grund af manglende flertal. Samtidig vedtog forsamlingen den 15. maj 1947 at nedsætte en kommission – United Nations Special Committee on Palestine (UNSCOP) – der skulle finde ” den bedste løsning på konflikten”.

I juli forelagde kommissionen generalsekretæren den første rapport, der indeholdt to forslag: 1. En forbundsstat med henblik på at bevare Palæstina som en enhedsstat med Jerusalem som hovedstad. Kun tre af kommissionens 11 medlemmer støttede forslaget.

2. To stater i en økonomisk union efter en overgangsperiode på to år. Forslaget gik ud på at dele Palæstina i tre dele: en arabisk, en jødisk og et Jerusalem under international administration. Et flertal i kommissionen støttede forslaget og argumenterede for, at ” den vil sikre freden til de kommende generationer”.

FN NEDSATTE den 23. september 1947 en ad hoc-komité til behandling af forslagene.

Her skulle både den arabiske og den jødiske stemme høres. Den arabiske repræsentant (Rajai El-Husseini) fordømte delingsplanen og opfordrede til ” en enstatsløsning, hvor alle kunne leve sammen i fred med samme rettigheder og pligter. Sådan har det jo altid været i Palæstina i flere århundreder.

Indtil zionismen kom fra Europa, og blev fulgt op af den forhadte Balfourdeklaration, som i realiteten var hovedårsagen til, at forholdet mellem jøderne og araberne i Palæstina blev forværret.” Zionisternes repræsentant, rabbineren Abba Hillel Silver (amerikansk statsborger), talte på vegne af Jewish Agency. Han mindede komitéen om, hvor hjælpsom Jewish Agency havde været over for UNSCOP. Silver støttede delingsplanen, selvom ” den ikke opfylder zionisternes drøm og ønske om en jødisk stat i hele Palæstina”.

Camil Chamoun fra Libanon kritiserede planen og sagde, at ” det var en dårlig idé at dele Palæstina, fordi det vil skabe bitterhed og had mellem de to folk og vil føre til en langvarig konflikt”.

Hans profetier holdt stik.

For at FN’s Generalforsamling kunne vedtage delingsplanen, skulle der være et kvalificeret flertal på to tredjedele af stemmerne, hvilket det kneb gevaldigt med. Med støtte fra indflydelsesrige amerikanske kongresmedlemmer tog zionisterne kampen op. Presset blev især lagt på de lande, der havde udtrykt modvilje mod delingsplanen.

I dagene op til den endelige afstemning blev især seks lande – Haiti, Liberia, Filippinerne, Kina, Etiopien og Grækenland – udsat for maksimalt pres. USA’s støtte var underforstået, og J. H. McGrath, formanden for Demokraterne i USA, sagde, at ” jøderne forventer, at USA gør alt, hvad det kan, for at gennemføre og implementere delingsplanen, når den kommer til afstemning i FN. Med magt om nødvendigt.” Og præsident Trumans administration satte alt ind for at fastholde det politiske og økonomiske pres.

FN-repræsentanterne for de seks lande blev oversvømmet med telegrammer, breve, telefonopringninger og besøg.

Ud over politisk afpresning spillede også datoen en væsentlig rolle. Datoen (den 27. november 1947) for afstemningen oprandt, og zionisterne manglede stadig nogle få stemmer. De iværksatte derfor – med amerikanernes aktive hjælp – the arm twisting policy. Og snart lød der rygter om, at afstemningen var udsat – ikke til den 28. november, som var thanksgiving, der betød, at FN var lukket, men til fredag den 29. november.

Mange ville sige: ” Ja, hvad så?”. Men udsættelsen skyldtes jo netop, at zionisterne ikke havde opnået flertal for delingsplanen og derfor kunne drage fordel af en udsættelse. De og deres allierede havde dermed to ekstra dage til at effektuere deres pressionspolitik og sørge for at få de nødvendige stemmer på plads og efterfølgende gennemtvinge et ja.

Fredag den 29. november 1947 blev derfor dagen, hvor Palæstinas og palæstinensernes skæbne blev beseglet, idet delingsplanen blev vedtaget med 33 stemmer for (herunder Danmarks), 13 imod. 10 lande undlod at stemme.

DAGEN EFTER AFSTEMNINGEN kunne danskerne i Berlingske Tidendes lederartikel læse: ” Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark.

Hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i 1300 år har været arabernes eje?”.

Lederartiklen sendte med andre ord et klart signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil. Få dage efter blev Berlingske beskyldt for ” antisemitisme”.

