Den sorte mandag
Fra Al Fajr den 22. oktober 1990, oversat af Søren Højmark
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 4, 1990
Den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation AI-Haq har foretaget en registrering af forløbet den 8. oktober på Al Haram al Sharif (også kaldet “Tempelpladsen” eller i de sidste år “Tempelbjerget”). Politi skød med skarpt på den store menneskemængde, der var forsamlet på området. Efter de korrigerede tal døde 17 palæstinensere, og godt 150 blev såret Teksten er hentet fra den engelsksprogede palæstinensiske ugeavis Al-Fajr den 22. oktober.Forløbet fra time til time
Denne oversigt over begivenhederne mandag den 8. oktober på al-Haram al-Sharif er bygget på over 50 interviews fra dagene 8. -11. oktober, udført af 13 af al -Haq-stabens medlemmer. Mange af de kendsgerninger, som bliver præsenteret i det følgende, er bekræftet af rapporter fra andre vidner.
Der er tale om en så nøjagtig rekonstruktion af begivenhedsforløbet, som det har været al-Haq muligt at foretage. Alle kræfter er blevet anvendt for at skaffe troværdige og bekræftede vidnesbyrd til veje; i adskillige tilfælde har al-Haq undladt at bringe detaljer, som det ikke var muligt at få bekræftet på tilfredsstillende måde.
De interviewede omfattede kvinder og mænd, der deltog i gudstjenesten, embedsmænd fra al-Awqaf (Den muslimske religiøse forvaltning), folk, som ikke deltog i gudstjenesten, men var til stede på al-Haram, beboere i huse inden for al-Haram området, beboere i området op til al-Haram, læger og sygeplejersker, vagter fra al-Haram, ambulancechauffører, sårede mænd, kvinder og børn.
Det pågældende område er på ca. 140 dunums (én dunum er 1.000 m’) og er kendt som al Haram. Området omfatter al-Aqsa moskeen (hvor mænd sædvanligvis beder) og Klippemoskeen (hvor kvinder sædvanligvis beder). Hertil kommer et museum, skoler, en klinik, en politistation, et bibliotek med arkiver, kontorer samt dele med oliven- og fyrretræer.
Siden 1967 har al-Haram været under opsyn af al-Awclaf, hvis hovedkontor befinder sig lige uden for al-Naher porten. Hele området er omgivet af en mur. Der er adgang gennem 8 porte som sædvanligvis er åbne. Det israelske politi har effektiv kontrol med alle portene, hvis nøgler al-Awqaf er i besiddelse af (med undtagelse af al-Magharbeh porten.
Til daglig står der en vagt fra al-Awqaf og to israelske politimænd ved hver port. Israelsk grænsepoliti (en speciel hær-enhed knyttet til politiet og under politiministeriets kommando) er stationeret i en bygning kendt under navnet Mahkameh og beliggende mellem al-Silsfleh og al-Magharbeh porten. Grænsepolitiet kan komme til al-Haram området, når det passer dem, og de foretager rutinepatruljeringer der, sædvanligvis i grupper på 15, uden at indhente tilladelse fra al-Awqaf.
Normalt er Haram åben for turister og ikke-andagtssøgende. Folk som passerer portene i den Gamle By risikerer at få kontrolleret deres ID-kort, særlig om fredagen og andre dage, hvor man venter stor mængder af mennesker. Vestmuren (grædemuren), som er hellig for jøderne, ligger mellem al-Magharbeh porten og al-Silsileh porten. Ovenover Vestmuren og med udsigt ud over al Haram-området er der en mur ca. 10 meter høj og flere meter bred, hvor grænsepolitiet kan patruljere og ofte gør det.Det er muligt for køretøjer at få adgang gennem al-Asbat porten til Al-Aqsa’s forgård og den østlige del af al-Haram.
Baggrund for begivenhederne den 8. Oktober
En gruppe jødiske ekstremister »Tempelbjergets troende«, dannet i 1967, har som deres primære mål at bygge det tredje tempel på al-Haram. Gruppen har i den forløbne tid fået tilladelse til at komme ind på al-Haram området på særlige religiøse helligdage, og har sædvanligvis fået lov til at være der i grupper på 2, ledsaget af israelsk politi. l år ansøgte de om tilladelse til at nedlægge en grundsten til det tredje tempel den 8. oktober på al-Haram. Politiet forbød det og gav gruppen tilladelse til at komme ind mellem klokken otte og klokken elleve. De tempelbjergstroende appellerede til højesteret for at få forbudet omstødt. De trak derefter deres appel tilbage. Men blandt mængden på al-Haram bredte formodningen sig om, at de ville prøve at komme ind, og at grænsepolitiet ville bistå dem med det.
