Ankara-Tel Aviv aksen
…nyt spændingsmoment i Mellemøsten
af Maria Bergsøe
Bragt i Tidskriftet SALT nr. 3, maj 1998
I al diskretion blev der i februar 1996 indgået en militær aftale mellem den tyrkiske og israelske regering, der vakte dyb bekymring i den arabiske verden. Aftalen giver begge lande ret til at bruge hinandens luftrum til træning for deres luftvåben. I Cairo erklærede Den arabiske Liga, at de opfattede det som en agression mod den arabiske verden, en direkte trussel mod Syrien, Libanon og irak.Samme år i juni ankom ikke desto mindre de første tyrkiske piloter til Israel for at blive trænet i at betjene den nyeste teknologi inden for flyvevåben. Senere på året blev der indgået en aftale om anti-terror samarbejde.
Dette var begyndelsen. Siden har det militære samarbejde udviklet sig til at omfatte sprængfarlige områder, hvilket burde påkalde sig langt større opmærksomhed og bekymring end det hidtil har været tilfældet i vores del af verden. Her skal forsøges at fremlægge nogle af de områder, samarbejdet efterhånden omfatter.
Tilskyndet af Washington
Ifølge Middle East Intemational september 97 står de tyrkiske generaler bag aksen. Det militære samarbejde er imidlertid stærkt tilskyndet af Washington. Den økonomiske side af samarbejdet er repræsenteret gennem indflydelse fra de to landes private sektor. Israelske investorer har et godt øje til det enorme tyrkiske marked og håber desuden at gøre indhug i Centralasien gennem joint-ventures med tyrkiske selskaber. Den pågældende handel blev femdoblet fra 1992-96 og forventes yderligere at vokse efter indgåelsen af en frihandelsaftale. Israel har nu mulighed for at konkurrere direkte med europæiske selskaber, som drager fordel af den toldunion, der blev underskrevet i 1996.
Ikke mindst timingen af den militære og handelsmæssige alliance mellem Tyrkiet og Israel er faldet mange Mellemøst iagttagere for brystet. Klodset og udiplomatisk forekommer det i lyset af den voldsomt spændte situation mellem den israelske regering og palæstinenserne.
Efter Oslo-aftalen
Som bekendt var det Oslo-aftalen, med den såkaldte fredsproces, der overhovedet gjorde det muligt for Tyrkiet at indlede forbindelsen til Israel. Mange tyrkere giver nu udtryk for, at man er gået for langt og for hurtigt. Kan gevinsten ved det militære, teknologiske samarbejde og den fælles efterretningstjeneste opveje vreden i de arabiske lande, navnlig i Syrien, Libanon og Irak? Det kan næppe virke beroligende på de omgivende lande, når Israels forsvarsminister f.eks. kommer med udtalelser om, at Tyrkiet og Israel tilsammen udgør en mægtig næve! Hvem skal den bruges mod?
Under den store islamiske konference i december 1997 i Iran blev det militære samarbejde mellem Tyrkiet og Israel voldsomt kritiseret. Men den tyrkiske forsvarsminister Izmet Sezgin afviste anklagen: “Vi vil fortsætte vores samarbejde, fordi vi tror, at fred i området kun kan gennemføres gennem et sådant samarbejde.”
I januar i år blev der på et møde i Ankara mellem de to landes forsvarsministre taget skridt til yderligere at styrke den strategiske alliance. Som den første israelske forsvarsminister nogensinde ankom Yitzhak Mordechai til Tyrkiet på et tre dages besøg. Et af emnerne var at aftale et tidspunkt, måske tidligt i 1998, for fælles militære flådeøvelser i det østlige Middelhav, indbefattende israelske, amerikanske og tyrkiske krigsskibe. Igen måtte den tyrkiske regering tilbagevise en enig arabisk kritik.
Mødet drejede sìg desuden om Israels 650 mill. dollars kontrakt på at forny Tyrkiets forældede F-4 fly og forberede endnu en kontrakt til at modernisere 58 af Tyrkiets F-5 fly, samt genoptage produktionen af Israels vigtigste kamptanks som finder sted i Tyrkiet.
Dette højtstående besøg – den israelske forsvarsminister mødtes med premierminister Mesut Yiilmaz og hærchefen general Hakhi Karadayi – var et umiskendeligt tegn på, at Tyrkiet har forladt den tidligere politiske balancegang i forhold til den arabiske verden.
Store gensidige fordele
For Israel indebærer alliancen med NATO-landet Tyrkiet umådelige fordele. Og for Tyrkiet giver samarbejdet med Israel først og fremmest adgang til avanceret våbenteknologi. Ingen af de to lande kan genere hinanden med krav om menneskerettigheder. Både Tyrkiet og Israel undertrykker brutalt deres store minoritets-befolkninger, så deres alliance hviler også på en sikkerhed mod indbyrdes kritik. Begge legitimerer deres praksis ved at fremhæve behovet for “naturlig” ekspansion – i håb om at blive værdifulde allierede for Vesten, navnlig USA. Tyrkiets stærke militær demonstrerer ved enhver lejlighed sin tilknytning til Vesten, trods landets formindskede geostrategiske betydning efter Sojetunionens kollaps. Og den kemalistiske elite (tilhængere af Kemal Ataturks nationalisme) demonstrerer deres opbakning til sekularismen. Grundloven er som bekendt sekulær, mens Tyrkiets befolkning er overvejende muslimsk! Det tyrkiske establishment ser store fordele i at få adgang til Israels teknologiske kunnen, som hidrører fra USA’s støtte til landets militære, teknologiske udvikling.
Vand og Olie
Israelerne håber samtidig på at få lettere adgang til vand fra floden Eufrat. Adgangen til vand er af stor strategisk betydning i hele området. Gennem investeringer i det store anatolske dæmningsprojekt GAP er det planen at opdæmme Eufrat og udvinde hydro-elektricitet bl.a. til overrisling. Noget der kan skabe problemer for Syrien. Gennem opkøb af jord i GAP regionen håber Israel i samarbejde med Tyrkiet at kunne bruge vand “kortet” overfor arabernes “oliekort” og på den måde få dækket sit energibehov.
Olie og gasrørledninger går gennem Tyrkiet og kan udgøre en værdifuld forsyningskilde for Israel. Til gengæld må Israel hjælpe Tyrkiet med at knuse PKK og kontrollere den kurdiske nationalisme. Den israelske, såvel som den amerikansk-jødiske støtte til Tyrkiet, bidrager til at få kritikken til at forstumme: Nemlig kritikken af de tre millioner kurderes fordrivelse fra det sydøstlige Tyrkiet – mange iøvrigt fra GAP regionen, hvor olie- og gasrørledninger, samt ikke mindst vandressourcerne findes. I januar truede lederen af PKK, Abdullah Özalan med at angribe “israelske interesser”. I hvert fald er Israel på klar kollisionskurs med den kurdiske nationale bevægelse. For nogen tid siden er en saudi-arabisk spion blevet anholdt, hvis opgave det var at finde ud af, hvor meget Israel havde købt op af GAP regionen.
Militær-alliancen, som antagelig vil udvikle sig til en forsvarspagt, vækker som nævnt dyb bekymring i de arabiske lande. Ikke mindst fordi den vil styrke den i forvejen enorme amerikanske indflydelse i hele Mellemøsten: “Den Nye Verdensorden”, som præsident Bush proklamerede efter den sidste golfkrig. En ting er i hvert fald givet. Med denne militære alliance er der skabt nye modsigelser og spændinger, som forekommer farlige i en del af verden, som i forvejen betragtes som højrisiko-fyldt.