Krigsforbrydelser og Israel
af Ole Olsen
Bragt i POLITIKEN 3. august 1998
I Rom i midten af juli lykkedes det efter flere års arbejde at nå til bred international enighed om at oprette en verdensomspændende domstol, hvor formodede krigsforbrydere kan stå til regnskab. Initiativet ligger i forlængelse af de seneste årtis gode tendens til at lægge øget vægt på beskyttelse af borgere som er udsat for voldsomme overgreb – af regeringer (egne som andres) eller mere selvbestaltede magthavere.I de danske aviser har der været fokuseret stærkt på, at supermagten USA stemte imod og dermed havnede i dårligt selskab med fx ærkefjenderne Libyen og Irak. At også Israel var med blandt de 7 Nej-sigere (mod 120 Ja-sigere) er derimod kun blevet sporadisk nævnt, selv om Israel historisk måtte forventes at være blandt de mest energiske fortalere for en sådan international beskyttelse.
Israels Nej må give stof til nye refleksioner blandt Israels venner og partnere, såvel over landets hidtidige gerninger som over landets aktuelle politik overfor palæstinenserne og de arabiske nabolande. Forklaringen på Israels Nej er nemlig, at landet ved at anerkende domstolens præmisser ville åbne for, at Israel blev indstævnet for domstolen for mindst to omfattende overgreb på den palæstinensiske befolkning.
Dette ene er den etniske fordrivelse, der har fundet sted af palæstinensere, kraftigst i 1948/49 med 750.000 mennesker, men også gennem årene siden ved deportationer og mere administrative metoder. Den anden er den bosættelsespolitik, hvor Israel siden midten af 70’erne har placeret 200.000 jøder på besat palæstinensisk jord. Israels optræden i Rom er reelt en erkendelse af de forbryderiske i disse handlinger.
Ved vedtagelsen af den internationale kriminaldomstols er der givet mulighed for at lande kan holde særlige forhold ude fra dens rækkevidde i 7 år – en frist der blev lagt ind for at give syndere mulighed for at få rettet op på tidligere ugerninger. I det perspektiv er Israels Nej endnu mere foruroligende. Hjemvenden af flygtninge og bosættelsernes fremtid skal nemlig snart på fredsprocessens dagsorden og Israel ville have god mulighed for at feje for egen dør inden domstolen trådte i kraft.
Man må derfor tolke det israelske Nej derhen, at Israel har tænkt sig fortsat at nægte palæstinensiske flygtninge hjemvenden og har tænkt sig at videreføre bosættelserne mange år frem i tiden. Dette er endnu en israelsk fornægtelse af grundlaget for den allerede halvdøde fredsproces.
Jeg håber meget, at den israelske adfærd i Rom har sat tanker i gang om hvilken aggressiv stat Israel har udviklet sig til og hvilke uforsonlige kræfter de magtesløse palæstinensere er oppe imod. Der er hårdt brug for en effektfuld international armvridning af Israel, hvis landet ikke skal slippe godt fra handlinger, hvis ulovlighed nu er blevet bekræftet ved tilblivelsen af den internationale kriminaldomstol. Så længe intet sker, fastholdes syv millioner palæstinensere, herunder 4 millioner flygtninge, i urimelige forhold.