Imens mødte Palæstina sin skæbne, og palæstinenserne blev i de næste måneder og år jaget ud af deres huse og hjem og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre.

Jeg blev født i én af disse flygtningelejre.

Den stat, som FN skabte på palæstinensernes bekostning, har siden udviklet sig til sand apartheidstat.

Kronik: Drabet på et palæstinensisk medieikon

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (bragt i Politiken den 11. juli 2022).

Det er to måneder siden, at den palæstinensiske journalist Shireen Abu Aqela blev skudt. Det var en skændsel, som må huskes og fordømmes.

KL. 06.47 ONSDAG morgen 11. maj tikker en besked fra en ven i Libanon ind på min telefon: ”Følger du med? De har skudt Shireen Abu Aqela”. Først ca. 10 minutter efter er jeg i stand til at svare tilbage ”ja, jeg følger med, må hun hvile i fred”.

For allerede lidt over seks den morgen, ca. en halv time efter jeg var stået op, havde jeg fået den første besked fra Palæstina ”hæren er lige nu i gang med endnu et overgreb mod Jenin by og flygtningelejren”. Fra det øjeblik, efter den første besked fra Palæstina, så havde jeg tændt for tre TV-skærme – herunder og ikke mindst Al-Jazeera nyhedskanalen, men også for TV 2 News på min tlf. i håb om en Breaking News. Det kom aldrig. Desværre.

Først da Al-Jazeera ca. en time efter bragte de første hårrejsende og rædselsfulde scener, da jeg så, at Shireen lå livløs under træet, at jeg rejste mig op fra stolen, tog mig til hovedet og begyndte at græde, som en voksen mand på 55 år sjældent før har grædt. For den surrealistiske scene, hvor den Shireen, jeg kendte privat, lå livløs under træet og langs en væg, var, trods alt, et for hårdt syn til, at jeg kunne kapere det. Jeg har ellers prøvet mere end de fleste i mit liv, men jeg var lige pludselig ude i stand til at tænke eller til at gøre andet end at følge med. Men – der var ikke tid til at sørge.

For samtidig med disse frygtelige scener tikkede den ene udmelding efter den anden ind fra den israelske hær om deres ”speciel operation i Jenin”, som de betegnede overgrebet mod byen og flygtningelejren – også den dag.

Den første meddelelse kunne fortælle – kort fortalt ”vores styrker kom i ildkamp med bevæbnede mænd og har under de første minutter af operationen neutraliseret to objekter”. Ifølge den kyndige palæstinensiske journalist og redaktør Nasser Laham – faktisk en af de dygtigste i Palæstina, hvis ikke den dygtigste – så trak hæren kort tid efter meddelelsen om ”neutralisering af to palæstinensere” tilbage. Det skete allerede ca. 08.30 dansk tid.

DER FULGTE tilsyneladende ingen forklaring hvorfor meddelelsen var blevet trukket tilbage. Men svaret var nok givet på forhånd og kom drypvis med mindst seks andre modstridende og bevidst forvirrende udmeldinger på selve dagen for mordet på Shireen og i løbet af de kommende dage; Efter den fortrudte melding om ”to terrorister blev neutraliseret” kom den allerførste ”israelske reaktion” på den nedskydningen af Shireen allerede ca. kl.10.30 om formiddagen dansk tid. Hæren og Israels premierminister offentliggjorde en video, hvori de påstod at kunne bevise palæstinensernes ansvar for mordet på Shireen.

Mindre end to timer efter blev dette stærke ”bevis” affærdiget og tilbagevist af den israelske menneskerettighedsorganisation B`tselem, der fremlagde beviser for, at det umuligt kunne være ”palæstinensiske bevæbnede mænd, der stod bag”. B’Tselem offentliggjorde et kort og en video, der beviste: 1.) At der ingen lige linje var mellem det åbne hjørne/sted, hvor Shireen blev skudt, og det sted, hvor hæren påstod at have en video med bevæbnede palæstinensere, 2.) At ingen bevæbnede palæstinensere, der forsvarede flygtningelejren, var i nærheden af stedet, 3.) At den video, som Israels hæren offentliggjorde som en slags ”den ultimative sandhed”, nok var taget et sted, der end ikke var i nærheden af det åbne område, hvor først journalisten Ali Samouddi blev skudt i ryggen, hvor Shireen forsøgte at komme ham til undsætning for siden selv at blive skudt lige under beskyttelseshjelmen med en eksploderende kugle, der sprængte hendes hjernemasse.

