VM-kvalifikationskampen mod Israel

STØT vores danske landshold, når de sparker Israel ud af VM

Der kan ikke længere herske nogen form for tvivl om, at Israel er et apartheid regime. Det blev tidligere på året slået fast, senest af både den israelske menneskerettighedsorganisation B´tselem og af Human Rights Watch.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) ser selvfølgelig allerhelst, at et hold, der repræsenterer det regime, ikke er velkommen i et internationalt fodboldstævne som VM. Virkeligheden er desværre en anden, hvilket vores eget danske landshold lige nu skal takle – et landshold der ellers står for og har vist det stik modsatte; nemlig empati, sammenhold og fællesskab – skal spille mod det israelske landshold.

Selvom de to hold i vores øjne aldrig burde befinde sig i samme turnering og slet ikke på samme bane, så står vi i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bag vores dygtige fodbolddrenge og støtter op om deres kamp mod det israelske landshold.

DPV vil gerne opfordre alle til at gøre det samme – støt Danmarks fodbolddrenge!

Lad den fodboldfeber, der blomstrede op tidligere i år i forbindelse med EM turneringen, være medvirkende til, at vores landshold får sparket det israelske landshold hjem til Tel Aviv og ud af VM turneringen – hvis det står til os, bliver det den sidste VM turnering, de får lov at deltage i.

God fodbold kamp i morgen!

Med venlig hilsen

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening – DPV

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening juni 2021

Her kan du læse vores seneste nyhedsbrev, hvor vi blandt andet beskriver de mange forfærdelige ting, der har fundet sted i Palæstina dette forår, som har affødt mange demonstrationer både i Palæstina, i Israel og internationalt.

Derudover gør vi opmærksom på, at vi afholder virtuel generalforsamling d. 26. juni. Du kan læse mere om, hvordan du får mulighed for at deltage i nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet rummer desuden et uddrag fra et debatindlæg i Jyllands-Posten, som vores formand Fathi El-Abed skrev tilbage i maj måned. Du kan også læse det brev, vores advokat har skrevet til TV2 om deres journalisters faktuelt forkerte benævnelser af Jerusalem, som Israels hovedstad.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening marts 2021

På nedenstående link kan du læse det nyeste nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.

Her kommenterer vi på statsminister Mette Frederiksens besøg i Israel, hvor vi uddyber, hvorfor besøget selvfølgelig var til stor ærgrelse for foreningen. I den forbindelse minder vi om, at vores formand, Fathi El-Abed, har skrevet et debatindlæg i Politiken om, hvorfor besøget er kritisabelt, som det er muligt at tilgå via nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet indeholder også en indkaldelse til generalforsamling den 26. juni 2021. Hvorvidt det bliver virtuelt eller et fysisk møde, vil tiden vise.

Desuden belyser vi rapporten fra den israelske menneskerettigheds-organisation B’Tselem, der kategoriserer Israel som en apartheidstat. Denne rapport kan tilgås via et link i nyhedsbrevet eller på hjemmesidens forside.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Det er nu officielt; Israel ER en Apartheid Stat

B’Tselem: vi siger det klart og tydeligt; det ER et Apartheid regime.

Den israelske menneskerettigheds organisation B’Tselem har taget det frygtløse, modige og historiske skridt ved at kalde tingene deres rette navn; “Vores stat – Israel – ER et Apartheid Regime”, konkluderer B’Tselsem i følgende historiske rapport, hvori der faktisk redegøres punkt for punkt for denne historiske beslutning om at betegne Israel som en Apartheid Stat.

”Der er ikke en eneste tomme mellem (Jordan)floden og (Middelhavet)havet, hvor en palæstinenser og en jøde er lige” skriver B’Tselem blandt andet.

I princippet, så er dette historiske skridt banebrydende og en slags Gamechanger. På samme måde som kampen mod det modbydelige Apartheidregime i Sydafrika udviklede sig i 1960’erne/1970’erne.

