De palæstinensiske flygtninge – en gordisk knude?
Af Christian Ulstrup og Lars Plough
Denne artikel er udarbejdet i forbindelse med konferencen: Palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem, afholdt i København april 1998 af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i samarbejde med FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke.I de sidste 50 år har der været konflikt mellem arabere og israelere i Mellemøsten. I denne konflikt, eller rettere disse konflikter, har det palæstinensiske flygtningespørgsmål spillet en central rolle. Ikke bare som et tilfældigt hjørne af konflikten, eller blot ét eksempel på krigenes ulykkelige tildragelser, men som et centralt aspekt. Det er de palæstinensiske flygtninge, der i vid udstrækning har givet konflikten sit uløselige præg. Problemets karakter afspejler sig allerede i de ord, parterne bruger, når de beskriver det, der skete i 1948, da flygtningeproblemet skabtes. De krigshandlinger, som i 1948 førte til palæstinensernes flugt og som ledte til staten Israels dannelse, bliver af israelere omtalt som “Uafhængighedskrigen”. Den israelske indsats bliver i historieskrivningen ofte beskrevet som særlig heroisk. Omvendt forholder det sig for palæstinenserne i deres ende af problemet. Her er krigen, flugten og landflygtigheden en ulykke, og omtales som “al-Nakhbah” – Katastrofen. Alene i disse forståelser er flygtningespørgsmålets konfliktpotentiale trukket klart op; den krig israelerne opfatter som grundlag for, at man overhovedet kan tale om et Israel, og som derfor har en central rolle i den nationale selvforståelse, bliver af palæstinenserne set som årsagen til deres liv i landflygtighed. Interessant nok har parterne altså, forskellen i opfattelserne til trods, det til fælles, at begivenhederne i 1948 står centralt i deres selvforståelse. Derfor er der også på de følgende sider ofret en del plads på en diskussion af begivenhederne i 1948, og naturligvis de forskellige opfattelser af disse.
Det er oplagt, at forskellige forståelser i sig selv ikke gør den store forskel, og at det når alt kommer til alt er den stærkes ret, der bliver sat igennem. Dette viser sig tydeligt, netop i forbindelse med de palæstinensiske flygtninge. Samme FN, der i 1947 vedtog at dele Palæstina i en arabisk og en jødisk stat, har vedtaget og år efter år gentaget resolutioner om palæstinensernes ret til at vende tilbage. Men i hvert tilfælde er det blevet ved ordene, og Israel har vist sig ikke at være særligt optaget af at føje FN. Staten Israel har officielt den opfattelse, at flygtningene er et ulykkeligt resultat af en krig, hvor jøderne i Palæstina ikke gjorde andet end at forsvare sig. Denne opfattelse af historisk at have ret, spiller naturligvis en central rolle for israelske borgeres forsvars- eller krigsvilje, og på samme måde har opfattelsen af at være udsat for blodig uret været central for palæstinenserne, idet det er landflygtigheden og elendigheden, der har skabt bånd mellem de geografisk spredte palæstinensere. Bånd der har gjort det muligt at etablere og fastholde en militær og politisk organisation som PLO.
Det er selvfølgelig svært for palæstinensere at affinde sig med den israelske version, der hævder at deres skæbne er selvforskyldt. En skæbne der har været flugt fra hjem og jord til utålelige boligforhold i flygtningelejre, der lejlighedsvis er ofre for det israelske luftvåbens bombardementer. Tilsvarende vanskeligt er det for en israeler at anerkende det arabiske standpunkt, der hævder, at Israel er et kolonialistisk-zionistisk projekt, som uretmæssigt er lagt på arabisk jord og har ført til fordrivelsen af palæstinenserne.
Skal man sige noget samlet om de ovenstående overvejelser, må det være, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne hverken handler om ord, fikse ideer, religion eller om “at de bare ikke kan finde ud af at holde fred”. Israelere har meget konkrete grunde til ikke at give køb på de standpunkter eller på den opfattelse af historien, som legitimerer den israelske stat, og som er med til at sikre konsensus i Israel. Palæstinenserne kan på deres side måske nok affinde sig med kummerlige og undertrykkende forhold i værtsstaterne, men de er næppe til sinds at glemme, at de også kunne have et andet liv, og de glemmer næppe heller, hvem der tog muligheden for dette andet liv fra dem.
En fred mellem palæstinensere og Israel er en forudsætning for, at der kan blive fred i Mellemøsten, og da flygtningene er konfliktens kernespørgsmål, er en løsning af dette en forudsætning for fred mellem Israel og palæstinenserne. Eller i hvert fald må der i en eventuel fredsaftale findes et perspektiv om en løsning for flygtningene.
Nu er det aktuelt set sådan, at der bliver forhandlet fred mellem Israel og palæstinenserne. Den såkaldte fredsproces i Mellemøsten har været i gang siden 1993, hvor Oslo-aftalen blev undertegnet og hvor “høgen” Rabin og “terroristen” Arafat trykkede hinandens hænder under stor festivitas på plænen foran Det Hvide Hus. Man har indset, at der ikke bliver fred mellem Israel og arabere, før der findes en løsning på Palæstina-spørgsmålet. Men hvad med flygtningene? Er der skabt et perspektiv for en løsning af dette spørgsmål? Tidligere var hindringen for, at man kunne forhandle fred, parternes manglende anerkendelse af hinanden. I praksis havde PLO dog længe anerkendt Israel. Israel holdt sig på sin side tilbage med anerkendelse af PLO, for det første fordi den blev opfattet som en terrororganisation og for det andet fordi den hævdedes ikke at repræsentere hele det palæstinensiske folk. Osloaftalen indeholder parternes gensidige anerkendelse og aftalen, der er en såkaldt principerklæring, har som et af principperne, at der på sigt skal forhandles om flygtningene. Ligesom andre centrale spørgsmål om vand, bosættere og Jerusalem, er spørgsmålet om flygtninge udskudt til de afsluttende forhandlinger.
Det palæstinensiske flygtningeproblem er tilsyneladende et eksempel på en gordisk knude, og det er ikke muligt i dag at pege på en løsning, der fuldt ud tilfredsstiller begge parter. Men problemet forsvinder ikke, fordi vi holder op med at tænke på det, eller fordi vi opgiver at forestille os, hvordan det kan løses. Konferencen i København er blevet til, fordi de aktuelle fredsforhandlinger paradoksalt nok ignorerer centrale spørgsmål i den konflikt, der skal løses, og fordi dette forhold i det store og hele overskygges af den eufori og den kritikløshed, der har fulgt fredsforhandlingerne i Mellemøsten. Konferencens formål er at sætte flygtningespørgsmålet på dagsordenen og at belyse dette fra historiske, politiske og humanitære vinkler.