Coronapandemien har været en begrænsning for mange frivillige foreninger, og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening er ingen undtagelse, hvilket blandt andet er kommet til udtryk ved, at vi har været nødsaget til at udskyde vores generalforsamling. Nu har vi dog endelig fundet en dato, og vi indkalder derfor til generalforsamling den 26. september klokken 11, hvilket du også kan læse om i nyhedsbrevet.
Selvom forsamlingsforbuddet og andre restriktioner har betydet, at hovedbestyrelsen har været forhindret i at gennemføre aktiviteter og mødes, er vores arbejde ikke gået i stå. Vi laver fortsat daglige opslag på vores Facebookside, hvor vi oplyser om situationen i Palæstina. I dette nyhedsbrev har vi samlet nogle af de største og mest aktuelle nyheder.
Den kristne palæstinensiske befolkning svinder ind, og hovedårsagen er israelernes fremfærd i de besatte områder. Det rammer blandt andet de kristne til højtiderne, hvor de bliver nægtet adgang til f.eks. Betlehem og Nazareth.
Foto: Jyllands-Posten.
Fathi El-Abed – Formand, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Antal af
kristne palæstinensere i det historiske Palæstina
(Gaza, Vestbredden, Al-Quds/Jerusalem og selve Israel) bliver mindre og mindre
for hvert år. Årsagen: Israel.
Sammenhængen mellem den
krympende kristne befolkning i Palæstina og den israelske besættelse og
apartheid er umiskendelig.
Den 12.
december meddelte Israel, at ingen af de kristne palæstinensere i Gaza får lov
til at rejse til de kristne hellige steder i den besatte palæstinensiske
hovedstad Al-Quds/Østjerusalem, Betlehem på den besatte Vestbred, eller
Nazareth i selve Israel. Hverken nu til jul, påsken eller senere. De kan –
sjovt nok – få lov til at rejse til hele verden. Men altså ikke til de hellige
steder få kilometer væk.
De kristne palæstinensere er verdens ældste kristne samfund. Men
gennem mere end 70 år er de blevet færre og færre i det land, hvor vorherre
Issa – Jesus – blev født. For årtiers israelske målrettet politik mod de
kristne palæstinensere har – tilsyneladende – båret frugt med den systematiske isolationspolitik,
økonomiske belejring og den direkte religiøse forfølgelse.
I forbindelsen med påsken i2015 blev en kristen
palæstinensisk kvinde smuglet i bil ud af Betlehem af 3 danskere. Det var en
nervepirrende tur gennem et af de mindst fire officielle israelske checkpoints,
der sammen med apartheidmuren omringer og isolerer byen fra Al-Quds og den
nordlige del af den besatte Vestbred. Det vovede og drastiske skridt var
bestemt ikke ufarligt. Var de blevet opdaget, var de tre danskere utvivlsomt
blevet retsforfulgt, udvist og nok forment adgang til det besatte Palæstina.
Men det var nok gået værre for den palæstinensiske kvinde. Hun var nok blevet
fængslet og formentligt forbudt i årevis at forlade Betlehem. Og endnu værre;
hun var sikkert i årevis blevet nægtet adgang til de kristne hellige steder få
kilometer fra Betlehem.
Det var desværre et nødvendigt skridt. For mens kvindens mand og
to børn havde fået udgangstilladelse, så fik hun nej. For første gang i flere
år. Hvor absurd det end lyder, at nogen skal have tilladelse til at komme ud af
sin egen by i sit eget land, er det ikke desto mindre den virkelighed,
palæstinenserne lever i og under i det besatte Palæstina. Tilladelsen gives af
besættelsesmagten i forbindelse med helligdagene. Men ikke alle får denne
særlige tilladelse. Og ingen kan nogensinde vide sig sikker. For det hele er
vilkårligt. Og de, der får det ene år, kan ende med at få et nej – eller ja –
året efter eller året efter igen. Måske. Disse forhold har været en del af
palæstinensernes – også de kristnes – liv i årevis.
