Erobringen af det tomme land

Flemming M. Hansen, Palæstina Orientering nr. 4, 1986

Erobringen af det tomme land

af Flemming M. Hansen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 4, 1986

Den zionistiske arbejderbevægelse og det »arabiske spørgsmål« i zionismens førstatslige periode.

Den offentlige debat om Palæstinakonflikten er meget atypisk, i den forstand, at det ofte er en strid om rene fakta, der præger den. Joan Peters bog er et udmærket eksempel på denne tendens. Det drejer sig ikke om en tolkning af de faktiske begivenheder, men om at nå til enighed om, hvad der rent faktisk er sket. Var Palæstina et tomt land, da de jødiske kolonisatorer ankom? Blev palæstinenserne fordrevet, eller forlod de frivilligt landet i 1948? Og i 1967?

Den zionistiske propaganda har med stor succes benyttet sig af historieforfalskningens kunst for at bortforklare eller benægte zionismens skyld i konfliktens opståen og palæstinensernes fordrivelse. Besættelsen af Gaza og Vestbredden i 1967 har imidlertid vanskeliggjort dette arbejde. Efter besættelsen af henved en million palæstinensere var det vanskeligt slet og ret at benægte det palæstinensiske folks eksistens, eller afvise zionismens andel i konflikten. Derfor har Joan Peters genoplivelse af denne forældede myte også virket mere pinlig end den har vakt begejstring i Israel. Her har andre, men ligeså forvanskende, udlægninger været nødvendige for at bortforklare konfliktens egentlige årsager og baggrunden for den palæstinensiske kamp imod Israel. F.eks. fordømmelsen af palæstinensernes repræsentant, PLO, som en flok blodtørstige terrorister.

Historisk set, er de zionistiske forsøg på at mystificere konfliktens væsen, imidlertid af relativ ny dato, og først blevet en del af propagandaen efter den israelske statsdannelse i 1948. Før den tid blev konflikten af zionisterne betragtet som en reel, nærmest uundgåelig konflikt mellem to folk – jøder og arabere -, der begge gjorde krav på retten til Palæstina. Og man gjorde ingen forsøg på at mystificere eller bortforklare, hvorfor palæstinenserne modsatte sig den zionistiske kolonisering af landet. l 1929 skrev Ben Gurion således f.eks.: »Vi må træde frem for det arabiske folk, uden at foregøgle dem noget, uden at tilsløre vores zionistiske bestræbelser, med ord om sandhed og frihed. Vi vil åbent sige: Vi viger ikke herfra, hvad der end måtte komme… Men vi anerkender jeres behov og kender til jeres nationale bestræbelser… Vi må finde en vej, der, uden at krænke det jødiske folks rettigheder og dets reale interesser i landet, fuldt ud kan tilfredsstille arabernes krav hvortil også deres politiske krav hører.«

Zionisterne ignorerede eller bagatelliserede ikke desto mindre i mange år det »arabiske spørgsmål«. Først da den arabiske modstand blev så voldsom, at den skabte problemer for virkeliggørelsen af zionismen, og derfor ikke længere bare kunne ignoreres – og på et tidspunkt, hvor det faktisk allerede var for sent at nå til en fredelig overenskomst med araberne -, skænkede man problemet større opmærksomhed. Og selv da blev det som regel ved tomme løfter eller fromme ønsker.

Zionisterne »opdager« det ‘arabiske spørgsmål’

Ifølge den daværende præsident for »Den Zionistiske Verdensorganisation«, Chaim Weizmann, opdagede den zionistiske bevægelse på den 12. kongres i Karlsbad, september 1921, det »arabiske spørgsmål«. Denne konstatering er dog en sandhed med modifikationer. De borgerlige zionister havde traditionelt koncentreret sig om ad diplomatisk vej at sikre sig stormagternes støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina og interesserede sig kun lidt for hvad der foregik i selve Palæstina. Det var sålede først deciderede voldelige sammenstød mellem arabere og jøder i Palæstina, i påskedagene 1920 og begyndelsen af maj 1921, der, om ikke ligefrem konfronterede de borgerlige zionister med eksistensen af en arabisk befolkning i Palæstina så i hvert fald tvang dem til nu at se problemet i øjnene.

