Hvem er Hamas
af Muhammed Jaradat
oversat af Svend Holm-Nielsen
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 3, 1992
Gennem de sidste par år har vi oftere og oftere hørt om den islamiske fundamentalistiske bevægelse Hamas, der navnlig opererer i Gazaområdet. Vi har hørt om dens kamp mod den israelske besættelsesmagt. Men vi har også hørt om dens sammenstød med andre palæstinensiske modstandsbevægelser, navnlig Fatah. I News From Within, som udgives i Jerusalem af det israelske Alternative Information Center, fra 5. august 1992 har Muhammed Jaradat skrevet om Hamas, og vi bringer det her i oversættelse.Grundlæggelsen i december 1987 af den islamiske modstandsbevægelse Hamas i de områder af Palæstina, der har været under israelsk besættelse siden 1967, var resultatet af, at den palæstinensiske gren af bevægelsen Det muslimske Broderskab havde vokset sig stor. Indtil Hamas blev dannet, havde Det muslimske Broderskab hovedsagelig fokuseret på uddannelse i islamisk religion og islamiske værdier og normer ud fra princippet om, at hvis man vil forandring, må man begynde med det enkelte individ. Den havde i mindre grad været involveret i aktiv modstand mod besættelsen.
Forhold der bidrog til islamiske bevægelser i Palæstina
1. Nederlaget i krigen i juni 1967, der chokerede palæstinenserne endnu mere end nederlaget i 1948, fordi det kom efter, at arabisk nationalisme – særlig “Nasserismen” – havde vokset sig stærk og havde vakt et håb om, at den jødisk-sionistiske stat stod foran sit nederlag. Den skuffelse, der blev resultatet, brugte fortalerne for de islamiske kræfter til at fremme deres interesser. De undsagde Nasser- og Baathbevægelsernes slogan “Enhed, Socialisme og Frihed” som hykleri, og de hævdede, at den eneste mulighed for at blive kolonisation og aggression kvit var at vende tilbage til Islam og til Gud.
I deres publikationer betoner de islamiske religiøse kræfter i det besatte Palæstina, at alle hidtidige former for modstand har været fejlslagne, og at ingen ideologier, som arabere og palæstinensere har tilsluttet sig, har ført til noget; det er lige fra nationalisme over socialisme til vestlig liberalisme. Derfor er det en bydende nødvendighed at vende tilbage til Islam.
Dengang i 1967 var der tre grupperinger, der var aktive på Palæstinas politiske arena: a) den nationale bevægelse, Fatah, der var blevet dannet som reaktion på de arabiske nederlag, og fordi man havde tabt troen på, at en forening af den arabiske verdens kræfter ville føre til befrielsen af Palæstina. l stedet hævdede man, at palæstinenserne var i stand til at befri sig selv, eller at de i det mindste måtte spille hovedrollen i kampen for Palæstina. b) de marxistisk-socialistiske grupper, PFLP og DFLP, der betragtede de socialistiske stater som en magtfuld allieret og opfattede den palæstinensiske kamp som en integreret del af den internationale frihedskamp; på den måde kædede man den palæstinensiske kamp sammen med den arabiske verdens nationale kampe; c) de islamiske bevægelser, der omfattede det islamisk frihedsparti Al-DaWa (“Kaldet”), sufierne (muslimske mystikere, o.a.) og Det muslimske Broderskab, som var den største og mest indflydelsesrige del. Som tidligere nævnt anskuede disse bevægelser det palæstinensiske spørgsmål fra et religiøst udgangspunkt og betragtede Islam som den eneste kraft, der var i stand til at garantere palæstinensisk sejr.
2. Befolkningen i den arabiske verden var blevet ladt i stikken og var blevet ramt af fattigdom som følge af den voldsomme teknologiske udvikling, der væltede ind over dem fra den vestlige verden, fordi den ikke blev fulgt op af en kulturel udvikling og af en udvidelse af borgerlige rettigheder og friheder Det blev en faktor, der skubbede de fattige i retning af religionen i deres søgen efter hjælp. l Palæstina forstærkedes denne tendens af, at besættelsesmagten, Israel, også var bestemt af en højere og stærkere modernisering.
