Danpal.dk

Jordens Dag / Landdag /  Yom al-Ard / Land Day / يوم الأرض

Har du hørt om Jordens Dag? Og at det i år fejres for 42.gang i træk?

Den 30. marts er en af de helligste dage i den palæstinensiske nationale kalender. Overalt i den store, smukke verden, hvor palæstinensere har slået sig ned, markeres dagen på forskellig vis. Dagen markerer palæstinensernes kamp for frihed og selvstændighed.

I det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel) – hvor det hele startede for 42 år siden – mindedes dagen med demonstrationer, marcher, taler, udstillinger m.m. Det er til minde om dagen, hvor seks faldne palæstinensere fra Israel blev skudt og dræbt af de israelske sikkerhedsmyndigheder (militæret og politiet). De seks dræbte er fra det store palæstinensiske mindretal, som lever i selve Israel.

Men hvad døde de for? Og hvorfor hedder det Yom Al-Ard?
Det hele startede i 1948 med Al-Nakba/Katastrofen. Dagen, hvor staten Israel blev etableret på ruinerne af det palæstinensiske folks land, historie, ejendomme og ressourcer.

Eller som det oftest bliver betegnet: “Historiens største væbnede røveri ved højlys dag”

Det betød, at 2/3 af det palæstinensiske folk – ca. 800.000 – blev smidt ud eller måtte flygte ud af deres byer og landsbyer. I alt blev ca. 530 byer og landsbyer jævnet med jorden som følge af de zionistiske terrorbanders massakrer, drab, ødelæggelser og hærgen i hele det område der nu hedder Israel.

Ingen af dem fik siden lov til at vende tilbage!

Der var ca. 150.000 palæstinensere, som blev tilbage eller som formåede at snige sig tilbage over de libanesiske, syriske, jordanske eller egyptiske grænser. Ud af et folk på lidt over en million! De zionistiske terrorbander (der få måneder senere blev til den israelske hær) overvågede de nyetablerede grænseovergange.

I perioden efter den 15. maj 1948 (zionisternes ulovlige udråbelse og etablering af staten Israel) og frem til slut 1960erne/start 1970erne levede de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og efterkommerne som gidsler i den nyoprettede stat.

De blev underlagt en streng militær lov (militær undtagelsestilstand), der begrænsede deres frihed og liv:

• Hvis nogen skulle forlade sin by eller landsby skulle der foreligge en tilladelse fra områdets israelske ”kommandant”.
• Palæstinenserne blev tvunget til at betegne sig som israelere, når de færdedes i det offentlige rum som f.eks. på skoler, universiteter og arbejde.
• Der skulle synges den israelske nationalsang hver morgen på skolerne og ALLE skulle synge med.
• At bruge betegnelsen palæstinenser var strafbart – både i og udenfor hjemmet.
• Der skulle gives tilladelse til at arbejde eller studere.
• INGEN havde lov til at besøge deres familier, der fra den ene dag til den anden befandt sig på den anden side af 1949 linjen (det vil sige Vestbredden, Gaza og Al-Quds/Østjerusalem). (Ganske ligesom det var tilfældet med Berlinmurens oprettelse 12 år senere, som vi kender det fra de europæisk historiebøger).
• Skolerne SKULLE undervise i hebræisk. Og KUN i hebræisk med henblik på at palæstinenserne ikke kunne bruge deres arabiske sprog
• AL politisk og nationalpolitisk arbejde som palæstinenser eller for palæstinenserne var forbudt og strafbart

For blot at nævne få eksempler…

Alt i alt var de israelske love målrettet at få så mange som muligt af de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og deres efterkommere til enten at rejse eller at flytte permanent – evt. til den dengang jordansk administrerede Vestbred.

Fra 1948/49 og frem til ca. start 1970erne – var ”judaisering” (“jødegørelse”) af de tilbageværende palæstinensere områder (Al-Jaleel /Galilæa, Al-Naqaab/Negev og Al-Muthalath/Mushallash) endnu ikke blevet sat i gang. Men fra midt 70’erne tog det til i stort omfang. Det ændrede sig i start 1970erne, hvor flere og flere jøder fra hele verden begyndte at blive bragt til eller rejste til ”det forjættede land”. Israel.