Der er forskellige skøn over, hvor mange palæstinensiske
kristne der stadig bor i det besatte Palæstina. Men uanset hvilke
undersøgelser, der henvises til, er antallet af kristne i hele det historiske
Palæstina faldet næsten ti gange sammenlignet med perioden før 1948, hvor
staten Israel blev skabt netop på ruinerne af alle palæstinensers land, jord,
kultur, ressourcer og historie.
I 2017 fandt en folketælling sted i det besatte Palæstina. Den
konkluderede, at 47.000 palæstinensiske kristne bor i det besatte Palæstina –
med henvisning til den besatte Vestbred, den besatte palæstinensiske hovedstad
Al-Quds og det besatte Gaza. 78 pct. af Palæstinas kristne bor på Vestbredden –
koncentreret i og omkring byerne Ramallah, Betlehem og Al-Quds, mens resten, et
lille kristent samfund på ca. 1.200 mennesker, bor i Gaza.
Det besatte, belejrede og forarmede Gaza er et godt eksempel på,
hvordan det er gået de kristne palæstinensere. Da Israel besatte Gaza i 1967,
boede der over 3.000 kristne. I 2002 var der kun ca. 1.700. Antallet er nu på
under 1.300 kristne. For årtiers besættelse, massearrestationer, forfærdelige
overgreb og en 13 år ulovlig israelsk belejring, har ramt det kristne
palæstinensiske samfund – der har historiske rødder, der går to årtusinder
tilbage – rigtig hårdt.
Ligesom Gazas muslimer er de få tilbageværende kristne afskåret
fra omverdenen og resten af det besatte Palæstina. Hvert år ansøger også Gazas
palæstinensiske kristne om tilladelse fra den israelske besættelsesmagt med
henblik på at deltage i blandt andet påske- og julegudstjenester og ritualer i
Al-Quds og Betlehem. I april i år fik kun ca. 200 af dem sådan en tilladelse –
under forudsætning af, at de er 55 år eller ældre. Og endnu mere absurd; de måtte
ikke besøge Al-Quds eller Nazareth. Kun Betlehem.
Den israelske menneskerettighedsgruppe Gisha beskrev den
israelske besættelsesmagts beslutning som ”en yderligere krænkelse af
palæstinensernes grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, religionsfrihed
og familieliv” og beskyldte Israel – med rette – for at forsøge at ”uddybe
adskillelsen” mellem Gaza og Vestbredden. Og med den israelske beslutning den
12. december er de kristne palæstinensere i det besatte Gaza for alvor afskåret
fra de deres palæstinensiske landsmænd og ikke mindst trosfæller på den besatte
Vestbred, den besatte by Al-Quds og i selve Israel.
Sammenhængen mellem den krympende kristne befolkning
i Palæstina og den israelske besættelse og apartheid er umiskendelig, og det er
tydeligt for Palæstinas kristne og muslimer, hvad der foregår og er foregået i
årtier.
I december 2017 offentliggjorde Dar Al-Kalima-universitet i den
overvejende kristne by Beit Jala ved Betlehem en undersøgelse, baseret på
interviews af næsten 1.000 palæstinensere, halvdelen af dem kristne.
Hovedformålet med forskningen var at forstå årsagen bag den hastigt faldende
antal af kristne palæstinensere i det besatte Palæstina.
Undersøgelsen
konkluderede, at ”presset fra den israelske besættelse, de ekstreme bevægelses
begrænsninger, de vilkårlige arrestationer, de massive beslaglæggelser af jord,
den kendsgerning at bo i et stort fængsel i eget land m.m. har efterladt alle
palæstinensere med en generel følelse af håbløshed – særligt blandt de kristne
palæstinensere, der frygter fremtiden for dem selv og deres børn…”
Undersøgelsen har siden været med til at mane ubegrundede påstande – primært fra
Israels side – om, at de palæstinensiske kristne forlader det besatte Palæstina
på grund af – i øvrigt ikkeeksisterende – religiøse spændinger mellem dem og
deres muslimske brødre, til jorden. Derfor er disse
påstande uden betydning.
