Et fængsel åbner sine porte

Ina Tin, Amnesty International

Et fængsel åbner sine porte

I 16 år var Khiam-fængslet det mest berygtede fængsel i Libanon og Israel.

Ina Tin

Tidsskriftet “Palæstina Orientering” har for nogle år siden bragt en artikel om det berygtede Khiam fængsel. Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings Nyhedsbrev har også skrevet om Khiam og her på hjemmesiden er fængslet også blevet omtalt.

Vi bringer her en artikel fra Amnesty Internationals danske medlemsblad i september. Temaet for dette nummer er Organiseret Vold.

I årevis har Amnesty og Røde Kors arbejdet for fangerne i Khiam – dette arbejde omtales også i artiklen.

Dagene inden den israelske besættelseshær trak sig tilbage efter 22 år, forudsagde de danske medier, med få undtagelser, hvilken katastrofe den israelske tilbagetrækning ville medføre for Libanon. Ganske få nævnte hvilke lovløse tilstande der herskede i Sydlibanon under den israelske besættelse. Ingen skrev om det berygtede Khiam fængsel som var ledet af Israel og SLA, South Lebanese Army, som var betalt, trænet og udrustet af Israel.

En håndskrevet liste over torturbødler er hængt op på muren til Khiamfængslet i Sydlibanon. Ved siden af hænger en liste over “Martyrerne”. De som døde efter torturen i Khiam-fængslet. En gruppe mænd og kvinder har samlet sig for at skrive deres navne på en tredje, endnu ufuldstændig liste: Listen over alle som sad fængslet i Khiam.

I dag omfavner de hinanden i smil og tårer. Det er en uge siden Israel trak sig ud af Sydlibanon. En uge siden fangevogterne fra den sydlibanesiske hær (SLA), Israels forlængede arm i syd, flygtede over grænsen til Israel i frygt for Hizbollahs hævnaktioner. En uge siden fangerne blev befriet, da lokalbefolkningen stormede fængslet og sprængte de låste celledøre. I dag mødes fangerne i fængslets gård som frie mænd og kvinder. Over dem brænder solen gennem pigtråd og vinden hvirvler støv og sand op mellem betonmurene.

Tortur ren rutine

I løbet af fængslets 16-årige historie blev ingen af fangerne nogensinde stillet for en dommer. Ingen blev dømt til afsoning i Khiam-fængslet. Fangerne var spærret inde uden lov og dom, uden at være anklaget for en forbrydelse, uden at vide hvornår de blev løsladt. De kunne være mistænkt for at modarbejde den israelske okkupation, eller mistænkt for at kende nogen som gjorde det. Fængslet fungerede som et pressionsmiddel for at få andre til at snakke eller som et forhandlingskort i fangeudvekslingen med Hizbollah. En velbegrundet frygt spredte sig i lokalbefolkningen.

I de 16 år hvor Khiam-fængslet var det mest berygtede fængsel i Libanon og Israel, arbejdede medlemmer af Anmesty International over hele verden for at få fangerne fri. For i Khiam var tortur ren rutine og mishandling en del af regimet. Nogen overlevede 15 år bag murene. Andre overlevede ikke. Undervejs blev fanger løsladt som fysiske og psykiske vrag, men pladserne blev hurtigt fyldt op af nye fanger.

Alle Amnestys aktionsformer blev taget i brug i arbejdet for Khiam-fangerne. Fra hasteaktioner efter arrestationer til kampagner mod selve fængselsdriften. Fra adoption af enkeltfanger og år med brevskrivning til pres mod de ansvarlige myndigheder i Israel. Ingen fange i Khiam modtog nogensinde brevene i fængslet, men Amnestys rapporter og aktioner bidrog alligevel til, at søgelyset blev rettet mod forholdene i Khiam. Det internationale pres mod de israelske myndigheder blev øget, selv om israelerne hårdnakket skød ansvaret over på SLA-militsen og benægtede at kende til forholdene i Khiam. Dette til trods for, at Israel betalte SLA-vogternes lønninger, inspicerede fængslet j ævnligt, var til stede under forhør og sørgede for udstyr til driften.