Noget anderledes forholdt det sig derimod for arbejderzionismens vedkommende. Arbejderzionisterne fordrede praktisk koloniseringsarbejde i Palæstina og gav ikke meget for de borgerlige zionisters politiske leflen for kolonimagterne. Lige fra starten af den anden alyah i 1904, der især havde ført socialistisk inspirerede russiske zionister til Palæstina, havde arbejderzionismen på helt konkret vis oplevet sammenstødet med den arabiske realitet i Palæstina, – i form af konkurrencen med den billigere arabiske arbejdskraft. Arbejderzionisternes forsøg på at eliminere konkurrencen fra de arabiske arbejdere førte uvilkårligt til en konfrontation med disse. Heller ikke arbejderzionisterne prioriterede imidlertid en overenskomst med den arabiske befolkning i Palæstina særlig højt. Og de var ikke villige ti) at opgive deres national-jødiske interesser til fordel for socialistiske principper om arbejdernes internationale solidaritet. En af arbejderzionisternes ledende ideologer, Ben Zwi, senere præsident for Israel, fastslog således i 1913: »Stillet overfor en modsætning imellem nationale og socialistiske principper må de førstnævnte have forrang; en anden mulighed findes ikke.«

l denne kompromisløse ånd fortsatte arbejderzionisterne deres målrettede kolonisering af Palæstina, og set med nutidens øjne synes især arbejderzionisternes fremfærd og politik i Palæstina at have været den væsentligste årsag til den dybe forståelseskløft imellem jøder og arabere. l langt højere grad end det internationale politiske spil om Palæstina.

Modsætningerne imellem den første og den anden alyah

Den »socialistiske« anden alyah (1904-1914), bestående af russiske arbejderzionister, ankom til Palæstina for at blive bønder og arbejdere og for at opbygge et jødisk/socialistisk samfund. De håbede i Palæstina at kunne opnå en normalisering af det jødiske folk – d.v.s. at blive et territorialt forankret folk, der, som alle andre levede af frugten af det fælles arbejde. Deres idéer var en blanding af marxistisk teori og Tolstoy-inspireret agrar-romantik kombineret med jødisk nationalisme. Kun gennem en national – territorial løsning, mente de at det »jødiske spørgsmål« kunne løses. Tilværelsen i diasporaen havde forvrænget det jødiske folks sociale sammensætning – forvandlet det til et folk af købmænd og intellektuelle -, og fremmedgjort det overfor det naturlige fysiske arbejde, som er eksistensgrundlaget for ethvert folk. Denne skævhed kunne kun genoprettes hvis det jødiske folk igen blev territorialt forankret, som et naturligt, fysisk arbejdende folk. l modsætning til den foragtede og forhadte tilværelse i diasporaen som andenrangsborgere, ofre for antisemitisme og pogromer og uden fremtidsudsigter, men henvist til beskæftigelse inden for overfyldte erhverv, arbejdsløshed og fattigdom.

Disse glødende arbejderzionister kom i Palæstina meget snart i konflikt med medlemmerne af den første alyah, der var ankommet til Palæstina i begyndelsen af 1 880’erne. Disse første jødiske kolonisatorer var i Palæstina stødt på uoverstigelige klimatiske og økonomiske vanskeligheder og havde lige siden deres ankomst til Palæstina været afhængige af finansiel støtte fra filantroper i Europa -først og fremmest den franske finansfyrste Edmond de Rothschild, Rothschilds hjælp havde resulteret i etableringen af

flere plantager og vingårde, der, på klassisk kolonial vis blev drevet ved udbytning af den billige lokale arabiske arbejdskraft, Modsætningerne imellem den første og den anden alyah udkrystalliserede sig i spørgsmålet om anvendelsen af arabisk arbejdskraft på de jødisk ejede plantager. De unge jødiske arbejdere, der ofte intet kendte til landbrug og i øvrigt var uvante med forholdene og de svære arbejdsbetingelser i Palæstina, kom uundgåeligt til kort i kampen med den billigere palæstinensiske arbejdskraft. Og de jødiske plantage-ejere var ikke til sinds at opgive deres privatkapitalistiske interesser til fordel for en flok unge socialisters mildt sagt utopiske visioner om en genfødsel af det jødiske folk i Palæstina.

