Arafats Selvstyre

Arafats Selvstyre

Af Søs Nissen

Artikel fra Operation Dagsværk baggrundshefte: Palæstina ’98 – 50 år efter…

PÅ ET KONTOR i Ramallah hos kvindernes lobbyorganisation WATC har der i et par dage siddet to mænd fra et af de nye palæstinensiske ministerier. De kigger i skuffer og mapper og mener, at de har ret til at undersøge organisationen. Kvinderne er ikke enige, og de er godt irritererede, men ved ikke, hvad de kan/skal gøre. De ringer til Nahla Qura, som er med i WATC og stadig en indflydelsesrig Fatah-leder i Ramallah. Hun er kendt for sin ledende rolle i Intifadaen. Nahla kommenterer, at de burde have ringet tidligere, men hun lover at tage sig af sagen. Hun ringer til de to mænds overordnede i ministeriet og siger, at hvis ikke mændene er ude af kvindernes kontorer inden en time, så vil han få besøg af hendes venner – en gruppe unge mænd fra Nahlas fraktion i Fatah. Truslen får ministeriet til at kalde de to mænd hjem hurtigt.

I Ramallah er det endnu ikke helt klart, hvem der har magten, – om det er de nye palæstinensiske myndigheder repræsenteret ved sikkerhedstyrkerne, Arafats embedsmænd og politikere eller om det er det gamle lederskab fra Intifadaen. Der foregår en magtkamp mellem disse to grupper, og Nahla Qura og hendes fraktion i Fatah står centralt i denne kamp. Begge parter, fraktionen og Arafats mænd, er en det af partiet Fatah, men der er forskelle. Den primære er, at Nahla’s fraktion ikke er ubetinget loyale overfor Arafat og slet ikke tilhængere af det system, som han har skabt i selvstyreområderne.

I 1989 var Nahla i Danmark sammen med 3 andre kvinder fra de politiske partier PFLP, DFLP og Kommunisterne. Dengang fortalte hun om Intifadaen og modstandskampen, og i dag fortæller hun, hvad der er sket siden, dvs. efter at Arafat kom tilbage til Palæstina. “Det første, vi oplevede var, at Arafat udnævnte forskellige folk til ministerierne, byrådene osv. Vi kunne se, at han valgte personer fra de store familier, den gamle overklasse, jordejere med penge osv. Præcis de folk som havde glimret ved deres fravær under modstandskampen og ikke havde kæmpet eller været aktive under Intifadaen. Det var en hån mod os alle.”

Selv afviste Nahla at få en stilling i selvstyremyndighederne, så længe tingene foregik på denne måde: “Mange af de folk som blev ansat i ministerierne, havde ikke nogen som helst kompetence inden for de områder, de blev ansat til at varetage. Og især de øverste chefer. De blev alene valgt pga. deres loyalitet overfor Arafat. Vores guvernør i Ramallah er f.eks. den chauffør, der kørte Arafat over grænsen til Jordan, da han i al hemmelighed var på Vestbredden engang i 1970erne. En chauffør!!!. Det er absurd, og fyren ved det”.

Iflg. Nahla har Arafat sat uduelige folk ind på mange af posterne. Mange af disse PLO- og PA-ansatte får tårnhøje lønninger, kører rundt i store flotte biler og bygger villaer på størrelse med slotte. Det er korrupt og skammeligt, mener hun, især når arbejdsløsheden og fattigdommen samtidig er større end nogensinde. “Der er brug for investeringer i produktion, for arbejdspladser og indtægter, så der kan skabes et grundlag for vores samfund. I stedet opbygges et enormt statsligt bureaukrati, som udlandet må betale, fordi der ikke er et skattegrundlag, når folk ikke tjener penge”.

“L’Etat c’est moi, Arafat” (Staten, det er mig Arafat)

Som det palæstinensiske selvstyre har udviklet sig, kan det bedst karakteriseres som et autoritært og enevældigt styre. På trods af tilsyneladende demokratiske strukturer med en valgt præsident og en regering godkendt af et folkevalgt parlament er selvstyrets virkelighed snarere en diktaturstats.