3. Den indflydelse, som ægyptiske universiteter øvede på palæstinensiske studerende, blev særlig markant i 1970’erne, da den ægyptiske regering løslod mange af Det muslimske Broderskabs ledere fra fængsel, fordi man håbede, at de kunne dæmme op for den ægyptiske venstrefløj og Nasser-tilhængerne. Det var sådanne unge palæstinensere, der i Palæstina senere blev ledere af Islamisk Samling – den lokale gren af Det muslimske Broderskab – og af Jihad (“Hellig Krig” o.a.). Centrum for deres aktiviteter var Gazaområdet.
4. Palæstinensere, der havde fået arbejde i olieindustrien i de konservative Golfstater, hvor den islamiske lov er gældende, blev her konfronteret med islamisk religion og tankegang. De palæstinensiske islamiske bevægelser fik økonomisk støtte fra disse stater og fra deres islamiske institutioner, og de fik den hovedsagelig via moskeerne og gennem al-Waqf, der er det muslimske samfunds officielle vogter af al islamisk ejendom, og gennem Zakah-komiteerne, som fører kontrol med den religiøse beskatning. Det skete dog også, at penge blev sendt direkte til de lokale islamiske politiske grupper.
5. Den vellykkede islamiske revolution i Iran i 1979 gav stødet til yderligere fremgang for de islamiske bevægelser i almindelighed og for de palæstinensiske bevægelser i særdeleshed.
6. På tilsvarende måde bidrog de hyppige militæraktioner mod den israelske besættelsesmagt i Sydlibanon, som den islamiske modstandsbevægelse dér var ansvarlig for, til de islamiske bevægelsers popularitet i Palæstina.
7. At den socialistiske blok i Østeuropa brød sammen satte yderligere fart i de islamiske bevægelser, fordi “socialismens død” for dem at se gjorde Islam til den eneste reelle mulighed for at gøre op med de trængsler, som kolonialismen havde skabt.
8. Den jordanske regering har altid søgt at sikre sin position i Palæstina, og den har støttet den lokale gren af Det muslimske Broderskab, specielt lederne af officielle religiøse institutioner som f.eks. al-Waqf og det islamiske retsvæsen. De er endnu i dag jordanske regeringsinstitutioner trods Jordans officielle brud med Vestbredden i 1988, både lovmæssigt og administrativt. Disse religiøse institutioner har vidtrækkende beføjelser, særlig efter Jordans brud; de fungerer som mellemmænd mellem den lokale palæstinensiske befolkning og de officielle myndigheder i de arabiske lande i spørgsmål om pas, om ægteskabs- og fødselsattester m.m. De fører tilsyn med moskeer, med Waqf-ejendom og med Zakah-komiteernes fonde, og de har over to tusind ansatte; deres årlige budget er steget til millioner af jordanske dinarer Den magt og de besiddelser, som al-Waqf og de islamiske domstole sidder inde med, har betydet meget for væksten i de islamiske bevægelser i Palæstina.
9. De israelske besættelsesmyndigheder har vendt det blinde øje til de islamiske bevægelsers politiske aktiviteter, fordi man foretrak dem for PLO, og fordi man anså dem som et middel til at uddybe splittelserne i det palæstinensiske folk.
10. Medvirkende var også de interne problemer i PLO og de hastige ændringer af dens erklærede mål. Det er gået fra “Befrielse af hele det palæstinensiske hjemland” over “En palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gazaområdet” til “Union med Jordan”. Først hed det, at Palæstinas befrielse skulle ske ved væbnet kamp; så kom de politiske og diplomatiske aktiviteter, og det er endt i diplomatiske manøvrer i den nuværende fredsproces. Det har altsammen skabt forvirring og håbløshed i den yngre generation og har gjort den islamiske bevægelse til en nærliggende tilflugt.
11. Fatah-bevægelsen spillede selv en aktiv rolle i styrkelsen at de islamiske bevægelser, dels fordi nogle af dens bedst kendte ledere – fx Yasser Arafat og Abu Jihad – havde været medlemmer af Det muslimske Broderskab i /Egypten, og dels fordi Fatah var gået i koalition med islamiske grupper ved valgene til nationale foreninger og institutioner i den hensigt at svække venstrekræfterne. Det er i dag tydeligt, at disse koalitioner i det lange løb snarere svækkede Fatah end styrkede den.
12. Det palæstinensiske skolesystem er baseret på og er bærer af islamiske værdier og normer ud over den specielle religiøse viden, som det giver sine elever Det tjener til at lette den yngre generations adgang til de islamiske gruppers sprog- og tankeverden.