Af de omkring 10.000 unge mænd og kvinder blandt de 35.000 indvandrere i perioden fra 1904 til 1914, der ville være arbejdere, anslås det, at kun ca. 1000 fandt arbejde. Resten blev drevet til fornyet udvandring eller levede en kummerlig tilværelse, plaget af sult og sygdomme.

Kibbush Haavoda

Det var under indtryk af disse vanskelige vilkår, at jødiske arbejdere i 1905 formulerede slagordet »Kibbusch Haavoda« -erobring af arbejdet, der betød jødisk arbejde på jødisk jord. Hensigten var at trænge de arabiske arbejdere ud af de jødiske kolonier og tvinge plantageejerne til kun at benytte jødisk arbejdskraft. Parolen om erobring af arbejdet var et våben i kampen imod de jødiske arbejdsgivere, og altså ikke rettet imod de arabiske arbejdere som sådan. Men det var til gengæld dem, der først og fremmest blev dens ofre.

Den praktiske erobring af arbejdet blev gennemført ved fysisk at blokere de arabiske arbejderes adgang til plantagerne, gennem trusler imod jødiske arbejdsgivere eller, i tilfælde hvor både jødiske og arabiske arbejdere var ansat på samme plantage, gennem strejke indtil araberne var blevet erstattet med jødisk arbejdskraft. Erobringen af arbejdet blev ført ud i livet med en fanatisme, der ofte gav sig udslag i groteske episoder; som f.eks. da en Herzi-skov, til minde om zionismens grundlægger, i 1908 skulle anlægges, hvor jødiske arbejdere rev de allerede plantede træer op med rode, da disse var sat af arabiske arbejdere. Bagefter plantede de jødiske arbejdere så de selvsamme træer på ny.

Parolen om erobring af arbejdet blev senere parret med parolen om forløsningen af jorden. Jordstykker blev opkøbt, og de palæstinensiske bønder, der boede og arbejdede på jorden, blev fordrevet med baggrund i ejendomsretten. l stedet oprettedes jødiske produktionsfællesskaber, kibbutzer, på jorden, Lønarbejde var forbudt i disse kibbutzer.

Derved opnåede man den fordel at man dels omgik det privatkapitalistiske arbejdsmarked, og dermed konkurrencen fra den arabiske arbejdskraft, og dels var de velegnede til integration og oplæring af nye indvandrere.

Endelig var kibbutzerne et effektivt middel til at isolere jøderne i Palæstina fra det omgivende arabiske samfund. Isoleringen af det jødiske samfund i Palæstina var en forudsætning for dels at fremme opbygningen af en selvstændig rent jødisk økonomisk sektor, der kunne sikre de jødiske indvandrere arbejde, og samtidig for opbygningen af et jødisk hjemland – med alt hvad det indebar – i et ellers arabisk Palæstina.

Etableringen af kibbutzer blev ganske vist, i den socialistisk-zionistiske selvforståelse, retfærdiggjort med sociale eller socialistiske begrundelser. Men deres virkelige betydning lå i, at man derved endegyldigt kunne fortrænge den arabiske befolkning fra jorden. End ikke som lønarbejdere kunne de vende tilbage til jorden.

Zionisme eller internationalisme

Helt fra begyndelsen var arbejdersionisterne imidlertid delt i spørgsmålet om de jødiske arbejderes eksklusive ret til arbejdet inden for den jødiske sektor i Palæstina. Allerede på det zionistiske arbejderparti Poale Zions første kongresser, begge i 1906, i Ramla og Jaffa, kom modsætningerne i partiet om det »arabiske spørgsmål« fordagen. De primære stridspunkter på begge kongresser var konkurrencen mellem jødiske og arabiske arbejdere og i den sammenhæng spørgsmålene om jødernes ret til at fortrænge de arabiske arbejdere og om en fælles organisering af de jødiske og arabiske arbejdere. Striden stod imellem de »realistiske zionister« på den ene side og »moralisterne,,, der ville bringe zionismen i overensstemmelse med de socialistiske principper om arbejdernes internationale solidaritet i klassekampen.