Snart var de landområder palæstinenserne fortsat ejede et mål for det omfattende landtyveri, som var blevet sat i gang i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948. Fra start 1970erne og de næste ca. 15 år blev ca. 80% af den privatejede jord ”konfiskeret” (den diplomatiske betegnelse for landtyveri), eftersom der skulle bygges flere byer og huse til de nytilkomne fra alle verdenshjørner.

Det skete efter sejrsrusen fra 1967, hvor Israel overfaldt sine nabolande og besatte hvad der var tilbage af det historiske Palæstina (Vestbredden, Gaza og Al-Quds). Begivenheden i 1967 førte til en sand jødisk nationalisme overalt i verden, og fik mange jøder til at flytte til Israel.

I 1976 sagde palæstinenserne i selve Israel: NEJ, IKKE MERE og NOK ER NOK.

Med generalstrejker, protester og til sidst demonstrationer den 30. marts 1976 råbte palæstinenserne om lige rettigheder, frihed og ikke mindst lige muligheder for alle borgere i Israel uanset etnisk eller religiøs baggrund. Og selvfølgelig for retten til at beholde deres jord som mange fortsat dyrkede og levede af.

Svaret fra de israelske sikkerhedsstyrker var klar: Mere end 54 palæstinensere blev skudt forskellige steder i selve Israel, og seks af dem døde. Især de seks dødsfald kom til at betyde begyndelsen på en ny æra for palæstinensernes nationale opstand. Dagen blev udråbt til en vigtig palæstinensisk nationaldag i kampen for landet og jorden; Yom Al-Arad.

Udråbelsen blev slået fast af palæstinenserne i Israel og særligt af den legendariske og ikoniske kristne palæstinenser Tawfik Ziyad (der på det tidspunkt var borgmesteren i Al-Naserah/Nazerath).

I år blev den historiske dag markeret både i og uden for det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel).

Vi ønsker en god Yom Al-Arad til enhver palæstinenser og person med palæstinensisk baggrund hvor end han/hun måtte befinde sig i verden.

Find os på Facebook – og følg med i vores daglige opdateringer om overgrebene mod palæstinenserne i det besatte Palæstina.

Med venlig hilsen Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Følgende er en gruopvækkende rapport om de palæstinensiske børn i de israelske fængsler:

•  500-700 palæstinensiske børn stilles over for en israelske militærdomstol HVERT år
• I gennemsnit kommer ca. 310 palæstinensiske børn HVER måned igennem den israelske besættelsesmagts forskellige og utallige sikkerhedssystemer
• Ca. 70% af disse børn udsættes for en eller anden form for fysisk vold (et diplomatisk ord for tortur)
• Ca. 60% af disse børn udsættes for verbal mishandling og/eller bliver intimideret og ydmyget

Læs den omfattende rapport om forholdene for de palæstinensiske børn i det besatte Palæstina (Vestbredden, Gaza og Al-Quds/Østjerusalem) – og særligt de ca. 350 palæstinensiske børn i de israelske fængsler.

http://www.dci-palestine.org/year_in_review_worst_abuses_against_palestinian_children_in_2017

Den 15. marts udgav ESCWA, FN’s Sociale og Økonomiske Kommission for Vestasien, en veldokumenteret rapport om Israels skabelse af et helt igennem rendyrket apartheidsystem mod palæstinenserne. I rapporten hedder det, at “Israel har etableret et apartheidregime, der dominerer hele det palæstinensiske folk”.

I går meddelte den kristne libaneser Rima Khalaf, chef for netop FNs organet ESCWA, at hun har opsagt sin stilling efter at FNs generalsekretær, António Guterres, har presset hende til at trække rapporten tilbage.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bringer her den omfattende rapport der skal virke som et historisk dokument om FNs svaghed og manglende evner til at komme de besatte, undertrykte og svage til hjælp alene for at tage hensyn til besætteren, undertrykkeren og den stærke part i den ulykkelige konflikt.

Rapporten er bestilt af ESCWA. Den er udarbejdet af FN’s tidligere udsendte til de palæstinensiske områder Richard Falk og den amerikanske professor Virginia Tilley.

