Det palæstinensiske folk

Det palæstinensiske folk

af Birgitte Rahbek

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 1, 1978/79

I den mellemøstlige konflikt spiller det palæstinensiske folk en central rolle. Men hvem palæstinenserne egentlig er, giver de hjemlige medier ikke megen oplysning om til en større offentlighed. Trods den megen omtale, som i dag bliver palæstinenserne til del, er det derfor kun få, der har en egentlig viden om dette folks historie. Denne artikel går ikke ind på folkets historie gennem tre tusind år, men koncentrerer sig om at give en redegørelse for udviklingen, som den i store træk har formet sig i dette århundrede, og for forholdene som de tegner sig for palæstinenserne tredive år efter staten Israels oprettelse.

Hvem er palæstinenserne?

Palæstinenser er enhver, som gør krav på at være det med den begrundelse, at han enten selv er født i Palæstina eller er efterkommer af en, der er født der. Palæstinenser har i sig selv intet med religion at gøre. Men i denne artikel ses der bort fra de palæstinensere, der var jøder, fordi de ved statens Israels oprettelse i 1948 blev israelere. Det kan i teorien være lidt vanskeligt helt præcist at afgrænse, hvem der kan regnes til det palæstinensiske folk; men i praksis eksisterer dette problem ikke. Enhver palæstinenser er sig sin nationale identitet bevidst, og udlændinge, der ikke kan skelne de arabiske dialekter fra hinanden og derfor er nødt til at spørge om nationalitet, vil straks få svaret »palæstinenser«.

I midten af forrige århundrede udgjorde palæstinenserne ca. en halv million, hvoraf ca. 5% var jøder. Den første nøjagtige folketælling fandt først sted i 1922, og den viste, at befolkningen var vokset til 752.048, hvoraf jøderne udgjorde ca. 11 %, de kristne knap 10% og muslimerne ca. 78%; den resterende del udgjordes af drusere, bahai’er, samaritanere og andre mindre sekter.

l 1945 var befolkningen vokset til 1.739.624, hvoraf 553.600 var jøder. Når den jødiske andel af befolkningen var øget så relativt meget, skyldtes det for ca. 74% indvandring, hvorimod den tilsvarende procentdel for muslimernes vedkommende kun beløb sig til ca. 4% og for de kristne til 29%.

Sådan levede palæstinenserne

I slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette boede ca. 80% af palæstinenserne på landet, hvor de dels levede som selvstændige småbønder, dels som forpagtere og fæstebønder for de større jordbesiddere. Landbrugsredskaberne var primitive og den årlige nedbør altafgørende for udbyttet. Hvis regnen svigtede, trådte byernes pengeudlånere til. Deres ublu renter gjorde ofte selvejerbønderne så afhængige af dem, at det blev forholdsvis let for dem at opkøbe deres jord. Denne proces blev fremskyndet af osmannernes jordpolitik. Jordejendom blev i vid udstrækning registreret efter brugsretsprincippet, dvs. at ejendommen stod i brugerens navn. Men mange småbønder havde for en symbolsk betaling overladt den jord, som de og deres forfædre havde ejet og dyrket gennem århundreder, til storgodsejere. Som regel boede disse langt borte, ja, ofte i udlandet, og de bønder, der havde været de egentlige jordejere, dyrkede nu jorden som fæstebønder. Når de undgik at blive registreret som jordejere, kunne de også undgå at betale skatterne. Men navnlig var hensigten at slippe for at gøre militærtjeneste for tyrkerne; dels betragtedes det nemlig som en vanære; dels endte tyrkisk militærtjeneste let med døden, eller med at man forsvandt et eller andet sted i det enorme tyrkiske imperium.

De resterende 20% af befolkningen boede i byerne, hvor de levede af handel, liberale erhverv eller arbejde i den offentlige sektor. Hovedparten af bybefolkningen var kristne; de udgjorde kernen i den palæstinensiske middelklasse. En del af dem fik væsentlige tilskud til deres arbejdsfortjeneste gennem de midler, som emigrerede slægtninge sendte hjem til dem. Det fænomen hører endnu i dag til det økonomiske mønster i adskillige arabiske lande, bl.a. Libanon.

Uddannelsesniveauet

Mens Palæstina var under osmannisk herredømme, var det et sjældent privilegium at få blot en elementær skoleuddannelse, og for dem, der skulle gå mere end et par år i skole var undervisningssproget tyrkisk. De eneste skoler, der i de større klasser brugte arabisk i undervisningen, var de kristne missionsskoler; men den tyrkiske muslimske regering havde forbudt muslimer at bruge de kristne skoler. Dette forsøg på at af-arabisere og afnationalisere muslimerne er årsagen til, at den arabiske nationalisme først fik fodfæste blandt de kristne.

