NEVER, NEVER LAND – eller udenfor lands lov og ret.
Om Khiam fængslet i det sydlige Libanon.
af Maria Bergsøe
bragt i Dagbladet Arbejderen, tirsdag 7. oktober 1997
Hver eneste dag læser, ser og hører vi om voldsomme begivenheder i regionen Israel, Palæstina, Libanon – bittesmå områder – Gaza f. eks., det mest overbefolkede område i verden er ikke større end Langeland, Libanon lidt større end Sjælland, og heraf har Israel besat en tiendedel.Libanon er måske det af områderne som fremstår mest kompliceret. Vi hører om “den af Israel selvbestaltede sikkerhedszone”, vi hører om “de af Iran støttede Hizbollaer”, men hvordan ser virkeligheden ud bag disse faste klicheer?Libanon har bag sig 16 års blodig borgerkrig, som sluttede i 1990. Under Israels invasion i 1982 og under borgerkrigen var halvdelen af befolkningen på flugt i og udenfor Libanon. 125.000 dræbte og 250.000 sårede, og da borgerkrigen endelig var forbi lå landet i ruiner.
Men fred har befolkningen ikke fået lov til at opleve, for i juli 93 satte Israel ind med et voldsomt angreb, hvor 300.000 civile blev drevet på flugt fra Sydlibanon op mod Beirut – med det formål “at skabe kaos” som Rabin udtrykte det. Det skjulte formål var at vække et had mod Hizbollaherne, der udfordrer Israels besættelse af Sydlibanon.
I april sidste år indledte arbejderregeringen under Simon Peres et bombeangreb på Libanon “Vredens Druer” kaldte Israel dette bombeangreb som varede i 16 dage og som sendte en flygtningestrøm på 400.000 op gennem det lille land. Også denne gang var formålet at skabe kaos i regeringen og befolkningen og had til Hizbollaherne. Men det modsatte skete. For første gang siden borgerkrigen stod alle sammen for at hjælpe flygtningene, og Hizbollaherne kom styrket ud af 16 dages krigen, idet de havde vist sig til at udgøre den eneste virkelige modstand mod den israelske besættelse. De anses i dag for langt mindre radikale end for nogle år tilbage, de har forladt ideen om en islamisk libanesisk stat og er nu blevet libanesiske patrioeter. De udgør kun en lille gruppe, et lille parti der dog er repræsenteret i parlamentet.
Det skjulte formål med “Vredens Druer” var sandsynligvis at Peres her fik lejlighed til at demonstrere, at han var en stærk leder, parat til en militær indsats, “når Iraels sikkerhed var i fare.” Angrebet skete umiddelbart før det israelske valg i maj 1996.
Styrkeforholdet var imidlertid dette, ifølge en FN rapport, at Hizbollah i løbet af 24 timer mellem den 18.4 og den 19.4 affyrede 53 Katusha raketter mod det nordlige Israel, mens Israel angreb Libanon med 60 jagerfly og helikoptere, der sammen sendte 180 bomber og 18 raketter samt 2150 granater ned over Libanon.
I den august måned skette der atter voldsomme begivenheder i Libanon, men den kommision, der efter “Vredens Druer” forhandlede sig til våbenhvile trådte atter sammen og lagde hermed en dæmper på volden.
Voldsbølgen var blevet udløst ved at SLA hæren (South Lebanon Army), som er rekruteret, uniformeret, trænet og lønnet af Israel udsatte den, helt uforberedte, havneby Sidon for et raketangreb. Hizbollah svarede igen med de sædvanlige katusha angreb på det nordlige Israel og på “sikkerhedszonen”, hvorefter Israel indledte en raid mod “Hizbollahlandsbyer” syd for Beirut og på et elværk, der forsynede området med strøm. Hizbollah slog tilbage og 14 israelske soldater blev dræbt. En bombe eksploderede i en bil midt i Beirut og dræbte en libanesisk minister og hans chauffør.
Når søgelyset rettes mod noget helt konkret kan det ofte fremme forståelsen af en større sammenhæng. En beskrivelse af en eller anden institution – et fængsel f.eks. I det ansete tidsskrift Middle East Report, som i foråret havde Libanon som tema, beskrives det berygtede fængsel KHIAM i den besatte del af det sydlige Libanon.