Israel har gennem årene håbet på at svække de
sociokulturelle og åndelige forbindelser, der giver palæstinenserne deres
kollektive identitet, samhørighed og opfattelse af et folk uden skelnen til
etnisk eller religiøse baggrund. Strategien har bygget på ideen om, at en kombination
af forskellige faktorer – som blandt andet økonomisk pres, permanent belejring,
apartheid, afskaffelsen af kulturelle, geografiske og åndelige bånd – vil til
sidst drive alle kristne ud af det besatte Palæstina.
For Israel har i årtier været mere end opsat på at præsentere besættelsen og konflikten i det besatte Palæstina som en religiøs konflikt, så den for alvor kan brande sig selv som en ”udsat jødisk stat” midt i en massiv muslimsk befolkning i Mellemøsten generelt og i det Palæstina i særdeleshed. Derfor har de palæstinensiske kristne aldrig passet ind i denne israelske ligning og dagsorden.
Ovenstående kronik blev publiceret i Jyllandsposten d. 23/12/2019.
I dette nyhedsbrev kan du læse om venskabsforeningens igangværende kampagne, der igennem en landsdækkende udstilling har sat fokus på den verdenskendte palæstinensiske blad- og karikaturtegner Naji Al-Ali. I januar kommer udstillingen til Odense Bibliotek, og i februar kan den opleves i Trafikhallen på Aarhus Rådhus. Efterfølgende kommer udstillingen også til Helsingør, Roskilde, Slagelse og København, hvor den startede ud.
Derudover indkalder vi til næste års generalforsamling, som vil finde sted lørdag den 16. maj.
Du kan her læse foreningens nyhedsbrev fra oktober måned, som først og fremmest sender en tak til vores mange medlemmer og følgere på Facebook for den enorme støtte og opbakning, de/I har givet os. I den forbindelse oplyser vi om, at det nu også er muligt at følge med i vores foreningsarbejde og situationen i Palæstina på Instagram.
Derudover rummer nyhedsbrevet en beskrivelse af den vellykkede åbningsreception på udstillingen om den legendariske palæstinensiske blad- og satiretegner Naji Al-Ali, der vil turnere rundt i hele landet.
Afslutningsvis kan du læse en nekrolog til minde om Claus Cornelius Hansen, en passioneret og engageret Palæstinaven.
Dette ekstraordinære nyhedsbrev er en påmindelse om, at Dansk Palæstinensisk Venskabsforening fylder 30 år og fejrer dette lørdag d. 31 august 2019 kl. 14-17. Arrangementet vil bestå af en reception og åbningen af udstillingen “At tegne magten midt imod”, der omhandler den palæstinensiske bladtegner Naji Al-Ali.
Læs det seneste nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening via nedenstående link. Det rummer blandt andet en rejseberetning fra et af vores medlemmer, der har været i Palæstina i 1960’erne, 1980’erne og igen i 2018 og dermed set den udvikling, som der har fundet sted.
Derudover inviterer Dansk Palæstinensisk Venskabsforening til åbningsreception på en udstilling om den legendariske og verdenskendte palæstinensiske bladtegner Naji Al-Ali. Han skabte blandt andet figuren Handala, der er blevet et symbol på palæstinensernes frihedskamp.
Åbningsreceptionen vil finde sted lørdag den 31. august 2019 klokken 14.00-17.00 på Dronningensgade 14, Christianshavn.
Jordens Dag / Landdag / Yom al-Ard / Land Day / يوم الأرض
Har du hørt om Jordens Dag? Og at det i år fejres for 42.gang i træk?
Den 30. marts er en af de helligste dage i den palæstinensiske nationale kalender. Overalt i den store, smukke verden, hvor palæstinensere har slået sig ned, markeres dagen på forskellig vis. Dagen markerer palæstinensernes kamp for frihed og selvstændighed.
