UNRWA på FN’s dagsorden
af
Ole OlsenFormand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.Med i den danske delegation til FN’s generalforsamling fra 24/10 til 19/11
En af de årligt tilbagevendende sager i FN er drøftelsen af FN’s hjælpearbejde for palæstinensiske flygtninge, udført af UNRWA, den særlige organisation til at løfte denne opgave. Det bidrager knap 22.000 ansatte til, finansieret af knap 50 lande.Til brug for debatten, som i år fandt sted 2. november, ligger der en rapport fra UNRWA om arbejdet samt en særlig rapport med regnskaber og budgetter for UNRWA, herunder især muligheden for at skaffe de nødvendige bidrag.
Tallene viser, at hvor UNRWA i 1997 modtog 297 mio $, måtte den i 1998 nøjes ned 259 mio $, altså reelt en reduktion på 12-15 pct. Ifølge den syriske tale, er der faktisk tale om at UNRWA i dag kan anvende mindre end halvt så mange penge pr. flygtning som for 5 år siden.
Budgettet for 1999 viser 350 mio $, men realistisk vil der komme klart under 300 mio $ i kassen. Realiteten er, at budgettet som vedtages i FN, ikke bliver bakket tilstrækkeligt op med bidrag. Her spiller det palæstinensiske selvstyre desværre en lidt kedelig rolle, eftersom UNRWA har 21 mio $ til gode hos PA i skatter og afgifter.
Udviklingen i tallene afspejler en vis træthed i forhold til det palæstinensiske flygtningespørgsmål, kort før UNRWA holder 50 års dag som aktiv FN-organisation. Fredsprocessen har i et vis omfang kanaliseret penge væk fra UNRWA og over til Selvstyret. I følge den danske generaldirektør, Peter Hansen, er der nu for 7’ende år tale om reelle nedskæringer i UNRWA’s budget, alt imens fx antallet af skolesøgende flygtningebørn i Gaza stiger med 11.000 om året.
Peter Hansen understregede meget kraftigt, at det ikke er logisk ifølge fredsprocessen at neddrosle UNRWA’s aktiviteter, men at det tværtimod er meget vigtigt at støtte UNRWA for at bidrage til processen – økonomisk og politisk. Hvorvidt dette synspunkt trængte igennem, er svært at vurdere, men der var dog ingen som talte om at UNRWA’s rolle var ved at være udspillet.
Et blik på donorkredsen viser, at USA er den største bidragyder med ca. 80 mio $ af det samlede beløb, mens Norge er blandt de højste målt pr. indbygger med 13 mio $. Danmark ydede i 1998 knap 8 mio $. Blandt EU-landene var der reelt mange, som skar ned i deres bidrag for 1997 til 1998, fx Frankrig og Italien. På nedskæringssiden findes også lande som Saudi Arabien, Kuwait, Egypten og Japan.
Et kig på flygtningeantallet viser lidt over 3,6 mio flygtninge i 1999, mod 2,4 mio i 1990. Det største antal flygtninge er i Jordan med ca. 1,5 mio, efterfulgt af Gaza med 800.000, Vestbredden med 570.000, mens der er knap 400.000 i såvel Libanon som Syrien. Hvor mange der lever i landflygtighed i andre lande står uklart, men i alt opgør FN antallet af palæstinensere til 7,6 mio, altså halvanden gange Danmarks befolkning.
Debatten om UNRWA’s arbejde var ikke voldsomt politiseret (det vil komme i andre fora), men mange, herunder den palæstinensiske mission (med observatørstatus) i FN, fandt anledning til at fremhæve retten til at vende hjem, jf. Generalforsamlingsresolution 194, vedtaget 11. december 1948 kort efter Israels oprettelse. Andre , heurunder EU-landene (som ofte taler med et fælles indlæg), nøjedes med at udtrykke et håb om at flygtningespørgsmålet måtte blive løst under de igangværende forhandlinger (i Oslo). USA holdt et besynderligt og surt indlæg, hvor budskabet var, at FN ikke burde blande sig i fredsforhandlinger med utidige vedtagelser.