Siden 1994 er der opbygget et meget omfattende politi- og sikkerhedsapparat med ni forskellige styrker og 40.000 mand under våben, en størrelsesorden, der er helt ude af proportioner med befolkningsantallet. I Gaza, hvor mere end halvdelen af befolkningen er under 15 år, er der således flere politifolk end skolelærere!

Disse styrker har som en af deres væsentlige opgaver at overvåge og kontrollere den interne opposition blandt palæstinenserne. Siden 1994 har det derfor stået sløjt til med ytringsfriheden i selvstyreområderne, og de fleste erkender i dag, at man ikke frit kan kritisere Arafat og hans ledelse, uden at det får følger. Der har været mange eksempler på, at journalister er blevet arresterede, fordi de har skrevet kritisk om myndighederne, efter at aviserne er blevet lukket, fordi de ikke har omtalt begivenheder i det rette tone” eller prist Arafats fortræffeligheder på forsiden. Det har ført til en udpræget grad af selvcensur blandt de patæstinensiske journalister og redaktører, og den hårdeste kritik af Arafats ledelse kan derfor i dag læses i løbesedler uden afsendere eller i israelske og andre udenlandske tidsskrifter.

Heller ikke for menneskerettighedsorganisationerne har det været nemt at kritisere politi- og sikkerhedsstyrkernes talrige overgreb. Flere af organisationernes ledere har været fængslede eller til længerevarende forhør, og organisationer med kontorer i selvstyreområderne kan ikke udføre deres arbejde uden indblanding fra myndigheder og sikkerhedsstyrkerne.

Som fastsat i Osto-aftalen, holdt palæstinenserne – dog efter megen forsinkelse – valg til en lovgivende forsamling, the Palestinian Legistative Council (PLC), i januar 1996. Efter mere end to års virke er det imidlertid i dag klart, at Rådet (PLC) ikke har nogen reel indflydelse i Selvstyret og ikke kan fungere efter hensigten. Som præsident er det Arafat, der endeligt skal ratificere de love, som Rådet vedtager, og indtil videre har han ikke underskrevet én eneste lov, og ingen nye love er derfor trådt i kraft. Dette gælder ikke blot de vigtige basislove, der svarer til grundloven, men også en række andre love og beslutninger, som Rådet har vedtaget. Situationen er derfor den bekymrende, at landet mere og mere styres ved hjælp af dekreter, en metode velkendt fra besættelsestiden, hvor det israelske militær regerede via mere end tusind militær-dekreter ved siden af gammel tyrkisk, britisk og jordansk lovgivning.

Når et styres beslutninger og handlinger ikke bygger på lov, bliver disse arbitrære og uigennemsigtige for en befolkning. Som for den palæstinensiske. Det eneste folk kan være sikre på er, at jo tættere man er på Arafat og jo mere loyal, des nemmere er det at få sine ting igennem. Det være sig en byggetilladelse, en udrejsetilladelse, licenser, økonomisk hjælp eller endda straffritagelse, hvis man har begået ulovligheder. Arafat belønner vennerne – eller køber dem om man vil -, og kender man en, der kender een, så er man godt på vej.

Manglen på love og regler – samt kaos og forvirring om kompetenceområder og beslutningsveje i og mellem ministerierne – har givet grobund for en omfattende korruption i de palæstinensiske myndigheder. Og korruptionen har hurtigt fået et omfang, der ikke har kunnet skjules for offentligheden. PLC følte sig derfor nødsaget til at indlede undersøgelser i ministerierne, og resultatet var forbløffende entydigt og ikke særligt flatterende for det nye styre: I de fleste af ministerierne har højtstående embedsmænd udnyttet deres positioner til at favorisere egne ellers familiens private firmaer ved f.eks. at sørge for monopollignende forhold, give toldfrihed, eller lade Selvstyret købe overskudslagre til overpriser. Flere af ministerierne har oprettet skjulte konti, som Finansministeriet ikke har haft kendskab til, og generelt har ministeriet ikke haft styr på Selvstyrets forbrug og udgifter. Det skønnes, at næsten 1/4 af budgettet for 1996 – godt 326.000.000 $ – er forsvundet, måske ned i private lommer…1)