Her var det først The International Comission of Jurists der i 1960 udgav en rapport, der gennemgik Apartheid-lovene med afsæt i netop menneskerettighederne. Rapporten var historisk set det første skridt, som skabte et rum for fordømmelse af det forhadte Apartheid regime i FNs Generalforsamling kort tid efter. Og så begyndte et nyt syn på regimet i Vesteuropa (som det hed dengang) – ikke mindst i Danmark.

B’Tselem kan nemt sammenlignes med South Africa Institute of Race Relations, der moniterede Apartheid lovene og udviklingen i Sydafrika under Apartheid regimet. Deres modige og vigtige indsats banede ikke mindst vejen for endnu større internationalt engagement mod Sydafrikas Apartheidregime, især fra FNs Human Rights Committee.

Dette historiske skridt, der blev taget af B’Tselem den 12. januar, vil – UDEN tvivl – blive husket og nævnt af historiebøgerne og historikere, når der i fremtiden skal berettes om kampen mod nutidens Apartheid Regime i Tel Aviv.

Læs rapporten her.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening december 2020

2020 er ved at rinde ud, og i den forbindelse udgiver Dansk Palæstinensisk Venskabsforening årets sidste nyhedsbrev. I dette nyhedsbrev belyser vi det amerikanske valg, som vi er meget begejstrede for endte med en sejr til Joe Biden. det vil forhåbentlig betyde, at der vil blive prioriteret radikalt anderledes i USA, når det angår Israel og Palæstina.

I nyhedsbrevet gør vi også opmærksom på den kronik, vores formand fik bragt i Politiken, og som kan findes på vores forside, der tager udgangspunkt i de seneste 13 års belejring af Gaza.

Til sidst skal der lyde en stor tak til alle vores medlemmer! Det er jer, der skaber fundamentet for, at vi i bestyrelsen kan udføre vores frivillige arbejde. Vi håber, at I vil hjælpe os med at udbrede budskabet og kendskabet til vores arbejde ved at invitere folk fra jeres netværk til at melde sig ind.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Israels blokade kvæler alt liv i Gaza

Læs følgende kronik af DPV formanden i dagens Politiken om de katastrofale forhold for de 2 millioner palæstinensere i det besatte Gaza efter 13 års belejring og overgreb. Kronikken blev bragt i Politiken den 18. november 2020 og kan også læses her.

Af Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensiske Venskabsforening

Efter 13 års belejring har Gazastriben udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i nyere historie.

I 21 DAGE i august faldt bomberne og missilerne fra israelske krigsfly, droner og artilleri over verdens største friluftsfængsel – Gaza. Midt i en covid-19-pandemi, der de seneste uger har ramt de to millioner indespærrede palæstinensere hårdt.

Verdenssamfundet er handlingslammet.

Og nu har palæstinenserne fået nok og har meddelt, at den kommende periode bliver afgørende; enten ophæves den israelske belejring, der har stået på siden 2007, eller også startes endnu en smertelig krig. Men i desperation findes der som bekendt aldrig et nemt valg.

Efter 13 års belejring har Gazastriben udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i nyere historie, som et direkte resultat af den officielle israelske politik over for palæstinenserne.

Israel kan vælge at ændre denne politik. Eller bare at fortsætte denne grusomme, umenneskelige og ubegrundede tankegang om kollektiv afstraffelse, der dømmer de to millioner mennesker, som bor i Gaza, til et liv med fortsat hård fattigdom og stadigt forværrede forhold.

For fem år siden offentliggjorde FN en rapport om situationen i Gaza. På det tidspunkt var der gået otte år, siden Israel indledte den inhumane og ulovlige blokade, og Gaza havde været igennem tre omfattende israelske overgreb – senest i 2014, hvor mindst 2.200 palæstinensere blev dræbt ifm. det 51 dage lange overgreb.

