Borger eller gidsel
– en arabisk by i Israel
Af Søren Højmark
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 4, 1986
Medlemmer af Palæstina-Orienterings redaktion besøgte i sommer den arabiske, israelske by Uhm el-Fahm. Den blev berømt i august 1984, da den racistiske rabbiner Kahane ville oprette et emigrationskontor i byen – for palæstinensere. Den har også fået ændret sin status fra landsby til rigtig by. Men det har nu ikke hjulpet meget på problemerne i Uhm el-Fahm.Der er ikke meget mere end to centimeter mellem husvæg og bakspejl på den ene side, på den anden kan afstanden vel beløbe sig til 5 millimeter. Minibussen har hugget sine Mercedes-bremser i og hælder en 60-70 grader. Chaufføren er i fint humør. Han råber om vej til gadens opløb af voksne og børn, og de er alle beredvillige. Vi skal besøge borgmesteren i Uhm el-Fahm, og de ved allesammen, hvor han bor. Men der er et stykke endnu, og det går op for vejviseren, der blev hevet op, da vi kørte ind i byen, at der findes en nemmere rute. Borgmesterens hus ligger i den anden udkant, og det er synd at sige, at byens gadenet er skabt til europæiske busser. Som det senere viser sig, kunne vi være kørt udenom.
Når der er kommet et besøg i stand hos borgmesteren i den arabiske, israelske by Uhm el Fahm, skyldes det bl.a., at han er gift med en dansk pige, og vi har været så frimodige at skrive om overnatning for ni personer. Det blev besvaret venligt og gæstfrit, og efter at vi har forladt Jerusalem ved morgentide og har foretaget forskellige afstikkere på vejen, er vi ved dagens endestation.
Byen ligger utrolig smukt i det bakkede landskab ca. 50 kilometer fra Middelhavet, midtvejs mellem Tel Aviv og Haifa. Dens historie går en fire fem hundrede år tilbage i tiden, da medlemmer af fire forskellige klaner flyttede fra Hebron-området til disse egne. Uhm el-Fahm betyder »trækulsmor« og navnet stammer fra de tidlige beboeres beskæftigelse med at udvinde trækul fra den rige og frodige skovvækst i området. Jøder fra Jerusalem plejede at komme ud til Uhm el-Fahm, når de skulle forberede deres sukkoth (løvhyttefest), fordi man dér fik de bedste citrusfrugter. Og en rabbiner fortæller efter et besøg i 1853 om landsbyens overvældende mængde af får, køer, kameler og æsler, og om hvordan den er omgivet af marker, lunde, haver og græsgange.
Under det britiske mandat var Uhm el-Fahm centrum for oprør både mod de engelske myndigheder og de zionistiske pionerer. Ved slutningen af krigen 1948/49 blev byen forsvaret af irakiske soldater, som senere overgav den til den jordanske hær. Da våbenstilstandslinjerne blev trukket i 1949, blev Uhm el-Fahm og andre landsbyer i den såkaldte »Lille trekant« overgivet til Israel som led i en byttehandel med nogle andre arabiske områder. Det medførte, at byen blev afskåret fra Jenin-Hebron-distriktet på Vestbredden. Meget af jorden rundt om landsbyen blev eksproprieret af de israelske myndigheder med forskellige begrundelser, og Uhm el-Fahm så sig selv fuldstændig isoleret og tvunget til at finde en ny identitet.
Da vores bus i bogstavelig forstand har kantet sig hen til vores bestemmelsessted, er det begyndt at blive aften. Borgmester Hashem Mahamid er på vej til et møde i byen. Det er regionens ungkommunister, der skal holde kongres, og den skal åbnes i aften, bl.a. af byens borgmester. Desuden kommer de kendte forfattere Emil Habibi og Samih el Kassem, begge navne, der også er kendt af Palæstina-Orienterings læsere. Eller i hvert fald af dets redaktører. Vi bliver inviteret med, og med Mahamids lille folkevogn som vejviser kører vi – udenom byen – til skolen, hvor festlighederne skal foregå.
Til kongresåbning
Det bliver til tre timer med megen musik og mange indlæg. Det hele på arabisk, Det er i sagens natur unge mennesker, der fylder gymnastiksalen, der er dekoreret med slogans på både arabisk og hebraisk, Emil Habibi er en højt elsket forfatter og taler. Han er bl.a. kendt for sit satiriske forfatterskab, men også for at tale meget længe. Da han indtager talerstolen, er jubelen stor, men vores danske borgmesterfrue hvisker til os, at han kan blive meget vanskelig at få ned igen. Det lykkes dog. Til sidst læser Samih el Kassem et langt digt – under dyb tavshed og yderste opmærksomhed fra de to-tre hundrede unge mennesker.
Det er ved at blive sent, da vi bryder op. Det er bælgmørkt, og endnu engang lægger vi vort liv i chaufførens kyndige hænder. Der er ikke megen plads at vende på ved skrænten lige uden for skolen.
