Et regeringsskifte i Israel gør næppe forskel
af Søren Højmark, Redaktør af “Palæstina Orientering”Ole Olsen, Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Bragt i POLITIKEN 15. juni 1998
Politikens seniorkorrespondent og Mellemøstkender, Herbert Pundik, skrev i en artikel 24. maj, at han var skuffet over Ehud Barak, det israelske arbejderpartis leder siden juni ’97,. Pundik kaldte ham “tøvende og ubeslutsom” og mente han politisk lignede en “bleg udgave af Netanyahu”, Israels ministerpræsident.Vi kan erklære os helt enige i Pundiks vurdering, men finder det vigtigt at bygge videre på analysen, fordi situationen logisk bør føre til et skifte i det internationale samfunds kurs i forhold til den p.t. stendøde fredsproces. Den negative vurdering af Barak er jo synonym med en vurdering af Arbejderpartiet, Israels største oppositionsparti, og dets muligheder for at gøre en seriøs forskel.
Nogle ekstra eksempler på Baraks besynderlige adfærd bør dog frem: 12. maj besøgte han en række af de illegale bosættelser på Vestbredden og udtalte efterfølgende: “Vi bliver i Bet El for altid”. Bet El er en bosættelse klos op af Ramallah (Vestbreddens største by), og er, hvis man går ind på en sådan vurdering, en bosættelse helt uden skygge af sikkerhedsmæssig begrundelse.
Fem dage senere og to dage efter at flere demonstrerende palæstinensere var blevet dræbt af israelske soldater, havde Barak sit kun andet møde som partileder med Yassir Arafat. Barak afbrød mødet efter 15 minutter og erklærede overfor pressen, at hans eneste budskab var, at Arafat burde “forhindre optøjer i territorierne”. I betragtning af at netop Arafat skulle være Baraks partner på vej mod fred, var det unægteligt en ensidig, kold og paternalistisk optræden!
Eksemplerne underbygger Pundiks vurdering af, at Barak ikke er en leder og Labour ikke et er parti som tilhængere af fredsprocessen kan sætte deres lid til, selv om der ved et valg måtte blive flyttet nogle stemmer. En rimelig videreførelse af den i sig selv skrøbelige fredsproces kan altså ikke komme via et demokratisk valg i Israel.
Denne for vestlige udenrigspolitikere ubehagelige sandhed må give anledning til eftertanke. Påstanden om at alle, herunder de hårdtprøvede palæstinensere, blot skal have tålmodighed til Netanyahu forsvinder, holder ikke. Ergo er der brug for et alvorligt pres fra omverdenen, hvis et flertal af den israelske befolkning skal acceptere tilbagetrækning fra besatte områder og en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Hidtil har ordet sanktioner været et fyord i Danmark og i de fleste andre EU-lande, når det gælder Israels årelange tilsidesættelse af Folkeretten og resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd. Taktikken synes tværtimod at have været at lave aftaler med Israel om bl.a. handel, sådan at landet fik fordele, i håb om at dette ville mildne skarpe synspunkter. Israels atomvåbenprogram har heller aldrig været udsat for kritik, som det nu er tilfældet for Indiens og Pakistans.
Mon ikke tiden er inde til at erkende, at denne “strygen med hårene”-taktik ikke har virket, ja faktisk har virket stik modsat hensigten. Man kan ikke få andet indtryk end at Israel i dag er mere overbevist end for 5-6 år siden om, at landet kan slippe godt fra at blæse på 7 millioners palæstinenseres legitime rettigheder. Det nuværende palæstinensiske “ø-rige” på i alt 4 pct. af Vestbredden og 60 pct. af Gaza er jo desværre mere til grin end til gavn, når lovede militære tilbagetrækninger/omgrupperinger ikke bliver gennemført.
Den 15. juni afholder Folketingets udenrigsudvalg en høring om fredsprocessen tilstand og fremtidsudsigter. Høringen vil utvivlsomt bekræfte vores billede af situationen, og må anstændigvis blive et startskud til en mere aktiv linie fra dansk side for at få bragt en ende på mere end 50 års palæstinensiske lidelser.
Vi ved, at det er smertefuldt for mange danske politikere at erkende, at den jødiske stat ikke rummer tilstrækkeligt med gode kræfter til af egen drift at gøre en ende på krænkelserne af Folkeret og Menneskerettigheder. Men ingen, hverken palæstinensere, israelere eller freden gøres nogen tjeneste ved at udsætte det ubehagelige – et reelt pres på Israel.