Rapporten advarede om, at Gaza, uden væsentlige ændringer i Israels politik, ikke har nogen chance for at komme sig, og i 2020 – det vil sige NU – vil blive et uegnet område for mennesker at bo i.

Men i stedet for at ændre den førte politik straks efter den ildevarslende FN rapport, så gjorde Israel forholdene endnu værre ved at stramme belejringen yderligere. Situationen er siden blevet forværret – på alle parameter.

ISRAEL HÆVDER fortsat, at dets rolle som besættelsesmagt sluttede i september 2005, da de 21 bosættelser blev afmonteret, og de ca. 8.200 bosættere blev evakueret – der i øvrigt sad på ca. 40 procent af Gazas i forvejen tætbefolkede område – samtidig med at besættelseshæren blev trukket tilbage og besættelsen erklæret for afsluttet.

Derudover hævder Israel, at det ikke længere har nogen forpligtelser eller ansvar over for indbyggerne i Gaza, altså bortset fra minimale humanitære opgaver, der er designet til at forhindre den ultimative katastrofe i Gazastriben. Men den holdning er helt grundløs.

Efter den israelske ensidige tilbagetrækning var der en vis uklarhed med hensyn til Israels juridiske forpligtelser over for Gaza. Men siden er det blevet tydeligt for enhver, at Israels ansvar over for palæstinenserne i Gaza svarer fint til graden af Israels kontrol af den smalle stribe. Selv om Israel tydeligvis ikke længere er til stede inde i Gaza og i den forbindelse ikke mener at være ansvarlig for Gazas sikkerhed samt ikke at være generelt forpligtet til at sørge for Gazas indbyggers ve og vel i henhold til de internationale love, som en besættelsesmagt skal følge – så er det et faktum, at den israelske besættelseshær på intet tidspunkt er holdt op med at spille den største rolle i palæstinensernes daglige liv i Gaza og derfor som sådan bærer fortsat bærer ansvaret over for dem.

For selv om Israel i 2005 erklærede, at den militære tilstedeværelse og administration i Gaza var ophørt, så kontrollerer den israelske besættelseshær fortsat alle kritiske aspekter af palæstinensernes liv og hverdag. Ved netop at kontrollere alle grænseovergange i land såvel som Gazas hav-og luftrum.

Dermed overvåger Israel al bevægelse af mennesker og varer ind og ud af Gaza og KUN regulerer det i henhold til israelske interesser. Dette gælder også, når palæstinenserne i Gaza ønsker at komme til Vestbredden eller Jerusalem via Israel, hvilket de en sjælden gang får lov til under de strengeste, ulogiske og umenneskelige krav, nogen kan forestille sig.

Mht. Rafahgrænseovergangen mellem Gaza og Egypten, så er det vist på sin plads at gøre det klart for alle, at selv om den er underlagt egyptisk kontrol, så er det IKKE Egypten, der bestemmer hvem, hvornår og hvorfor, nogen – palæstinenserne – kan komme igennem den ene eller den anden vej.

ALLEREDE i forbindelse med at Israel indledte belejringen af Gaza, og via den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, erklærede, at målet ikke var at udsulte palæstinenserne i Gaza – men blot at tvinge dem på kur, så var planen at inddrage Egypten i belejringen. Med eller uden Egyptens accept.

Den opgave blev, af Israel, overladt til den amerikanske kongres. Og muligheden kom i januar 2008.

For selv om en aftale mellem Egypten og Israel – med EU som garant og mægler – fra 2005 indebar en forhånds israelsk godkendelse mht. hvem, der kunne komme ind og ud gennem Rafah-grænseovergangen, så tillod Egypten 23. januar samme år, at ca. trekvart million palæstinensere vandrede i op mod 25 kilometer ind i Sinai for at handle de mest basale dagligvarer, som på det tidspunkt var – og fortsat er – forbudte for Gaza at importere.

Det kom efter, at palæstinenserne i flere dage demonstrerede fredeligt i protest over måneders varemangel.

