Pax Palæstina – hvornår mon?
af Ole Olsen
Formand for FN-forbundets Menneskeretsudvalg og for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
D. 4. maj 1999 blev en vigtig dato i Mellemøsten overskredet, nemlig 5 års dagen for Oslo-aftalen, hvor processen skulle have ført til en permanent løsning på det spørgsmål, som mere end nogen andre har været på FN’s dagsorden i årevis – det palæstinensiske.For så vidt er det ikke overraskende, at der ikke blev født store fredsløsninger d. 4. maj – eftersom der i slutningen af 1998 blev udskrevet valg i Israel til 17. maj – utvivlsomt taktisk bestemt af Netanyahu, som håbede at en skærpet konflikt med palæstinenserne i de første maj-dage kunne gavne hans valgchancer.
Det gjorde det øjensynligt ikke for han tabte. Overraskende nok blev fredsprocessen knap nok et tema i valgkampen. Dertil var partierne for enige om de centrale spørgsmål i konflikten og for uenige om indre forhold i Israel – et verdsligt eller et religiøst land?
Selv om Ehud Barak vandt, betyder det således ikke at palæstinensiske krav til Israel – heraf mange internationalt støttede – fik de israelske vælgeres opbakning. Konflikten lever derfor fortsat i værste velgående og har krav på vores fulde opmærksomhed. 6-7 millioner palæstinensere, heraf knap 4 millioner som flygtninge, venter på afklarede og bedre forhold.
Der er derfor grund til at gøre status, også over indsatsen i Danmark, hvor FN-forbundet har været med til at sætte lys på nogle af de tunge spørgsmål, hvor FN-vedtagelser fortsat er centrale i debatten.
Palæstinensisk land og stat
Formlen for løsning af den lange konflikt har i 30 år heddet land for fred og selvbestemmelse for palæstinenserne. Israel skal rømme besat land (jf. Sikkerhedsrådsresolution 242 fra 1967) og palæstinensere og nabolande skal acceptere staten Israel og samarbejde med den på normal vis. Ca. 25 pct. af det oprindelige mandatområde er folkeretlig defineret som besat, hvortil kommer Golan-højderne og “sikkerhedszonen” i det sydlige Libanon.
I Oslo-aftalen var det aftalt, at ca. 90 pct. af det besatte land gradvis skulle overgå til palæstinensisk selvstyre. Det er sket i mindre omfang, og på Vestbredden er kun 6 pct. af arealet “rigtigt” selvstyreland, ca. 25 pct. delvist selvstyreland og de resterende 70 pct. “Israel-land”. I Gaza er 60 pct. selvstyreland og 40 pct. “Israel-land”.
Samlet betyder det, at Israel har rømmet under 10 pct. af Vestbred+Gaza, altså trukket sig fra et samlet areal mindre end Lolland. Dertil kommer at selvstyrets landkort i dag ligner hullerne i en Schweitzer-ost, hvilket gør en national udvikling meget vanskelig.
Den israelske forklaring på den manglende rømning er til dels, at palæstinenserne ikke har leveret den fred som de skulle til gengæld for landområder. En vurdering af argumentets kvalitet afhænger især af om palæstinensiske myndigheder kan/skal gøres ansvarlig for enhver palæstinensers handling – når myndighederne i øvrigt har bekæmpet opposition med midler i strid med menneskerettighederne.
I en slutfase bliver det med garanti et af de helt store stridsemner, hvor meget territorium en eventuel palæstinensisk stat kommer til at omfatte. Står det til Israel, bliver det næppe over halvdelen af de besatte områder. Det forventes dog, at Barak-regeringen vil “tilbyde” flere procenter end Netanyahu ville. Palæstinenserne er omvendt ikke villige til at nøjes med mindre end det fulde besatte territorium – eller tilsvarende. De finder, at de 75 pct. af Palæstina, som de mistede ved Israels oprettelse, må være nok.
Perspektivet for en stat – der som sådan får mere og mere international støtte, bl.a. i kredsen af EU-lande – er meget tæt forbundet med spørgsmålet om territorium. Der er bestemt en mulighed for, at der kan blive tale om en stat (næsten) uden land, hvis forhandlingerne og omverdenen fortaber sig i staten som idé og forsømmer at vurdere om det kan blive en hel og levedygtig stat. Det er et tema, som FN-forbundet vil være med til at kaste lys over på en konference i foråret 2000.
Spørgsmålet om bosættelserne hører unægteligt også med i denne sammenhæng. Israel bygger fortsat huse på besat land og overflytter egne borgere dertil, og har indtil videre ikke rømmet en eneste af de ca. 150 lokaliteter. Israel regner faktisk med at kunne bibeholde langt hovedparten, også selv om det vil være ret besværligt for en palæstinensisk stat at have en anden stat boende i enklaver. FN’s generalforsamling besluttede i foråret, at der senere i år skal holdes en konference, der skal fastslå om bosættelser er i strid med 4. Genevekonvention om adfærd i besatte områder, et synspunkt alle lande i FN (minus Israel og 2-3 andre lande) hidtil har forfægtet.
Jerusalem – hvis by?
Under ovennævnte overskrift var FN-forbundet i marts medarrangør af en konference i København, hvor 250 deltagere mødte frem. Sigtet var at belyse Jerusalem-spørgsmålet, et af de “udsatte” og nu stærkt forsinkede konfliktemner i Oslo-processen, og dets betydning for en fredelig fremtid for israelere og palæstinensere.