Du kan læse ESCWA rapporten her:

ESCWA rapporten forside

ESCWA rapporten introduktion

ESCWA rapporten del 1

ESCWA rapporten del 2

Dagbog fra Palæstina 

Netop hjemvendt efter mit tredje besøg i Palæstina sidder jeg tilbage med blandede følelser. Gensynet med min arabiske værtsfamilie, som havde mig boende i 2012, var som altid tårevædet og glædesfyldt, og familiens gæstfrihed og åbenhed var overvældende og hjertevarmt. Det er fantastisk og rørende at opleve den fuldstændige omfavnelse og kærlighed de her mennesker giver helt ubetinget. Alt dette på trods af kulturelle forskelle, en massiv sprogbarriere og det faktum, at det kun er mig, der kan besøge dem. De kan aldrig komme og se mit liv i Danmark, og jeg kan aldrig tilbagebetale den gæstfrihed, jeg oplever hos dem på den besatte Vestbred. Det slår mig gang på gang, når de spørger til mine fremtidsplaner, og jeg fortæller stolpe op og ned om alle de steder, jeg gerne vil se og opleve: At den frihed jeg har, aldrig bliver dem forundt. De er fanget i et besat land og kan aldrig få den fantastiske oplevelse, som de er med til at give mig.

Og det er selvfølgelig kun toppen af isbjerget. For én ting er, at palæstinenserne ikke kan komme ud men lever som fanger i et åbent fængsel i deres eget land. Men en anden og langt værre ting er de overgreb, de bliver udsat for hver eneste dag. Chikane mod civile, fængslinger uden rettergang, forskelsbehandling af folk med arabisk afstamning og mord på åben gade er en del af hverdagen. Alle palæstinensere kender nogen, som er blevet fænglet eller slået ihjel af det israelske militær, og det resulterer i, at mange er bange for at bevæge sig ud: For det at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt kan blive fatalt.

Det skete for min ven Ibrahim. Som 17-årig blev han uden videre fængslet af det israelske militær, og sad i fængsel i en teltlejr i 3,5 år inden han blev løsladt. For det første var han mindreårig ved anholdelsen, og for det andet skete fængslingen uden noget som helst juridisk belæg eller rettergang. Han var ganske enkelt bare uheldig. I fængslet lærte Ibrahim sig selv engelsk og hebraisk, så han blev i stand til at tale med sine fangevogtere, og med tiden blev han en slags mellemmand mellem de indsatte og fængselsvagterne. Måske var dette grunden til, at han til sidst blev løsladt.

Efter løsladelsen skulle han starte sit liv helt forfra. Han havde ingen uddannelse, intet arbejde og ingen lyst til at bo i Palæstina under den israelske besættelsesmagt. Han søgte asyl i Norge, men fik afslag. Sikkert fordi han har en plettet straffeattest på grund af sin tid i fængslet. Han prøvede at rejse til Tyskland, men fik ikke tilladelse til at rejse ud (fordi tilladelsen skulle gives af Israel). Til sidst gav han op, men den dag i dag er hans største ønske stadig at komme væk. Han føler sig ikke tryg i et land, hvor han reelt ikke ved, om han kan blive fængslet eller slået ihjel i morgen. Han spørger mig, om jeg kan hjælpe ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Situationen er så håbløs.

Ibrahims eksempel er bare et ud af mange. Jeg hørte lignende historier hver eneste dag, mens jeg befandt mig på Vestbredden, og hver gang voksede min vrede og lyst til at hjælpe. Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan det internationale samfund kan se til, mens menneskers basale rettigheder overskrides så fundamentalt hver eneste dag. Jeg ville ønske, folk ville rejse til Palæstina og se tingene med egne øjne, så de kunne forstå. En af de ting, der virkelig slår mig når jeg besøger Israel er, hvor uvidende den israelske befolkning er om, hvad der foregår på den besatte Vestbred få kilometer væk. Eller også lukker de øjnene. Måske skammer de sig, og vil hellere feje tingene ind under gulvtæppet end kendes ved det, der rent faktisk sker. Langt størstdelen af dem har aldrig været på Vestbredden og aner ikke (eller vil ikke vide), hvilke grusomheder der finder sted. Eller også er de bange. Og det er jo ikke så underligt: En kæmpemæssig mur adskiller de to folkeslag og muren er ikke kun fysisk, men har taget bolig i de her menneskers inderste. Den er et levende symbol på den indoktrinering i form af frygt og raceadskillelse, Israels regering ønsker at skabe mellem de to folk.