Få dage efter blev Egypten, af Israel og den amerikanske kongres, tvunget til den totale lukning – på ubestemt tid – af grænsen, efter en trussel om at stoppe de årlige ca. 2 milliarder dollars i amerikansk hjælp.

Grænseovergangen har siden været lukket, med få undtagelser, hvor den få gange om året – og kun efter veltilrettelagte og organiserede aftaler – holdes åbent for personer, der opfylder strenge kriterier, og som skal ind eller ud ifm. rejser til studier i udlandet, humanitære tilfælde, pilgrimme og lign.

Dertil kommer, at Rafah historisk ikke har været en nøglegrænsepost. I årtier var den lukket under besættelsen og helt frem til midten af 1980′ erne ifm. fredsaftalen mellem Egypten og Israel. Og selv herefter kunne den kun bruges af gående personer.

Også derfor kan Israel ikke løbe fra sit ansvar over for Gaza, der med rette betegnes som verdens største friluftsfængsel.

At isolere Gaza fra resten af verden, herunder at adskille det fra Vestbredden, er en del af en langsigtet israelsk politik fra 1990′ erne ifm. med den hermetiske lukning af de besatte områder, og som netop sigtede efter at adskille Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

Det startede med indførelse af kravet om, at der skulle anmodes om en særlig tilladelse af enhver palæstinenser fra de besatte områder for enten at kunne komme ind i selve Israel eller – og her var det farlige – endda hvis det kun var med det formål at køre de ca. 40 kilometer mellem Vestbredden og Gazastriben.

I årenes løb har Israel gjort det sværere at få disse tilladelser i form af ugentlige ændringer med alvorlige begrænsninger, således at det fra første halvdel af 2008 nærmest var umuligt at rejse til og fra Gaza. Dermed strammede Israel ikke alene betingelserne, men isolerede i virkeligheden Gaza yderligere, indtil området de facto var afskåret helt fra Vestbredden og Østjerusalem.

Herved – samt med forbud for Gazas befolkning mod at kunne rejse til udlandet, med forbud mod import og eksport og ved at afskære titusinder af palæstinensere fra at kunne arbejde på Vestbredden og i selve Israel – var isoleringen af Gaza en realitet, hvorved indtægtskilden for titusinder af palæstinensiske familier blev fjernet på rekord tid.

Disse stærke israelske begrænsninger på bevægelse af varer, arbejdskraft og tjenesteydelser – herunder ekstreme restriktioner for import og eksport af fødevarer, legetøj, papir, landbrugsprodukter etc. til og fra udlandet, Vestbredden og selve Israel – affødte øjeblikkeligt en dyb recession i Gaza, forringede indbyggernes indtjeningsevne og forårsagede en kraftig tilbagegang i levevilkårene.

På under et år, og som følge af den økonomiske kollaps, blev størsteparten af indbyggerne i Gaza afhængige af international bistand og hjælp, efter at bnp pr.

indbygger faldt til 877 dollars pr. indbyggere – og dermed til under en tredjedel ift. tiden før 2007.

I oktober 2010 afslørede den israelske menneskerettighedsorganisation, Gisha, en række dokumenter, der beviste, hvordan Israel havde anvendt en bevidst ‘ reduktions politik’ baseret netop på beregninger af de minimale kalorieindtag, som kræves for, at de civile palæstinensere i Gaza skal overleve.

Afsløringen og den israelske blodige aktion mod en tyrkisk ledet international, humanitær flotille samme år var stærkt medvirkende til, at Israel blev presset – ikke mindst af EU – til at ophæve nogle af disse begrænsninger. Troede alle.

Men i stedet for at løse de enorme stigende problemer, som følge af de ufattelige humanitære kriser og katastrofer i Gaza, der var tydelige allerede i 2010, så igangsatte den israelske besættelsesmagt en indviklet og yderst kompliceret mekanisme, som på overfladen udvidede listen over varer og produkter, der kunne få tilladelse til at komme ind i Gaza – herunder og ikke mindst byggematerialer.