Fra en bakketop i det nordlige Israel er der en vidunderlig udsigt over det nordlige Galilæi, øvre Jordandal og det sydlige Libanon. Fra denne bakketop ca. 10 km. nord for Metala ligger det område som Israel kalder sin “sikkerhedszone” og som libaneserne kalder et område besat af Israel. Her ses en forsvarslignende murstensbygning, der er kendt som Khiam fængsle, det største forhørs- og torturcenter i Libanon. Den sydlibanesiske hær (SLA) står for fængslet, men er underordnet big boss, staten Israel som giver de direkte ordrer.
“Sammenlignet med Khiam er fængslerne på Vestbredden og i Gaza 4 stjerners hoteller” siger en ældre officer i den israelske hær.
Amin Issa, en 35 årig libaneser, løsladt efter fire år fra Khiam i september 1991 udtaler: “Livet var et helvede. Vi levede hele tiden på kanten af døden.”
Der er ingen israelske bosættelser i det sydlige Libanon, men der er udgangsforbud, lukninger, check points, bortsprængte eller forseglede huse, massearrestationer og forhør.
“Det sydlige Libanon er som det vilde Vesten. Her er ingen retsvæsen, ingen af de normer, som en besættelsesmagt skal rette sigefter”, siger en israelsk advokat, som er i kontakt med de indsatte libanesere” Akkurat som i det vilde Vesten gør sheriffen som det passer ham.”
Ydermere foregår krigen i Libanon upåagtet af de israelske medier. Journalister kan komme ind i krigszonen, både sydfra og nordfra, men kun med tilladelse og kun under militær ledsagelse. Israelske eller udenlandske journalister, som krydser grænsen sydfra ser kun hvad den israelske hær mener de skal se. Hizbollah frigiver udelukkende de oplysninger som passer dem. Sædvanligvis heroiske video – optagelser.
Mange af de fængslede er medlemmer af de organisationer, som yder aktiv modstand mod israelernes tilstedeværelse i Libanon, hovedsageligt medlemmer af Hizbollah. Nogle blev fængslede, mens de udøvede fjendtlige handlinger, andre har været engagerede i politiske, ideologiske aktiviteter. Forskellen er uden betydning for den israelske hær eller SLA. ,mange er blevet arresterede for at have nægtet at betale skat til SLA, eller for at have sagt til deres sønner at de ikke må tilslutte sig SLA. Vi vil aldrig få at vide, hvorfor de er blevet arresterede. I Khiam er der ingen dommere, ingen retshandlinger, ingen advokater, ingen bevisførelse. Der hersker ingen love, ingen dømmende myndighed. En israelsk militærjeep eller en SLA Mercedes standser foran et hus og beordrer nogen til at komme med for at snakke. Måske vender han tilbage efter et, fem eller ti år. Måske aldrig. Kvinder og børn udgør ingen undtagelse. Da Khiam var på sit højeste var der en snes kvinder indsat i specialafdelingen. Den yngste der blev arreseret var, såvidt vides, den 12 årige Raba Shahrur, der sandsynligvis var fængslet for at lægge pres på sin bror. Efter otte måneder blev han sendt hjem.
I dag er der, ifølge Røde Kors, ca. 150 fanger i Khian. Såvidt vides er der kun en eneste journalist som som har opnået tilladelse til et besøg i fængslet. Det var det amerikanske TIME magazine’s reporter, som med ledsager blev taget med på en kort runde i cellerne, hans indtryk er: “Ude skinner sommersolen, men fangernes celler ligger hen i uafbrudt mørke. Lys og luft trænger næsten ikke ind fra det tilgitrede vindue, som sidder helt oppe under loftet. Små elektriske pærer giver et svagt lys. Når ens øjne har vænnet sig til mørket opdager man nogle detailler. På gulvfladen, som udgør 12 kvadratmeter, ligger der fire tynde skumgummimadrasser, dækket med grå tæpper. I hjørnet er der en stor sort plastic spand som er toilettet. Tøj og tæpper hænger i snore på væggen. Den tunge luft er gennemtrængt af sved og desinfektionsmidler. Der hesker fuldstændig tavshed. En fange som siger noget uden at være blevet spurgt mister retten til den med længsel ventede gåtur i “solgården.”