I det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel) – hvor det hele startede for 42 år siden – mindedes dagen med demonstrationer, marcher, taler, udstillinger m.m. Det er til minde om dagen, hvor seks faldne palæstinensere fra Israel blev skudt og dræbt af de israelske sikkerhedsmyndigheder (militæret og politiet). De seks dræbte er fra det store palæstinensiske mindretal, som lever i selve Israel.
Men hvad døde de for? Og hvorfor hedder det Yom Al-Ard?
Det hele startede i 1948 med Al-Nakba/Katastrofen. Dagen, hvor staten Israel blev etableret på ruinerne af det palæstinensiske folks land, historie, ejendomme og ressourcer.
Eller som det oftest bliver betegnet: “Historiens største væbnede røveri ved højlys dag”
Det betød, at 2/3 af det palæstinensiske folk – ca. 800.000 – blev smidt ud eller måtte flygte ud af deres byer og landsbyer. I alt blev ca. 530 byer og landsbyer jævnet med jorden som følge af de zionistiske terrorbanders massakrer, drab, ødelæggelser og hærgen i hele det område der nu hedder Israel.
Ingen af dem fik siden lov til at vende tilbage!
Der var ca. 150.000 palæstinensere, som blev tilbage eller som formåede at snige sig tilbage over de libanesiske, syriske, jordanske eller egyptiske grænser. Ud af et folk på lidt over en million! De zionistiske terrorbander (der få måneder senere blev til den israelske hær) overvågede de nyetablerede grænseovergange.
I perioden efter den 15. maj 1948 (zionisternes ulovlige udråbelse og etablering af staten Israel) og frem til slut 1960erne/start 1970erne levede de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og efterkommerne som gidsler i den nyoprettede stat.
De blev underlagt en streng militær lov (militær undtagelsestilstand), der begrænsede deres frihed og liv:
Hvis nogen skulle forlade sin by eller landsby skulle der foreligge en tilladelse fra områdets israelske ”kommandant”.
Palæstinenserne blev tvunget til at betegne sig som israelere, når de færdedes i det offentlige rum som f.eks. på skoler, universiteter og arbejde.
Der skulle synges den israelske nationalsang hver morgen på skolerne og ALLE skulle synge med.
At bruge betegnelsen palæstinenser var strafbart – både i og udenfor hjemmet.
Der skulle gives tilladelse til at arbejde eller studere.
INGEN havde lov til at besøge deres familier, der fra den ene dag til den anden befandt sig på den anden side af 1949 linjen (det vil sige Vestbredden, Gaza og Al-Quds/Østjerusalem). (Ganske ligesom det var tilfældet med Berlinmurens oprettelse 12 år senere, som vi kender det fra de europæisk historiebøger).
Skolerne SKULLE undervise i hebræisk. Og KUN i hebræisk med henblik på at palæstinenserne ikke kunne bruge deres arabiske sprog
AL politisk og nationalpolitisk arbejde som palæstinenser eller for palæstinenserne var forbudt og strafbart
For blot at nævne få eksempler…
Alt i alt var de israelske love målrettet at få så mange som muligt af de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og deres efterkommere til enten at rejse eller at flytte permanent – evt. til den dengang jordansk administrerede Vestbred.
Fra 1948/49 og frem til ca. start 1970erne – var ”judaisering” (“jødegørelse”) af de tilbageværende palæstinensere områder (Al-Jaleel /Galilæa, Al-Naqaab/Negev og Al-Muthalath/Mushallash) endnu ikke blevet sat i gang. Men fra midt 70’erne tog det til i stort omfang. Det ændrede sig i start 1970erne, hvor flere og flere jøder fra hele verden begyndte at blive bragt til eller rejste til ”det forjættede land”. Israel.