Opfordringer om fredagen fra moskeerne og i skolerne til at komme til al-Haram den 8. oktober for at forsvare pladsen og hindre den i at blive overtaget af de tempelbjergstroende blev fulgt af mange.
Tidlig mandag morgen. Daggry til kl. 8.00
Der var ingen kontrolsteder på Ramallah-Jerusalem vejen før efter otte. Der var ingen kontrolsteder på vejen fra Betlehem.
Kl. fem var der allerede kommet 500 mennesker til al-Haram. Ved morgenbønnen var der sandsynligvis 1000 bedende på al-Haram området.
Kl ca. 7.30 dukkede en grænsepolitipatrulje på omkring ti mand op gennem al-Margharbeh porten og inspicerede området omkring porten. Fra ca. kl. otte blev turister forhindret af grænsepoliti og politiet ved indgangene i at betræde området.
Kl. 8.00-10.00
Flere andagtssøgende kom til al Haram og blev ikke undersøgt. Sheiker, som talte til grupperne, der var samlet over hele området, understregede vigtigheden af behersket optræden, samtidig med at de påpegede muslimernes pligt til at beskytte de hellige steder. De gik også rundt blandt folk og manede til besindighed.
Awqaf personalet var opmærksom på muligheden for konfrontationer, da spændingen var intens på grund af grænsebetjentenes provokerende holdning ved al-Magharbeh porten. De forsøgte at dæmpe spændingerne og påbød ro og disciplin:
De beordrede alle kvinder til pladsen omkring Klippemoskeen og alle mænd til al-Aqsamoskeens forgård,
De fik unge mænd til at formere en menneskekæde for at forhindre, at det udviklede sig til konfrontationer i nærheden af al-Magharbeh porten. De mødtes på forskellige tidspunkter med israelske sikkerhedsofficerer, heri inkluderet en yemenitisk officer fra grænsepolitiet, Shlomo Qatavi, (»Abu Tal«), for at få grænsepolitiet til at lade være med at provokere mængden. Ved forskellige lejligheder svarede Shlomo Qatari: »1 dag bliver det ingen spøg.« og »Hvis der bliver smidt med sten, vil vi søle pladsen til med blod.«
Sheikh Hamed al-Beitavvi holdt den sidste prædiken ved titiden. Efter den læste/ sang en tolvårig dreng et digt i ca. fem minutter. På det tidspunkt var der mellem 3.000 og 5.000 mennesker til stede. Det svarer til antallet på en almindelig fredag, hvor der ikke er adgangsforbud til Jerusalem (fra de øvrige besatte områder, red.). Det usædvanlige var, de intense spændinger, fordi man hvert minut ventede en konfrontation med de tempelbjergstroende, som man var kommet for at beskytte det hellige sted imod.
Kl. 10.00-10.50
Folk vidste, at de tempelbjergstroende ikke fik adgang efter kl, 11.00. Derfor ville begivenhederne, hvad de end gik ud på, indtræffe før dette tidspunkt. Spændingerne voksede hvert minut. Men ifølge vidnerne skete der ikke noget før kl. 10.30.
Mellem kl. 10.30 og 10.50 (det mest sandsynlige er 10.45) blev kvinderne ved Klippemoskeen udsat for tåregas. Al-Haq udspurgte mange kvinder og mænd om begivenhedernes nøjagtige forløb, men fik forskellige oplysninger om, hvor præcis tåregassen kom fra, og hvad der var gået forud. Men det er en kendsgerning, at der blev skudt med tåregas. Det er derfor klart, at uanset hvem der gav ord ren eller selv bestemte at affyre tåregassen, gjorde de det uden at tage den voksende spænding i betragtning eller tænke på de konsekvenser, det måtte få under de givne omstændigheder. Der blev herefter ikke gjort forsøg på at dæmpe gemytterne og forhindre den efterfølgende vold. Det er blevet godtgjort, at dette markerede indledningen til reaktionerne.
