Israels værste krise

Michael Irving Jensen, DPV

Israels værste krise

af Michael Irving Jensen

Bragt i Dagbladet Information den 13. oktober 2000

Israel bliver nødt til at genoverveje, hvorvidt staten ønsker at være en teokratisk jødisk stat eller en demokratisk stat med lige rettigheder og pligter for alle landets borgere.

Alverdens ledere står nu i kø for at redde de sidste rester af fredsprocessen i Mellem-østen. I løbet af de seneste knap 14 dage har mindst 9o palæstinensere mistet livet, og omkring 3.ooo er blevet såret.

Hvis det lykkes for de udenlandske mæglere – Kofi Annan, Bill Clinton, Javier Solana, Igor Ivanov – at få skabt så meget ro i området, at Yasir Arafat og Ehud Barak påny kan mødes til et topmøde, står parterne om muligt endnu længere fra hinanden end tilfældet var for 14 dage siden.

Jerusalems fremtid skal stadig løses og begivenhederne de sidste uger har med al tydelighed vist, at de israelske planer om at tildele palæstinenserne Jerusalem-forstaden Abu Dis som hovedstad for en fremtidig palæstinensisk stat endeligt må begraves. Palæstinenserne vil utvivlsomt, som hidtil, kræve suverænitet over Øst-Jerusalem, og intet mindre vil kunne tilfredsstille det palæstinensiske folk, endsige den arabiske og islamiske verden.

Barak vil have meget vanskeligt ved at imødekomme dette, da han og alle øvrige israelske ledere har svoret over for den israelske befolkning, at Jerusalem er Israels udelte hovedstad. En anden grund til, at Barak utvivlsomt ikke vil give sig i Jerusalem spørgsmålet, er, at han da vil underskrive sin egen fyreseddel.

Et andet af de helt centrale problemer, der fortsat er uløst, er de mere end tre millioner palæstinensiske flygtninges videre skæbne. Israelernes voldelige fremfærd i de besatte områder har mobiliseret palæstinensere og muslimer overalt i verden de seneste dage. Der har i stort set samtlige vestlige hovedstæder og centrale byer været store demonstrationer til fordel for palæstinenserne. De største har naturligvis fundet sted i Mellemøsten. I weekenden var mere end en million marrokanere på gaden i Rabat for at udtrykke sympati for palæstinenserne. Store demonstrationer har også fundet sted i Nigeria, Indonesien og i Yemen. De palæstinensiske flygtninge i Libanon, Jordan og Syrien har ligeledes demonstreret. I Jordan kom det forleden til kampe mellem demonstranter og politi. Det samme var tilfældet i Syriens hovestad Damaskus. Der er ingen tvivl om, at især den nye konge i Jordan, Abdallah, ser på situation med en vis uro. Størstedelen af Jordans indbyggere er trods alt palæstinensere.Demonstrationerne bør dog også give andledning til bange anelser både hos Arafat og Barak.Mange hundredetusinde flygtninge kan ikke acceptere en endelig fredsløsning uden også, at flygtningespørgsmålet bliver løst.

Herudover skal der også findes en løsning på de mere end 200 israelske bosættelsers fremtid. Med frisk erindring om de seneste uges begivenheder i baghovedet kan det være svært at finde en løsning. De israelske bosættere har fået frit spil til, ubemærket af omverdenen, at hærge palæstinensiske landsbyer flere steder på Vestbredden. Det er derfor meget vanskeligt at se, hvordan de israelske planer om, at ikke en eneste bosættelser skal rømmes, kan føres ud i livet.Endelig er det værd at slå fast at parterne fortsat ikke enige om den endelige grænsedragning.

Noget, der dog bør give Barak endnu større rynker i panden, er udviklingen i selve Israel.Israel gennemlever i øjeblikket landets hidtil værste krise. Det skyldes ikke de meget omtalte uroligheder på Vestbredden og i Gazastriben, men de næsten lige så voldsomme uroligheder, der har fundet sted inden for landets egne grænser. Ifølge den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation LAW er 13 palæstinensere inde i Israel blevet dræbt i de seneste to uger og mere end 300 såret.