Et enstemmigt PLC forlangte i september 1997, at der skutte rejses tiltale mod de mistænkte, og at Arafat, i betragtning af at flertallet af ministrene var under anklage, skulle opløse sin regering og danne en ny. Indtil videre har Arafat imidlertid ikke reageret på hverken PLCs krav eller på anklagerne i øvrigt. Afsløringerne har ingen konsekvenser fået overhovedet. For også i denne situation (i mangel af lovmæssige procedurer) er Arafat enevældig. Det er ham, der har magten til at bestemme, om der skal rejses tiltale, og Arafat ønsker tilsyneladende ingen ændringer i sin regering lige nu. Så de anklagede fortsætter i deres embeder, og PLC fortsætter sin ensomme gang. For PLC har undersøgelserne været et tveægget sværd. På den ene side høstede de folkevalgte stor anerkendelse for deres vilje til at afsløre korruptionen, men på den anden side har det faktum, at de ikke har magtet at sikre, at de ansvarlige blev stillet til regnskab svækket deres position. Deres magtesløshed over for Arafat er blevet afsløret/udstillet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Arafat ønsker at regere palæstinenserne på denne måde. Det giver ingen mening at forklare det med, at det bare skulle være en naturlig følge af arabiske styreformer eller af Arafats psykologi. Det er snarere et spørgsmål om ren magtpolitik. Arafats væsentligeste mål har grundlæggende været at sikre sin egen magtposition i De besatte Områder, og den har ikke været givet på forhånd. For det første, fordi Intifadaen havde vist palæstinenserne, at de godt kunne klare sig uden PLO, og for det andet fordi Arafats og PLO erfaringer fra ledelsen af PLO og de palæstinensiske flygtningegrupper ikke uden videre kunne overføres til den konkrete virkelighed i Palæstina. Der har oven i dette (fra starten) været meget stor modstand mod Osto-aftalen, og som tiden gik – specielt mod Arafats linie i forhandlingerne, især da de første konkrete resultater (Cairo-aftalen, maj 1994) viste, at Selvstyret ville blive meget begrænset både geografisk og politisk.

Arafats konkurrenter i områderne har således – udover Hamas – været det nye (yngre) bredere politiske lederskab, som kom frem under Intifadaen, og som Nahla Qura repræsenterer. Disse folk har været de fremmeste kritikere af de kompromisser som Arafat har indgået under forhandlingerne, og de har haft en opbakning og magtbase i de institutioner og NGOer, som de har opbygget under Intifadaen takket være deres mange års modstandskamp mod Israel. Arafats tiltag skal netop ses som et forsøg på at udmanøvrere denne gruppe. Som Nahla Qura fortæller blev mange af Intifada-lederne – også fra Arafats eget parti Fatah – forbigået, da Arafat udnævnte folk til at lede Selvstyret. Denne taktik fortsatte op til valget i 1996, hvor Arafat gik direkte ind og ændrede på de lister med personer, som hans parti Fatah havde vedtaget skulle stille(s) op til valget. De folk han sorterede fra, var alle folk, der havde haft indflydelse under Intifadaen. (De fleste af dem valgte da følgeligt at stille op som uafhængige og blev valgt!) I stedet valgte Arafat at basere sin magt på den gamle elite, klanerne og overklassen, der også havde en betydelig/stor interesse i at komme af med Intifadakulturen med dens alternative lederskab, tendenser til omfordelingspolitik og klare afvisning af samarbejde med Israel mv.