Alt imens blev de øvrige journalister direkte beskudt og i flere minutter forhindret i at komme Ali og Shireen til hjælp (efter at journalisten Samouddi kom sig få timer senere og fik den smertelige nyhed om mordet på Shireen, så fortalte han, at han råbte til de israelske soldater, at de var journalister, hvorefter de blev beskudt, og han selv blev ramt og faldt om).

B’TSELEMS hurtige og effektive respons skabte enorm irritation, frustration og vildrede i den israelske regering og besættelseshæren i en grad, at også denne video blev trukket tilbage og fjernet fra den israelske regerings og besættelseshærens konti på sociale medier.

Den tredje udmelding kom allerede ca. kl. 14.30 dansk tid; chefen for besættelseshærens generalstab, Aviv Kochaffi, meddelte, at der alligevel var en vis ”usikkerhed” om, hvor den dræbende kugle kom fra, og at ”en fuld undersøgelse er sat i gang mhp. en hurtig afklaring”.

Om aften 11. maj meddelte en anonym ”højtstående” officer i hæren ifølge det israelske dagblad Haáretz, at ”hærens soldater havde affyret dusinvis af kugler i retning af det sted, hvor Shireen og de øvrige journalister befandt sig” og fortsatte ”det er dog ikke sikkert, om Shireen og journalisterne blev ramt i den forbindelse”.

Lige denne udmelding mindede mig om den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons udtalelse, da han i sin første præsident periode blev presset af beskyldningerne om, at han havde røget hash som universitetsstuderende og erklærede under en tale i New York i 1992, at han godt nok havde røget hash på universitetet, men at han aldrig havde inhaleret det.

Den femte historie kom søndag 15. maj, da endnu en anonym israelsk ”embedsmand” kunne afsløre i de israelske medier, at en soldat med en teleskoplinse på en riffel, som var ca. 150 meter væk, kunne have skudt hende og, at dette er ved at blive undersøgt.

Natten til 17.maj meddelte hæren, at kuglen ”højt sandsynligt” kom fra en soldat i en jeep ca. 170-200 meter, men at det var ”usikkert hvem, og om vi kommer til at vide, hvem soldaten var”.

Den syvende udmelding kom torsdag 19. maj i form af en erklæring om, at det afvises på nuværende tidspunkt at åbne en strafferetlig efterforskning af mordet på Shireen. Også denne udmelding er siden blevet stærkt kritiseret af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer.

MEN ANDRE uafhængige undersøgelser har siden slået fast, at det var hæren, der ramte Ali Samouddi og dræbte Shireen med en kugle i baghovedet. Herunder undersøgelsen af den amerikanske avis The New York Times (20. juni). Men også det amerikanske nyhedsbureau Associated Press – AP (24. maj), den amerikanske nyhedskanal CNN (25. maj) og Washington Post (13. juni).

Blandt de mange eksempler på hærens uklare og misinformerende udmeldinger var et, der kom allerede om formiddagen onsdag 11. maj, hvori den israelske regering meddelte, at et israelsk ønske om ”en fælles israelsk-palæstinensisk undersøgelse” var blevet afvist af palæstinenserne.

Allerede ved middagstid dansk tid kunne det israelske dagblad Haaretz fortælle, at intet officielt israelsk ønske om en såkaldt ”fælles undersøgelse af mordet” var blevet modtaget af palæstinenserne. Det var bare endnu et klart israelsk forsøg på at fremstille sig selv som enten offer og/eller den forurettede part. For dette israelske ”ønske”, der, hvis det overhovedet var reelt, var ment som endnu en ”syltekrukke” ifm. med endnu et mord på endnu en palæstinenser. Og eksemplerne i den forbindelse er talrige.

Avisen Haaretz skrev mandag 23. maj om, at 84 såkaldte ”israelske undersøgelser” af forbrydelser begået mod palæstinenserne alene i forbindelse med overgrebet mod det besatte Gaza i maj 2021 var enten blevet syltet eller afvist som grundløse.

Kun i ét tilfælde, hvor tre palæstinensiske landmænd langs ”grænsen” mellem Gaza og selve Israel blev ramt direkte af en kampvognsgranat, valgte den israelske hær at åbne en ”militær kriminel undersøgelse”, der dog kun endte med en reprimande.

LIGE SIDEN mordet på Shireen, så har der været utallige israelske udtalelser, der på den ene eller anden måde har forsøgt at bagatellisere eller endda at relativisere forbrydelsen.

Allerede på dagen og kun få timer efter mordet strømmede stødende udtalelser ud af israelske militærfolk, embedsmænd og endda politikere.