I dag vajer Libanons flag og Hizbollahs fane side om side over pigtrådsrullerne på toppen af fængselsportene. Det er en uge siden de tungt bevæbnede fangevogtere forhandlede sig til frit lejde, med den rasende menneskernængde uden for fængselsporten, mod at efterlade fangerne uskadte.

Klaustrofobi

Klokken 10 tirsdag den 23. maj 2000.

– Vi var i cellen da det skete, fortæller Cosette Ibrahim, en af Khiam-fangerne som Amnesty aktionerede for. – Da vi hørte skud, frygtede vi det værste, nemlig at de var begyndt at henrette fanger som led i rømningen af fængslet. Vi hørte råb fra folk som strømmede mod fængslet og SLAvogtere som skreg: “Kom ikke nærmere”! Så flygtede de, men de tog nøglerne med sig. 144 fanger sad tilbage, låst inde i cellerne. Efter nogle timer havde folk udefra fået brudt alle celledørene op. Vi var fri, siger Cosette, som om hun stadig ikke helt har forstået, at det virkelig er sandt.

En Amnesty-delegation er kommet til Sydlibanon for at møde de frigivne fanger og gense Khiam-fængslet sammen med dem.

Muhammad Jamil ser sig desorienteret rundt, da vi kommer ind på gårdspladsen i Khiam-fængslet. Det er første gang han ser stedet, selvom han har været fange her siden august 1999. Alligevel har han aldrig bevæget sig rundt i fængslet uden en hætte trukket over hovedet. Men i den mørke fangeafdeling 11 kan han vise rundt.

– Her var min celle, siger Muhammad Jamil og fører mig gennem en trang og mørk gang. Cellen er fugtig og luften tæt. Her er plads til ti fanger i fem køjesenge. Uldtæpper, håndklæder, madrester og tøj er efterladt i et kaos. Nogen er begyndt at slå jernsengene i stykker. Fra en lille vinduesåbning med jerngitter kommer lidt lys en halv meter ind, resten af cellen ligger i mørke.

Muhammad roder rundt henne ved den seng, som var hans, så udbryder han tilfreds: – Her er den, se her. Han må tage tøjstykket foran vinduet helt væk, for at jeg kan se. Her i cellens mørke har han siddet dag ud og dag ind og broderet vers fra Koranen med fine sting i rødt og grønt. – Det var en opmuntring for os, forklarer han. Den indelukkede luft og manglen på lys giver et strejf af klaustrofobi.

Det er knapt ti måneder siden SLA kom og hentede Muhammad hjemme i landsbyen. 145 dage blev han udsat for forhør og tortur med håndjern og hætte over hovedet, hængt op i en elektrisk mast og slået med elektriske kabler der var viklet sammen i knuder. Med hætten over hovedet blev han fortalt, at en hund ville angribe ham, hvis ikke han snakkede. Han hørte hunden og ventede rædselsslagent på angrebet. Torturen gentog sig. Mellem forhørene blev han spærret inde i en isolationscelle så lille, at han ikke kunne ligge udstrakt. – Jeg plejede at strække benene op over døren, forklarer Muhammad.

Isolationscellerne

Fra Khiam-fængslet har løsladte fanger gennem årene berettet om fanger, som blev holdt isoleret i årevis. Der er isolationsceller som kun måler 80×80 cm.

Ni`ma Daqduq, som blev løsladt efter otte års fangenskab i Khiam fortæller, at han blev tvunget til at sidde sådan i 16 dage, da han lige var kommet til Khiam og blev udsat for hårde forhør. – Efter så lang tid i sådan en stilling føler man, at kroppen er lige ved at eksplodere, siger Ni’ma.

Disse isolationsceller er fjernet. Det skete efter, at Den internationale Røde kors komite fik adgang til fængslet efter syv års udelukkelse. Fangerne kan fortælle om store forbedringer efter at Røde kors havde været der. Cellerne fik bedre udluftning, fangerne fik lov til flere gårdture, senge, madrasser og lidt kontakt til omverden. Familierne fik lov at besøge fangerne én gang om måneden. Det var syv år siden det sidst var sket.

Der er trængsel i fængslets trange korridorer og lukkede gårde. Mange libanesiske familier med børn og gamle har taget turen til Khiam for at tage fængslet i øjesyn. De stopper op og lytter, når tidligere fanger fortæller om, hvad der foregik. I en lukket gård med en elmast er der mange samlet. Her blev fangerne hærigt op i håndjern med hætter over hovedet, overhældt med varmt eller koldt vand og udsat for slag, pisk og elektrochok.

De Gaulle Boutros gennemgik forhør og tortur i 45 dage efter at SLA-folk arresterede ham hjemme i landsbyen Rmeish i august i fjor. – Jeg blev hængt op og fik elektriske kabler fæstnet mellem fingrene. Med hætten over hovedet kunne jeg høre lyden, da de satte strømmen til, inden choket og den intense smerte kom, siger De Gaulle. Forhørerne truede med at opsøge hans kone for at voldtage hende. En kvinde, de sagde var hans kone, blev hængt skrigende op i masten.

De Gaulles svigerinde blev også arresteret og ført til Khiam. Det var Cosette Ibrahim. – De pressede mig for at få oplysninger om De Gaulle. Jeg blev tvunget til at knæle bagbundet. De slog med stokke mod mit hoved, siger Cosette og fortæller, at både israelere og SLA gentagne gange forsøgte at hverve hende som stikker. Hun sad 18 dage i isolation. – Det er hårdt at være isoleret, men det er bedre end at skulle dele celle med stikkere. Det værste en fange kan komme ud for er, at miste tilliden til sine medfariger, siger Cosette. Hun og De Gaulle blev konfronteret med hinanden under forhør, i håb om at de ville røbe hemmeligheder. Men de havde ingen.

Ainnesty aktioner

Atrinestys hasteaktion blev iværksat ved arrestationerne i fjor af Cosette, De Gaulle og Muliammad. Ni’ma, som sad otte år i Khiam, var adopteret af blandt andet en svensk Amnesty-gruppe. Amnesty arbejdede for Khiam-fangerne lige så længe som fængslet eksisterede.

Udover Amnesty aktionerede mange andre for at få Cosette fri, både i Libanon og i udlandet. På støtte-komiteen for fangerne i Khiams kontor i Beirut, lå der i slutningen af maj flere sække med uåbnede breve til Cosette fra Amnesty-medlemmer over hele verden. Breve hun aldrig fik lov til at modtage.

Selv mener Cosette, at de mange aktioner for hende faktisk var årsagen til, at hun ikke blev løsladt. Israelerne ville have for meget at tabe, hvis hun blev i stand til at fortælle, hvad det var der foregik.

– Jeg mener alligevel at aktionerne var vigtige. Khiam-fangerne havde behov for en symbolsk sag til at vække opinionen. Det blev mig, og det er et offer, som jeg betragter som mit bidrag til at hjælpe de mange, som led i Khiam-fængslet, konkluderer Cosette, en uge efter at hun blev løsladt.

De Gaulle Boutros er én af de mange fanger, som først efter frigivelsen blev klar over, at Amnesty havde arbejdet for dem.

Han ser for første gang den hasteaktion der omhandlede ham. Det gør indtryk, da det går op for ham, hvor mange anstrengelser der er gjort for fangerne. – Jeg er meget rørt over det som Amnesty har gjort for os, og kan ikke takke jer nok. Mine ord strækker ikke til at udtrykke det jeg føler, siger De Gaulle, da vi tager afsked i Sydlibanon.

Ina Lin er redaktør af det norske Amnesty-blad

Comments are closed.