At vende tilbage

At vende tilbage

Af Noman Kanafani

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 3, 1994

Noman Kanafani er dansk-palæstinenser Han er doktor fra Lunds universitet med en afhandling om olie og økonomi. Det sidste underviser han i på Landbohøjskolen i København.I sommer besøgte han sit hjemland.

Jeg var ikke bange. Hvorfor skulle jeg dog være det? Men da jeg endelig stod foran den unge pige i den hvid- og blåstribede skjortebluse, følte jeg mig reduceret til en gemen kujon. Jeg rystede over det hele og min tunge var så tør som Negev-ørkenen. Hun spurgte vedholdende “hvorfor er du her? – Jeg havde på forhånd tænkt på to-tre overbevisende svar, men pludselig kunne jeg ikke beslutte mig for noget af dem, og jeg stod der bare og så på hende med et tomt blik, mens jeg prøvede at få kontrol over mine skælvende svedige hænder.

Det var onsdag. Det var i de meget tidlige morgentimer, og det var i Ben Gurion Lufthavnen. Jeg befinder mig der, hvor jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle komme, alene i et hav af fjender Jeg er i Israel! Jeg befinder mig blandt dem, som jeg siden min fødsel har frygtet, hadet, bekæmpet og fuldstændig nægtet at anerkende. Jeg befinder mig blandt dem, der systematisk har benægtet min eksistens, dem der har forårsaget al den elendighed jeg har set, den smerte jeg har oplevet, dem der afgjorde min skæbne, og dem der har fyldt mest i mit 46-årige liv, de samme 46 år som deres stat har eksisteret.

– Hvorfor er du her?

Jeg havde uden held sløret min identitet med et dansk pas. De rakte et lille grønt stykke papir tilbage til mig. Denne farve, så uskyldig den end så ud, betød at jeg skulle tage min bagage og gå til forhørs-kontoret. Alle slags palæstinensere, kamufleret med alle slags pas, var der Nogle forsøgte at charme sig igennem, andre ventede tålmodigt, men alle var nervøse og bange. Der var en svag, næsten umærkelig, solidaritetsfølelse mellem os, og dog holdt hver og en en fysisk og mental afstand til de andre i håbet om ikke at blive identificeret med dem, Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde “mit” land på denne uheroiske, ufestlige og uværdige måde, Jeg er her for at finde ud af, hvad drømme eller mareridt handler om. For at betræde et land, som er vævet sammen af minder, af romantiske drømme og længsler, af sange, af ældre folks historier, af historiske billeder, af den endeløse række af martyrer, af gamle mønter og frimærker af forfærdelige oplevelser af uretfærdighed, af dråber af olivenolie fra træer der er blevet revet op med rode, af drømme – drømme som nægter at forlige sig med en grim og uretfærdig virkelighed. Og her er så jeg. Det er lige meget hvordan og hvorfor. Det er lige meget med retfærdighed og rettigheder. Palæstina får endelig en chance for at bevæge sig fra forestilling til det konkrete. Jeg kan se hele landet, jeg skal se det hele. Hvis blot min far havde været her. Jeg har ingen minder at komme tilbage til, kun hans minder. Jeg har ingen ejendom at søge efter, kun hans ejendom. Men jeg har et hjemland, jeg skal opdage. Hvem skrev “fortiden er aldrig død, den er ikke engang fortid-? Faulkner?

Der var ikke noget særligt ved luften, Jeg havde altid troet, at et hjemland lugter anderledes. Jeg følte heller ikke, at landskabet var en del af min krop, selvom jeg altid havde troet, at det var. Det er ikke som noget andet landskab, og dog føler jeg mig ikke ét med det. Jeg kunne endog have overset det, kan man overse sit hjemland?

Ikke desto mindre voksede hjemlandet i mig i løbet af de fjorten dage. For første gang i mit liv oplevede jeg normalitet og ubetydeligheden af at være i og at have et land. Jeg tog dertil for at udøve denne ret og for at opdage, om jeg overhovedet kan have den.

Hvordan kan man opleve sit land for første gang?

