De nye historikere

Christian Ulstrup, Palæstina Orientering, nr. 3, 1996

De nye historikere

af Christian Ulstrup

Bragt i Palæstina Orientering, nr. 3, november 1996

I den sidste halve snes år er der i Israel fremstået et begreb: de nye historikere. På baggrund af en række artikler i “Journal of Palestine Studies” og “News From Within” samt Benny Morris’ bog “The birth of the Palestinian refugee problem, 1947-1949” fortæller Christian Ulstrup om nogle af deres synspunkter og afsløringer.Hvilken rolle spiller de i det moderne Israel? Er der tale om et radikalt brud med den konsensustænkning, som har præget staten siden dens grundlæggelse i 1948? Det har han bl.a. spurgt Ilan Pappé og Amos Wollin om under et besøg i Israel i sommeren 1996.

Indenfor de seneste år er der i Israel blevet ført en fornyet debat om baggrunden for det palæstinensiske flygtningeproblem. Denne interesse skyldes i første omgang ikke så meget bekymring for de mange palæstinensiske flygtninge, men mere en generel kritik af den israelske samfundsudvikling. Grundlæggende kritik i større målestok har indtil for få år siden været et uhørt fænomen i den israelske samfundsdebat.

Udviklingen har ført til, at der blandt israelske historikere har udkrystalliseret sig en helt ny måde at anskue den israelske historie på. Denne interesse har i særlig grad været rettet mod årene op til og omkring statens oprettelse i 1948. Det er i tilknytning til denne interesse, at det palæstinensiske flygtningeproblem er blevet taget op på ny.

Hvis man kort skal skitsere, hvordan de nye historikere adskiller sig fra de gamle – the historians of the establishment – kan det gøres ved at nævne fem overordnede og afgørende punkter: 1) Den zionistiske bevægelse modtog ikke FN’s delingsplan med begejstring. 2) De omkringliggende arabiske stater var ikke én enig alliance, der ville den nye jødiske stat til livs. 3) Krigen blev ikke udkæmpet mellem en relativ svag jødisk David og en relativ stærk arabisk Goliat. 4) Palæstinenserne flygtede ikke efter arabisk ordre. 5) Israel var ikke oprigtig i sin bestræbelse på at opnå en fredsaftale med de arabiske stater i slutningen af krigen.

De nye historikere gør således op med nogle af de myter, der altid har spillet en central rolle for den israelske selvforståelse. Og lige netop baggrunden for det palæstinensiske flygtningeproblem er et særlig følsomt spørgsmål, da det hænger uløseligt sammen med den israelske stats fødsel. Spørgsmålet er således ikke blot interessant i en historisk sammenhæng, men det er en meget vigtig del af den enkelte israelers identitet og selvopfattelse.

Det er derfor også interessant at se på, hvorledes de nye historikere er blevet modtaget og opfattet af israelerne selv, og hvilken indvirkning de har fået eller i fremtiden kunne tænkes at få på forholdet mellem israelere og palæstinensere.

Ilan Pappé

En af de nye historikere hedder Ilan Pappé. Han underviser til daglig på Haifa universitet i statsvidenskab, med speciale i historie. Han har gennem de seneste år deltaget i den offentlige debat og er i øjeblikket i gang med at skrive en bog om de nye historikere. På spørgsmålet om deres betydning i dagens Israel svarer Ilan Pappé, at der generelt er en stor interesse for deres arbejde, men at det først og fremmest er i venstre-zionistiske kredse og i uddannelsessystemet, man kan spore en direkte påvirkning. Interessen har ikke udviklet sig til en egentlig politisk magtfaktor, men Pappé forudser og håber, at dette vil ske med tiden. Selv er han ledende medlem af HADASH – “Demokratisk front for fred og lighed” – et ikke-zionistisk parti, som traditionelt henter sine stemmer fra de israelske arabere. Det nye historiesyn står i skarp kontrast til den historiefremstilling, der tidligere var – og mange steder stadig er – den foretrukne i Israel. Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at der fra magthavernes side udvises en stor modvilje mod det arbejde, som de nye historikere i disse år foretager. Ilan Pappé er selv flere gange blevet hængt offentligt ud i pressen for at skade staten Israel og tjene dens fjender. Derfor kan det også nogle gange undre ham, at han overhovedet har fået stillingen på universitetet. De israelske uddannelsesinstitutioner har altid været underlagt en stor grad af statslig styring og kontrol, der i praksis er kommet til udtryk ved, at man rent økonomisk har kunnet undgå folk eller faglige emner, der af den politiske elite anses som skadelige. Denne kontrol har været mulig, fordi ansættelser og økonomi til de enkelte institutter behandles enkeltvis ved særlige ansøgninger. Ilan Pappé er derfor klar over, at han er en af de få undtagelser i dagens Israel.