Men, som det viste sig kort tid efter, indførte Israel ad bagvejen en anden absurd form for blokade af indførelse af varer ind til Gaza; den hedder ‘ produkter til dobbeltbrug’. Det vil sige genstande som Israel – og KUN Israel – mener kunne anvendes både til civile og militære formål. Processen og betingelserne er siden – af Israel – blevet gjort til en statshemmelighed.

Det har betydet, at genopbygningen af den beskedne, nedslidte og udbombede, civile infrastruktur og arbejdspladser ikke har kunnet gennemføres, hvilket har forhindret en reel mulighed for økonomisk udvikling.

Bortset fra mindre afbødende foranstaltninger, der er indført gennem årene, så fortsætter blokaden. Et aspekt af blokaden er reduktionen af det område, hvor fiskeri er tilladt i Gaza.

Oslo-aftalen fra 1993 fastlægger en rækkevidde på 20 sømil (ca. 37 km) ud for Gazakystlinjen, men Israel har aldrig tilladt fiskeri længere end 12 sømil ud i havet. I årenes løb har Israel derudover gradvist indsnævret fiskerizonen, så den på en god dag er på mellem 3-4 sømil.

De israelske krigsskibe skyder konstant mod de palæstinensiske fiskere, border deres fiskerbåde, arresterer dem og konfiskerer deres udstyr samt til tider også selve bådene.

På denne måde forhindrer Israel de palæstinensiske fiskere i Gaza i at nå ud til de rige fiskeriområder, som ligger længere ud i havet, og afskærer dermed tusindvis af fiskere og mennesker, der arbejder i relaterede sektorer, i at forsørge sig selv og deres familier, hvorved mange Gaza-beboere nægtes en historisk vigtig næringskilde til mad og økonomi.

I andet kvartal af 2017 nåede ledigheden 44 procent. Omkring 80 procent af Gazas indbyggere er afhængige af humanitær hjælp, og ca. 70 procent lider af fødevareusikkerhed.

Infrastrukturen og offentlige tjenester i Gaza er i svær tilstand. Af det vand, der pumpes op i Gazastriben, er 96 procent forurenet. Beboere skal købe afsaltet vand.

Elektricitet leveres kun få timer hver dag netop på grund af de begrænsninger, Israel har pålagt brændstoffer og ikke mindst de reservedele til at vedligeholde eksisterende systemer – herunder reparation af Gazas eneste kraftværk, som Israel bombede i 2006. Elmanglen påvirker også vand-og kloaksystemer, der er afhængige af en konstant strømforsyning og næsten ikke fungerer uden den.

Manglen på konstant strømforsyning har katastrofale virkninger, hvor de rutinemæssige strømafbrydelser beskadiger medicinsk udstyr. Hospitaler er tvunget til at bruge usikre generatorer og er ofte tvunget til at udskyde ikke-presserende operationer samt til at udskrive patienter alt for tidligt.

Den usikre strømforsyning hindrer også den rutinemæssige drift af vandpumper og brønde, hvilket har medført, at vandforsyningen til husholdningsbrug og offentlige institutioner er meget reduceret og i visse områder – især i de otte flygtningelejre i Gaza – næsten ikke eksisterende.

Det anslås, at 68 procent af det afsaltede vand også er forurenet, hvilket øger risikoen for, at sygdomme spredes blandt befolkningen. Renseanlæggene er ikke fuldt funktionsdygtige og derfor pumpes spildevandet ud i havet efter kun at være delvist behandlet.

De konstante strømafbrydelser, døgnet rundt, forhindrer også indbyggerne i Gaza i at leve et rimeligt og anstændigt liv i en tid, hvor det er en grundlæggende menneskeret med en regelmæssig og stabil strømforsyning. Strømafbrydelserne udelukker normal brug af vaskemaskiner, køleskabe og vandopvarmningstanke.