Bortset fra dette korte besøg af journalisten fra TIME er alle vidnesbyd og rapporter om, hvad der foregår indenfor fængslets mure indhentet fra fanger, som har været indespærrede og siden løsladte. Nogle er blevet interviewede af Amnesty International`s repræsentanter i Libanon, andre som blev overført til israelske fængsler har afgivet skriftlige beretninger gennem kontaktpersoner. Mange, som stadig bor i det sydlige Libanon er bange for at opgive deres navn. Visse af de personer som har opgivet deres navn er nu fængslede i Israel, hvilket ikke er kommet frem i den israelske presse.Disse vidnesbyrd handler om situationen i Khian fængslet for en eller to år siden, hvad der helt præcist forgår i øjeblikket, vil vi først få at vide af de, som bliver løsladt fremover.
I løbet af den første tid i fængslet bliver den arresterede fohørt. Det kan vare en time eller et halvt år. Når han ikke er i forhørsrummet, bliver han anbragt i en enecelle på 1 kvadratmeter. Beskrivelsen af de forskellige torturmetoder er ens i næsten alle vidnesbyrd: elektro-chock, kogende og iskoldt vand, dry-blows, forskellige måder at binde fangen op på, pinefulde lyde i ørerne, et kar over hovedet som der bliver trommet voldsomt på,, falaqa, balanko,”kyllingebure” – kendte torturmetoder anvendt af bødler overalt i visse staters forhørslokaler. En endeløs række af pinsler og ydmygelser.
Når alle disse grusomme forhør er overstået bliver fangen overladt til fængselsrutinen: blå uniform, alt håret barberet af, ind i sammenstuvningen af andre fanger, ind i snavset, dårligt drikkevand fyldt med kryb, elendig mad, sjældent brusebad.
Journalisten fra TIMES hørte af en fange Ibrahim al-Bazi, en 27 årig elektriker fra Bint Jebeil: “Vi hører ikke radio, vi ser ikke TV, vi får ingen aviser, bøger eller andet læsestof. Det eneste vi kan foretage os er at tale lavmælt med cellekammeraterne. Den eneste form for underholdning var at fortælle hinanden om film vi havde set, eller digte vi havde fundet på og som vi måtte lære udenad, fordi vi ikke havde noget at skrive på eller vi kunne bede.
I dag er der, ifølge Røde Kors, ca. 150 fanger i Khiam. Såvidt vides er der kun en eneste journalist som som har opnået tilladelse til et besøg i fængslet. Det var det amerikanske TIME magazine`s reporter, som med ledsager blev taget med på en kort runde i cellerne, hans indtryk:”Ude skinner sommersolen, men fangernes celler ligger hen i uafbrudt mørke. Lys og luft trænger næsten ikke ind fra det tilgitrede vindue, som sidder helt oppe under loftet. Små elektriske pærer giver et svagt lys. Når ens øjne har vænnet sig til mørket opdager man nogle detailler. På gulvfladen, som udgør 12 kvadratmeter, ligger der fire tynde skumgummimadrasser, dækket med grå tæpper. I hjørnet er der en stor sort plastic spand som er toilettet. Tøj og tæpper hænger i snore på væggen. Den tunge luft er gennemtrængt af sved og desinfektionsmidler. Der hersker fuldstændig tavshed. En fange som siger noget uden at være blevet spurgt mister retten til den med længsel ventede gåtur i “solgården.”
Bortset fra dette korte besøg af journalisten fra TIME er alle vidnesbyrd og rapporter om, hvad der foregår indenfor fængslets mure indhentet fra fanger, som har været indespærrede og siden løsladte. Nogle er blevet interviewede af Amnesty International`s repræsentanter i Libanon, andre som blev overført til israelske fængsler, har afgivet skriftlige beretninger gennem kontaktpersoner. Mange, som stadig bor i det sydlige Libanon er bange for at opgive deres navn. Visse af de personer som har opgivet deres navn er nu fængslede i Israel, hvilket ikke er kommet frem i den israelske presse.