Sikkert hjemvendt til lille, trygge Danmark kan jeg kun prise mig lykkelig over, at jeg er en af de heldige, der har et rødbedefarvet pas og reelle rettigheder i et land uden den slags konflikter. Men uretfærdigheden i den tanke er næsten ikke til at bære. At alle mennesker burde være lige uanset race, køn, religion eller nationalitet ligger dybt forankret i mit menneskesyn, så den mangel på samme jeg ser i Palæstina gør mig ondt. Hver eneste gang jeg vender hjem sidder jeg tilbage med følelsen af at jeg burde gøre noget. Hjælpe de her mennesker som lever under så uretfærdige kår. Og måske er oplysning og dialog netop første skridt. Derfor har jeg i samarbejde med min kollega udarbejdet en workshop på vegne af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, hvor vi i fællesskab vil behandle forskellige temaer, der kan gavne den palæstinensiske sag. Formålet er ikke at igangsætte en masse nye initiativer her og nu, men at støtte op om allerede eksisterende projekter og udføre meningsfuldt oplysningsarbejde om de grusomheder, der foregår på den besatte Vestbred. Alle er velkomne, medlemmer såvel som ikke-medlemmer. Workshoppen er gratis og finder sted lørdag den 24.september kl 15 på Dronningensgade 14 på Christianshavn. Vi håber at se rigtig mange Palæstina-venner og samle alle de bedste kræfter i Danmark. Og måske, på sigt, langsomt åbne verdenssamfundets øjne og give palæstinenserne fred.

Kærlig hilsen

Andrea Borello

Bestyrelsesmedlem i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Har du været i Palæstina? Så har du uden tvivl set uretfærdighed, chikane og racisme. Du har nok følt dig vred, da du gik langs med muren ved Betlehem eller ved Shuada-street og bosættelserne i Al-Khalil (Hebron) på den besatte Vestbred.

Du har også oplevet varme, gæstfrihed og oprigtig interesse fra palæstinenserne, og du er blevet budt velkommen med åbne arme af mennesker, der alle har haft et stort ønske om at dele deres historie med netop dig. Alle har haft meget på hjerte, og hver eneste skæbne havde en skyggeside, som en naturlig følge af at være borger i et besat land.

Du har hørt om fængslinger af børn uden rettergang, overgreb mod civile, forskelsbehandling af folk med arabisk afstamning og mord på åben gade. Du har mere end én gang hørt et råb om hjælp fra dine palæstinensiske venner, og du har haft lyst til at gøre noget, men følt dig magtesløs. Nu er du vendt hjem med alle de her oplevelser i rygsækken og en knude i maven – og måske lysten til at gøre noget…

Hvis du kan genkende de ovenfor beskrevne følelser så kom til workshop den 24.september kl 15.00 på Dronningensgade 14 på Christianshavn, hvor Dansk Palæstinensisk Venskabsforening inviterer til en konstruktiv og hyggelig eftermiddag i Palæstinas tegn. Arrangementet er især et resultat af forespørgsler gennem de sidste 2-3 år fra folk, som har oplevet af at blive afvist i Israels lufthavn på vej til Palæstina.

Det er fra israelsk side for nyligt blevet besluttet at afvisningerne i fremtiden vil tage til, og især rammer folk fra NGO’er samt foreninger, som arbejder med oplysning om Israels besættelse og undertrykkelse i det besatte Palæstina.

Workshoppens formål er at samle de bedste kræfter fra folk, som er hjemvendt fra Palæstina i et forum, hvor vi kan tale om vores oplevelser og udveksle ideer, der kan gavne den palæstinensiske sag. Formålet er IKKE at igangsætte en masse nye initiativer – i hver fald ikke her og nu, men i første omgang at hjælpe hinanden med evt. at støtte op omkring allerede eksisterende projekter på en realistisk og konstruktiv måde. Og måske på sigt at iværksatte mulige nye initiativer.

Det og meget andet kommer vi sammen til at finde frem til den 24. september.

Workshoppen vil forsøge at behandle følgende spørgsmål:

1. Hvordan kan vi bedst støtte op om allerede eksisterende projekter, der arbejder for den palæstinensiske sag?

2. Hvordan kan vi udføre oplysningsarbejde i vores samfund? Hvordan kan vi fortælle om de grusomheder, vi har set, og herigennem få folk til at forstå og tage stilling til?