Disse apparater er en uadskillelig del af livet for milliarder af mennesker over hele verden.

Niveauet for sundhedssektoren i Gaza er langt fra at imødekomme befolkningens behov, og mange vigtige behandlinger er ikke tilgængelige. Israel forhindrer læger i at rejse til medicinske konferencer og seminarer for at holde sig ajour med nyskabelser på deres felt. Derudover kræver det israelsk samtykke at bringe nyt medicinsk udstyr ind i Gaza eller reservedele til at reparere eksisterende udstyr, hvilket ofte først gives efter mange forsinkelser. Hvis overhovedet.

I kølvandet på den anden intifada i 2000 etablerede Israel en bufferzone inde i Gaza – og langs hele ‘ grænsen’ mellem Gaza og selve Israel. Mange steder strækker den sig til op mod 300 meter, som Israel betragter som sit eget område.

En stor del af området har tidligere været landbrugsjord med oliven-eller frugtbærende træer.

Denne bufferzone er aldrig blevet officielt udmeldt – hverken internationalt eller over for palæstinenserne i Gaza. Men de israelske militære regler er at skyde mod alle, der bevæger sig ud i disse områder, selv om de ikke udgør nogen trussel for de israelske besættelsessoldater, som hovedsageligt befinder sig i vagttårnene bag den høje mur, der omringer det meste af Gaza.

Spørgsmålet er nu, om hvorvidt verdenssamfundet vil tillade, at denne katastrofale udvikling skal fortsætte i det uendelige, eller om der skal sættes ind over for Israel, inden det hele eskalerer til en langt større katastrofe end hidtil med to millioner indespærrede.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening august 2020

Coronapandemien har været en begrænsning for mange frivillige foreninger, og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening er ingen undtagelse, hvilket blandt andet er kommet til udtryk ved, at vi har været nødsaget til at udskyde vores generalforsamling. Nu har vi dog endelig fundet en dato, og vi indkalder derfor til generalforsamling den 26. september klokken 11, hvilket du også kan læse om i nyhedsbrevet.

Selvom forsamlingsforbuddet og andre restriktioner har betydet, at hovedbestyrelsen har været forhindret i at gennemføre aktiviteter og mødes, er vores arbejde ikke gået i stå. Vi laver fortsat daglige opslag på vores Facebookside, hvor vi oplyser om situationen i Palæstina. I dette nyhedsbrev har vi samlet nogle af de største og mest aktuelle nyheder.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Julekronik: Israel afskærer kristne palæstinensere fra at komme til de hellige steder i julen

Den kristne palæstinensiske befolkning svinder ind, og hovedårsagen er israelernes fremfærd i de besatte områder. Det rammer blandt andet de kristne til højtiderne, hvor de bliver nægtet adgang til f.eks. Betlehem og Nazareth.

Foto: Jyllands-Posten.

Fathi El-Abed – Formand, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Antal af kristne palæstinensere i det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds/Jerusalem og selve Israel) bliver mindre og mindre for hvert år. Årsagen: Israel.

Sammenhængen mellem den krympende kristne befolkning i Palæstina og den israelske besættelse og apartheid er umiskendelig.

​Den 12. december meddelte Israel, at ingen af de kristne palæstinensere i Gaza får lov til at rejse til de kristne hellige steder i den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/Østjerusalem, Betlehem på den besatte Vestbred, eller Nazareth i selve Israel. Hverken nu til jul, påsken eller senere. De kan – sjovt nok – få lov til at rejse til hele verden. Men altså ikke til de hellige steder få kilometer væk.

De kristne palæstinensere er verdens ældste kristne samfund. Men gennem mere end 70 år er de blevet færre og færre i det land, hvor vorherre Issa – Jesus – blev født. For årtiers israelske målrettet politik mod de kristne palæstinensere har – tilsyneladende – båret frugt med den systematiske isolationspolitik, økonomiske belejring og den direkte religiøse forfølgelse.