”Shireen og andre journalister stiller sig altid i vejen for vores soldaters indsats mod terroristerne. jeg støtter fuldt ud vores soldater, selv om de måske har skudt hende” udtalte det israelske parlamentsmedlem Itimar Ben-Ghavir.

Andre udtalelser og udmeldinger stod også Benjamin Netanyahu og den nu afgående premierminister for med ”uforbeholden støtte til vores soldater”. Den tidligere talsmand for den israelske hær, Avi Ben Yaho, udtalte allerede om formiddagen onsdag 11. maj, at ”selv hvis det viser sig, at Abu Aqela blev ramt af vores soldaters kugler, så er der mange journalister, der dør i verden, og det er en del af deres erhvervsrisiko”.

Hvis nogen troede, at de forfærdelige og frygtelige scener fra dagen for mordet på Shireen var et overstået kapitel, så blev de ikke alene ”skuffede”, men nok mere end chokerede. Selv for os, der følger de daglige uhyrligheder mod palæstinenserne, var dagen for Shireens begravelse, fredag 13. maj, endnu en emotionel dag og endnu et eksempel på den israelske brutalitet.

Personligt troede jeg, at jeg var færdig med at græde på dagen for mordet på Shireen og under de ca. fem begravelsesoptog med hendes kiste på Vestbredden senere den dag samt dagen efter, som startede i selve Jenin, hvor Shireen blev skudt om morgen 11. maj, så videre til byen Nablus, to landsbyer der betød meget for Shireen, selv inden kisten og liget endte til det store officielle begravelsesoptog i byen Ramallah, der var det sidste stop, inden kisten skulle videre til Østjerusalem.

Og bare lige for en god orden skyld, så følger en kort forklaring om årsagen til disse fem begravelsesoptog; Shireen Abu Aqela var ikke kun en journalist, men et ikon. En hel generation i Palæstina – og faktisk også i den arabiske verden – er vokset op med hendes stemme i baggrunden, når hun gennem over 25 år rapporterede dagligt fra Palæstina.

Dertil kommer, at mordet på Shireen, de åbenlyse beviser på det israelske ansvar, den israelske og internationale reaktion der har chokeret og skuffet palæstinenserne – endnu en gang – samt ønsket om at ære hende blev forstærket af disse faktorer.

Men endnu en afgørende faktor var det faktum, at palæstinenserne på Vestbredden er forment adgang til Østjerusalem – i særdeleshed på dagen for begravelsen af Shireen om fredagen.

Derfor var det smerteligt og følelsesladede scener, da Shireens kiste blev kørt igennem Qalandia checkpoint, der adskiller Østjerusalem fra den øvrige Vestbred, hvor kun bilen med kisten i og to andre biler fik lov til at køre igennem checkpointet.

Men hverken de, os andre eller nogen i verden anede, hvordan hendes begravelse skulle ende, og hvilke forfærdelige og hårrejsende scener hele verden skulle blive vinder til.

MORDET PÅ Shireen, de brutale nedkæmpelser af begravelsesoptogene på det besatte Vestbredden og senere mod selve begravelsesoptoget på Skt. Josephs Hospital, og uden for den palæstinensiske katolske kirke til den efterfølgende ceremoni samt til sidst på kirkegården var alle sammen mere end smertelige for palæstinenserne og det meste af verden.

Men lige så smerteligt var det at opleve mediernes reaktion – eller manglende på samme – fra første sekund for mordet på Shireen.

Det var ikke alene skuffende, hvordan den israelske misinformation og propaganda blev nærmest blot videreformidlet til offentligheden – ukritisk, vel at mærke.

Men at den sædvanlige nærmest organiserede mørklægning blev mere end tydeligt, selv for dem, der normalt ikke interesserer sig synderligt meget for besættelsen.

Det gælder – desværre – også vores danske medier. Her ”brillerede” ikke mindst TV2 News på selve dagen for mordet, hvor deres reporter såede tvivl om Israels ansvar for mordet og hentydede endda til palæstinensernes ansvar, samt at det bliver svært at finde frem til sandheden.

Et andet eksempel er på dagen for Shireens begravelse, hvor TV 2 News kunne først fortælle, at der var »uroligheder under begravelse af en journalist« og »efter det forløb begravelsen i ro og mag«. For blot at nævne et par eksempler.

Disse synspunkter ville danske journalister næppe have fremført, hvis det f.eks. drejede sig om russiske soldaters nedskydning og mord på en kvindelig ukrainsk journalist.