Ilan Pappé er født og opvokset efter 1948, hvilket for mange er en væsentlig del af forklaringen på de nye historikeres eksistens. De tilhører generationen, der er født efter 1948 og har derfor ikke “blod på hænderne”. De israelere, der i disse år skriver den nye historie, har en personlig distance til de voldsomme hændelser, der fandt sted i perioden 1947-49 og er derfor i højere grad end ældre historikere i stand til at skrive om perioden i et mere kritisk lys.

Ilan Pappé nævner en række begivenheder, som han mener har været med til at forme “de nye”: Oktoberkrigen 1973, Likuds valgsejr 1977, freden med Egypten 1978, Libanonkrigen 1982 og ikke mindst Intifadaen 1987. Afgørende begivenheder, der har medført, at mange har fået et mere realistisk billede af Israel. De har rokket ved myterne og paradisforestillingen om Israels usårlige og ufejlbarlige status.

Selv har han skrevet bogen “The Making ofthe Arab-lsraeli Conflict”, der udkom i 1992. Den sammenligner det Palæstina-arabiske samfund med den jødiske “Yishuv” (det jødiske samfund i Palæstina op til 1948). Ved at beskrive de store kulturelle og organisatoriske forskelle nedtoner han “den store arabiske trussel” og fjerner den glans, ja nærmest guddommelighed, der ellers ofte præger fremstillingen af zionisternes sejr over palæstinenserne og de arabiske stater i 1948-49.

Benny Morris

Hvor Pappé i sin bog tager udgangspunkt i at beskrive de politiske, sociokulturelle og økonomiske aspekter, lægger en anden af de fremtrædende nye historikere mere vægt på at belyse de rent militært-strategiske forhold under krigen 1947-48. Hans navn er Benny Morris, og han er den mest produktive af dem alle. Udover et hav af artikler og debatindlæg har Benny Morris skrevet to bøger om 1948.

“The birth of the Palestinian refugee problem, 1947-1949” og “1948 and after: Israel and the Palestinians”, udgivet i henholdsvis 1987 og 1989. Begge bøger handler om, hvordan den zionistiske kolonisering førte til fordrivelse af over 700.000 palæstinensere.

Det, der gør Benny Morris interessant, er, at hans bøger i særlig grad bygger på dokumentation. Han fremstiller historien ved udelukkende at fremlægge kendsgerninger og holder sig fra enhver form for moralsk stillingtagen. Modsat Ilan Pappé, der siger: “Der findes ingen historie, kun historikere”, mener Benny Morris, at den objektive historiefremstilling er mulig. Morris har et næsten rendyrket positivistisk historiesyn, hvorimod Ilan Pappé’s syn er mere relativistisk. Pappé skriver med bevidsthed om og med udgangspunkt i den aktuelle politiske kontekst; han vedkender sig sin politiske identitet og mener ikke, at der kun findes én fremstilling af historien. Kilden til løsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt ligger for ham bl.a. i, at begge parter bliver bevidst om, at der ikke kun findes én sandhed, én historie, men at virkeligheden kan tage sig forskelligt ud, alt afhængig af hvor man befinder sig. Så hvis man i øvrigt skal tale om, at de nye historikere har en mission, så ligger den for Ilan Pappé lige netop i at gøre folk opmærksom på dette forhold.

Benny Morris mener derimod, at parterne skal mødes på den sande fremstilling af historien, og at projektet derfor må handle om at få den afdækket. Selv har han gjort det ved udelukkende at bygge sine bøger på kildemateriale og ved i princippet kun at acceptere den historie, der kan “dokumenteres”. Det er især dokumenter, mødeprotokoller, notesbøger og lignende fra omkring trediverne og frem til begyndelsen af halvtredserne, som har haft Morris’ interesse. Materialet har han fundet i en række israelske arkiver, hovedsageligt “Central Zionist Archives” og “Israel State Archives”. En stor del af materialet har ikke tidligere været offentliggjort, da det først inden for de seneste år er blevet deklassificeret, og hans bøger og artikler er derfor også omgivet af megen opmærksomhed, fordi de indeholder afsløringer af mere eller mindre sensationel karakter.

Den vægt, som Benny Mons lægger på dokumentation af historiens gang, har enkelte gange – i tilfælde af afslag fra arkiverne – fået ham til at gå til den israelske Højesteret med krav om aktindsigt.

