En forbrydelse der bør huskes

Ole Olsen, DPV

En forbrydelse der bør huskes

af Ole Olsen

bragt i Det Fri Aktuelt 20. september og DPV’s Nyhedsbrev, september 1997

Midt i september for 15 år siden rykkede israelske tropper ind i det vestlige Beirut, hovedstaden i Libanon, som kulmination på operation “Fred i Galilæa”, tilskyndet og ledet af daværende forsvarsminister Ariel Sharon. Aktionen medførte et tab af  ca. 20.000 menneskeliv, hovedsageligt palæstinensere og libanesere.I dagene før besættelsen af Vestbeirut havde PLO’s styrker, ledet af Yassir Arafat, forladt byen som led i en internationalt garanteret aftale. Det indgik i aftalen, som Israel havde tiltrådt, at de resterede beboere i de palæstinensiske flygtningelejre i byen, kvinder, børn og gamle, skulle beskyttes mod bevæbnede grupper i byen.Invasionen i det vestlige Beirut blev besluttet af Ariel Sharon, ministerpræsident Menachim Begin og udenrigsminister Yitzak Shamir. Regeringen blev ikke spurgt og ikke informeret. Det demokratisk valgte parlament, Knesset, blev heller ikke informeret.I timerne forud for den israelske indrykning d. 15. september mødtes hærchefen, Rafael Eitan, med ledere af  “falangisterne”, den største af de kristne militser i det centrale Libanon. Her blev det aftalt, at det var falangisternes opgave af “rense ud i flygtningelejrene”. Samme aften, efter en effektiv indtagelse af byen, mødtes partnerne igen og det blev bl.a. aftalt, at falangisterne uhindret kunne passere de israelske kontrolposter og at de israelske styrker skulle sørge for oplyse lejrene ved hjælp af lyskastere og lysgranater, mens falangisterne “arbejdede”.Næste dags eftermiddag rykkede falangisterne ind i lejrene Sabra og Chatila og gennemførte de følgende 40 timer en af de værste massakrer i nyere tid. Det vil aldrig blive nøjagtigt opklaret, hvor mange forsvarsløse mennesker der blev skudt, sprættet op, bulldozet eller dræbt på anden vis. Antallet af myrdede vurderes til et sted mellem 2000 og 3000. Cirka en fjerdedel var libanesere, resten palæstinensere.De israelske styrker – der som besættelsesmagt havde ansvaret for borgernes sikkerhed i byen – fulgte begivenhederne og ignorerede efter ordre fra Sharon og Eitan enhver henvendelse om at beskytte beboerne og stoppe slagteriet. Rædselsberetningerne fra journalister i byen blev affejet som vrøvl. Bekymrede henvendelser, selv fra medlemmer af den israelske regering, blev besvaret med bortforklaringer. Sharon og Eitan ønskede ikke massakrene stoppet.Senere på året fandt en særlig nedsat kommission i Israel, at forsvarsminister Sharon og hærchef Eitan medansvarlige for massakrerne i Beirut og de blev tvunget til at forlade deres poster. Derudover blev de ikke genstand for nogen retlig forfølgelse, uagtet at indgåelse af aftaler om at begå massemord ellers normalt ville resultere i en livstidsdom for krigsforbrydelser. De to krigsforbrydere er i dag medlemmer af Knesset, valgt af dele af den israelske befolkning, som åbenbart ikke finder deres forbrydelser belastende. De er tilmed udpeget som ministre i den nuværende israelske regering, ledet af Benjamin Netanyahu. Ariel Sharon er minister for infrastruktur, mens Rafael Eitan er landbrugsminister.Jeg vil ikke forfægte det synspunkt, at kun mennesker uden blod på hænderne skal kunne indtage politiske poster, men er det ikke lige stærkt nok at udnævne personer med så mange forsvarløse menneskers liv på samvittigheden til ministre ? Og er det ikke udtryk for en farlig ligegyldighed når omverdenen samarbejder med en regering hvori der er notoriske krigsforbrydere?For det palæstinensiske folk står disse rædselsfulde septemberdage i Beirut for 15 år siden mejslet i erindringen som nogle af de værste gennem mange forbandede år. Vi andre bør ligeså have den historiske begivenhed i erindring, også i lyset af at den perspektiverer den aktuelle tillidskrise mellem den israelske regering og det palæstinensiske hjemmestyre.

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.