Jeg så ikke, hvad der var, men prøvede at se, hvad der havde været. Det var ikke nogen nem proces, men hvem siger, at det skulle være nemt at finde en drøm. Man leger arkæolog, men indenfor en referenceramme af relativt kort tid: Man trækker simpelthen alt det fra, der ikke skal være med, Man ser de majestætiske huse af gamle sten i Katamon, men ikke deres beboere. Man ser de smukke gader i det gamle Jerusalem, men ikke bosætterne med deres geværer og vagter, man ser de nøgne bjerge rundt om Nablus, men ikke de hæslige bosættelser på toppen, man ser landet og søger at glemme, at man har mistet det, at man fortsat mister det, og at man er desperat hjælpeløs og ensom.

– Din fars hus? Åh ja, jeg ved godt, hvor det lå. Nu er der blevet bygget et højhus dér.

Det var week-end. Dagen før havde jeg besluttet at leje en bil og køre direkte hjem, til Akka. Jeg fortalte ingen om min plan, og jeg havde heller ingen adresser eller navne på folk der. Man har ikke brug for adresser, når man skal hjem. Akka er min by. Jeg kender den, selvom jeg aldrig har set den. Jeg ønskede at opdage den helt alene, og jeg ønskede at have tid og mulighed for at føle, hvordan det oplevedes. Hvordan føles det at opdage noget, man allerede kender? Akka er den by, som min familie aldrig blev træt af at tale om, lige siden de drog i eksil i 1948. Jeg er naturligvis fra Akka, selvom jeg hverken er født der eller nogensinde har set den. Akka er stedet, hvor verdens bedste fisk kan fanges, Akka er byen med den smukkeste solnedgang, de bedste badestrande, det nemmeste liv, de mest trofaste venner, de bedste naboer, med det meningsfulde og behagelige arbejde, de pragtfulde frugthaver, den sødeste olivenolie, den bedste sommer og den skønneste vinter. Akka er der, hvor vores hus, huset, blev bygget.

Det blev efterladt dér en eftermiddag, men alting i det var intakt. Min mor insisterede på at gøre det rent, før hun tog afsted, hun kunne ikke lide tanken om at komme tilbage fra, hvad hun regnede med, ville være en kort ferie, og så finde et snavset hus. Hun så det aldrig igen, og det gjorde min far heller ikke. Vores yndlingsvittighed var, at vi håbede, at vi havde husket at slukke for lyset, for ellers ville el-regningen blive enormt stor.

Snart erfarede jeg, at man selv i sin egen by kan føle sig ensom og fare vild. Man kan endog blive tvunget til at bede andre om at finde sit hus. Jeg troede først, at jeg nemt ville genkende det, hvis bare jeg kom forbi det. Jeg kender det jo så godt. Jeg kenderarkitekturen, stenenes farve og form, jeg ved præcist, hvor min søsters legetøj ligger, og jeg ved, hvad man kan se fra hvert enkelt vindue.

Så snart jeg havde indset mit nederlag, præsenterede jeg mig for den første forbipasserende som byens fortabte søn, og byen slog øjeblikkeligt sine arme ud for mig, og man fandt overraskende hurtigt frem til mine slægtninge, Der blev i hast arrangeret sammenkomster, venner blev tilkaldt, og mange meldte sig for at vise mig omkring. Det var en overvældende oplevelse: Jeg var ydmygt kommet for at finde min by, men folk fik mig til at føle, at byen havde fundet mig. Jeg er fra Akka!

Før jeg gik i seng sent den aften, huskede Abu Yousif pludselig på, at jeg endnu ikke havde spist indiske figner fra al Ghalbisiyya.

– Indiske figner bør spises friske, og de skal plukkes af kaktus før solopgang. Det vil vi gøre i morgen, sagde han.