Senere fandt heller ikke de engelske myndigheder nogen særlig interesse i at uddanne den befolkning, de havde underlagt sig. Af praktiske grunde var man selvfølgelig nødt til at give de lokale embedsmænd et minimum af uddannelse; men generelt kan det fastslås, at de vestlige kolonimagter ikke fik civilisationens lys til at stråle særlig stærkt i Mellemøsten. Således var der endnu i 1944 ingen skoler i 58% af alle landsbyer i Palæstina, og i 95% var der ingen pigeskoler. Da størstedelen af landbefolkningen var muslimer, betød det, at kun 25% af de muslimske børn gik i skole, mens tallet for de kristne var 90%. 1 1948 kunne 70% af palæstinenserne ikke læse og skrive.

Palæstinenserne som flygtninge

l 1947 tildelte FN jøderne 56,5% af Palæstinas jord; indtil da havde de ejet mindre end 10%, og efter krigen i 1948-49 var palæstinensernes andel skrumpet ind til 22%. På den ene side var denne omfordeling af ejendoms- og brugsretten til Palæstinas jord blevet besluttet mod palæstinensernes og de arabiske nabostaters vilje, og på den anden side var zionisterne ikke tilfreds med det område, FN havde tildelt dem; derfor antog udviklingen så voldelige former, at ca. 750.000 af Palæstinas 1,3 million arabiske indbyggere blev flygtninge. Flygtningenes identitet afslører samtidig voldsmændenes identitet.

De palæstinensiske flygtninge slog sig i begyndelsen ned så nær som muligt ved den nye Israel-stats grænser (Gaza, Vestbredden, Sydlibanon, sydlige Syrien) og ventede i de første år på, at de skulle rejse tilbage »i morgen«. Dette håb fik den 11. december 1948 ny næring, da FN’s generalforsamling i sin resolution 194 besluttede, at flygtningene skulle have lov til at vende tilbage til deres hjem. Dette og mange senere påbud fra FN har Israel endnu ikke efterkommet.

Palæstinenserne i Israel

Af de palæstinensere, som blev tilbage i den nyoprettede stat Israel, boede indtil begyndelsen af 1960’erne hen imod 75% på landet. Ti år senere var tallet faldet til 56%. Denne vandring fra land til by afspejlede sig naturligt også i erhvervsstrukturen. l 1963 var 38% beskæftiget i landbrug og fiskeri mod 20% ti år senere. Størsteparten af de bortflyttede blev kanaliseret over i bygge- og servicesektorerne. Den proletarisering, som dette resulterede i, var imidlertid ikke et resultat af en traditionel industrialiseringsproces, men fremskyndedes af specielle faktorer, hvoraf den vigtigste er Israels ekspropriering af arabisk jord.

Siden staten Israels oprettelse er 478 at de i alt 585 arabiske landsbyer blevet jævnet med jorden. 6.500.000 dunam jord (svarende til 6.500 krn2 eller 1/4 af Palæstinas samlede areal) er blevet konfiskeret. Den gennemsnitlige størrelse af de arabiske landsbyers opdyrkede areal er blevet 41/2 gang mindre samtidig med, at folketallet er blevet 3-4 gange større.

En anden faktor er de palæstinensiske landsbyers dårlige forfatning, som Nazareths borgmester Tawfiq Zayad i 1976 beskrev således:

»De offentlige serviceydelsers tilstand i arabiske byer og landsbyer er tragisk: Der findes ikke en arabisk landsby, der har et kloaksystem, bortset fra Nazareth, som har et, der er delvist udbygget. Ikke en arabisk landsby har et net af asfalterede veje og gader. I bedste fald vil den arabiske landsby være forbundet med hovedvejen med en enkelt vej. Størstedelen af arabiske landsbyer mangler elektricitet, telefonforbindelse, sundhedscentre osv. De arabiske landsbyer kan kun benytte en lille del af deres jord til byggeri. Hensigten med dette er at bevirke en territorial kvælning ved at forhindre al udvikling og udvidelse. Der findes ikke et eneste offentligt bibliotek i de arabiske landsbyer og byer. Der er ingen velegnede fodboldbaner eller ungdomscentre eller teatre eller kulturcentre, som ellers følger med moderne udvikling. Alle eksisterende kulturelle og sportslige aktiviteter i de arabiske områder finder sted på trods af de planlagte kvælningsforsøg«.