Disse vidnesbyrd handler om situationen i Khian fængslet for en eller to år siden, hvad der helt præcist forgår i øjeblikket, vil vi først få at vide af de, som bliver løsladt fremover.
I løbet af den første tid i fængslet bliver den arresterede forhørt. Det kan vare en time eller et halvt år. Når han ikke er i forhørsrummet, bliver han anbragt i en enecelle på 1 kvadratmeter. Beskrivelsen af de forskellige torturmetoder er ens i næsten alle vidnesbyrd: elektro-chock, kogende og iskoldt vand, dry-blows, forskellige måder at binde fangen op på, pinefulde lyde i ørerne, et kar over hovedet der bliver trommet voldsomt på, falaqa, balanko, “kyllingebure” – kendte torturmetoder anvendt af bødler overalt i visse staters forhørslokaler. En endeløs række af pinsler og ydmygelser.
Når alle disse grusomme forhør er overstået bliver fangen overladt til fængselsrutinen: blå uniform, alt håret barberet af, ind i sammenstuvningen af andre fanger, ind i de snavsede omgivelser, prisgivet det dårlige drikkevand fyldt med kryb, den elendige mad, de sjældne brusebade.
Journalisten fra TIMES hørte af en fange Ibrahim al-Bazi, en 27 årig elektriker fra Bint Jebeil: “Vi hører ikke radio, vi ser ikke TV, vi får ingen aviser, bøger eller andet læsestof. Det eneste vi kan foretage os er at tale lavmælt med cellekammeraterne. Den eneste form for underholdning er at fortælle hinanden om film vi har set, eller digte vi har fundet på, og som vi må lære udenad, fordi vi ikke har noget at skrive på – eller vi kan bede.
Røde Kors, som roser sig af at være i stand til at skaffe sig adgang til selv de ødeste steder, hvert eneste fængsel i denne verden, kæmpede i 10 år med de israelske regeringer og med general Antoine Lahad, hærleder for SLA, for at få tilladelse til at sende en delegation til fængslet. Endelig kom tllladelsen i oktober 1985. Røde Kors arbejde, værdifuldt som det er, indeholder et paradox: de har ikke tilladelse til at viderebringe deres viden til omverdenen. De ansatte i Røde Kors må ikke tale med journalister eller bekendtgøre deres viden. Den viden de er nået frem til bliver sendt til de berørte parter og ikke til andre. Røde Kors hævder, at kun på den måde er de i stand til at opnå selv de mest brutale regimers tilladelse, kun på den måde kan de besøge de mest forladte fængsler og give fangerne et glimt af håb og kontakt med den ydre verden. Indtil 1988 var en fange i Khiam fængslet berretiget til et 5 minutters månedligt besøg. Derpå blev det besluttet at selv dèt var formeget. Men i begyndelsen af 1995 lev der genindført besøgstilladelse, men kun for enkelte af fangerne. Khadija Attawi beretter, at hun besøgte sin søn Sharif i 10 minutter – uden held prøvede hun at skubbe sin hånd ind under pigtråden for at røre ved ham: “Sålænge han sad overfor mig, så jeg han gjorde sig umage for ikke at græde. men da de tilsidst trak ham bort, brød han sammen og rystede af gråd.”
Nogle af celler i Khiam er anbragt i kælderen, de er konstant fugtige og ligger hen i næsten total mørke, om vinteren er kulden her ekstrem, og om sommeren er har kvælende varmt. I 1996 kom der en bølge af løsladelser og lægerne på et hospital i Beirut undersøgte en gruppe af de løsladte. “Fangerne fra Khiam har været udsat for alvorlig tortur-helt ufatteligt, “udtalte dr. Ra’if Rida til journalisterne, “konsekvensen er at mange af de tidligere fanger lider af kronisk hovedpine og impotens, andre lider af dårligt blodomløb i benene fordi de har været tvunget til at stå oprejst i lange perioder. Mørket og fugten i cellerne resulterer i astma og dårligt syn. “Psykiske problemer som depression, søvnbesvær og appetitløshed forekom også, ifølge lægerne – samt hukommelsestab.