Mændene ved al-Aqsa fortæller, at de hørte råb: »Soldaterne er kommet, Allahu akbar,« fra kvinderne. Det må understreges, at folk, som var kommet for at beskytte deres hellige sted forventede, at de tempelbjergstroende ville komme før kl. 11.00. Nogle af mændene løb mod nord, hen til kvinderne, men et stort antal bevægede sig mod vest over imod grænsebetjentene, der opholdt sig ved Magharbeh porten. Der var 15-20. Da de så mængden nærme sig, begyndte grænsepolitiet at skyde på mændene, som svarede med sten. Grænsepolitiet prøvede ikke på at advare eller at affyre varselsskud i luften eller at bruge andre metoder til at neddæmpe eller kontrollere mængden af mennesker uden at påføre dem alvorlige skader. l stedet for skød de og ramte mindst 20.
På trods af antallet af ramte, fortsatte mængden, og grænsepolitiet trak sig til sidst tilbage bag al-Magharbeh porten.
Da skydningen fortsatte, kunne man høre al-Awclaf sheikher råbe i megafon: »Gå ind i moskeerne. Al-Haram er et sted beregnet til gudsdyrkelse, ikke til kamp. Der er døde og sårede. Få politiet til at tale med os, der finderen massakre sted i Al-Aqsa moskeen. Stå ikke foran soldaterne. Lad dem ikke dræbe jer. Hold jer fra al-Aqsa’s mure og al-Mahkameh området og Vestmuren, hvor der er soldater. Alle mænd skal gå til al-Aqsa. Alle kvinder skal gå til Klippemoskeen.«
Han henvendte sig også til grænsepolitiet og sagde »Det er nok. Der er skudt nok. Stands skydningen.«
Kl. 10.50-11.20
De unge mænd løb hen til al-Magharbeh porten og lukkede den. På dette tidspunkt blev der skudt på mængden fra vinduerne i bygningen, kendt under navnet Mahkarneh. Den er dækket med trådnet med huller som geværerne blev stukket ud igennem. Mængden smed sten i den retning, hvor skuddene kom fra og mod Magharbeh porten. Nogle af dem faldt ned på pladsen foran Vestmuren (Grædemuren), som befinder sig på den anden side af muren (omkring Haram, red.). Samtidig afskød grænsepolitiet, som befandt sig bag porten, store mængder af tåregas. De skød også med et gevær, hvis løb blev stukket igennem et allerede eksisterende hul i al-Magharbeh porten. Det er helt klart, at mange af de sårede og dræbte blev ramt i løbet af de følgende 20 minutter, altså fra ca. 11.00-11.20. Mindst en af grænsepolitiets folk havde sat sit gevær på »automatisk«.
Den første ambulance ankom ca. 11.00. Den kørte gennem Løveporten (nord for al-Haram, red.) og kørte ind foran al-Aqsa. Lægen, der steg ud for at hjælpe en såret, blev med det samme skudt i benet. Der blev også rettet skud mod ambulancen og en sygeplejerske, Fatima Abdel Salam Abu Khdeir, 35, som blev alvorligt såret. En anden sygeplejerske blev arresteret. Muhammad Hassan Abu Rayyala, 25, sygeplejerske på Makkassed hospitalet blev skudt, mens han var i færd med at yde hjælp. Den sårede, som han søgte at hjælpe, døde senere,
Kl. 11.20-11.30
Kl. ca. 11.20 blev al-Magharbeh porten stormet af mellem 40 og 50 forstærkningsstyrker, som kom igennem og drev mængden hen mod al-Aqsa og området omkring moskeen, mens de skød vildt. Mange unge mænd rettede nu deres opmærksomhed mod de sårede. De prøvede at få dem og de døde hen til klinikken, der befinder sig i den nordlige del af al-Haram pladsen, eller ind i al-Aqsa eller Klippemoskeen. Mange af dem, der var involveret i evakueringen af de sårede, rapporterer om, at grænsepolitiet beordrede dem til at lade de sårede være, da de ellers ville blive dræbt. Der var også beretninger om soldater, der slog de sårede. Mange mænd og kvinder søgte bekyttelse i moskeerne, mens andre prøvede at undslippe ved at flygte mod øst til oliventræerne. Mere grænsepoliti var nu kørt igennem Løveporten i to jeeps, som blev parkeret inde på Haram i den sydlige ende. De skød og dræbte i hvert fald to her. De, der forsøgte at undslippe gennem al-Harams porte blev stoppet. På dette tidspunkt var der repræsentanter for ICRC og UNRWA til stede (Røde Kors og FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, red.)