Til trods for at størstedelen af den palæstinensiske befolkning enten flygtede eller blev fordrevet i forbindelse med den første arabisk-israelske krig i 1948-49, var der efter krigens afslutning i 1949 alligevel godt 15o.ooo palæstinensere tilbage i den nye stat Israel.

Staten Israel opfattede i første omgang palæstinenserne som en direkte sikkerhedstrussel og indførte derfor militærelove i de områder af Israel, hvor koncentrationen af palæstinensere var størst. Disse militærlove gjaldt helt frem til 1966. Militærregulativerne dækkede over en lang rækker områder, som var ensbetydende med manglende rejsefrihed; manglende ytringsfrihed, fortsat israelsk ekspropriering af palæstinensiske landområder, udgangsforbud m.m.

Siden ophævelsen af militærlovene er diskriminationen rettet mod landets palæstinensiske mindretal fortsat. Omkring 30 procent af palæstinenserne lever under fattigdomsgrænsen. Ifølge det israelske statistiske kontor er der store skel mellem israelske jøder og palæstinenserne i Israel, således er børnedødeligheden højere blandt palæstinenserne, arbejdsløsheden er dobbelt så høj, uddannelsesniveauet betydeligt lavere, indkomstniveauet er lavere osv.

I dag er der mere en en million palæstinensere i Israel, og de udgør 18 procent af Israels samlede befolkning. Størstedelen af palæstinenserne er bosat i landsbyer, hvoraf op mod loo ikke er anerkendt af de israelske myndigheder og dermed ikke tildeles økonomiske midler fra staten til udvikling. Landsbyerne figurerer heller ikke på officielle israelske kort. De mest centrale palæstinensiske urbane områder i Israel udgøres af byer som Nazerath, Umm al-Fahm, Taibe og Sakhnin.

Herudover er der fortsat en del palæstinerisere tilbage i Jaffa/Tel Aviv, Haifa, Akko, Lod og Ramle. Gennem de seneste uger har der været uroligheder overalt. Værst i Umm al-Falini og Nazerath.

Urolighederne blandt palæstinenserne i Israel begyndte samtidigt som i de besatte områder. Ifølge det palæstinensiske medlem af det israelske parlament, Knesset, Azmi Bishara, gik palæstinensere på gaden for at vise sympati for deres arabiske fæller i de besatte områder.

Palæstinenserne i Israel er indigneret over Ehud Baraks manglende forståelse for den palæstinensiske position, samt årtiers diskrimination i det israelske samfund. Statens svar på de – til at begynde med – fredelige demonstrationer var brugen af gummikugler og dødbringende kugler. Det er ikke alene politiet, der har ageret. Forleden gik mindst 1ooo civile israelere under politibeskyttelse hærgende gennem Nazerath.

To blev dræbt og fem svæver mellem liv og død. Yderligere 30 blev lettere såret. I Haifa og Jaffa er arabiske forretninger, restauranter og biler blevet smadret af jødiske ekstremister. Grave og moskeer er blevet skændet. Politiets besked til de frustrede palæstinensere i Israel over de apartheid lignende tilstande er: »Drop anmeldelser«. Det er jer selv, der får problemer med uromagerene, hvis sagen kommer for retten. Graffiti med beskeden »Død over araberne« står endvidere skrevet på husmurene i mange israelske byer med arabiske mindretal.

Det er på den baggrund, at føromtalte Azmi Bishara har anmodet FN’s generalsekretær Kofi Annan om beskyttelse for det palæstinensiske mindretal Israel. Palæstinenserne i Israel er i dag mere bange for fremtiden end nogen sinde før. Netop gårsdagen eskalering af konflikten mellem det palæstinensiske mindretal og staten Israel har med al tydelighed vist, at Israel bliver nødt til at genoverveje, hvorvidt staten ønsker at være en teokratisk jødisk stat eller en demokratisk stat med lige rettigheder og pligter for alle landets borgere uanset religiøs overbevisning eller etnisk herkomst. Hvis ikke ledelsen vælger den sidste model er der fare for en ny etnisk udrensning.

Michael Irving Jensen er ph.d-stud. ved Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.