Markveje skaber udvikling
– dansk støtte til palæstinensisk landbrug
af
Hans NebelProjektkoordinator(fhv landmand og sognepræst)
Ole OlsenFormand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.Agronom og HB-medlem i Det Radikale Venstre
Bragt i Landbrugsmagasinet 26. august 1999
Hvis man ser på udviklingen i det danske landbrugslandskab, er det karakteristisk, at markvejene forsvinder. Dette både som følge af større landbrug og af mindre behov for landbrugsmæssig transport på tværs af det almindelige vejnet.I Palæstina, nærmere bestemt i selvstyreområder på den israelsk besatte Vestbred, møder man idag det modsatte syn. Her bygges der nye veje på i landbrugsområderne, fordi det kan give bedre betingelser for at drive landbrug, i forvejen den største erhvervsgren i området. Der er især tale om dyrkning af frugt og grønt.
Forbedringen af adgangsforholdene på landet sker blandt andet med dansk hjælp, idet Dansk Palæstinensisk Venskabsforening med økonomisk støtte fra Danida og i samarbejde med den største palæstinensiske landboforening yder støtte til vejbyggeri. Under projeket er der foreløbigt etableret 164 km vej, og planen er, at der som led i projektet bliver anlagt i alt 200 km vej, hovedsagelig smalle grusveje af få kilometeres længde. I alt 10.000 mennesker vil få glæde af disse veje.
Behovet for markveje har mange årsager. Landbrugsstrukturen på den meget kuperede Vestbred er kort fortalt sådan, at folk bor i landsbyer og har langt i marken (omtrent som i Danmark før udskiftningen). Transporten til og fra marken er traditionelt foregået på æselryg eller til fods. I dag er der behov for at kunne komme til marken med biler eller traktorer.
Det akutte behov for nye markveje skyldes dog de politiske forhold. Siden Israel besatte området i 1967, har det været forbudt at bygge nye veje, og der er heller ikke været tilladt at etablere landbrugssejendom på ejen jord. Dertil kommer, at palæstinensiske byer under besættelsen ofte blev pålagt udgangsforbud, sådan at landmændene i ugevis var forhindret i at passe markerne med store tab til følge. Tilsammen betød disse forhold at landbrugsudviklingen blev sat i stå.
Med Selvstyret er det blevet lettere at være palæstinensisk landmand og med de nye veje, fx ned af en skråning, hvor markerne ligger som “terraser”, forbedres transportforholdene markant. I andre tilfælde anlægges vej til arealer, som hidtil har ligget for langt fra alfarvej. Nu tages denne jord ind til dyrkning, sådan at produktionen kan øges.
Beslutningen om gerne at ville bygge et stykke ny vej tages af de enkelte landsbyer eller af en gruppe landmænd. De interesserede skal ansøge om at få del i projektet og aftale de nærmere planer med landboorganisationen. De skal også selv bidrage med 25-50 pct. af omkostningerne (udgifter til bulldozer og gruskørsel), levere en stor del af arbejdskraften, og tage sig af den efterfølgende vedligeholdelse.
Alting glider dog ikke i smør for vejbyggeriet, især fordi de politiske forhold fortsat er meget vanskelige. Som de fleste nok er bekendt med, er der nogle områder på Vestbredden under “hel” palæstinensisk myndighed, andre under delt israelsk/palæstinensisk og det meste under fuld israelsk myndighed. Tilmed er der uenighed om hvad der er hvad. Dertil kommer, at der på Vestbredden er ca. 150 israelske bosættelser, som på egen hånd eller med deres regerings støtte vil udvide med mere jord.
Derfor møder markvejsbyggeriet ofte vanskeligheder i form af israelske forhindringer, fx påstande om at der bygges på israelsk ejendom ved konfiskation af buldozere og andet udstyr. Disse ting koster tid, penge og ærgelser.
Et andet problem er at den palæstinensiske økonomi generelt er dårlig, bl.a. fordi Israel kun tillader en meget begrænset eksport/import gennem israelske havne. Virkningen er, at afsætningsvilkårene for landbrugsvarer på hjemmemarkedet begrænses af en ringe købekraft og på eksportmarkederne af handelshindringer.
Alligevel gør de nye veje nytte, hvilket foreningen erfarer ved sine halvårlige inspektionsbesøg, hvor de nye veje beses og problemerne diskuteres. Det kan ved selvsyn konstateres, at mange palæstinenseres hverdag er blevet lettere, at nye aktiviteter er sat i gang og – måske vigtigst af alt – at der trods de vanskelige udsigter for fredsprocessen – skabes en tro på fremtiden. Tankegangen hos de optimistiske minder i høj grad om Dalgas’ i Danmark i forrige århundrede: Hvad udad tabes, skal indad vindes!
Som nævnt i indledningen, er projektet støttet af Danida, men som det generelt er tilfældet for den type projekter, skal den ansvarlige forening også selv skaffe midler til gennemførelsen. Ud over at Dansk Palæstinensisk Venskabsforening gerne vil bidrage med yderligere oplysninger om projektet og vilkårene for palæstinensisk landbrug, modtager vi således også med tak store og små bidrag på giro 0001015.