1 1972 var 54,8% af palæstinenserne i Israel beskæftiget i bygge-, håndværks- og servicesektorerne, for hovedpartens vedkommende som ufaglærte. Der synes at være sket en vis lønudjævning mellem jødiske og arabiske arbejdere i Israel, således at en arabisk arbejder i 1973 tjente 84% af den jødiske arbejders løn. Pro persona indkomsten er derimod langt større for jøderne, fordi gennemsnitstallet i en arabisk familie er større end i en jødisk (6,4 personer mod 3,9). l perioden 1967-70 beregnedes indkomsten pr. person til 1200 israelske pund for arabere, mod 3000 israelske pund for jøder.

Palæstinas tredje kolonimagt i dette århundrede, zionisterne, har ikke vist sig mere interesseret i palæstinensernes ud dannelse end de to forrige. Ti år efter staten Israels oprettelse gik kun 49% af palæstinensere under femten år i skole. l 197 var tallet steget til 75%. Endnu i dag er der stor mangel på sko ler, og de der findes mangler stort set alt det moderne udstyr som findes i jødiske skoler.

Efter som myndighederne helst ser, at palæstinenserne fortsat udgør en billig ufaglært arbejdskraftreserve er kravene til undervisningens kvalitet meget små. Det politiske aspekt af dette blev formuleret af Uri Lubrani, som tidligere var rådgiver i arabiske anliggender for Israels premierminister:

»Hvis der ikke var nogen elever, ville situationen være bedre og mere stabil. Hvis araberne forblev brændehuggere, ville det måske være nemmere for os at kontrollere dem.«

Medens palæstinenserne udgør 15% af befolkningen i Israel er kun 1,8% af de universitetsstuderende palæstinensere; tre gange færre end gennemsnittet for de arabiske lande og endnu længere under gennemsnittet for palæstinensere uden for Israel. Flere fakulteter er totalt lukkede for palæstinensere og andre meget vanskelige at få adgang til. l 1971 fandtes der 1 seminarium og 1 landbrugsskole for palæstinensere mod henholdsvis 38 og 30 for jøderne.

Palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza

Af den trekvarte m i l I ion, som flygtede på grund af krigen i 1948, endte ca. 360.000 på Vestbredden og ca. 200.000 i Gazastriben. Da Israel i junikrigen 1967 havde besat disse områder, udgjorde befolkningen i dem ca. 1.000.000. Dette tal indbefatter flygtninge fra 1948; derimod er de ca. 450.000, som flygtede under og efter junikrigen ikke regnet med. Mange af dem blev nu flygtninge for an ‘ den gang i deres liv. l Gazastriben bor langt over halvdelen af flygtningene i otte store lejre. Det tilsvarende tal er for Vestbredden ca. 25% fordelt på tyve lejre.

Koloniseringen af Vestbredden og Gaza adskiller sig økonomisk ikke stort fra den gammeldags kolonialisme med det ulige bytteforhold som et fremherskende træk. 1 1973 var de besatte områder Israels næststørste eksportmarked (efter USA), idet Israel tegnede sig for 90% af områdernes import mod kun 2% af deres eksport. Samtidig »opmuntrede« Israel landbruget til at tilpasse produktionen efter israelske behov.

De besatte Områders vigtigste eksportartikel til Israel er arbejdskraft. l 1974 arbejdede 70.000, 30% af de erhvervsaktive og 50% af alle lønarbejdere, i staten Israel. 52% af dem var beskæftiget i bygge- og anlægssektoren, 19% i landbruget, 18% i småindustrien og 11 % i servicefag. Fordelene ved at beskæftige palæstinensere er mange og store. Det mandskabskrævende militærapparat bevirker, at der konstant er mangel på arbejdere, og desuden er den palæstinensiske arbejdskraft billig og fleksibel. Gennemsnitsdaglønnen var i 1973 22,9 isr. pund for palæstinensere og 42,8 for israelere. Der bliver trukket 40% af den udbetalte løn til skat og forsikringer, selv om palæstinenserne ikke har ret til de samme sociale ydelser som israelere. De der arbejder som fremmedarbejdere i deres eget land kører enten frem og tilbage hverdag, eller de overnatter i skure og barakker, som ofte er låst ude fra om natten, fordi det er forbudt palæstinensere fra de besatte områder at blive natten over i Israel.