For de fleste palæstinensere er der ikke noget nyt i Morris’ bøger, men for den israelske befolkning kan det være chokerende læsning. Hans bøger og artikler modtages med en anderledes alvor, fordi han er jøde, israeler og derudover erklæret zionist. Så på trods af, at hans forskning og forfatterskab afslører en aggressiv og brutal zionistisk kolonisering af Palæstina er det vanskeligt for modstanderne udelukkende at affeje ham udfra devisen om, at han blot er fjendtligt stemt overfor staten Israel, og derfor ikke skal tages seriøst. Men ligesom Ilan Pappé er også Benny Morris blevet hængt offentligt ud og ved flere lejligheder kaldt for en “selvhadende jøde”. Han har også – på trods af sine åbenlyse kvalifikationer – haft vanskeligheder med at få job i den akademiske verden i Israel, hvilket endte med, at han offentligt bekendtgjorde sin afrejse fra Israel. Det førte, ifølge Pappé, til hans nuværende stilling på Be’er Sheva universitetet, som han tiltrådte i sensommeren 1996. Årsagen var, stadig iflg. Pappé, at de israelske magthavere hellere ser kritikere bor i Israel, fremfor at de rejser til udlandet.

“Transfer”

Benny Morris giver en fremstilling af historien, som de fleste israelere har svært ved at acceptere. Her følger nogle eksempler.

I den første bog gennemgår han, hvordan og under hvilke omstændigheder 370 palæstinensiske byer blev forladt, og hvordan omkring 190 af dem i løbet af 1948-49 blev beboet af jødiske immigranter. Ligeledes beskriver han den zionistiske “transfer” politik, hvis formål det var at “de-arabisere” Palæstina og giver bl.a. på baggrund af Josef Weitz’ originale dagbøger et enestående indblik i de diskussioner og den tankegang, der herskede i de inderste cirkler af den zionistiske ledelse. Josef`Weitz (1890-1972) blev født i Polen. Han bosatte sig i Palæstina i 1908. Fra 1932-1967 var han direktør i Jewish National Fund med ansvar for den jødiske kolonisering af Palæstina. Han var formand for den første og anden “Transfer Committee 1948-49”. I 1965 udkom hans dagbøger under titlen “My Diary and Letters to the Children”. Benny Morris har i “Central Zionist Archives” fundet Weitz’ originale dagbøger og har ved at sammenligne dem med den publicerede udgave konstateret flere rettelser. Der er tale om omformuleringer, sletning eller tilføjelser af ord eller passager, og det er særligt tankerne om “transfer”, det er gået ud over. F.eks. er ordene “expel” og “expulsion” blevet slettet i udgaven fra 1965.

I den zionistiske ledelse blev der diskuteret flere “løsningsforslag”. Fra at ville købe palæstinenserne ud handlede de senere om, at de decideret tvangsforflytning. Denne løbende diskussion var den direkte årsag til, at Josef Weitz, under urolighederne i 1947-48, oprettede transfér-komitéer, hvis opgave det var, at sørge for, at “resultatet” af den allerede igangværende flugt blev permanent. På den baggrund blev flere hundrede palæstinensiske landsbyer enten jævnet med jorden eller beboet af jødiske immigranter. Konkret endte denne politik flere gange med, at der blev foretaget deciderede massakrer.

Planlagt eller tilfældigt?

Benny Morris dokumenterer, hvordan Deir Yassin, hvor 254 mennesker blev slagtet d. 9. april 1948, langt fra var den eneste eller for den sags skyld den værste massakre i perioden 1947-49. I virkeligheden fandt adskillige massakrer sted på civile ubevæbnede arabiske landsbyboere, og de blev ikke, som det ellers ofte fremstilles, alene udført af ekstreme zionistiske grupperinger, men også af den militære hovedorganisation Haganah, der i 1948 kom til at danne grundstammen i den nuværende israelske hær IDF (Israels Defence Force).

Han beskriver også, hvorledes den senere premierminister og modtager af Nobels fredspris, Yitzhak Rabin, i kraft af sin rolle som oberstløjtnant i Haganahs stormtropper Palmach personligt stod i spidsen for rydningen af Ramle og Lydda. Disse rydninger hører til nogle af de største og mest omfattende fordrivelses-operationer i hele krigen og resulterede i, at over 50.000 palæstinensere i dagene 12. og 13. juli 1948 blev drevet på flugt.

Benny Morris stiller sig den opgave at undersøge, hvorvidt den palæstinensiske flugt var, hvad han kalder “made by design or by war”, altså om den fra zionistisk side var tilsigtet – eller om flugten “blot” var et resultat af urolighederne og krigshandlingerne i 1947-49. I sin første bog konkluderer han, at flugten overvejende skyldtes krigshandlingerne, men han har siden langsomt bevæget sig væk fra denne konklusion og mener i dag, at flugten også var et resultat af en zionistisk bestræbelse på at få ryddet området.