3. Hvad kan vi gøre ved det stigende antal af folk (især fra NGO’er), der bliver afvist i lufthavnen i Israel på vej ind i Palæstina?

Arrangementet henvender sig især til dem, der allerede har været i Palæstina, men alle er velkomne uanset kendskab til konflikten. Lyder det som noget for dig? Eller er du bare nysgerrig på at vide mere? Så kig forbi den 24.september. Arrangementet er uforpligtende, gratis og åbent for alle og kræver hverken medlemskab eller tilmelding.

Vi byder på kage, kaffe og te

De bedste hilsener

Andrea og Amani
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Israel har i snart 10 år nægtet at følge EU’s retningslinjer vedr. mærkning af bosættelsesprodukter der indføres i de europæiske markeder. Og det på trods af utallige aftaler mellem Israel og EU om netop mærkning af varer og produkter produceret, forarbejdet og/eller samlet i Israels ca. 130 ulovlige bosættelser på den besatte Vestbred – inkl. den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Østjerusalem)

Ca. halvdelen af verdens Medjoul-dadler produceres og/eller pakkes i Israel. 6

Ca. 60% – 70% af de israelske Medjoul-dadler er dyrket netop på den besatte Vestbred – i områder og på marker stjålet fra palæstinenserne.

Ca. 90% af disse dyrkede arealer ligger i området Al-Aghwar (Jordandalen) omkring Det Døde Hav.

Fælles for samtlige sorter af dadler på det danske og europæiske marked at de sælges som værende produkter fra Israel – men under dæknavne og brands som f.eks.; Jordan River, King Solomon og Jordan River Bio Top.

Men andre navne kan også fremgå på dadlerne der enten indikerer importører eller pakningsvirksomheder såsom; Hadiklaim, Mehadrin, Agrexco, Arava, Edom og Mtex.

Disse dadler findes i stort set samtlige supermarkedskæder, grønthandler butikker og lokale købmænd. De mærkes alle sammen som ”Product of Israel“.
Selv størsteparten af Israels dadler er dyrket i bosættelserne, mærkes de alle med Israel som oprindelsesland.

Grunden til det er at Israel snyder sig fortsat til toldfordele, idet produkter fra bosættelserne ikke er omfattet af frihandelsaftalen (associeringsaftalen) mellem EU og Israel. Det er kun varer fra ” selve Israel“.

Og selvom EU flere gange har lavet aftaler med og opfordret Israel til at mærke bosætterprodukter korrekt, gør EU ikke noget ved det, men lægger det over til medlemslandene.

Og Israel? Ja, Israel fortsætter ufortrødent snyderiet og ignorer EU’s retningslinjer på området trods mange løfter og aftaler om det modsatte.

Og EU? Ja, EU fortsætter med at ignorer Israels omfattende snyderiet trods utallige beslutninger om netop det modsatte.

De færreste danske supermarkeds- og butikskæder og ikke mindst de færreste forbrugere ønsker at støtte de israelske bosættelser. For det officielle Danmark, EU, det internationale samfund og ikke mindst offentligheden/forbrugerne anser samtlige bosættere som ulovlige der hverken må støttes direkte eller indirekte – økonomisk eller på anden måde.

De dan
ske supermarkeder og butikker sælger officielt ikke israelske bosætter-produkter, hvilket de – for det meste – ” sikrer” ved at spørge importørerne, om de reelt følger EU’s mærkningsregler. Men da de israelske eksportører snyder med mærkningen, er denne “kontrol mekanisme” intet værd.

I England har Coop Danmarks søsterorganisation Co-op ikke ønsket at handle med selskaber som både har produktion i Israel og i bosættelserne. Derfor har engelske Co-op besluttet at afstå fra handel med israelske selskaber, der arbejder –også- i de israelske bosættelser.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening kampagne har til hensigt at opfordre kunderne til at holde sig væk fra de israelske dadler indtil vi som forbrugere og offentlighed får vished om at disse produkter på ingen måde stammer fra bosættelserne på den besatte Vestbred i det besatte Palæstina.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening vil fortsætte presset på en mærkning af produkter, der stammer fra de israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Kampagnen fortsætter frem til januar 2017.

Følgende læsning kan gøre dig tørstig – meget tørstig!