Helt frem til splittelsen af Poale Zion i 1919 prægede disse modstridende holdninger til det »arabiske spørgsmål« partiet. Jitschak Ben Zwi, på daværende tidspunkt Poale Zions chefideolog og senere præsident for Israel, sammenfattede i 1913 »moralisternes,, tvivl: »Hvordan kan vi forene og forbinde principperne om den internationale proletariske solidaritet med den nationale konkurrence med araberne, tanken om erobring af arbejdet med socialismen. Et af to: Hvis vi er virkelige internationalister, så bør vi ikke fortrænge andre arbejdere . . . og hvis vi på trods heraf ønsker at konkurrere med andre arbejdere, så lad os da overlade den for os upassende fordring om international solidaritet til andre, som har vist sig mere værdige til denne idé«. 3)

Dette var det teoretiske og moralske dilemma som arbejderzionisterne i Palæstina så sig konfronteret med. Enten var de socialister og dermed de arabiske arbejderes »brødre og kammerater i kampen mod den private ejendomsret« eller også var de jødiske nationalister, der prisgav socialismen og solidariteten med de arabiske arbejdere til fordel for deres nationale mål.

Skab kendsgerninger

De »realistiske zionister« inden for Poale Zion, med Ben Zwi og Ben Gurion i spidsen, var imidlertid den klart dominerende fraktion inden for partiet. Arbejderzionisterne fortsatte derfor ufortrødent erobringen af jorden og arbejdet. Ivrigt opmuntret af Poale Zions grundlægger, Ber Borochow, som i øvrigt aldrig selv satte sine ben i Palæstina. Kort før afslutningen på den første verdenskrig formanede han sine partifæller i Palæstina: »Skab kendsgerninger, kendsgerninger og atter kendsgerninger – det er grundstenen i politisk visdom. Kendsgerninger overbeviser bedre end tanker. Handlinger har en mere vedvarende virkning end paroler.,, 4) Således ansporet fortsatte Poale Zion, deres ofte blinde aktivisme og henlagde en løsning af det »arabiske spørgsmål« til engang i fremtiden. Eller man stillede sig naivt tilfreds med argumenter om, at den arabiske modstand imod den zionistiske kolonisering af landet alene begrænsede sig til den politiske elite, mens de arabiske masser billigede den, fordi de indså, at de selv ville profitere af den opblomstring, som jøderne bragte til landet: »For de nuværende arabiske ledere eksisterer der som sagt ingen tvang til forståelse. Den arabiske bevægelse kender kun til rent politiske krav, uden et kulturelt eller økonomisk indhold. Men det ville ikke være helt rigtigt at slutte fra udtalelser i den arabiske offentlighed til massernes beskaffenhed. Det afgørende moment i de arabiske massers liv er ikke politiske følelser, men massernes økonomiske behov. Trods de store modsætninger, der i mange tilfælde næres af religiøse og racebestemte gnidninger, ved størstedelen af den arabiske befolkning at indvandringen, det jødiske kolonisationsarbejde vil bringe landet velsignelse.

Kun ganske små kredse fra den herskende arabiske klasse har grund til at frygte den jødiske indvandring og de sociale og økonomiske forandringer som den medfører. Befolkningsflertallets egentlige interesser står ikke i modsætning til den jødiske indvandring og kolonisation.« 5)

Således mistolkede eller undervurderede man fuldkommen palæstinensernes nationale aspirationer, rent bortset fra, at man overhovedet ikke spurgte de palæstinensiske bønder eller arbejdere, om de ønskede den sociale og økonomiske omvæltning, som den jødiske kolonisation førte med sig.

Til trods for talrige smukt klingende ønsker om at leve i fredelig sameksistens med araberne, var praktiske bestræbelser på at nå til en fredelig overenskomst med de arabiske arbejdere aldrig en integreret del af Poale Zions politik, men man overlod bestræbelserne til enkelte partimedlemmers private initiativ. Så tidligt som i 1906, på de første kongresser i Ramla og Jaffa blev det således forbudt at lave officielt partiarbejde til fordel for en fælles organisering af jødiske og arabiske arbejdere.

