Af Palæstinas historie

Af Palæstinas historie

Af Svend Holm-Nielsen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 2, 1979

Fra zionistisk side gøres ofte to argumenter gældende for jøders selvfølgelige ret til en jødisk stat i Palæstina. Det ene er, at den jødiske indvandring i landet i dette århundrede ikke er andet end en tilbagevenden. Disse jøder er nemlig efterkommere af de jøder, der for knap 2000 år siden blev fordrevet fra deres land af romerne. Og derfor er det både historisk, religiøst og folkeretsligt kun ret og rimeligt, at de nu bosætter sig der, hvor de var engang, og tager det i besiddelse, som de engang ejede.

Det andet argument er, at ved deres indvandring i landet i dette århundrede har jøderne ikke taget noget fra nogen, for der var ikke nogen at tage noget fra; landet var nemlig tomt, ubeboet. Nogle få halvvilde beduinstammer, det var alt. Landet bestod af sumpe og ørkener; det var de indvandrende jøder, der opdyrkede det. De palæstinensere, der nu kræver deres egen stat, er for størstedelens vedkommende slet ikke palæstinensere. De er børn af arabere, der kom fra ørkenen og fra de omliggende lande og slog sig ned i Palæstina i den britiske mandattid, fordi de så og hørte om, hvor rart der var at være i det land, som de flittige zionister havde opdyrket.

Hvis nu disse to argumenter var holdbare, kunne man give sig til at overveje deres konsekvenser. For hvis nu efterkommerne af alle de folkeslag, der engang havde boet et andet sted krævede ret til at vende tilbage, hvor de var kommet fra, så ville der blive et ragnarok af folkevandringer. Og hvis man uden videre diskussion havde kunnet slå sig ned overalt på jorden, hvor der er folketomt eller tyndt befolket, så havde i dag måske den udstrakte jyske hede været befolke t af driftige tyskere?

Nu er ingen af de to argumenter holdbare. Men da de alligevel gøres gældende, er der grund til at undersøge historien for at finde ud af, hvad der er i dem. Derfor gives der i det følgende en gennemgang af Palæstinas historie i meget store træk. Lejlighedsvis vil vi i senere numre tage enkelte perioder frem til nærmere analyse.

Det forhistoriske Palæstina

Der har boet mennesker i Palæstina 100-200.000 år tilbage i tiden. I bjerghuler har man fundet skeletter og efterladenskaber af disse mennesker, der har levet af jagt og vilde planter. Hvad det har været for nogle, og hvor de er kommet fra, ved man ikke; det er endnu den forhistoriske tid, som man ikke kan få noget samlet indtryk og billede af. Men Palæstina er et af de steder, hvor mennesket har lært sig at tæmme naturen; har lært sig at tæmme vildtlevende dyr og at dyrke og forædle de mest nyttige af de vilde planter. Det blev forudsætningen for, at antallet af mennesker kunne forøges, nu da man til dels selv kunne regulere levemulighederne. Det er i Palæstina, man har truffet på det hidtil ældst kendte bysamfund. For8-9000 årsiden opstod i Jordandalen den by, som vi årtusinder senere kender under navnet Jeriko. Ud fra dens størrelse skønner man, at den kan have haft et par tusind indbyggere. Hvad den hed den gang, kan ingen vide, for der findes ingen skriftlige vidnesbyrd. Vi er stadig i forhistorisk tid, for det var først engang omkring 3000 f.Kr. de første famlende forsøg på at udtrykke sig skriftligt blev gjort i Mesopotamien og Ægypten, hvorfra skriftsproget bredte sig til den øvrige mellemøstlige verden – og for resten også langt videre.

Men udgravningerne i Tell es-Sultan (det er det nuværende arabiske navn på den jordhøj, der rummer ruinerne af det forhistoriske Jeriko) har nu vist en fortsat beboelse ned gennem årtusinderne, og jo længere vi kommer ned i tiden, des flere samfundsdannelser og byer finder man rester af rundt omkring i Palæstina. l 3. årtusind f.Kr. (altså 2000-tallet) har Palæstina været ret tæt beboet. Arkæologien er i stand til at sige noget om, hvor disse mennesker er kommet fra. Periodevis er nomadestammer fra ørkenen i øst trængt ind over Jordanfloden og har slået sig ned i landet, snart i forståelse med dem, der boede der allerede, snart ved krigeriske erobringer. Gennem hele historien er der sket en sådan indsivning af ørkennomader i de dyrkede områder i Palæstina, men også i Syrien og Mesopotamien, de kulturlande der omgiver den store syrisk-arabiske ørken. Man kan godt kalde dem underudviklede i forhold til Palæstinas agrar- og bysamfund, for de havde jo kun erfaringer som nomader. Men forudsætningen for at de kunne eksistere i landet var, at de ganske langsomt tilegnede sig landets kultur, at de selv blev bønder, håndværkere og handelsmænd.