Skal man tro både den nuværende og den forhenværende israelske regering, er spørgsmålet – trods bemærkningerne i Oslo-aftalen – slet ikke til debat. Jerusalem skal forblive Israels “evige og udelelige hovedstad”, var der fuld enighed om under valgkampen mellem de betydende politiske partier i Israel. EU-landene udtalte sig i foråret ganske modsat, ved at erklære sig enig i FN’s formulering ved Israels oprettelse om at hele byen var et “corpus separatum”, og at dens politiske tilhørsforhold var uafklaret. Siden 1967 har Øst-Jerusalem, jf. FN’s Sikkerhedsråd, haft status som besat område. USA medvirker også til at holde spørgsmålet åbent ved at udsætte flytning af landets ambassade til byen.
På nævnte konference var alle oplægsholdere enige om, at Jerusalem var ved at blive kvalt i dens politiske og religiøse symbolværdi, og at den på flere måder var ved at blive uudholdelig at leve i for dens borgere med almindelige behov. Omvendt er det umuligt at skille religion og politik i en debat om fremtiden for byen – hvis grænser i øvrigt er blevet omdefineret flere gange af Israel.
Der er under alle omstændigheder behov for meget politisk knofedt – også for andre end de direkte involverede parter – for at forene to nationers krav på at have byen som hovedstad med tre religioners aspirationen. Dertil kommer – og ikke mindre vigtigt – respekten for FN’s mange resolutioner om grænsedragning, bosættelser og menneskerettigheder i byen. Man kan i hvert fald ikke satse på at overse Jerusalem-spørgsmålet i en freds-proces.
4 mio. flygtninges fremtid
Den nok hårdeste nød at knække i den israelsk-palæstinensiske konflikt bliver flygtningespørgsmålet, som berører op til 4 millioner menneskers fremtid, fordelt på en række lande og områder, herunder Vestbredden og Gaza. Der er hovedsagelig tale om mennesker (og deres efterkommere) som flygtede i forbindelse med Israels oprettelse i 1948. Der strides fortsat meget om, hvad der faktisk skete, men der er blandt historikere nu stort set enighed om, at de fleste blev flygtninge som resultat af en på forhånd planlagt fordrivelse, en forståelse der dog kun i er accepteret blandt få i Israel.
Allerede i slutningen af 1948 vedtog FN’s generalforsamling i næsten enighed (resolution 194), at de palæstinensiske flygtninge havde ret til at vende hjem så hurtigt som praktisk muligt. Dette synspunkt er blev bekræftet hvert eneste år siden, og har også derfor fortsat gyldighed. Princippet om hjemvenden er i øvrigt centralt i den internationale flygtningeindsats og har også stået øverst blandt kravene til Serbien i Kosovo-konflikten.
Indtil videre er der ingen fremskridt i spørgsmålet og Barak har samme afvisende synspunkt som Netanyahu havde. De er fælles om at mene at Israel intet ansvar har for flygtningene og at de skal ikke kunne vende hjem til de områder som de er flygtet fra; et mindre antal kan måske tillades at rejse “hjem” til Gaza eller vestbredden, siges det.
Det er ret usikkert, hvor mange som reelt kan tænke sig at vende hjem. Dels eksisterer hjemmet rent fysisk oftest slet ikke mere, dels har en stor del etableret sig andre steder og er trods flygtningestatus nogenlunde tilfredse hvor de er, men især flygtninge fra Libanon, Syrien og lejrene i Gaza og vestbredden ønsker formentlig at vende tilbage.
Under alle omstændigheder handler det både om at sikre en tålelig tilværelse for særdeles mange palæstinensere og om at håndhæve de internationale principper som ligger til grund for det internationale flygtningearbejde. Det er i hvert fald absurd, hvis nogen forestiller sig at bilægge striden mellem israelere og palæstinensere uden at finde en løsning på flygtningenes fremtid.
Danmark stemmer i FN hvert år for bekræftelsen af resolution 194, men det er sjældent at synspunktet om hjemvenden fremhæves, når kravene til en fredsløsning opstilles fra dansk side. I en periode har dette givet mening, eftersom flygtningespørgsmålet i følge Oslo-aftalen var blandt de som skulle vente et par år, men nu må sagen helt frem på dagsordenen.
Vilje til politisk pres?
Som illustreret er der lang vej at gå, før FN og andre kan lukke den palæstinensiske sagsmappe og glæde sig over afsluttet arbejde. Hvor lang vil i især afhænge af, om de “rigtige” synspunkter (-Jeg mener palæstinenserne bør leve som frie mennesker i dag, i morgen og i al evighed, Bill Clinton, April 1999), følges op af initiativer som understreger at der ikke kun er tale om holdninger til søndagsbrug.
Jeg må i hvert fald advare imod at tro, at den nye regering i Israel gør en afgørende forskel og uden et betydeligt internationalt pres vil acceptere de FN-præmisser, der er opstillet til en løsning. Det vil også være naivt at regne med at palæstinenserne – som ikke har ressourcer til at føre magtpolitik – på egen hånd kan opnå ret meget ved forhandlingsbordet.
I 1993 fik parterne bag Oslo-aftalen gode ord og fredspriser med på vejen, selv om aftalen satte afgørende konfliktpunkter ud på et ventespor. Det var måske en acceptabel pris for at få gang i en proces, men metoden med at udsætte det vigtigste til senere kan næppe bruges endnu engang. Det bør klart afspejle sig i de krav, som der fra dansk og international side stilles til en løsning. Og det bør også klart meldes ud, at det bliver dyrt for de vrangvillige, hvis FN-principperne tilsidesættes.