Ehud Barak – andet end snak?
af Ole Olsen
Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Bragt i Politiken 26. juli 1999
Israels nye ministerpræsident, Ehud Barak, har siden 17. maj arbejdet med at flikke en regering sammen. Det er nu lykkedes, men det forekommer ikke effektivt at bruge hele 7 uger på en sådan opgave, også selv om det nyvalgte Parlament har ligheder med en “polsk rigsdag”. Jeg håber at de kommende måneder bliver præget af mere handlekraft fra Baraks side.Der er ærlig talt brug for lidt fart i Mellemøsten – især for at indhente noget af den spildte tid i Oslo-processen, hvor palæstinenserne lider under det fodslæb og de aftalebrud, som Israel er ansvarlig for. Netanyahu satte processen i slæbegear i to et halvt år og helt i stå, da han i slutningen af 1998 udskrev valg. I valgkampens slutfase var der endog tale om direkte benspænd for mulighederne for at finde frem til holdbare løsninger, eftersom mange nye illegale bosættelser blev oprettet og mere jord konfiskeret.
Ellers prægede fredsprocessen ikke den israelske valgkamp, hvilket efter alt at dømme skyldes, at Barak ikke er afgørende uenig med sin forgænger. Barak har sagt at går ind for Jerusalem som evig og udelt hovedstad for Israel, for bibeholdelse af de ulovlige bosættelser, for at palæstinenserne kun kan få en mindre del af de besatte områder til en eventuel stat og for at de palæstinensiske flygtninge ikke må vende hjem.
Det tyder faktisk på, at Barak går ind for alt det som umuliggør en fred med palæstinenserne i overensstemmelse med internationale principper og palæstinensernes ret beskedne ønsker. Så medmindre han blot har snakket mange efter munden for at vinde vælgere fra Netanyahu og reelt mener noget andet, har jeg svært ved at forstå de enorme forventninger, der er til Israels nye leder.
Jeg har dog besluttet at være optimist og mange palæstinensere har sikkert besluttet det samme. Nogle har muligvis valgt at lade sig opmuntre af Bill Clintons budskab fra slutningen af april, hvor han erklærede at “palæstinenserne bør kunne leve som frie mennesker i dag, i morgen og i al evighed”. Andre har helt sikkert noteret sig EU-landenes fælles erklæring fra marts, hvori de siger, at en palæstinensisk stat bør være aftalt senest næste forår, hvortil kommer en melding om at de ikke anerkender israelsk myndighed over Jerusalem. Kosovo-sagen har også ført til at palæstinensiske flygtninges ret til hjemvenden gentagne gange er blevet bekræftet.
Ser man på de internationale udsagn det seneste halve år, står palæstinenserne faktisk med større opbakning end nogensinde. På den anden side er de gode tilkendegivelser ikke blevet kombineret med udsagn om påtænkte sanktioner, hvis parterne (læs: Israel) ikke tager de gode råd til følge. Taktikken blandt de ledende aktører på den internationale scene synes at være, at parterne bør lytte til gode råd, men i øvrigt selv må forhandle sig frem til en løsning.
Det er sikkert i det lys de mange gode, men desværre ikke velbegrundede forhåbninger til Ministerpræsident Barak skal ses. Såvel USA som mange EU-lande, herunder Danmark, har psykologisk svært ved at forstille sig sanktioner mod en stat, hvis fødsel de selv har bidraget til og som tilmed er ledet demokratisk. Derfor er det deres dybtfølte håb, at Barak vil levere varen, eftersom de jo ikke i al evighed retorisk kan støtte de palæstinensiske synspunkter uden at tage effektive skridt til at bakke dem op.
Jeg er enig i, at Ehud Barak ikke på forhånd skal afskrives som en fredens mand. På den anden side må jeg understrege behovet for at være utålmodig – lige som de seks millioner palæstinensere er det. For jo længere tid der går, jo mere undermineres palæstinensernes muligheder, især fordi Israel konsoliderer sine bosættelser, men også fordi de aktuelle vilkår for at opbygge et velfungerende palæstinensisk samfund på de besatte områder er ekstremt vanskelige. Fart på Hr. Barak – slut med snak!