Konsensustænkning

Den israelske historiefremstilling har aldrig svaret til virkeligheden. Det gør en historiefremstilling vel næppe 100 %, men i tilfældet Israel har der været tale om decideret historieforfalskning; den har været præget af løgne, fortielser og manipulation.

En af forklaringerne på tidligere tiders manglende kritiske historieskrivning hænger ifølge den israelske sociolog Uri Ram sammen med den israelske stats kolonialistiske og ekspansionistiske karakter. Altså det forhold, at Israels oprettelse var resultatet af en krig og dernæst, at staten aldrig har defineret sine grænser, men den dag i dag faktisk stadig er i krig med sine naboer (Libanon, Syrien, palæstinenserne). I en artikel i “News From Within”, der udgives af det venstreorienterede israelsk-palæstinensiske “Alternative Information Center” i Jerusalem, skriver Uri Ram, at den zionistiske ideologis kraftige indflydelse på hele den israelske samfundsudvikling har forhindret dén kritiske forskningstradition, man ellers kan finde i de vestlige universitetsmiljøer. Det er således først inden for de seneste 10-15 år lykkedes at skabe en kritisk forskningstradition blandt historikere og sociologer.

Al tidligere udvikling og forskning har fundet sted indenfor rammerne af den zionistiske ideologi – en ideologi, hvor dogmet om, at det for jøderne er tvingende nødvendigt at oprette en jødisk stat som forsvar mod den antisemitisme, der ligger latent i alle ikke-jøder, står som noget centralt. Den zionistiske ideologi knytter således de israelske jøder sammen i et slags ubrydeligt fællesskab, der på sin egen særlige måde både kræver og producerer konsensus ved at umuliggøre at der stilles spørgsmål ved dette fællesskab. Det er ifølge Uri Ram først i forbindelse med højrefløjens valgsejr 1977, at dele af universitetsmiljøerne, særligt faget sociologi, formår at bryde denne konsensus og stille sig kritisk overfor det israelske projekt. Højrefløjens valgsejr betød for de intellektuelle, at de i højere grad kunne tænke og handle selvstændigt. Tidligere havde de nærmest automatisk været en integreret del af hele Mapai-bevægelsen (grundlagt i 1930 og forløber for det nuværende Arbejderparti), der indtil 1977 havde regeringsmagten og stod i spidsen for opbygningen af staten Israel. I slutningen af halvfjerdserne begynder der en kritisk debat i akademiske og intellektuelle kredse, der langsomt har ført til en egentlig kritisk forskningstradition.

Amos Wollin

Den tjekkoslovakisk fødte israelske jøde, Amos Wollin – herhjemme bl.a. kendt for sine mange artikler i Dagbladet Information – tilhører ikke selv gruppen af nye historikere, men har fulgt deres udvikling op til i dag. Amos Wollin mener, at også de israelere der tidligere har skrevet kritisk om Israel, har en del af æren for det arbejde, de nye historikere foretager i dag. Her tænker han f.eks. på folk som professor Israel Shahak og den nu afdøde israelske historiker Simha Flapan. De tilhører en yderst uhomogen gruppe af enkeltpersoner, som Amos Wollin kalder de nye historikeres “jordemødre”. Han advarer imod at tro, at den nye generation af historikere er udtryk for det konsensusbrud, som bl.a. Uri Ram nævner i sin artikel. “Det er fejlagtigt at tro, at der på nuværende tidspunkt er tale om en dekonstruktion af den zionistiske ideologi”, siger han. Derfor foretrækker han også at benytte betegnelsen “de postzionistiske historikere”.

Amos Wollin er ikke grebet af den entusiasme, man ellers kan spore hos mange af de nye historikere eller hos dem, der er involveret i den løbende debat. Amos Wollin, der som 16-årig i 1938 kom til Palæstina, og som siden, på nær nogle få år i Europa, har levet i Yishuv og i Israel, ser intet radikalt hos de nye historikere – eller for den sag skyld i den igangværende fredsproces – der bryder med de principper, som staten Israel er grundlagt på. Isoleret set finder han naturligvis de nye historikere interessante og for den sags skyld også vigtige, men han mener samtidig, at deres indflydelse på det israelske samfund som helhed er yderst minimal. “Hvad nytter det at skrive en masse bøger til en befolkning, der ikke er interesseret i at vide sandheden”, siger han og rammer måske derved en del af forklaringen på, hvorfor man i dag i Israel trods alt har accepteret de nye historikere og deres kritiske historiefremstilling. Måske er Israel i dag så konsolideret, at intern kritik ikke længere opfattes som en trussel mod landets eksistens.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.