I forbindelsen med påsken i2015 blev en kristen palæstinensisk kvinde smuglet i bil ud af Betlehem af 3 danskere. Det var en nervepirrende tur gennem et af de mindst fire officielle israelske checkpoints, der sammen med apartheidmuren omringer og isolerer byen fra Al-Quds og den nordlige del af den besatte Vestbred. Det vovede og drastiske skridt var bestemt ikke ufarligt. Var de blevet opdaget, var de tre danskere utvivlsomt blevet retsforfulgt, udvist og nok forment adgang til det besatte Palæstina. Men det var nok gået værre for den palæstinensiske kvinde. Hun var nok blevet fængslet og formentligt forbudt i årevis at forlade Betlehem. Og endnu værre; hun var sikkert i årevis blevet nægtet adgang til de kristne hellige steder få kilometer fra Betlehem.​​​​​​

Det var desværre et nødvendigt skridt. For mens kvindens mand og to børn havde fået udgangstilladelse, så fik hun nej. For første gang i flere år. Hvor absurd det end lyder, at nogen skal have tilladelse til at komme ud af sin egen by i sit eget land, er det ikke desto mindre den virkelighed, palæstinenserne lever i og under i det besatte Palæstina. Tilladelsen gives af besættelsesmagten i forbindelse med helligdagene. Men ikke alle får denne særlige tilladelse. Og ingen kan nogensinde vide sig sikker. For det hele er vilkårligt. Og de, der får det ene år, kan ende med at få et nej – eller ja – året efter eller året efter igen. Måske. Disse forhold har været en del af palæstinensernes – også de kristnes – liv i årevis.

Der er forskellige skøn over, hvor mange palæstinensiske kristne der stadig bor i det besatte Palæstina. Men uanset hvilke undersøgelser, der henvises til, er antallet af kristne i hele det historiske Palæstina faldet næsten ti gange sammenlignet med perioden før 1948, hvor staten Israel blev skabt netop på ruinerne af alle palæstinensers land, jord, kultur, ressourcer og historie.

I 2017 fandt en folketælling sted i det besatte Palæstina. Den konkluderede, at 47.000 palæstinensiske kristne bor i det besatte Palæstina – med henvisning til den besatte Vestbred, den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds og det besatte Gaza. 78 pct. af Palæstinas kristne bor på Vestbredden – koncentreret i og omkring byerne Ramallah, Betlehem og Al-Quds, mens resten, et lille kristent samfund på ca. 1.200 mennesker, bor i Gaza.

Det besatte, belejrede og forarmede Gaza er et godt eksempel på, hvordan det er gået de kristne palæstinensere. Da Israel besatte Gaza i 1967, boede der over 3.000 kristne. I 2002 var der kun ca. 1.700. Antallet er nu på under 1.300 kristne. For årtiers besættelse, massearrestationer, forfærdelige overgreb og en 13 år ulovlig israelsk belejring, har ramt det kristne palæstinensiske samfund – der har historiske rødder, der går to årtusinder tilbage – rigtig hårdt.

Ligesom Gazas muslimer er de få tilbageværende kristne afskåret fra omverdenen og resten af det besatte Palæstina. Hvert år ansøger også Gazas palæstinensiske kristne om tilladelse fra den israelske besættelsesmagt med henblik på at deltage i blandt andet påske- og julegudstjenester og ritualer i Al-Quds og Betlehem. I april i år fik kun ca. 200 af dem sådan en tilladelse – under forudsætning af, at de er 55 år eller ældre. Og endnu mere absurd; de måtte ikke besøge Al-Quds eller Nazareth. Kun Betlehem.

Den israelske menneskerettighedsgruppe Gisha beskrev den israelske besættelsesmagts beslutning som ”en yderligere krænkelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, religionsfrihed og familieliv” og beskyldte Israel – med rette – for at forsøge at ”uddybe adskillelsen” mellem Gaza og Vestbredden. Og med den israelske beslutning den 12. december er de kristne palæstinensere i det besatte Gaza for alvor afskåret fra de deres palæstinensiske landsmænd og ikke mindst trosfæller på den besatte Vestbred, den besatte by Al-Quds og i selve Israel.