Israelerne ynder at fortælle om den forbedrede levestandard, palæstinenserne har opnået under deres styre; men i reglen glemmer de at føje til, at nok steg lønnen med 127% i perioden 1969-73, men samtidig steg forbrugerprisindekset fra 100 til 207 (oktober 1974 = 305). Endvidere glemmer de, at tiden næppe ville have stået stille uden Israels tilstedeværelse, og at palæstinenserne i f.eks. Jordan i hvert fald indtil 1970 havde større per capita indkomst end palæstinenserne i de besatte områder.

48% (60.000) af den erhvervsaktive befolkning på vestbredden og 56% (38.000) i Gaza er arbejdere, heraf henholdsvis 25% og 14% industriarbejdere.

Proletariseringen i de besatte områder har betydet et fald i antallet af selvejende bønder (1973: 26.000 på Vestbredden og 4.600 i Gaza). Landbrugsarbejderne udgør henholdsvis 3.900 og 7.200. Resten af småborgerskabet består af handlende, restauratører, folk i administrationen og de liberale erhverv; tilsammen bliver deres antal 74.000.

Den eneste gruppe blandt palæstinenserne, som kan siges at have haft fordel af besættelsen er handelsstanden, som traditionelt er indflydelsesrig i arabiske lande. Det er da også denne del af borgerskabet, der har vist størst vilje til samarbejde med besættelsesmagten. De store jordbesiddere og industrien har derimod lidt store tab på grund af konkurrencen fra Israel, der er hjulpet af statssubsidier. De har derfor set deres interesse i sammen med den øvrige befolkning at bekæmpe den israelske besættelse.

Den økonomiske diskriminering af palæstinenserne følges op af en tilsvarende politisk. Hvis man ikke er enig med israelerne i deres begejstring for den »humane« besættelse, og hvis man giver udtryk for denne uenighed, kan man fængsles administrativt på ubestemt tid. En person, der blot mistænkes for at have begået en »sikkerhedsforbrydelse«, eller som er beslægtet med en sådan person eller har givet vedkommende husly, kan få sit hus sprængt i luften. Mere end 15.000 huse er siden 1967 blevet ødelagt som følge af denne FN-stridige kollektive afstraffelse. En anden form for kollektiv straf er udgangsforbudet. Det kan erklæres for en landsby, en flygtningelejr eller for størstedelen af en by. Et 5-dages udgangsforbud kan være en ganske effektiv straf. Hvis alt dette ikke skulle vise sig tilstrækkeligt, kan man gribe til deportationer af besværlige personer. Man sender dem ganske simpelt hen over Jordanfloden til nabolandet Jordan.

Når de fleste palæstinensiske børn i dag får i hvert fald en grunduddannelse, er det ikke mindst takket være UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinenserne. Desværre gør UNRWA’s statistikker det ikke muligt at give et generelt billede af uddannelsessituationen, fordi kun ca. halvdelen af palæstinenserne er registrerede som flygtninge og modtager hjælp; men de kan dog give et fingerpeg. Hjælpen svarede i 1970 til 10 cent om dagen pro persona, fordelt på 5 cent til mad (15-1600 kalorier om dagen), 1 til sundhed og 4 til uddannelse. De bliver først og fremmest brugt til grunduddannelse, som tilbydes alle. De dygtigste elever (ca. en fjerdedel) kan søge om tre år mere, og et lille antal kan få legater til at læse på universitetet. Imidlertid udgør UNRWA ikke den eneste mulighed for dem, som ønsker at læse videre. Ved egen og andre arabiske regimers hjælp er det lykkedes for palæstinenserne at nå et meget højt uddannelsesniveau. l dag er der således flere universitetsuddannede pr. 1000 indbyggere blandt palæstinenserne uden for Israel, end tilfældet er i England og Frankrig.

Det er vigtigt at bemærke, at medens pigerne oftest tidligere blev taget ud af skolen efter endt grunduddannelse synes man i dag at være ved at nærme sig de tal, som var gældende for Gazastriben under den ægyptiske besættelse, hvor der var nogenlunde lige mange drenge og piger under mellemskoleuddannelse.

