Palæstinensisk bosættelse
af Søs Nissen
Bragt i ugebladet Socialisten nr. 58, september 1997
Ghassan Andoni vil arbejde med en skør ide han og andre fra landsbyen Beit Sahour har: De vil forsøge af bygge den første palæstinensiske bosættelse på den palæstinensisk ejede jord, der støder op til den israelske bosættelse Har Homa. For dem, der kender til Israels rutine med at afvise palæstinensernes ansøgninger om byggetilladelser, lyder det som en vittighed. Men som Ghassan siger: – Ja, det er skørt, men hvorfor ikke prøve noget vanvittigt. Vi bliver nødt til at være offensive og bebygge den jord, som er truet af Israel. Hvis vi ikke tør tage chancer, kommer vi ingen vegne, siger Andoni, der sidste uge var i København inviteret af Folkekirkens Nødhjælp.På bjerget Abu Ghoneim i Øst Jerusalem har Ghassan Andoni været en af hovedkræfterne bag seks års modstand mod den nye israelske bosættelse Har Homa, der; skal huse 30.000 jøder.Andoni er realist. Som få palæstinensiske ledere er han blottet for store ord og luftige forestillinger om fredsprocessens muligheder. Han er fuldstændig illusionsløs og alligevel indgyder han håb: hans linie er nok den eneste virkelig bæredygtige for palæstinenserne.For Ghassan Andoni er det eneste håb, at palæstinenserne igen gør oprør og mobiliseres på ny som under Intifada’en. Palæstinensere vil ikke kunne affinde sig med at leve under det apartheidsystem, som Oslo-aftalen indebærer, selvom det nok bliver situationen i de næste 10 år.Har HomaSagen om Har Homa illustrerer flere af Ghassans pointer. Efter års modstand, demonstrationer og aktioner, processer i det israelske retssystem og internationalt lobbyarbejde lykkedes det at få spørgsmålet om Har Homa gjort til et af de centrale problemer i den såkaldte fredsproces. Forhandlingerne gik i stå, og PLO’s officielle standpunkt er, at man ikke vil forhandle, sålænge Israel bygger bosættelser på Vestbredden.Palæstinenserne har støtte i en bred opinion, der kritiserer bosættelsesbyggeriet. Senest har et stort flertal i FN vedtaget en meget skarp resolution mod denne med direkte henvisning til Abu Ghoneim/Har Homa. Alligevel fortsætter byggeriet af bosættelsen. Ghassan Andoni konstaterer tørt:- Fra israelsk side kan vi – det palæstinensiske folk – ikke forvente nogen hjælp. Det kræver at Israel tager et opgør med zionismens ide om en jødisk stat, og det er slet ikke på dagsordenen nu. I Europa er man fortsat ikke interesseret i at presse Israel, der f.eks. har nogle meget favorable handelsaftaler med EU, hvoraf en skal fornys i januar. Alt tyder på, at det vil ske helt automatisk. USA har altid støttet Israel betingelsesløst og gør det fortsat.IneffektivAltså ingen hjælp at hente udefra ifølge Ghassan Andoni, der også vurderer palæstinensernes egen indsats meget nøgternt: – Vi har arbejdet ineffektivt. Vi og vores venner er ganske enkelt ikke dygtige nok. F.eks. er det første gang, at palæstinensere er gået hele vejen gennem det israelske retssystem for at stoppe et bosættelsesbyggeri. Vi vidste godt, at vi kun ville kunne udskyde byggeriet, men vi har lært meget af det. – Det normale for os har været at råbe og skrige, græde og kaste med sten, for bagefter at sætte os til at vente på næste overgreb. Det har været en defensiv strategi, som har givet Israel let spil. Israel har ikke råbt så højt, men handlet. På 30 år har de fået skabt et jødisk flertal i Øst Jerusalem. – I dag er situationen den, at vi ikke har nogen form for masse-aktivitet i befolkningen. Vi kan ganske enkelt ikke mobilisere folk til at kæmpe organiseret mod besættelsen. Det skete under Intifadaen, men i dag er der er ingen bevægelse. Samtidig har vi ikke længere har noget lederskab i kampen. Vi ved ikke om vores ledelse i PLO er med os eller med Israel, siger Andoni.Stor Israel på dagsordenenI realiteten opererer Israel fortsat ud fra ideen om et Stor-Israel. På det punkt er der ifølge Ghassan Andoni kun lille forskel mellem Arbejderpartiet og Likud. Med Arbejderpartiet ved magten vil Israel bibeholde hele det historiske Palæstina, også kaldet Stor Israel minus 5 pct.- de områder hvor palæstinenserne har selvstyre. Med Likud ved magten ser det ud til at blive Stor Israel – minus 1 pct. – Arbejderpartiet og den israelske venstrefløj gik med til at indgå en aftale med os under Intifadaen, da det blev klart for dem, at besættelsen af Vestbredden og Gaza var uholdbar i længden. En overgang troede vi, at de endeligt havde opgivet ideen om et Stor Israel, men nej. I stedet videreudviklede de ideen om autonomi, og det selvstyre de forestillede sig var ikke tænkt som en overgang, men som en varig ordning i form af »homelands«, siger Andoni.Han påpeger, at hvis den israelske regerings mål havde været en selvstændig palæstinensisk territorial enhed, ville jødiske bosættelser spredt ud over de palæstinensiske områder være en af de væsentligste hindringer. Man burde da have diskuteret, hvordan de kunne opløses, bosætterne flyttes tilbage eller integreres i et kommende palæstinensisk samfund, retsligt og politisk. Integration ville nok ikke være realistisk og myndighederne burde derfor have opmuntret bosætterne til at flytte tilbage til Israel.Men det modsatte skete. Umiddelbart efter at Arbejderpartiet underskrev Oslo-aftalen i 1993, begyndte Israel at bygge et stort vejnet, der forbinder bosættelserne med Israel. Bosætterne blev direkte opfordret til at blive, og der blev bygget flere boligenheder i bosættelserne end nogensinde tidligere. Samtidig med, at Arbejder partiet slet ikke ville diskutere problemet med bosættelserne, blev løsningen af problemet langsomt og sikkert umuliggjort. For Andoni var det del af en langsigtet plan. – For Arbejderpartiet er befolkningsgrundlaget afgørende. De ønsker vores land, men ikke os. De tætbefolkede palæstinensiske områder er et problem. De vil have så meget land som muligt, med så få palæstinensere som muligt, og derfor har vi i dag autonomi i de tættest befolkede byområder – de såkaldte A-områder, og selvstyre over menneskene i B- og C-områderne, men ikke over jorden og vandet. Israel slipper for byrden med at holde styr på den palæstinensiske befolkning, og har beholdt mere end 95 pct. af landet og landbrugsjorden. Diskussionen i Israel går i dag på, hvilke dele af Vestbredden de skal indlemme i Israel. – For Likud er Oslo-aftalen derfor helt fin. Likud Ønsker dog, at vi skal have et mere begrænset areal og en mindre stærk nationalistisk ledelse. Derfor svækker de Arafat, samtidig med, at der er sat stop for yderligere tilbagetrækning og udvidelse af selvstyrets område, understreger Andoni.Forskellen mellem Likud og Arbejderpartiet er således iflg. Ghassan Andoni, et spørgsmål om et Stor-Israel minus 1 pct. eller Stor Israel minus 5 pct. til de palæstinensiske homelands.