Splittelsen af Poale Zion

Venstrefløjen i Poale Zion, der orienterede sig imod den kommunistiske internationale og vendte sig imod et samarbejde med den (borgerlige) zionistiske verdensorganisation og den britiske kolonimagt trådte i 1919 ud af partiet. Nogle måneder senere, i oktober 1919, dannede de M.P.S. Poale Zion – Det socialistiske Arbejderparti Poale Zion. Som det fremgår af navnet, konstitueredes partiet som et zionistisk parti. Dets holdning til zionismen var imidlertid fra starten tvetydig. Deres forsvar for de arabiske arbejderes interesser og kamp for en fælles jødiskarabisk front var allerede i sig selv tendentielt antizionistisk – uforenelig med zionismens krav om en rent jødisk sektor -og det nydannede M.P.S. opponerede åbenlyst imod den zionistiske kolonisering af Palæstina. Ved grundlæggelseskonferencen advarede lederen af partiet, Yaakow Meiersohn, imod perspektiverne ved den fortsatte zionistiske kolonisering af landet: »Alle de planer, som den foretagsomme zionisme lægger, forsvinder som dug for solen, for hele den bygning, som de har sat sig for at bygge, så stor og luksuriøs den måske kan se ud på overfladen, står på et sprængstoflager, som kan ryge i luften hvad øjeblik det skal være. Kom tilbage til realiteterne! Søg en vej til et fredeligt samliv med det andet her bosiddende folk. l skal vide, at med indvandringen af hver eneste zioist og dennes succes i »forløsningen« af jorden og udbytning af dens (arabiske) befolkning, lægges der blot yderligere sprængstof under vores bygning. Vores mål kan ikke blot være opbygningen af et jødisk samfund, men må være et »højere samfund« et arbejdersamfund, frit og neutralt, opbygget på grundlag af lykke og frihed; fred ikke kun med regeringer, men med folkeslagene.« 6)

M.P.S. kom dog aldrig til at spille nogen rolle i arbejderzionismens historie i Palæstina, andet end som forløber for det senere palæstinensiske kommunistparti PKP, der blev grundlagt i 1923, som eneste antizionistiske parti blandt jøderne i Palæstina.

Koloniseringen forceres

Fra begyndelsen af 20’erne, tog den zionistiske politik en afgørende vending i retning af en mere ekspansiv og målrettet kolonisering af Palæstina. Dette vendepunkt, må ses i en politisk og historisk sammenhæng.

Med Balfourdeklarationen 1917 havde den zionistiske organisation fået den længe efterstræbte internationale anerkendelse af jødernes nationale aspirationer i Palæstina. Disse aspirationer blev ydermere anerkendt af folkeforbundets medlemsstater, der i mandatbestemmelserne for Palæstina forpligtede Storbritannien til at arbejde for oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina.

Under indtryk af disse overvældende succeser besluttede den 12. zionistkongres i Karlsbad 1921, at forcere og effektivisere den zionistiske kolonisering af landet, i forventningen om en øget indvandring af jøder, uagtet at den selvsamme kongres, som nævnt, ifølge Chaim Weizmann opdagede, det ,arabiske spørgsmål«.

Mens den zionistiske organisation under krigen først og fremmest havde koncentreret sig om at bevare og konsolidere de erobrede positioner i Palæstina, vedtog den 12. kongres nu en ekspansiv Palæstina-politik. Man besluttede at oprette et kolonisationskontor, der skulle koordinere de forskellige aktiviteter i Palæstina, den jødiske nationalfonds hovedkontor blev forflyttet til Palæstina, og der blev oprettet en immigrationscentral i Palæstina til opsamling af de kommende indvandrere.

Histadrut

Arbejderzionisterne fulgte trop med grundlæggelsen af »General Federation of Hebrew Workers in the Land of Israel. forkortet til Histadrut. Histadrut var og er ikke blot en fagforening, men i lige så høj grad et instrument i koloniseringen af Palæstina. Histadrut blev således arbejderzionismens førende institution i erobringen af arbejdet og jorden og etableringen af kibbutzer. Formålet med Histadrut var ikke blot at varetage de jødiske arbejderes interesser, men i lige så høj grad at forcere og styre arbejderzionisternes praktiske kolonisering af Palæstina. Og sidst, men ikke mindst, at sikre sig, at arbejderne ikke gennemtvang deres sociale og økonomiske krav på tværs af det nationale mål. En vittighed i det kommunistiske partis tidsskrift fra dengang, er på sin vis meget illustrativ: »Det berettes, at da en taler ved en forsamling af Tel Aviv’s jødiske læderarbejdere begyndte at tale om de lave lønninger og den lange arbejdstid, blev ordet frataget ham af ordstyreren, med den begrundelse, at »han skal komme til sagen«.« 7)

Arabiske arbejdere kunne naturligvis ikke blive medlemmer af Histadrut, -hvad man heller ikke kunne forvente at de ville, eftersom Histadrut arbejdede på at fortrænge dem fra de -jødiske« arbejdspladser. l stedet søgte Histadrut at fremme oprettelsen af separate nationale fagforeninger, på arbejdspladser hvor både jødiske og arabiske arbejdere var beskæftiget. Derved blokerede man samtidig for tendenser til spontan solidaritet imellem jødiske og arabiske arbejdere.

