Den lange vandring
– om palæstinensernes vej til Washington
af Søren Højmark
Bragt i Palæstina Orientering nr. 1, marts 1993
Der går ikke mange dage, hvor der ikke tales om fredsforhandlinger i den trykte og lydelige presse. For tiden er det vel det tidligere Jugoslavien, der optager mest plads, men herefter kommer det israelsk-arabiske dilemma, der har stået på dagsordenen i næsten et halvt århundrede. I skrivende stund ventes der på 8. omgang af de bilaterale forhandlinger: Og der er mange såkaldte forlydender. Hovedindtrykket er, at Syrien, Libanon og Jordan ikke har noget imod at sætte sig ved forhandlingsbordet, mens palæstinenserne har svære kvaler. Hvordan sidde inden døre med israelerne, når et stort antal af deres landsmænd må døje teltkulden i det libanesiske ingenmandsland? Men hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at palæstinensere og israelere udveksler ord, taler sammen på en eller anden måde? For det er slet ikke selvfølgeligt.PLO’s charter
Går man tilbage til PLO’s charter fra 1964 og 1968, da den eneste ændring blev gennemført, øjner man ingen villighed til forhandling. (At Israel var meget godt tilfreds med denne holdning skal bare nævnes i parentes). Det palæstinensiske charter med dets pigtrådshegn af meninger og påstande siger kategorisk i artikel 9: “Væbnet kamp er den eneste måde at befri Palæstina på.
Længe gik PLO’s fredsforslag ud på: Et Palæstina befriet for zionisme og organiseret som en sekular, demokratisk stat med lige ret for jøder, muslimer og kristne. Den plan blev oprindelig fremsat i FN i 1947, men FN vedtog som bekendt, at Palæstina skulle deles i en jødisk og en arabisk-palæstinensisk stat.
I begyndelsen var den demokratiske stat kun et tilbud til de palæstinensiske jøder men det blev udvidet til at gælde alle jøder; som “vælger at leve sammen med os i fred og uden diskriminering”. (Arafats formulering i FN i 1974).
10-punktsprogrammet
Første skridt fra PLO’s side i retning af at acceptere en Palæstinastat ved siden af staten Israel kom på det palæstinensiske nationalrådsmøde i juni/juli 1974. Det var den tredjestørste gruppe i PLO, DFLP, der i begyndelsen af året havde lanceret idéen om en “national myndighed” ved siden af Israel, en omskrivning af det, der også blev kaldt en “ministat”. På mødet blev der formuleret et 10-punktsprogram, hvor den afgørende paragraf lyder: “PLO vil med alle midler – fortrinsvis med væbnet kamp – arbejde for at befri palæstinensisk jord og etablere folkets uafhængige og kæmpende suverænitet på hver del af Palæstina, der måtte blive befriet”.
Det var en beslutning, men den var skrøbelig. Tre en halv måned senere forlod den næststørste gruppe, PFLP, PLO’s eksekutivkomite og etablerede en afvisningsfront fulgt op af tre små partisangrupper: Og Arafat omtalte ikke planen i sin store FN-tale senere på året.
Accept af FN’s resolutioner
Noget afgørende skete også, da PLO accepterede en løsning på basis af alle FN’s resolutioner. Det skete første gang i en erklæring til FN april 1981. Generalforsamlingen nævnte det i sin resolution den 10. december 1982. Her hedder det: “FN bemærker PLO’s erklæring af 19. april 1981 om at ville deltage i løsningen af det palæstinensiske problem med udgangspunkt i det palæstinensiske folks umistelige rettigheder i overensstemmelse med FN’s relevante resolutioner. ”En lignende accept afgav Arafat i juli 1982, da en delegation fra den amerikanske kongres besøgte ham under belejringen af Beirut. Det fremgik af en skriftlig erklæring, medunderskrevet af kongresmedlem McClousky, der lød: “Formand Arafat accepterer alle FN-resolutioner om det palæstinensiske spørgsmål.” Det kom ikke som et chok, at Israel forkastede formandens skrivelse – premierminister Begin havde just sammenlignet PLO’s chef med Hitler i sin Berlinbunker. Det hvide Hus erklærede: “USA vil ikke anerkende eller forhandle med PLO, før PLO anerkender Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338 og Israels ret til at eksistere. Det skal ske utvetydigt og klart. Arafats erklæring lever ikke op til dette krav. “Afvisningen var helt i overensstemmelse med det hemmelige løfte, daværende udenrigsminister Henry Kissinger havde givet Israel i forbindelse med aftalerne om troppeadskillelser mellem Ægypten og Israel i 1975. Det var dette løfte, der var musikken til PLO’s og USA’s dansetrin indtil 1988, da Arafat fik de forløsende ord over sine læber og sagde, hvad USA forlang te. Det skete på et pressemøde efter FN’s generalforsamling, forlagt til Geneve december 1988, fordi USA nægtede Arafat indrejsetilladelse.