Ikke alle overlever et ophold i Khiams forhørsrum i kælderen. Amnesty’s London afdeling har offentligggjort flere dødsfald som følge af tortur. Kadri Abu Wasal direktør for det i Nazareth beliggende Friends of Prisoners and Detainees, har forsøgt at udarbejde en liste over dem, der er døde i Khiam. Foreløbig er han kommet frem til 14 – samstemmende med Amnesty’s navne.
Hvilken rolle spiller Israel i alt dette? Israel erkender at der er 4 formål med Khiam: afskrækkelse og terrorisering af potentialle modstandere i “sikkerhedszonen”, fængsling af nuværende modstandere, indsamling og krydscheck af informationer under forhør, og – måske allervigtigst: opretholdelse af en “bank” med gidsler, beregnet til udveksling med Ron Arad (en israelsk pilot, skudt ned over Libanon i 1980. Israel har i årevis påstået at Khiam fængslet udelukkende drives af SLA og benægter enhver mulighed for indblanding på fængslet. Men i praksis er Israel med i næsten hver eneste afgørelse, der træffes i fængslet – navnlig hvad angår løsladelser. I henhold til talløse vidnesbyrd er Israel involveret i fængslets dagligdag – indbefattet forhørene.
Det er velkendt at Israel regelmæssigt lader våben og penge tilflyde SLA. Israelske soldater som har tjenestegjort i Libanon kan fortælle, hvorledes de kørte israelske forhørsledere tilKhiam fængslets porte. Af og til var disse forhørsledere fra den militære sikkerhedstjeneste, af og til var det almindelige israelske sikkerhedsfolk. Tidleigere fanger fortæller, at de har hørt hebraisk eller arabisk med hebraisk accent i forhørsrummene. Nogle af forhørslederne sagde de var israelere. Fanger, som blev overført til israelæske fængsler, sagde at de var ude for de samme forhørsledere på begge sider af grænsen.
Når det er påkrævet overtager Israel den fulde kontrol over Khiam. I september 1991 blev 51 fanger løsladt i bytte med oplysninger vedr. to israelske soldaters skæbne. I løbet af 96 blev ialt 75 fanger løsladt i bytte for ligene af to israelske soldater. I marts 93 tillod Israel SLAs general Lahad at lade fanger i Khiam sende hilsner tilderes familie gennem den SLA kontrollerede radio. Grotesk nok kaldtes programmet. “Hilsner og Sange fra Khiam fængslet”- det var meget populært. Ifølge israelske kilder var meningen dèn at presse Hizbollah ledere til at indlede forhandlinger med det formål at frigive israelske fanger.
Den måde hvorpå Israel stikker dybt i den libanesiske sump belyses klart af Yasmin Afifi historie. Afifi fra Shatila blev arresteret , da hun var 17 i nærheden af landsbyen Kila i “sikkerhedszonen” Da hunblev forhørt i Israel blev hun repræsenteret af en advokat. Senere blev hun overført til Khiam. Afifis mor kontaktede den israelske advokat, som skrev til anklagemyndighederne i marts 93 og krævede at få grunden til Afifi’s tilbageholdelse at vide, bad også om svar på, hvorfor hun ikke var blevet stillet for en dommer og under hvilke omstændigheder hun var fængslet. Da advokaten sendte et andragende til højesteret, fik han at vide at retssagen var berammet til august. D. 4 august modtog advokaten et brev fra højesterets direktør; ifølge en bekendtgørelse fra de israelske militære myndigheder har general Lahad besluttet at løslade 5 kvindelige fanger fra Khiam fængslet, deriblandt Yasmin Afifi. Hun blev løsladt i går udenfor et område i det sydlige Libanon. Under disse omstændigheder er deres andragende overflødigt. Vi har imformeret retten om at den er frafaldet.”
Afifi havde da tilbragt 6 år i Khiam fra hun var 17 til hun var 23 år. Hun blev løsladt nogle timer før hendes sag skulle for retten. Forbindelsen mellem det israelske retsvæsen og de mørke fængselskældre i det sydlige Libanon var åbenlys.