Magten er i dag centraliseret omkring Arafat, og han har i den nuværende situation tilsyneladende ingen interesse i, at den uddelegeres hverken til PLC eller til andre institutioner i det palæstinensiske samfund. At styre landet ved dekreter og fastholde det arbitrære islæt og uigennemsigtighed, tillade korruption, og intimidere folk, der kritiserer disse tilstande – er alle forsøg på at forhindre, at der opbygges stabile samfunds-institutioner, såsom uafhængige domstole, en magtfuld lovgivende forsamling, ombudsmandsinstitutioner osv., der vil kunne regulere og begrænse den magt som præsidenten, Arafat, har. En magt som er nødvendig i en situation, hvor han og hans efterfølgeres position er usikker. Som det er nu, skal folk helst tro, at der kun er een måde, hvorpå man kan få indflydelse på, nemlig ved at bakke op om Arafat og være loyale mod hans lederskab.

Men som Nahlas historie viser, er kampen endnu ikke afgjort, og bla. i Arafats parti Fatah er der åbenlys modstand mod hans ledelse. Måske kan man sige, at Arafat har vundet første slag, idet det hurtigt er lykkedes ham at etablere et omfattende system, som har indordnet sig under hans autoritære ledelse. At det er lykkedes, er der flere forklaringer på, hvoraf den vigtigste nok er, at det har været svært for palæstinenserne at erkende, at deres nationale helte i det omfang har kunnet ofre fælles nationale krav og sammenholdet for egen magt og vindings skyld. En anden væsentlig forklaring er, at Arafats regime understøttes af Israel og det internationale samfund, hvis interesse er at have samarbejdsvillige palæstinensiske partnere. Det var tidligere den gamte elite, klanlederne og rige jordejere. I dag er det Arafat og den klasse af VIPs, som nyder godt af de privilegier, de har kunnet få via deres positioner og aftaler med Israel.

Men som antydet er situationen ikke helt entydig. Det gamle lokale lederskab fra Intifadaen har ikke mistet al deres magt og indflydelse i områderne. Det er Langt fra usædvanligt, at palæstinenserne i Ramallah i prekære og vanskelige situationer henvender sig til Nahla eller andre gamle Intifada-tedere, i stedet for at gå til de officietle myndigheder. Hos myndighederne risikerer man, at situationen forværres, og man har meget lidt tillid til dem. I stedet går folk til de gamle ledere, som har mere respekt blandt folk fra alle sider af samfundet, også politisk, og som har vist, at de kan handle.

Nahla fortæller til slut en historie om en episode fra sidste år, hvor sikkerhedsstyrkerne en dag kom til det bibliotek, som hun leder, for at hente et ungt medlem af PFLP, der var mistænkt for et attentat på nogle bosættere. De kom med soldater og skarpskytter i fuld anti-terror-udrustning og opførte sig, som var de israelere. Nahla fik de ansatte og besøgende lånere til at gå udenfor biblioteket, hvor de satte sig ned og meddelte soldaterne, at hvis de ville ind i bygningen på den måde, blev det over deres lig. Resultatet blev, at sikkerhedsstyrkerne måtte trække sig tilbage til deres hovedkvarter, og Nahla lovede at indlevere fyren senere, hvad hun så også gjorde.

Og hun slutter: “Man skal forstå, at vi kæmpede sammen, på tværs af de politiske partier under Intifadaen. Derfor kan vi ikke bare finde os i, at de kommer her og opfører sig som en flok banditter. Det var ikke det, vi kæmpede for. I alle vores partier er der gode folk, gode nationalister, der har kæmpet og ofret. De skal huske, at vi kender hinanden og har mange erfaringer med at arbejde sammen – mod undertrykkelse. Det kan vi gøre igen.”

1) Dette skøn blev foretaget af en ministeriel undersøgelses-kommission, hvis undersøgelse gik forud for PLOs undersøgelse.

Kilder

Interview med Nahla Qura, februar 1998

Interview med Graham Usher, april 1998

Glenn Robinson: Building a Palestinian State, The Incomplete Revolution. Challenge nr. 45, 1997

Diverse numre af Palestine Report 1997/1998.

Azmi Bishara: Reflections on the Realities of the Oslo Process. (artiklel i bogen “After Oslo, New Realities, Old Problems”. red. af George Giacaman og Dag Jørud Lønning. Pluto Press, London).