Set i et nutidigt perspektiv er det ligefrem uforståeligt, at arbejderzionisterne i Palæstina ikke tillagde det »arabiske spørgsmål« større betydning, men, i stedet for aktivt at søge en fredelig overenskomst med araberne, valgte at ignorere problemet eller foregøgle sig selv, at araberne med tiden ville indse nytten af den zionistiske kolonisering. Der består en skærende kontrast imellem ledende arbejderzionisters anerkendelse af det »arabiske spørgsmål«, som den vægtigste udfordring til zionismen i Palæstina og partiets kompromisløse erobring af jorden og arbejdet.

Hvorfor?

Naturligvis blev der også gjort oprigtigt mente forsøg på at finde en løsning på problemet. l 1926 grundlagde Arthur Ruppin f.eks. »Brit Schalom« (fredsforbundet), der fik tilslutning af både borgerlige og socialistiske zionister. »Brit Schalom« forestillede sig en fredelig sameksistens med araberne gennem en binational statsløsning. Denne og lignende idéer vandt imidlertid ikke gehør blandt flertallet af zionisterne, og set i sammenhæng med den kompromisløse praktiske kolonisering, der samtidig foregik, kunne den binationale løsning heller ikke forvente støtte fra araberne, som efter Balfourdeklaration og britisk mandat, ikke kunne være i tvivl om at zionisterne stræbte efter at opnå en jødisk autoritet i Palæstina.

Med i billedet hører imidlertid, at arbejderzionisterne i Palæstina var en meget fåtallig skare, i det mindste i den tidlige fase af koloniseringen, der levede under ekstremt vanskelige vilkår, plaget af sygdomme, sult og epidemier m.v. De eksistentielle behovs dumpe tvang satte sig ganske enkelt igennem, i kravet om erobringen af arbejdet. Et krav der til stadighed aktualiseredes med tilstrømningen af nye indvandrere på flugt fra fattigdom og forfølgelse i Europa. Endelig skal man ikke glemme at de socialistiske zionister først og fremmest var zionister, der forstod sig selv som de eneste bærere af det jødiske folks fremtid og primært var optaget af deres jødiske fællers lidelser i diasporaen. Det »arabiske spørgsmål,, kom i den forbindelse i anden række. l 1929,efter fornyede uroligheder mellem jøder og arabere i Palæstina, skrev Ben Gurion: »Jeg ser i spørgsmålet om at nå til en forståelse med det arabiske folk de zionistiske politiks afgørende problem. (men) vil vi i Palæstina kun fred med araberne? Uden at der her genopstår et fri jødisk folk, har vi ingen interesse i det ara biske spørgsmål -.« 8) Efterhånden som USA og de europæiske stater lukkede grænserne for flygtninge skærpedes tendensen til at prioritere en løsning af jødernes lidelser på bekostning af det »arabiske spørgsmål«, og da nationalsocialismen kom til magten i Tyskland overhalede de historiske begivenheder i Europa endegyldigt alle bestræbelser på en fredelig løsning i Palæstina.

  1. Ben Gurion: Zur Frage unseres politischen Weges nach den Unruhen 1929., i Schoeps: Zionismus, München 1973, s.286.
  2. Ben-Zwi i »Achduth«, 1913, citeret efter Offenberg: Kommunismus in Palästina, 1975, s. 150.
  3. Ibid. s. 150.
  4. Citeret efter Meier-Cronemeyer, Israel, Hannover 1970, s. 24.
  5. Ben Gurion op. cit. s.286.
  6. Citeret efter Offenberg, op. cit. s. 161.
  7. I »Haor«, 29.10. 1931, citeret efter Offenberg, op. cit. s. 118.
  8. Ben Gurion op. cit. s. 286.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.