Hvis du mente du vidste ALT om Israels lukning af vandet for tusinder af palæstinensere…stå læs følgende fra en de modige israelske menneskerettigheds organisationer der netop dokumenterer Israels alternative krig mod palæstinenserne og den systematiske etniske udrensning ved netop brug af vand!

https://touchingphotographs.com/2016/07/01/al-hadidiya-jordan-valley-david-shulman/

Ikke alene fordi Israel fortsat snyder med varemærkningen

Men også fordi Israel har i snart 10 år nægtet at følge EU’s retningslinjer vedr. mærkning af bosættelsesprodukter der indføres i de europæiske markeder. Og det på trods af utallige aftaler mellem Israel og EU om netop mærkning af varer og produkter produceret, forarbejdet og/eller samlet i Israels ca. 130 ulovlige bosættelser på den besatte Vestbred – inkl. den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Østjerusalem)

Ca. halvdelen af verdens Medjoul-dadler produceres og/eller pakkes i Israel. 6

Ca. 60% – 70% af de israelske Medjoul-dadler er dyrket netop på den besatte Vestbred – i områder og på marker stjålet fra palæstinenserne.

Ca. 90% af disse dyrkede arealer ligger i området Al-Aghwar (Jordandalen) omkring Det Døde Hav.

Fælles for samtlige sorter af dadler på det danske og europæiske marked at de sælges som værende produkter fra Israel – men under dæknavne og brands som f.eks.; Jordan River, King Solomon og Jordan River Bio Top.

Men andre navne kan også fremgå på dadlerne der enten indikerer importører eller pakningsvirksomheder såsom; Hadiklaim, Mehadrin, Agrexco, Arava, Edom og Mtex.

Disse dadler findes i stort set samtlige supermarkedskæder, grønthandler butikker og lokale købmænd. De mærkes alle sammen som ”Product of Israel“.

Selv størsteparten af Israels dadler er dyrket i bosættelserne, mærkes de alle med Israel som oprindelsesland.

Grunden til det er at Israel snyder sig fortsat til toldfordele, idet produkter fra bosættelserne ikke er omfattet af frihandelsaftalen (associeringsaftalen) mellem EU og Israel. Det er kun varer fra ” selve Israel“.

Og selvom EU flere gange har lavet aftaler med og opfordret Israel til at mærke bosætterprodukter korrekt, gør EU ikke noget ved det, men lægger det over til medlemslandene.

Og Israel? Ja, Israel fortsætter ufortrødent snyderiet og ignorer EU’s retningslinjer på området trods mange løfter og aftaler om det modsatte.

Og EU? Ja, EU fortsætter med at ignorer Israels omfattende snyderiet trods utallige beslutninger om netop det modsatte.

De færreste danske supermarkeds- og butikskæder og ikke mindst de færreste forbrugere ønsker at støtte de israelske bosættelser. For det officielle Danmark, EU, det internationale samfund og ikke mindst offentligheden/forbrugerne anser samtlige bosættere som ulovlige der hverken må støttes direkte eller indirekte – økonomisk eller på anden måde.

De danske supermarkeder og butikker sælger officielt ikke israelske bosætter-produkter, hvilket de – for det meste – ” sikrer” ved at spørge importørerne, om de reelt følger EU’s mærkningsregler. Men da de israelske eksportører snyder med mærkningen, er denne “kontrol mekanisme” intet værd.

I England har Coop Danmarks søsterorganisation Co-op ikke ønsket at handle med selskaber som både har produktion i Israel og i bosættelserne. Derfor har engelske Co-op besluttet at afstå fra handel med israelske selskaber, der arbejder –også- i de israelske bosættelser.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening kampagne har til hensigt at opfordre kunderne til at holde sig væk fra de israelske dadler indtil vi som forbrugere og offentlighed får vished om at disse produkter på ingen måde stammer fra bosættelserne på den besatte Vestbred i det besatte Palæstina.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening vil fortsætte presset på en mærkning af produkter, der stammer fra de israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Kampagnen fortsætter frem til januar 2017 og vil indtil da indtage forskellige former og budskaber.

Endnu en central rapport fra HRW, som sætter fokus på Israels overgreb på palæstinensiske børn i de israelske fængsler: https://www.hrw.org/news/2016/04/11/palestine-israeli-police-abusing-detained-children