Palæstinenserne uden for Palæstina

De palæstinensere, som er flygtninge uden for Palæstina fordelte sig i 1970 således:

Libanon

900.000 Jordan 240.000 Syrien 155.000 Kuwait (1974) 195.000 Ægypten 33.000 Irak 24.000 Den Arabiske Golf 15.000 Libyen 5.000 Saudi Arabien 20.000 USA 7.000 Latinamerika 5.000 Vesttyskland 15.000

I LIBANON var der før borgerkrigens begyndelse i 1975 17 lejre med i alt ca. 150.000 flygtninge. Af dem modtager 96.000 hjælp fra UNRWA. Deres levevilkår fremgår af følgende tal: 3,5 person pr. værelse; mindre end 12% af husene har badeværelse; næsten 60% har ikke rindende vand; 20% har intet toilet; 35% har ikke elektricitet og kun 0,1% (formodentlig forretninger) har telefon.

Befolkningen i lejrene er meget ung. Kun 8% er over 50 år og hele 64% mellem 1 og 19. Uddannelsesniveauet er lavt med en gennemsnitsanalfabetisme for mænd på 48,7% (lavest for de 10-14 årige med 6,3%) og på 68,7% for kvinder (19,2% blandt de 10-14 årige). Hvor kønnet spiller ind i uddannelsen selv for børn i underskolen, vil det ofte være økonomien, der afgør, om barnet skal gå videre i mellem- og realskole. Bortset fra pengemangel giver de dårlige erhvervsmuligheder efter endt skolegang heller ikke noget større incitament til at fortsætte denne. Ganske vist har de fleste mænd mellem 20 og 54 arbejde, men det er dels som dårligt betalte ufaglærte, dels som daglejere. Erhvervsaktiviteten blandt kvinderne i lejrene er uanset alder meget lav.

Lejrene adskiller sig fra almindelige slumkvarterer ved at have en ganske fast social struktur, som ofte er medbragt fra Palæstina, således at hele landsbyer ofte bor i det samme kvarter. Det har betydet en styrkelse af solidariteten og den nationale identitet, men har samtidig medført en fastholden ved f.eks. kønsrollemønstre, der ikke længere er tidssvarende. En anden form for indflydelse – som til tider arbejder i modsat retning -kommer fra modstandsorganisationerne og den store opbakning bag dem fra beboernes side.

Modstandsbevægelsens tilstedeværelse i lejrene er ikke blot politisk og militær, men antager mange andre konkrete former. Der er oprettet klinikker, børnehaver, skoler, systuer og kunsthåndværksteder, alt sammen institutioner som dels skal beskæftige dels uddanne flygtningene.

Situationen i KUWAIT adskiller sig fra den libanesiske ved at palæstinenserne ikke bor i lejre og ikke har nogen militær organisation i landet. De indtager alle mulige stillinger lige fra højtstående embedsmænd, professorer, forretningsfolk og lærere til taxachauffører. De har med deres ofte højere uddannelse i

vid udstrækning bidraget til opbygningen af landet; det er en kendsgerning, Kuwait i lighed med flere af de øvrige arabiske oliestater synes at glemme, når de undlader at forlænge palæstinensernes opholdsvisum udover den produktive alder. Taget i gennemsnit betaler de også langt lavere lønninger og yder ringere sociale ydelser til palæstinenserne, ligesom til de øvrige, der ikke er kuwaitiske statsborgere; de udgør tilsammen omtrent halvdelen af befolkningen.

l SYRIEN bor flygtningene i og omkring Damaskus; godt og vel en tredjedel bor i ti forskellige lejre. De har samme ret som syrerne til arbejde og uddannelse og samme pligt til at gøre militærtjeneste uden dog at kunne opnå syrisk statsborgerskab og uden at have fuld bevægelsesfrihed i og ud af landet. En del af PLO’s organisatoriske apparat ligger i Syrien.

JORDAN er værtsland for det største antal palæstinensere, og de hidrører fra flugten i såvel 1948 som 1967. Lidt over en fjerdedel af dem bor fortsat i ti lejre i og omkring hovedstaden Amman, og i den nordlige del af landet. Indtil de blodige begivenheder i september 1970 og i sommeren 1971 var Jordan centrum for den palæstinensiske revolution, men efter opgøret har palæstinenserne måttet flytte deres organisationsapparat til Libanon og Syrien.

Kilder:

A Survey of Palestine, vol. 1 nr. 14 (1974)Journal of Palestine Studies nr. 7 (1973), nr. 12 (1974), nr. 21 (1976), nr. 24 (1977)Kontakt (Mellemfolkeligt Samvirke), nr. 5 (1976-77)Israel & Palestine, nr. 64 (1977)MERIP Reports, nr. 53Sabri Jiryis: The Arabs in Israel, Beirut 1969.