Anne Marie, som taler jydsk og arabisk, traf sin mand første gang, da hun var i kibbutz i nærheden af Uhm el-Fahm. Senere vendte hun tilbage og giftede sig med Hashem, der den gang studerede sprog og pædagogik ved universitetet i Tel Aviv. Det er sytten år siden. Han tilhører en af de fire gamle familier, der indtil 1959 bestemte, hvad der skulle ske i Uhm el Fahm. Nu er han så valgt til borgmester. l bussen hjem fortæller Anne Marie nøgternt om fortrædeligheder med den jødiske moshav (kollektiv-landbrug), der er placeret som en ukær nabo til byen. Den blev oprettet i 1949 og udvidet i 1967 og den chikanerer så godt, den kan. Moshaven hindrer f.eks. oprettelsen af en gravplads med den begrundelse, at der ikke må bygges nærmere end 100 meter til offentlig vej. Men det gælder kun for indbyggerne i Uhm el-Fahm – ikke for jøderne.
Godt hjemme i det smukke hus serveres der sen aftensmad på arabisk maner. Den trætte chauffør er ved at falde i søvn ved bordet og lægger sig til ro på en madras i hjørnet af den store stue. Vi andre fortsætter samtalen ved det stadige tilbud af lækkerier, frugt og kaffe. En nabo og hans ti-årige søn er kommet til. Dem skal tre af os overnatte hos, men det har ingen hast.
Hashem Mahamid fortæller om sin by.
Undervisning og uddannelse.
Indtil 1972 var der intet gymnasium i Uhm el-Fahm. Kun de velhavende kunne sende deres børn til gymnasier i Haifa og Tel Aviv. l dag er 65% af byens indbyggere under atten år. Der er tretten skoler, heraf ét gymnasium og to special-skoler. Hvert femte år bygges en ny folkeskole. Men 35% af eleverne i gymnasiet springer fra, og 10% gennemfører ikke folkeskolen. Omkring 200 unge om året videreuddanner sig på universitetsniveau. Halvdelen af dem studerer i Østeuropa, og mange af dem får deres uddannelse finansieret af det israelske kommunistparti Rakah. Det står skidt til med undervisningslokaler. En tredjedel af byens klasserum har man lejet. Mange af dem er nærmest faldefærdige, og der er 30-40 børn i hvert rum. Beboerhuse eller ungdomscentre er der ikke noget af . Men man er ved at få etableret en fodboldbane. Byrådet har naturligvis planer. Det gælder bl.a. om at få afskaffet de lejede klasseværelser og det betyder et øjeblikkeligt behov for tre nye skoler, hvis situationen skal være tålelig. Men ingen ved, hvor pengene skal komme fra.
Pengene
Uhm el-Fahm får fra staten kun en tredjedel af de tilskud, en jødisk by af samme størrelse ville få. »Vi udgør 17% af den israelske befolkning«, siger Mahamid, ,men får kun 2,3% af pengene«. Han foretager en rask sammenligning mellem omkostningerne ved bosættelser på Vestbredden og vilkårene for hans egen by.
Det årlige budget for udviklingsprojekter i Uhm el-Fahm er på 100.000 dollars. Ifølge Benevinisti’s »Westbank Data Base Project« får en jødisk familie, der slår sig ned på Vestbredden 80.000 dollars om året. Og Mahamid spørger: »Er vi palæstinensere ligeværdige borgere? Er vi potentielle flygtninge, gidsler, eller hvad?«
De israelske myndigheder mener, at de palæstinensiske byråd skal tage sig mere sammen. De skal bl.a. sørge for en mere effektiv skatteopkrævning. Det er rigtigt, at den ældre generation har været noget efterladende. Men når det bliver foreslået, at byens aktiviteter skal finansieres ved hjælp af skatter, så spørger borgmesteren, hvad han skal tage skat af. Der ingen industri, ingen handel, ingen turisme. Der er kun ejendomsskatter. Uhm el-Fahm har endnu ikke foretaget forvandlingen fra det landbrugsbaserede liv i fyrrerne til det industrielle samfund, der kan klare de moderne opgaver. Og Mahamid føjer til: »Vi får ikke de tilskud fra den israelske regering og fra jødiske kilder, som vores naboby Hadera nyder godt af. Men vi får heller ikke en øre fra Jordan eller fra Golf-staterne, sådan som f.eks. Jenin på Vestbredden gør det«. Fik han imidlertid lov til at tage til den arabiske verden for at rejse penge, skulle det nok lykkes for ham. Men det må han ikke for de israelske myndigheder.
År 2000 er Uhm el-Fahm oppe på 70.000 indbyggere. Til den tid skulle byen gerne have industrier af forskellig slags. Som det er nu, tager ca. 7000 mænd på arbejde i Haifa eller Tel Aviv, ja, sågar til Eilat. Hjemme er der intet at få.