Camp-David
Endnu en forudsætning for de nuværende forhandlinger er den såkaldte Camp-David aftale fra 1978/79.
Som mange kan huske, og som Israel bestandig minder os om, ankom den ægyptiske præsident Anwar Sadat til Jerusalem i november 1977. Og de fredsforhandlinger, han dér lagde op til, blev viderebefordret af den amerikanske præsident Carter på landstedet Camp-David (september 1978) for endelig under stor festivitas og mange sigelser at blive undertegnet af de tre hovedpersoner marts 1979.
Disse Camp-David aftaler er Israels livret. De bliver atter og atter nævnt som forbilledlige, når det drejer sig om at få has på de mellemøstlige problemer.
Forhandlingerne levede op til Israels gentagne krav: de var bilaterale. Hver arabisk enhed for sig. Tingene skal ikke blandes sammen! Derfor foregik forhandlingerne fra første færd i to komiteer, den ene tog sig af bøvlet med ægypterne, den anden skulle løse det palæstinensiske problem.
Her arbejdede man med udgangspunkt i den såkaldte Beginplan, som skulle resultere i autonomi for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza i en overgangsperiode. Derefter skulle forhandlinger om en endelig og omfattende løsning finde sted. Jordan skulle inddrages i disse endelige forhandlinger; men med udvalgte palæstinensere fra de besatte områder; PLO var selvfølgelig udelukket.
Det afgørende i den såkaldte autonomiplan var, at det var beboerne i de besatte områder, der generøst fik tilbud om at styre sig selv. Jorden, de opholdt sig på, som de spadserede på og dyrkede, skulle de ikke styre – og heller ikke vandet, naturligvis – og for en sikkerheds skyld skulle Israel af sikkerhedsgrunde sikres det allersidste ord i alle spørgsmål. Fuld autonomi blev det kaldt.
Sinai kom tilbage til ægypterne og diplomater blev afsendt til de to lande. Palæstinenserdrøftelserne løb efter en masse møder helt forudsigeligt ud i det sand, som har modtaget så mange andre fredsplaner i det plagede område.
De nuværende forhandlinger
Hvad er de nærmeste årsager til, at de mellemøstlige aktører viste sig i Madrid oktober 1991 og meddelte den henrykte offentlighed, at de var parate til at tale om fred? Det skyldes i hvert fald tre forhold: 1) Intifada’en. 2) Opløsningen i Østeuropa. 3) Golfkrigen.
1. Intifadaen
Det palæstinensiske oprør, Intifadaen, som startede 8. december 1987, førte til, at PLO måtte ændre signaler. Oprøret var spontant, det bredte sig og bed sig fast, og de fleste var klar over; at der måtte gøres noget drastisk på den diplomatiske front. Det skete også. Knapt et år efter de første demonstrationer i Gaza udråbte PLO en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza – altså ved siden af Israel (uden at de præcise grænser var formuleret. Østjerusalem skulle være hovedstad i den nye stat).
Hermed var staten Israel indirekte anerkendt, og i de følgende uger blev de forskellige formuleringer trukket ud af formand Arafat. Først den eksplicitte anerkendelse af Israel og resolutionerne 242 og 338 og derefter ved det omtalte pressemøde i Geneve i december 1988 en tilfredsstillende afstandtagen fra terrorisme.
Dagen efter kom samtalerne i gang (ikke forhandlinger!) i Tunis med den amerikanske ambassadør og repræsentanter for PLO.
2. Opløsningen i Østeuropa
Palæstinenserne havde i mange år fået støtte fra Sovjet og de østeuropæiske stater som led i den kolde krigs slagsmål om Mellemøsten; USA satsede på Israel og nogle venligtsindede arabiske stater (Ægypten f.eks, efter Camp-David). Sovjet holdt med palæstinenserne og postede bl.a. penge i Syrien. Men Sovjet var fra begyndelsen ligesom vores hjemlige kommunistparti, tilhænger af en tostatsløsning, selvom de havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med den zionistiske stat efter junikrigen 1967.
Nu gik denne koldkrigsmodel op sømmene efter de dramatiske begivenheder østpå. Der var ingen dér; der mere var interesseret i palæstinenserne og deres evindelige problemer. Samtidig var samtalerne mellem PLO og den amerikanske ambassadør alt andet end mousserende, og de nåede aldrig at dreje sig om noget substantielt. Mest gik de ud på at undersøge, om palæstinenserne nu var blevet helt terrorisme-rene, så de kunne sidde i stue med ordentlige, uvoldelige folk som amerikanere og måske senere selv med israelere. (Det er ikke umuligt, at vores hjemlige Ulla Lyngsby-affære skal ses i det perspektiv).