Abu Yousif er en meget beslutsom mand. Han er min mors fætter og den eneste i min familie, som forblev i Palæstina. Han bor stadig i min bedstefars hus, foran hvilket den største brosten i den gamle by ligger. Hans detaljerede viden om familierne i Akka, om hvem der ejede hvad, og hvem der efterlod hvad, hvem der levede hvor, og hvordan det var gået siden ‘katastrofen’, gav ham en ubestridt autoritet. Han må være i slutningen af 60’erne, men han ser meget yngre ud, og han opfatter sig selv som endnu yngre, end han ser ud. Da jeg så hans deforme hænder og ødelagte øje, kom jeg i tanke om, at vi som børn hørte om en helt i vores familie, som blev såret i kamp. Men han affærdigede al det sludder, idet han opfordrede mig til at nyde den kølige brise, der pludselig blæste, som om det var noget, han specielt havde bestilt til mig. Han var ikke helt fuld af anger, da han fortalte om sin forbandede gamle vane med at fiske med dynamit.

Jeg bryder mig ikke særligt meget om indiske figner, men hvem indrømmer ikke at kunne lide noget, der kommer fra al-Ghabisiyya? Al-Ghabissiyya er en lille landsby i nærheden af Akka, hvor min families store

lå. En dag i februar 1949 beordrede den israelske hær alle de tilbageblevne beboere at forlade landsbyen; den gav dem nogle få timer til at komme ud. To personer blev skudt, fordi de ikke adlød. Landsbyen med tilliggende jord blev konfiskeret.

Den aften i Akka så vi på alle de historiske og nutidige dokumenter, som Abu Ybusif havde samlet i løbet af de sidste fire årtier for at vende al-Ghabissiyya historie. Han var sikker på, at han ville vinde sagen i den israelske højesteret, og han var bekendt med, at flere andre landsbyer havde vundet lignende sager, men at landsbyens beboere aldrig havde fået lov til at vende tilbage, og jord besiddelserne var heller aldrig blevet givet tilbage.

Jeg må tilstå, at ikke engang al-Ghabissiya var i stand til at forlige mig med indiske figner.

– Huset! Ligger det langt herfra? – Jeg ved hvor det lå, nu er der blevet bygget et højhus på stedet.

Jeg var dybt skuffet, havde det virkelig været værd at bevare? Samtidig følte jeg mig på en måde lettet, befriet for den skræmmende oplevelse at se det og forlade det igen, og af oplevelsen af, at den menneskelige overdrivelse og længsel kan trylle en hytte om til et slot.

– Sludder, huset ligger der stadig. Det, der blev revet ned, var din onkels hus. Hvis du har mod på at se det, kan vi tage derhen nu, sagde Abu Ybusif.

Og det gjorde vi så. Efter cirka fem minutters kørsel forlod vi bilen ved indgangen til en smal sti. Til venstre lå et tomt men indhegnet stykke jord med træer og buske. Mit hjerte holdt op med at slå: Det var nok den kommunale park, som min mor altid talte om. Hun klagede tit over, at parken kun kunne ses fra vinduet i gæsteværelset og køkkenet og ikke fra stuen. De gamle træer stod der stadig, men parken var siden blevet lavet om til et flådeakademi. Abu Ybusif gik foran, og jeg kom langsomt bagefter. Der lå en række huse på højre side og Abu Yousif standsede ud for det ene og hilste på en gruppe mænd, der sad og spillede kort.

– Jeg har en gæst med mig. Han vil gerne se huset, jeg mener, han vil gerne besøge jer Han er en Kanafani, forstår du…

Jeg kunne ikke se, hvem Abu Ybusif talte til, men pludselig rejste de fire mænd ved spillebordet sig op, og en midaldrende mørklødet og lille mand for hen mod os, trykkede vore hænder en gang og endnu en gang og omfavnede mig. Han var fuldstændig forvirret, og jeg følte hans sved og tårer igennem min skjorte. Jeg tænkte, at han altid havde ventet på, at dette ville ske, at han havde hørt om lignende historier fra sine naboer, og at han havde planlagt nøjagtigt, hvad og hvordan han ville gøre, når det blev hans tur. Men han havde glemt det hele, da jeg stod foran ham.