Snart var de landområder palæstinenserne fortsat ejede et mål for det omfattende landtyveri, som var blevet sat i gang i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948. Fra start 1970erne og de næste ca. 15 år blev ca. 80% af den privatejede jord ”konfiskeret” (den diplomatiske betegnelse for landtyveri), eftersom der skulle bygges flere byer og huse til de nytilkomne fra alle verdenshjørner.
Det skete efter sejrsrusen fra 1967, hvor Israel overfaldt sine nabolande og besatte hvad der var tilbage af det historiske Palæstina (Vestbredden, Gaza og Al-Quds). Begivenheden i 1967 førte til en sand jødisk nationalisme overalt i verden, og fik mange jøder til at flytte til Israel.
I 1976 sagde palæstinenserne i selve Israel: NEJ, IKKE MERE og NOK ER NOK.
Med generalstrejker, protester og til sidst demonstrationer den 30. marts 1976 råbte palæstinenserne om lige rettigheder, frihed og ikke mindst lige muligheder for alle borgere i Israel uanset etnisk eller religiøs baggrund. Og selvfølgelig for retten til at beholde deres jord som mange fortsat dyrkede og levede af.
Svaret fra de israelske sikkerhedsstyrker var klar: Mere end 54 palæstinensere blev skudt forskellige steder i selve Israel, og seks af dem døde. Især de seks dødsfald kom til at betyde begyndelsen på en ny æra for palæstinensernes nationale opstand. Dagen blev udråbt til en vigtig palæstinensisk nationaldag i kampen for landet og jorden; Yom Al-Arad.
Udråbelsen blev slået fast af palæstinenserne i Israel og særligt af den legendariske og ikoniske kristne palæstinenser Tawfik Ziyad (der på det tidspunkt var borgmesteren i Al-Naserah/Nazerath).
I år blev den historiske dag markeret både i og uden for det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel).
Vi ønsker en god Yom Al-Arad til enhver palæstinenser og person med palæstinensisk baggrund hvor end han/hun måtte befinde sig i verden.
Find os på Facebook – og følg med i vores daglige opdateringer om overgrebene mod palæstinenserne i det besatte Palæstina.
Med venlig hilsen Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Følgende er en gruopvækkende rapport om de palæstinensiske børn i de israelske fængsler:
500-700 palæstinensiske børn stilles over for en israelske militærdomstol HVERT år
I gennemsnit kommer ca. 310 palæstinensiske børn HVER måned igennem den israelske besættelsesmagts forskellige og utallige sikkerhedssystemer
Ca. 70% af disse børn udsættes for en eller anden form for fysisk vold (et diplomatisk ord for tortur)
Ca. 60% af disse børn udsættes for verbal mishandling og/eller bliver intimideret og ydmyget
Læs den omfattende rapport om forholdene for de palæstinensiske børn i det besatte Palæstina (Vestbredden, Gaza og Al-Quds/Østjerusalem) – og særligt de ca. 350 palæstinensiske børn i de israelske fængsler.
Den 15. marts udgav ESCWA, FN’s Sociale og Økonomiske Kommission for Vestasien, en veldokumenteret rapport om Israels skabelse af et helt igennem rendyrket apartheidsystem mod palæstinenserne. I rapporten hedder det, at “Israel har etableret et apartheidregime, der dominerer hele det palæstinensiske folk”.
I går meddelte den kristne libaneser Rima Khalaf, chef for netop FNs organet ESCWA, at hun har opsagt sin stilling efter at FNs generalsekretær, António Guterres, har presset hende til at trække rapporten tilbage.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bringer her den omfattende rapport der skal virke som et historisk dokument om FNs svaghed og manglende evner til at komme de besatte, undertrykte og svage til hjælp alene for at tage hensyn til besætteren, undertrykkeren og den stærke part i den ulykkelige konflikt.
Rapporten er bestilt af ESCWA. Den er udarbejdet af FN’s tidligere udsendte til de palæstinensiske områder Richard Falk og den amerikanske professor Virginia Tilley.
