Tilbagevending er en menneskeret for palæstinenserne- såvel som for andre ofre for etnisk udrensning
interview med UNWRA’s generalkommisær Peter Hansen
Mens Camp David forhandlingerne stod på, bragte Danmarks Radio den 20. juli i programmet Orientering et interview med UNWRA’s generalkommisær danskeren Peter Hansen.
UNWRA er som bekendt FN’s særlige hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge og har siden fordrivelsen i 1948 varetaget basale levevilkår for palæstinensiske flygtninge i Jordan, Syrien, Libanon, Gaza og på Vestbredden. I dag anslås det, at de oprindelige 750.000 palæstinensiske flygtninge med familier på tre generationer udgør 3-4 millioner.
Det er Politikens korrespondent Hanne Foighel som interviewer Peter Hansen. Interviewet er udskrevet af Maria Bergsøe.
Hvor står du og hvor står UNWRA overfor forhandlingerne i Camp David?UNWRA er ikke nogen direkte forhandlingsdeltager. Vi står dèr,hvor vi har stået i 50 år som en humanitær bistandsorganisation til flygtningene – naturligvis som et symbol på den tragedie som er overgået dem. Men som forhandlingspartner har vi ikke nogen direkte rolle. Vi sidder på flygtningenes data, registreringen og tallene, men som sagt er vi ikke direkte deltagere i forhandlingerne.
Hvordan ville din formel for løsningen på det palæstinensiske flygtningeproblem lyde,hvis du blev spurgt her i forbindelse med forhandlingerne?
Jeg ville gøre mit bedste for ikke at give noget svar, fordi et eventuelt svar som ville gå videre end dèt, der er det officielle FN grundlag, resolution 194, ikke ville gavne bestræbelserne for at opnå en løsning, og resolution 194 er den resolution som fastslår Retten til Tilbagevenden og kompensation for tabt ejendom.
I dagene før forhandlingerne blev indledt i Camp David, var der en palæstinensisk økonom, som er tilknyttet Arafats forhandlingsdelegation, der sagde, at palæstinenserne ville kræve 40 mia. dollars i samlet kompensation for flygtningene, og at ca. halvdelen af beløbet skulle bruges til rehabilitering og genhusning. Det er svært at forestille sig, at UNWRA ikke har været involveret i en dialog om, hvorvidt det overhovedet er et realistsik tal?
Det er ikke om, hvorvidt tallet er realistisk. Selvfølgelig er vi involveret i de analyser, der foregår. Vi foretager vore egne analyser, og udfra de fleste analyser der er foretaget, er beløbet på 40 mia dollars ganske beskedent i forhold til de mange andre analyser. Der er tal helt oppe på 40 mia dollars, hvis man anvender de kriterier for erstatning af ejendom, jeg siger udtrykkeligt ejendom, materiel erstatning,som er blevet anvendt til kompensation af ofrene for Holocaust i Europa under krigen. Det som andre økonomer har gjort, er at anvende de kriterier – og så se på, hvilke beløb man ville komme til for jord, fast ejendom og forskellige andre materielle ting. Andre beløb har der været kastet rundt uden særlig dækning. Der har været 100 mia dollars som dækker både Jordan, Syrien og Libanon, de 4o mia.dollars var det palæstinensiske krav, men fra jordansk side har man talt om 100 mia. dollars.
Hvordan vurderer du de tal, er det tal som er realistiske? Nu siger du at de er blevet kastet rundt?
Jo, men tallene i mange af disse analyser er ikke blot nogle som er halet ud af den tynde bå luft. Der er tale om fast ejendom, som er blevet eksproprieret, der er tale om beløb som palæstinenserne havde i israelske banker – ligesom der var jødiske penge i europæiske banker, som ikke blev udbetalt. Palæstinenserne havde bankkonti i Mandat-Palæstina. Og al den ekspropriering af palæstinensiske ejendomme uden erstatning, der blev foretaget efter ejerne var flygtet i 1948 – så beløbene er baseret på de kriterier, som har været anvendt i Europa til erstatning til jødisk tabt ejendom..En taktik som er åbenbart oplagt for mange af de forskere, der har med disse problemer at gøre. Men når man spørger om det er realistisk er det svært at se , hvordan et beløb på 100 mia. dollars eller 200 mia. dollars eller, hvad man kunne blive enige om ville være rimeligt udfra de anvendte kriterier, men når man så ser på den totale humanitære internationale udviklingsbistand som ligger på noget i retning af 50 mia.dollars – ja, så er det 2 års total bistand internationlt som skulle gå til de palæstinensiske flygtning og det er …
Siger du dermed at det er urealistisk?
Dèt jeg siger er, at tallene er meget høje, der er begrundelse for tallene, men med de ressourcer, der normalt bliver stillet til rådighed, ser det ikke ud som om det er noget der let vil kunne mobiliseres, medmindre man mangedobler anstrengelsen for at nå op på disse beløb til en løsning af problemerne hèr.
Nu holder UNWRA jo løbende kontakt med regeringerne i de lande, som huser disse flygtninge i Jordan, Syrien og Libanon. Hvordan vurderer du muligheden for at palæstinenserne overhovedet fortsat kan blive i de lande?
Vi ved, at den libanesiske regering ikke har til hensigt at beholde palæstinenserne en dag længere end de er tvunget til. Vi ved også at jordanerne har et betydeligt befolkningspres og en ubalance mellem østbreds-jordanere og palæstinensere. Nu har de sagt, ganske klart, at de ikke har i sinde at absorbere flere flygtninge. I Syrien har man indtaget samme holdning og henvist til Retten til Tilbagevenden, så der er ikke nogen i værtslandene, som har tilkendegivet et ønske om at absorbere flygtningene.
Men er det ikke et problem, for både i Gaza, hvor majoriteten er flygtninge og på Vestbredden, hvor en meget stor del også er flygtninge? De udgør vel på mange måder de socialt dårligst stillede, hvordan kan det så se ud i fremtiden?
De er i mange henseende de dårligst stillede, men det er ikke noget, der er blevet set som et socialt/økonomisk problem, men som et juridisk rettighedsproblem – en menneskeret til Tilbagevenden til hus og ejendom, som det jo blev ganske effektivt implimenteret i Kosovo sammenhæng, ikke sandt ? Og det er palæstinensernes perspektiv på det.
Hvis man nu forestiller sig, at fredsforhandlingerne i Camp David alligevel når frem til en formel på en permanent løsning – så må der være nogen der tænker: Hvad skal der ske med UNWRA?
Jo, men det er da noget man hele tiden må tænke over, og jeg har ofte sagt, at det ville være vældig godt om denne organisation, som er den største internationale organisation med det største internationale flygtningeproblem af en enkelt gruppe, snart kunne planlægge en lukning af organisationen, når der måtte komme en løsning der ville være acceptabel for de involverede. Men det ser jeg faktisk ikke lige om hjørnet.