Sammenhængen mellem den krympende kristne befolkning i Palæstina og den israelske besættelse og apartheid er umiskendelig, og det er tydeligt for Palæstinas kristne og muslimer, hvad der foregår og er foregået i årtier.​​​​​​

I december 2017 offentliggjorde Dar Al-Kalima-universitet i den overvejende kristne by Beit Jala ved Betlehem en undersøgelse, baseret på interviews af næsten 1.000 palæstinensere, halvdelen af dem kristne. Hovedformålet med forskningen var at forstå årsagen bag den hastigt faldende antal af kristne palæstinensere i det besatte Palæstina.

Undersøgelsen konkluderede, at ”presset fra den israelske besættelse, de ekstreme bevægelses begrænsninger, de vilkårlige arrestationer, de massive beslaglæggelser af jord, den kendsgerning at bo i et stort fængsel i eget land m.m. har efterladt alle palæstinensere med en generel følelse af håbløshed – særligt blandt de kristne palæstinensere, der frygter fremtiden for dem selv og deres børn…” Undersøgelsen har siden været med til at mane ubegrundede påstande – primært fra Israels side – om, at de palæstinensiske kristne forlader det besatte Palæstina på grund af – i øvrigt ikkeeksisterende – religiøse spændinger mellem dem og deres muslimske brødre, til jorden. Derfor er disse påstande uden betydning.

Israel har gennem årene håbet på at svække de sociokulturelle og åndelige forbindelser, der giver palæstinenserne deres kollektive identitet, samhørighed og opfattelse af et folk uden skelnen til etnisk eller religiøse baggrund. Strategien har bygget på ideen om, at en kombination af forskellige faktorer – som blandt andet økonomisk pres, permanent belejring, apartheid, afskaffelsen af kulturelle, geografiske og åndelige bånd – vil til sidst drive alle kristne ud af det besatte Palæstina. ​​​​​​

For Israel har i årtier været mere end opsat på at præsentere besættelsen og konflikten i det besatte Palæstina som en religiøs konflikt, så den for alvor kan brande sig selv som en ”udsat jødisk stat” midt i en massiv muslimsk befolkning i Mellemøsten generelt og i det Palæstina i særdeleshed. Derfor har de palæstinensiske kristne aldrig passet ind i denne israelske ligning og dagsorden.

Ovenstående kronik blev publiceret i Jyllandsposten d. 23/12/2019.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening december 2019

I dette nyhedsbrev kan du læse om venskabsforeningens igangværende kampagne, der igennem en landsdækkende udstilling har sat fokus på den verdenskendte palæstinensiske blad- og karikaturtegner Naji Al-Ali. I januar kommer udstillingen til Odense Bibliotek, og i februar kan den opleves i Trafikhallen på Aarhus Rådhus. Efterfølgende kommer udstillingen også til Helsingør, Roskilde, Slagelse og København, hvor den startede ud.

Derudover indkalder vi til næste års generalforsamling, som vil finde sted lørdag den 16. maj.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening oktober 2019

Du kan her læse foreningens nyhedsbrev fra oktober måned, som først og fremmest sender en tak til vores mange medlemmer og følgere på Facebook for den enorme støtte og opbakning, de/I har givet os. I den forbindelse oplyser vi om, at det nu også er muligt at følge med i vores foreningsarbejde og situationen i Palæstina på Instagram.

Derudover rummer nyhedsbrevet en beskrivelse af den vellykkede åbningsreception på udstillingen om den legendariske palæstinensiske blad- og satiretegner Naji Al-Ali, der vil turnere rundt i hele landet.

Afslutningsvis kan du læse en nekrolog til minde om Claus Cornelius Hansen, en passioneret og engageret Palæstinaven.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar