Når enhver tvivl lades ude
af ROBERT FISK
‘Dræbt i en, krydsild’ dækker over, at 22 palæstinensere blev skudt af israelere på 72 timer – hvorfor tør ingen kalde en spade for en spade?Når jeg læser ordet »krydsild«, griber jeg min pen. I Mellemøsten betyder det næsten altid, at israelerne har dræbt en sagesløs person.Da israelerne i 1996 fyrede granater ind i FN-lejren i Qana i det sydlige Libanon, bragte ugemagasinet Time et billede af “et dødt barn”og teksten nedenunder fortalte, at det var blevet dræbt »i krydsild«.Det var ikke sandt.Barnet var blevet dræbt under det israelske bombardement sammen med 105 andre civile.Bombardementet blev indledt efter, at Hizbollah-guerillaer havde åbnet ild mod en israelsk hærenhed, der var ved at lægge lureminer inde i FN-zonen.Så da den 12-årige Mohammed al-Durah lørdag blev dræbt i Gaza og nyhedsbureauet Associated Press (AP) fortalte, at han var blevet »fanget i krydsilden«, vidste jeg med det samme, hvem der havde dræbt ham.
Hvorfor ikke sandheden?
Og ganske rigtigt – journalister, der havde undersøgt sagen, skrev, at drengen var blevet ramt af skud fra israelske soldater. Det samme var hans far – som overlevede -og en ambulancefører, der blev dræbt, da han forsøgte at komme dem til hjælp.Alligevel sagde tv-kanalen BBC World Service endnu søndag morgen, at Mohammed al-Durah var blevet »fanget i krydsilden i et slag, der endte med flere hundrede sårede og mange andre dræbte«. Jeg vidste, hvad det betød.Det er rigtigt, at de israelske soldater, der dræbte drengen, måske ikke vidste, hvem de ramte. Tilsyneladende skød de ud gennem en mur. Men hvorfor nærer mange journalister så stor uvilje mod at fortælle sandheden?Hvordan kan det være, at AP i sin reportage fra Jerusalem lørdag først i det 17. afsnit lige nævnede, at israelske soldater efter deres egen officers udsagn havde affyret anti-kampvognraketter under sammenstødet? Hvorfor brugte den israelske hær raketter mod folk, der lavede optøjer?Søndag eftermiddag var historien blev forvandlet til en konflikt om, hvem der havde »skylden«. Israelerne anklagede den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) for at have organiseret optøjerne.
Omvendt indtryk
Radiostationen BBC World Service kørte et bånd med en repræsentant for de israelske myndigheder, som fastslog, at uromagerne »skød (sic) med Molotov-cocktails og sten«, der »dræbte folk«.Lytterne kunne ikke fortænkes i at tro, at 22 israelere – i stedet for 22 palæstinensere – havde mistet livet i løbet af de foregående 72 timer.BBC bragte derefter et interview med den palæstinensiske talsmand Nabil Shaath, der sagde, at det var israelerne, ikke palæstinenserne, der havde skudt.Sandheden er en hård kamel at sluge. Palæstinensiske politifolk havde også åbnet ild mod israelerne. Det tøvede den arabiske presse i Beirut ironisk nok ikke med at fortælle.Den viste billeder af palæstinensiske politimænd, der affyrede Kalasjnikov-rifler mod israelske soldater.Men i betragtning af, at de ikke dræbte nogen israelere -en af dem blev selv ramt, mens han skød ~ var det så ikke værd at nævne, at det var palæstinenserne, ikke israelerne, der var ofre?Da BBC endelig søndag nævnede Ariel Sharons åbenlyst provokerende besøg på Haram al-Sharif/Tempelbjerget om torsdagen, blev han omtalt som en »israelsk leder«.
‘Omstridt område’
For palæstinenserne er han den mand, der indirekte (ifølge israelernes egne undersøgelser) havde ansvaret for massakren på op imod 2.000 civile palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Chatila ved Beirut for 18 år siden.BBC’s korrespondent Paul Adams var en af de meget få, der havde mod til at henlede opmærksomheden på Sharons rystende fortid, da han påpegede, at Sharon har »en usædvanlig evne til at efterlade ( … ) ødelæggelse i sit kølvand«.Søndag aften var hele historien blevet en anden. Det var ikke længere israelske soldater og politifolk, der havde dræbt mindst 22 palæstinensere på tre dage; nu var spørgsmålet, hvorvidt PA havde organiseret de uroligheder, der »førte til« (sic) deres død.De israelske soldater, der så bort fra ethvert hensyn til menneskerettighederne ved at skyde på uromagere med rigtig ammunition, blev respektfuldt: kaldt »israelske sikkerhedsstyrker« – uanset at »sikkerhed« var det eneste, de tydeligvis var ude af stand til at tilvejebringe.På CNN, BBC og andre satellit-kanaler blev reportere på stedet spurgt, om drabene ville skade »fredsprocessen«. Der var ingen vilje til at forklare, at det var fredsprocessens sammenbrud, der var årsagen til optøjerne.
Følgagtighed
De muslimske hellige steder i Jerusalem blev kaldt »omstridte« – selv om FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 242, som »fredsprocessen« formodes at bygge på, forlanger israelsk tilbagetrækning fra områder, der blev erobret under krigen i 1967, herunder Østjerusalem.Det, der ligger bag alt dette, er – bortset fra mange journalisters følgagtighed og manglende evne til at kalde en spade en for spade – den fortsatte tro på, at palæstinenserne fra naturens hånd er voldelige og tilbøjelige til at gå grassat.USA krævede en afslutning på »volden« – udenrigsminister Madeleine Albrights udtryk – uden at omtale Sharons groteske besøg ved moskeen i Østjerusalem.BBC fortsatte i samme skure med at fortælle, at »de israelske myndigheder forbereder sig på det, der kan komme«. Gjorde palæstinenserne ikke også det?
Robert Fisk er medarbejder ved det britiske dagblad The Independent