Kl. ca. 11.30 kunne man se en gul helikopter flyve over al-Haram området. På det tidspunkt var både al-Aqsa og Klippemoskeen fyldt med døde og sårede og folk, der var flygtet fra skyderierne og tåregassen. Der kom forhandlinger i stand mellem grænsepolitiet, al-Awqaf embedsmænd og repræsentanter for ICRC og UNRWA om evakuering af menneskemængderne fra de to moskeer. Soldater forfulgte unge mænd, der prøvede på at flygte. De, der var uden for moskeen prøvede på at flygte for at undgå at blive arresteret, og grænsepolitiet forfulgte dem. Der blev rapporteret mange tilfælde af alvorlige slag. Der blev også skudt og mange blev arresteret. Vidner skønnede, at der var 100 soldater til stede på dette tidspunkt.
Kl. 11.30-12.30
Det var forbudt at gå ud af al-Haram, og soldater arresterede dem, der prøvede at komme gennem portene. Det lykkedes nogle at forlade pladsen. Der er vidnesbyrd om, at der i det mindste ved én port var folk udefra, der prøvede på at komme ind. Soldater forsøgte på at forhindre det, men det lykkedes dem ikke. Evakueringen af de sårede fortsatte med afbrydelser. Spredt skydning blev ved i omliggende områder, men der er ikke rapporteret om døde. Vidner fortæller, at alvorligt pryglen og arrestationer i stort omfang fortsatte. Politiet og grænsepolitiet havde fuld kontrol over situationen.
Endelig opgørelse
Der var 21 døde (senere korrigeret af al-Haq til 17, red.). Over 150 var såret, af dem er seks eller otte’s tilstand kritisk (på tidspunktet for al-Haq rapporten, red.). 150 blev arresteret inden for al-Haram området og 120 udenfor. Alle var evakueret kl. 5.00.
Konklusioner:
1. »De tempelbjergstroende,< annoncerede deres beslutning om at møde op på al-Haram al Sharif den 8. oktober 1990 og inviterede offentligt jøder til at slå følge. Som svar på det, der blev opfattet som en trussel mod al-Harams helligdom, kom der offentlige opfordringer til muslimer om at samles og forsvare al-Haram på den dag.
2. Der var ingen opfordringer til at stene jøder, som bad ved Vestmuren, og der var ingen forsætlige angreb på de andagtssøgende der. Tværtimod. Der kom udtrykkelige opfordringer til ro og beherskelse fra højttalerne på al-Haram. De sten, der faldt på pladsen foran Vestmuren, blev kastet mod grænsepolitiet i nærheden og uden for Magharbeh porten.
3. Stik imod de officielle regler for at åbne ild kom grænsepolitiet ikke med nogen advarsler til mængden på al-Haram, hverken mundtligt eller ved at affyre varselsskud i luften.
4. Efter at grænsepolitiet havde åbnet ild, skød de uden at lægge bånd på sig selv og anvendte lejlighedsvis automatiske skydevåben.
5. Der blev ikke hjulpet til med at redde liv; tværtimod blev der lagt alvorlige hindringer i vejen fra ordensmagtens side.
6. Der blev fra ordensmagtens side ikke gjort noget forsøg på at samarbejde med de tilstedeværende al-Awqaf embedsmænd for at undgå konfrontation og opnå ro og tilbageholdenhed. Tværtimod. De forsøg, al-Awqaf personalet gjorde på at formindske spændingerne, blev afvist af grænsepolitiet.
7. Der blev ikke taget særlige foranstaltninger i brug for at kontrollere den potentielt eksplosive situation uden brug af våben. Vandkanoner og plastskjolde, som tidligere har været anvendt af Jerusalems kommunale myndigheder for at kontrollere folkemængder, blev ikke stillet til rådighed, hverken før eller under begivenhederne den 8. oktober.
8. Grænsepolitiet og politiet var på intet tidspunkt i en livsfarlig situation og var derfor helt uberettiget til at anvende voldsomme og dødbringende magtmanifestationer, Hvis det blev opfattet som en sådan trussel, så berettiger det ikke til at anvende dødbringende metoder af den slags i så lang tid.
9. Observatører fra internationale organisationer som Den internationale Røde Kors komité var ikke tilstrækkelig effektive til at begrænse grænsepolitiets og politiets aktioner.
10. Selvom den palæstinensiske opstand er næsten tre år gammel, så lader det ikke til, at man har lært af tidligere konfrontationer. Og oplagte metoder til at formindske spændinger på ved brug af effektiv og ikke-dødelige kontrolmetoder, blev ikke sat i værk.