Israels folk

l århundrederne omkring 1200 f.Kr. oversvømmer en ny bølge af ørkennomader kulturlandene. l Palæstina trængte nogle ørkenstammer ind, til hvem navnet Israel (eller Jakob, eller begge dele) var knyttet. Det er dem, der fortælles om i Det gamle Testamente. Her får man beretningen om tolv stammer, der tilsammen udgjorde folket Israel, som med et fuldt udviklet sprog -hebraisk – og en fuldt udviklet religion den mosaiske tro – samlet og organiseret invaderede Vestjordanlandet og erobrede det. Landet kaldte de Kana’ans land, fordi det var beboet af kana’anæere. Men de kom med det idealkrav fra deres gud, Jahve, at de skulle udrydde alle landets indbyggere, hver og en. Ikke under nogen form måtte de tage ved lære af kana’anæisk kultur og religion.

Nu er alt det en idealiseret, efterrationaliseret historieskrivning, sådan som alle folk idealiserer deres tidlige historie, der fortaber sig i en fjern fortid. I virkeligheden dannedes folket Israel først gennem en langsom sammenslutning af de indvandrende stammer. Om et samlet folk under et centralt styre kan man først tale under kong David, ca. 1000 f.Kr. Og så holdt dette israelitiske kongedømme mindre end hundrede år; så spaltedes det i to riger efter indre stridigheder, to småriger, der hurtigt mistede deres selvstændighed og kom under stormagternes herredømme, Ægypten, Assyrien, Babylonien. Om et jødisk folk taler man først i 500-tallet f.Kr. Da var riget indskrænket til at omfatte den sydlige del, Judastammens tidligere område; det var navnet Juda, der gennem græsk og latin blev til vort jøde. Det tyske Jude har tydeligere forbindelse til Juda. Denne jødiske nation var en teokratisk stat, styret af Gud gennem Moseloven; den lov om hvilken man fortalte, at Gud selv havde givet den ord for ord til Moses. Og det blev denne lov, der kom til at holde sammen på jøderne, også da de blev spredt ud over verden.

Jødedommen

Det jødiske folk nåede aldrig fuldstændig selvstændighed og uafhængighed. l 6.-4. århundrede f.Kr. var det under persernes herredømme. Så brød den hellenistiske tidsalder ca. 330 f.Kr. ind over Mellemøsten med Alexander den Stores erobringer. Hellenismen – domineret først af grækerne, derefter af romerne – åbnede den vestlige verden for orienten. Tidligere var mange jøder udvandret – frivilligt eller tvunget til Ægypten, hvor der var opstået jødiske kolonier. Men hellenismen og det romerske imperium gav hele Middelhavsområdet et kosmopolitisk præg med et udbygget vejsystem og talrige handelsruter over Middelhavet. Fra Mellemøsten udvandrede mange – også jøder fra Palæstina – til denne nye verden, slog sig ned her og der i Nordafrika, i Lilleasien, i Grækenland og Italien, ja, endog i Spanien, og grundlagde driftige handelskolonier. Man får et godt indtryk af disse vidtspredte jødiske kolonier i Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente. Men det romerske imperium, et sammensurium af folkeslag og folkegrupper, prægedes også af en forvirring af religioner og sekter, som blev tiltrukket af jødedommen. Den var stabilt koncentreret omkring Moseloven og gudsdyrkelsen i Jerusalems tempel. Den havde en fast udformet etik med almen human begrundelse. Derfor blev det almindeligt, at man forlod sine egne lidt løse religiøse normer og lod sig optage i jødedommen. Man var heller ikke upåvirket af, at jødedommen var præget af forventninger om verdens nær forestående undergang; og den vidste, at når enden kom, ville kun de, der havde deres faste stade i jødedommen, undgå katastrofen.

Vi har ingen sikre folketal fra den tid. En jødisk filosof fra Alexandria, Filo, fortæller, at der dengang var en million jøder alene i den by. Lad nu det tal være klækkeligt overdrevet – det siger alligevel noget om, hvor omfattende de jødiske samfund har været. Og alle de, der omvendte sig til jødedommen (proselytter kaldtes de, det betyder nærmest overløbere), blev nu altså jøder. Men de hørte jo ikke til dem, der var udvandret fra Palæstina. De havde ikke deres udgangspunkt i en jødisk nation.

Den byzantinske tid

Og i Palæstina udviklede der sig i vor tidsregnings første århundrede en sekterisk retning inden for jødedommen samlet omkring personen Jesus fra byen Nazaret. Han og hans første tilhængere var jøder; men tiden førte med sig, at de kom i stadig stigende modsætningsforhold til Moselovens jødedom. Og efter at Jesus var blevet korsfæstet af den romerske øvrighed med tilslutning fra jødernes religiøse ledere, drev tilhængerne af Jesusbevægelsen en ivrig agitation for deres Jesus-tro, først og fremmest blandt jøder både i og uden for Palæstina. De vandt mange tilhængere, og kristne menigheder med deres gudstjenestehuse begyndte at skyde op overalt, så kirker langsomt kom til at erstatte de jødiske synagoger.

Som alle folk, der er under besættelse af et fremmed herrefolk, gjorde også jøderne i Palæstina jævnligt opstand imod den romerske besættelsesmagt. Men to gange blev det til organiserede forsøg på revolution. Første gang var år 66. e.Kr., da det tog det romerske militær fire år at slå opstanden ned. Nedkæmpningen af den jødiske modstand besegledes med, at Jerusalems tempel år 70 e.Kr. gik op i luer. Anden gang var i 130’erne e.Kr., men også denne gang blev opstanden slået ned med hård hånd. Mange blev dræbt i disse krige; mange blev efter romersk skik deporteret og solgt som slaver; mange flygtede frivilligt. Men den jødiske befolkning forsvandt ikke fra Palæstina. De fleste blev tilbage i landet; andre vendte hurtigt tilbage fra deres flugt, da forholdene blev roligere. Palæstina blev ikke tømt for jøder, og når jødernes antal tog af de følgende århundreder, skyldtes det den nye religions, kristendommens, hurtige fremgang i landet. Befolkningen skiftede religion, men selv blev den ikke skiftet ud.

De følgende århundreder kaldes den byzantinske tid, fordi Palæstina, ligesom det øvrige Mellemøsten, kom under det østromerske herredømme, som udøvede sin magt fra Byzans, det senere Konstantinopel. Kristendommen gik sin sejrsgang. Fra at være en mistænkeliggjort og forfulgt religion blev den efterhånden tilladt og anerkendt; ja, den endte med at blive romerverdenens statsreligion. Den bredte sig også ud over Romerrigets grænser -men det er nu en helt anden historie. l Palæstina havde kristendommen flere bisper ledet af en patriark i Jerusalem; han prøvede undertiden at selvstændiggøre sig over for det fjerne byzantinske centralstyre. Og de jøder, der forblev jøder, levede deres stille liv, optaget af lovstudier og af forventningen om messias’ komme. Jøder fra nær og fjern rejste til Palæstina, enten på kortvarige valfarter til de hellige steder; eller de slog sig ned i deres alderdom for at få deres grav i det hellige land; der var man nemlig nærmest ved det gudsrige, som messias engang skulle oprette.

Islam

Men messias lod vente på sig. I stedet blev Palæstina – og det øvrige Mellemøsten – erobret af nye folk, der kom fra ørkenen, helt nede fra den arabiske halvø, med deres nye religion, Islam eller muhammedanismen. 638 e.Kr. indtog de Jerusalem. Befolkningen -både de kristne og jøderne – synes ikke at have gjort stor modstand; en stigende uvilje mod det byzantinske styre gjorde sig gældende; det fortælles endda, at mange opfattede de muslimske arabere som befriere. Nu var det Islam, der fejede hen over verden; militært ved erobringen af hele Nordafrika og også Spanien; religiøst ved at flertallet af de kristne i alle disse lande, men også mange jøder, gik over til den nye religion. Helt fremmed var den ikke for dem, for Islam anerkendte og ærede både Jesus og Moses og alle profeterne fra Det gamle Testamente.

Men heller ikke gennem denne erobring skiftedes den palæstinensiske befolkning ud. I vid udstrækning skiftede den religion; kirker forfaldt eller blev bygget om til moskeer, men befolkningen var den samme. Den islamiske erobring havde ikke været en folkevandring. Palæstinenserne forblev palæstinensere uanset deres religion. Jerusalem havde været et religiøst centrum for jødedommen, men var også blevet det for de kristne; for dem var Jesu lidelse, død og opstandelse knyttet til byen. Nu blev den også religiøst midtpunkt for Islam, efter at klippemoskeen og Aqsamoskeen var blevet opført på den plads, hvor tidligere det jødiske tempel havde stået. Ved siden af jøders og kristnes valfart til deres hellige steder forekom nu også muslimers valfart til Jerusalem.

Korstogene

l de følgende 450 år indtraf ingen større forandringer i Palæstina. Landet hørte til det arabisk-muslimske storrige, der strakte sig fra Mesopotamien i øst til Atlanterhavet i vest. Rigets magtcentrum lå først i Damaskus i Syrien, senere i Bagdad i Mesopotamien. Men det varede ikke så forfærdelig mange år, inden storriget begyndte at gå op i opløsning; de nordafrikanske områder gjorde sig selvstændige, og i Ægypten dannedes der et herskerdynasti, som konkurrerede med dynastiet i Bagdad. For Palæstina fik det den betydning, at det undertiden styredes fra Bagdad, undertiden fra Kairo. Men det ændrede ikke på den palæstinensiske befolkning. Den mærkede heller ikke meget til, at nogle tyrkiske stammer fra det indre af Asien i midten af 900-tallet trængte langt ind i det arabiske rige. De overtog den arabiske kultur og også den islamiske religion. Selve Palæstina nåede de ikke til.

Selsjukkerne, som disse tyrkiske stammer hed, rettede derimod deres erobringslyst mod Lilleasien, som endnu hørte under det byzantinske styre i Konstantinopel. Da de nåede så langt frem, at de begyndte at blive en trussel mod selve byen, bad den byzantinske kejser paven i Rom om hjælp mod»de vantro hunde«, som man kaldte muslimerne.

Det blev den formelle anledning til korstogene. Det er en mærkelig periode både i Europas og Mellemøstens historie. Det er en begyndende vesteuropæisk imperialisme, først og fremmest af økonomisk karakter og fremkaldt af sociale årsager, som under dække af religion tiltvinger sig herredømmet over de vestlige områder i Mellemøsten, Libanon og Palæstina samt dele af Syrien og Østjordanlandet. Jerusalem blev erobret 1099 under et sandt blodbad på byens jødiske og muslimske indbyggere. For at der ikke skulle være tvivl om, at landet nu var kommet under kristent herredømme, lod en af korstogslederne, Baldwin, sig krone til konge over Jerusalem. Det skete år 1100, juledag, i den kirke i Bethlehem, der for århundreder siden var bygget over det sted, hvor traditionen fortalte, at Jesus var født.

For Palæstinas vedkommende varede korstogstiden knap hundrede år. Riget svækkedes af indre stridigheder; i Europa tabte man efterhånden interessen for korsridderne, og i de arabiske lande samlede man sig til modstand mod dem. 1187 tilføjede den arabiske sultan Salah ed-Din (Saladdin plejer vi at kalde ham) kongeriget Jerusalem det endelige nederlag, og Palæstina vendte tilbage til en arabisk tilværelse. Det er karakteristisk for hele historien, at korsfarertiden kom til at betyde så lidt i Palæstinas – og de andre arabiske landes – historie. Der er ganske vist utroligt mange rester af et omfattende byggeri fra denne periode; så det er let at se, at de har været der. Men nogen indflydelse på landets og befolkningens kultur fik korsfarerne aldrig. De levede som fremmede i landet; de isolerede sig fra landets befolkning som en kulturel overklasse. De forblev et fremmedelement, og derfor voldte det heller ikke nogen vanskelighed igen at udskille dem, efter at de havde lidt nederlag.

Det er ejendommeligt i Palæstinas historie at lægge mærke til, hvordan landet kulturelt, folkeligt, religiøst er gået helskindet ud af de perioder, da erobrere fra vest tog landet i besiddelse. Det gælder filisterne, der udøvede et militært herredømme over landet i 12. og 11. århundrede f.Kr. De uddøde efterhånden som selvstændig folkegruppe. Det gælder også den hellenistiske tidsalder. Gennem flere hundrede år havde grækere og romere et fast militært og administrativt greb om landet. Men det medførte ikke, at befolkningen blev græsk eller romersk i kultur og religion. De fremmede forblev fremmede, en herskende overklasse. De tilførte ikke landet og dets folk noget varigt nyt. Kun døde ruiner minder om deres tid. Og nu blev forholdet det samme efter korsfarertiden.

Det tyrkiske imperium

Det er mærkeligt at se, hvordan historien tit gentager sig. Det arabiske enhedsrige, som Salah ed-Din havde skabt, og som gjorde ende på korsfarernes herredømme, begyndte snart at smuldre, og det kom igen til rivalisering mellem Kairo og Bagdad, som også kystlandene ved Middelhavet måtte lide under.