Vores hus var det sidste i rækken. Den lille mørke mand stod ved lågen og pegede på en del af stakittet omkring huset: Dette er nyt, de lavede det, fordi de ikke bruger garagen. Jeg syntes, det var et grimt stakit. Inden vi nåede hoveddøren til førstesalen, havde hans kone og to små døtre sluttet sig til os: “Døren er ny”, sagde hun, før hun havde præsenteret sig eller givet mg en chance for at præsentere mig ‘ “VI har skiftet den ud, fordi det ikke var muligt at finde en tømrer, de kunne reparere den gamle”. Jeg syntes, at det var en grim dør. “Vi har stadig den gamle dør, har du lyst til at se den?” Det varfor mørkt til at jeg kunne se alle detaljerne, men jeg befølte den med mine hænder som var det en kvindekrop. Ja, det må være døren, sagde jeg til mig selv. Og vi fortsatte, de viste mig alt i huset, stort og småt, som var nyt. Nyt vil sige, at det ikke fandtes, da mine forældre tog afsted i 1948. Der var meget få nye ting, kun køkkenet var blevet totalt moderniseret. Jeg syntes, det var grimt. Jeg gik rundt i de seks værelser, der vender direkte ud til den centrale hal i midten af huset, og jeg ønskede at være alene. Jeg rørte ved de smukt mønstrede, farvede og kølige kakler på gulvet, jeg følte på de udhuggede steder, dørhåndtagene og panelerne, og jeg åbnede vinduerne og så, hvad de engang havde set fra det sted. Jeg rørte ved og så ting og steder for første gang i mit liv, og dog var de så bekendte at de fremkaldte minder og tårer Det var en følelse så ny, at jeg endnu ikke er i stand til at forstå den. En følelse, ikke af total lykke, ikke af total sorg, ikke overraskelse, ikke skuffelse, forbavselse, anger, misundelse eller savn. En enkel følelse som kombinerer dem alle på engang, Og oveni en undren over hvorfor, hvorfor noget så forfærdeligt havde kunnet ske.

– Hvordan følte du, da du var i Akka, spørger de.Hvis blot ordene kunne komme mig til hjælp.

De to små piger ønskede, at jeg skulle komme og se de initialer, som mine brødre havde skåret i væggene, men deres mor havde travlt med at fortælle, hvor lykkelig hun var for at bo i huset: Højt til loftet, køligt om sommeren og altaner og vinduer til alle fire sider.

– Din mor var en kvinde, der var forud for sin tid. Det må have været hendes ide at bygge så stort et badeværelse den slags tænker mænd aldrig på.

Kom og se.

Ja, det var et stort badeværelse, selvom det var ret tomt. Min mor var forud for sin tid. Et lille vindue med tykke krydsede jernstænger tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg tænkte, at jernstængerne havde været min fars ide. Han var bange for, at huse skulle blive bestjålet fra et lille vindue i badeværelset. Han var ikke forud for sin tid!

– Vi lejede først en del af det fra Amidar (den israelske institution som konfiskerede de huse der tilhørte de såkaldt fraværende). Så begyndte vi at opkøbe de andre lejeres andele, indtil det lykkedes os at leje hele førstesalen for os selv. Stueetagen deles af to familier, en palæstinensisk og en jødisk. Vi gør vort bedste for at bevare huset som det var…

Jeg kunne mærke en lille skjult tone af skyld i hendes tale, og et øjeblik var jeg fristet til at presse hende. Men jeg gjorde det ikke, Da vi sad og drak kaffe, var der en stiltiende overensstemmelse imellem os, en dyb indforstået følelse af, at vi alle var ofre, og at vi skulle være nogenlunde tilfredse med, at huset hovedsageligt er beboet af palæstinensiske, snarere end af jødiske familier.

Da jeg stod på trappen på vej ud, rakte den lille mørke mand, som endnu ikke slappede helt af, mig nøglerne til huset: “Det er dit, tag det!” Fortalte jeg ham, at vi stadig har de gamle nøgler, eller mumlede jeg noget om FN og Nixon, eller var det om Jeriko og Herzl, eller var det om Oslo og Shatila, eller var det … ?

Lige før jeg nåede hen til bilen, hørte jeg ham råbe: “Hvornår kommer I?”Da indså jeg pludselig, at jeg ikke var kommet tilbage.

Juli 1994