Stævnemøderne blev afbrudt af USA i foråret 1990. Angiveligt fordi PLO ikke i tilstrækkelig grad tog afstand fra et tåbeligt og mislykket angreb på strandbredden ved Tel Aviv, foretaget af det irakisk støttede PLO-medlem Abul Abbas. Når Arafat ikke kunne eller ville bruge de ord, USA forlangte, skyldtes det dels, at formanden af forskellige grunde havde knyttet sig mere og mere til Irak, dels at samtalerne med den store og nu eneste stormagt havde været så spindelvævstynde, at det næsten kunne være det samme.
3. Golfkrigen
Heller ikke her vil jeg gå i detaljer; men kun nævne nogle hovedlinjer: Det er ikke svært at blive enig om, at palæstinenserne og PLO kom til at spille en problematisk rolle i Golfkrise og -krig. Det er der mange forklaringer på. Bl.a. forsøgte PLO sammen med Jordans kong Hussein at spille mægler i konflikten. Skulle det lykkes, kunne det ikke nytte noget at lægge entydig afstand til den ene part, nemlig Irak. Men mæglerne havde et afgørende problem: Der var ingen, der ville høre på dem. Krigen var mere eller mindre besluttet. – Og da Saddam Hussein kædede sin tilbagetrækning fra Kuwait sammen med et krav om Israels forsvinden fra de besatte områder, jublede mange menige palæstinensere. De er jo ikke for godt vant. Arafat endte, som ethvert barn ved, i Saddam Husseins arme, og palæstinenserne gik ud af Golfkrigen som nogle af de største tabere, økonomisk og prestigemæssigt. Israel, som klogeligt ikke lod sig lokke ind i kampen, endte med store gevinster: Deres markedsføring fungerede perfekt, og gasmaskerne til Husseins idiotiske Scudmissiler blev udnyttet til det yderste.
Da præsident Bush i marts 1991 erklærede, at han ville sørge for en ny verdensorden og én gang for alle løse de mellemøstlige knuder, havde Palæstinenserne reelt intet valg. De måtte gå til forhandlingsbordet selv på de mest ydmygende betingelser; Israel fik så godt som alle sine krav opfyldt, efter at den amerikanske udenrigsminister Baker havde besøgt området i otte seje runder: PLO måtte ikke lege med, der måtte ikke være forhandlere fra den palæstinensiske diaspora eller fra det ulovligt annekterede Østjerusalem – og palæstinenserne måtte ikke komme alene, men skulle være en del af den jordanske delegation. Det er vist første gang i historien, at et land så detaljeret forlanger at sammensætte sin modparts forhandlingshold!
Resultater?
Der er tale om to forhandlingstyper. De multilaterale og de bilaterale. De første omfatter “frontlinjestaterne” i Mellemøsten, samt en masse andre interesserede og drejer sig om omfattende og generelle problemer i området. Vand og flygtninge, for bare at nævne et par af de nærmest uløselige emner; Her får FN oven i købet lov til at sidde med ved bordet, hvad Israel ikke har brudt sig om i de bilaterale forhandlinger.
Om dem kan der siges:1. Jordan og Israel ser ud til at kunne underskrive en holdbar aftale den dag i morgen. Efter at Kong Hussein i sommeren 1988 afskrev sig forbindelsen med Vestbredden, er der ikke afgørende kontroverser Israel og Jordan imellem. Når Hussein foreløbig tøver; skyldes det palæstinenserne – også dem i hans eget land.
2. Syrien og Israel påstås at have hemmelige møder der skulle munde ud i en delvis tilbagegivelse af Golan og en fredsaftale. Hafez al Assad skal være syg af kræft (ligesom i øvrigt kong Hussein), og den kyndige Maxim Ghilan mener i sit sidste nummer af Israel & Palestine at vide, at den syriske præsident har travlt med at gøre sit bo i orden – herunder en aftale med Israel.
3. Går det i orden med Syrien, er Libanon næppe særlig problematisk. Her fører Syrien det store ord – bl.a. et resultat af, at landet opførte sig så net i Golfkrigen og valgte amerikansk side. Hvis det går som beskrevet, sidder palæstinenserne endnu en gang tilbage. Det bliver så en tro kopi af Camp-David: Separat fred med de arabiske nabostater og ingen ting til dem. Eller et lille bitte, begrænset selvstyre.