Men så skete der i sidste halvdel af 1400-tallet en revolutionerende ændring i magtforholdene. Endnu var Konstantinopel hovedstad i et byzantinsk rige, selv om det ikke var så stort som i gamle dage. Men i 1453 gjorde tyrkiske stammer, der efter deres leder, Uthman, kaldes osmannerne, et fremstød mod vest gennem Lilleasien og erobrede Konstantinopel; de trængte også ind i hele Balkanområdet, og dermed var det byzantinske imperium til ende. I begyndelsen af 1500-tallet erobrede de den østlige Middelhavskyst, Ægypten og størstedelen af Nordafrika. Osmannerne var muslimer, mens det byzantinske regimente havde været kristent; det betød selvfølgelig på mange måder en forskel mellem de to. Men administrativt, politisk og militært ligner de to perioder hinanden. Et centralherredømme i Konstantinopel holder gennem sine embedsmænd og sit militær et omfattende imperium i et jerngreb. Jo længere man er væk fra Konstantinopel, des mindre har man noget forhold til tyrkisk kultur, tyrkisk sprog, tyrkisk egenart i det hele taget. Man kender stort set kun tyrkerne gennem de embedsmænd, som regeringen har udstationeret i det vidtstrakte område. Man betaler sine skatter – til Konstantinopel. Man må springe soldat – til beskyttelse af magtapparatet i Konstantinopel. Der er ikke tale om udryddelse eller fordrivelse af befolkningen. Den forbliver sig selv. Der holdes et vågent øje med enhver social eller politisk bevægelse, der i mindste måde kan opfattes som vendt imod det tyrkiske herredømme.

Det er vist uundgåeligt, at et land og en befolkning går i stå under sådanne forhold. Økonomisk og socialt stagnerede Palæstina – og de øvrige arabiske lande, der var underlagt Konstantinopel – under osmannernes herredømme. Men påny gentager historien sig. Imperiet begynder at smuldre. Centralstyret får stigende vanskeligheder med at holde sammen på det. Fremmede magter griber ind i udviklingen.

Det engelske mandat og zionismen

Den første verdenskrig satte det endelige punktum for det tyrkiske imperium. Tyrkiet var gået ind i krigen på Tysklands side. England søgte at vinde araberne for sig i krigen mod Tyrkiet ved at love araberne uafhængighed efter krigen. Men England lovede også den politiske jødiske Zionistbevægelse et nationalhjem i Palæstina uden at tale med palæstinenserne eller de øvrige arabere om det.

Det, der imidlertid var Englands egentlige hensigt, var selv at få herredømmet i det mellemøstlige område, både af strategiske og økonomiske grunde. Og det fik England -sammen med sin krigsallierede, Frankrig. Den nyoprettede internationale organisation, Folkenes Forbund, som domineredes af de to sejrherrer, bestemte, at England skulle administrere en del af det arabiske område, der nu var befriet for tyrkerne, Frankrig en anden del. Palæstina kom under England. Man sagde at de to stormagter administrerede områderne med mandat fra Folkeforbundet. Så var man fri for at bruge det grimme ord: kolonistyre. Men i praksis mærkede befolkningen ikke noget til et beskyttende Folkeforbund, kun til en suveræn engelsk politisk og militær administration.

I det dokument, hvori Folkeforbundet overdrog magten over Palæstina til England, blev det pålagt mandatstyret at føre landet frem til national selvstændighed. Men det blev også pålagt England at virkeliggøre løftet til zionismen om et nationalhjem. Dermed var grunden lagt til en udvikling, som langsomt men sikkert drev frem mod katastrofen. En foreløbig ende på den udvikling blev oprettelsen af staten Israel i Palæstina 15. maj 1948, samtidig med at England trak sig ud af landet. Den virkelige ende på udviklingen blev det ikke. Den har ingen set endnu.

Historien gentager sig

Det engelske mandatstyre blev en episode i Palæstinas historie – en af de mange episoder der ikke satte dybe og varige præg på landet og på dets befolkning. Men med det engelske mandatstyre fulgte den zionistiske invasion af mennesker vestfra. Mennesker der kom og bosatte sig med en vestlig militærmagt som støtte. De mødte massiv modstand fra landets befolkning. Den modstand er tiltaget med årene. Israel har intet andet end sin militære styrke at eksistere på. Hvorfor vil landet dog ikke tage ved lære af korsfarertiden?