Besøg af Kahane
Uhm el-Fahm kom på mange avisers forsider i august 1984. Både i Israel og udenfor. For første gang fik det israelske
parlament en vaskeægte fascist som medlem. Det var den amerikanske rabbiner Kahane, der i spidsen for partiet Kach fik over 25.000 stemmer. Et af partiets hjertesager er, at de arabiske palæstinensere skal ud af Israel. Og som en af sine første manifeste handlinger foreslog Kahane, at der skulle oprettes et emigrationskontor for arabere – i Uhm el-Fahm. Det nye Knessetmedlem er en mand, der taler ligefremt og uden at lægge fingrene imellem, sådan kan han f.eks. forklare sig: »Lad mig gøre det helt klart, at Israel blev skabt som en jødisk stat. . . Og en stat betyder en stat med et flertal af jøder. Araberne har en utrolig fødselsrate, og de hader os, og jeg forstår dem. Jeg mener, at de der spørger, om der ikke findes gode arabere, har foragt for dem. Jeg siger, at enhver araber er en god araber, og en god araber er en, der vil leve i Palæstina og ikke i Israel. Så jeg vil have dem ud. Jeg respekterer araberne, og det er derfor, jeg vil have dem ud. For de ønsker ikke at blive zionister. Eller jøder. De ønsker ikke at være i Israel. De ønsker, at det samme land skal hedde Palæstina. Jeg forstår dem og respekterer dem, det er derfor, de skal ud.”
Meir Kahane er ikke i tvivl om, at han engang bliver Israels premierminister, og når araberne åbner deres radioer og hører denne meddelelse, så forlader de landet. “Vi vil give dem et tilbud. De, der rejser fredeligt, vil få kompensation for deres ejendom, men enhver der ikke vil tage af sted på fredelig vis, bliver vi nødt til at smide ud.” Og Kahane mener det. »De er bange for mig«, meddeler han ofte.
Kahane meldte sin ankomst med 200 bevæbnede tilhængere. Borgmesteren var fast besluttet på, at han ikke skulle komme ind i hans by. Han henvendte sig sågar til indenrigsministeren for at få provokationen standset, men han talte for døve øren.
Men jøder og palæstinensere forenede sig i en stor demonstration. Da Kahane og hans kumpaner ankom, blev de mødt af mange tusinde mennesker. Forrest stod byens styre, derefter kom de mange jøder, som havde solidariseret sig med palæstinenserne mod den racistiske trussel. Til sidst kom Uhm el-Fahms lokale beboere. Kahane kom ikke ind i byen. Men trods store bestræbelser lykkedes det ikke at undgå sammenstød med politiet. Også jødiske rabbinere var til stede for at understrege, at Kahanes meninger ikke nødvendigvis deltes af alle rabbinere. En af dem blev arresteret af politiet, og Uhm el-Fahms borgmester besøgte ham i fængslet og prøvede på at få ham fri. En ikke helt almindelig begivenhed i Israel.
At blive eller ikke blive
Hashem Mahamid fortæller anskueligt og levende. Men han vil også gerne høre på sine danske gæster. Mest interesseret er han i det europæiske billede af arabere. Er det stadigvæk lige så forenklet. Og hvordan er synet på Palæstinaproblemet? Naturligvis er der sket noget i Danmark, ikke mindst efter invasionen i Libanon i juni 1982, men vi er nu ikke alt for optimistiske. Palæstinensere er i manges bevidsthed det samme som terrorister. Og den danske presse gør ikke voldsomt meget for at ændre dét billede.
»Hvem har det sværest«, spørger vi, »de palæstinensere, der bor uden for deres fædreland, spredt over den ganske verden eller de, der blev i det senere Israel, og som må have vanskeligheder med at forene en israelsk og en palæstinensisk identitet.«
To af palæstinensernes største lyrikere Samih el Kassem og Mahmud Darwish har diskuteret dette problem offentligt for nogle år tilbage. Da sidstnævnte valgte at forlade Israel på grund af den idelige chikane, bebrejdede el Kassem ham i stærke vendinger. Hvorfor blev han ikke i sit fædreland og kæmpede dér?
Da Hashem Mahamid for nylig besøgte en arbejdslejr på Bir-Zeit universitetet på Vestbredden blev han af nordafrikansk ungdom bebrejdet, at han ikke var flygtet. Og det var også galt, at han havde jødiske venner.
Mahamid løser ikke problemet. Han refererer et replikskifte fra kongressen i Wien (om Palæstinaproblemet). Mahamid havde foreholdt nogle palæstinensiske samtalepartnere fra forskellige lande, at de ikke forstod de israelske palæstinenseres besværligheder. ,I har det meget lettere«, havde han sagt. »Men l ved, hvor l skal begraves«, blev der svaret. »Det gør vi ikke!,, Det svar fik ham til at holde sin mund.
Klokken er over ét, og vi skal tidligt op næste morgen. Der skal redes op i borgmesterhuset, og tre af os tager af sted med naboen og hans søn. Der er ti minutters gang, til vi når hjem. Der ses fjernsyn, da vi dukker op. Tre fire unge mennesker kigger på en jordansk fodboldreprise fra Mexico. Drengene kan huske alle de danske kampe. Og udtaler sig begejstret om Elkjær. El Kjeder udtales han på arabisk.