Det muslimske Broderskab som upolitisk bevægelse
Fra 1967 til 1979 undlod de islamiske bevægelser at engagere sig direkte i den palæstinensiske politik, skønt de privilegier, de nød, gav dem rig mulighed for det. Det var først efter at den islamiske bevægelse i 1979 havde detroniseret den iranske shah, at Jihadskabte de første militante celler i Palæstina i den hensigt at tage aktivt del i kampen mod besættelsen.
l årtier havde Det muslimske Broderskab været optaget af sine traditionelle religiøse og åndelige aktiviteter, altimens det udbyggede sin infrastruktur Lige siden bevægelsen var blevet stiftet af den ægyptiske sheikh Hassan al-Banna i 1927, havde den defineret sig selv som en “social og politisk bevægelse, der tilsigter at skabe et altomfattende islamisk styre efter profeten Muhammeds og de Rashidiske kaliffers model og at arbejde for en forening af de islamiske folkeslag til én nation”. Dannelsen af det islamiske menneske kom i første række; det næste skridt ville være dannelsen af den islamiske nation; først i tredje række kom udfrielsen af Palæstina fra jødiske hænder. Konflikten med besættelsesmagten blev betragtet som en religiøs konflikt. Der er næppe en af bevægelsens publikationer, som ikke nævner, at konflikten begyndte i profeten Muhammeds dage med striden mellem jøder og muslimer “Profeten holdt sine aftaler med jøderne, så de kunne leve i fred og sikkerhed sammen med muslimerne. Men de ville ikke holde deres aftaler med ham og vedblev at konspirere mod ham sammen med ateisterne. Ingen aftale kunne afholde dem fra at bedrage, lige til profeten drog sit sværd.” (Najib al-Kilani, “Islam og de oppositionelle kræfter”, 1987).
Således rettede Det muslimske Broderskab sine anstrengelser mod den ideologiske opdragelse, mens den konkrete kamp mod den sionistiske besættelse ikke var på dets program. En undtagelse var bevægelsens aktive deltagelse i krigen i 1948. Selv efter nederlaget i 1967 sluttede bevægelsen sig ikke til den nationale kamp mod den israelske besættelse. Det kom til at gælde de første to årtier efter besættelsen, og det er hovedgrunden til, at religiøse palæstinensere, der ville tage del i kampen, hovedsagelig sluttede sig til den ideologisk åbne Fatah-bevægelse.
Men den islamiske bevægelses sejr i Iran i 1979 fik unge arabiske og palæstinensiske aktivister til at nyvurdere gamle organisatoriske programmer; det gjaldt særlig inden for Det muslimske Broderskab, hvor aktivister opponerede mod de traditionelle lederes afvisning af at gå i aktion mod den sionistiske besættelse. Omsider endte de interne konflikter med, at en del af aktivisterne faldt fra, og at der blev dannet celler, som kaldte sig islamisk Jihad; det begyndte i Gazaområdet. (Der er dem, der hævder, at nogle af disse celler blev dannet af ledere inden for Fatah, fx martyren Hamdi Sultan og hans venner, som tilstræbte at styrke de religiøse kræfter inden for Fatah). Men der gik endnu nogle år, inden bevægelsen optrådte som selvstændig bevægelse gennem løbesedler, der var signeret “Islamisk Jilhad i Palæstina”; det var omkring midten af 1987. Den markerede sig ved sit engagement i aktioner, der var rettet direkte mod besættelsesmagten, og ved væbnet kamp.
Hamas, politiseringen af Det muslimske Broderskab
Intifada’en var Det muslimske Broderskabs sidste chance for at deltage i de daglige modstandsaktioner, havde den ikke besluttet at gå ind i det, ville det have indebåret politisk selvmord i det besatte Palæstina. Som ovenfor omtalt, havde bevægelsen i tyve år taget afstand fra direkte politisk aktion1 men til gengæld havde dens omfattende infrastruktur af foreninger, uddannelsesinstitutioner, religiøse og godgørende selskaber m.fl. mobiliseret et stort antal tilhængere.
Den yngre generation i Det muslimske Broderskab havde allerede år igennem arbejdet for, at man skulle engagere sig aktivt politisk og tage del i den væbnede kamp. Men der gik år med interne diskussioner og sammenstød, før den politik blev en realitet. Islamisk Jihad havde allerede tiltrukket sig stor opmærksomhed og respekt gennem sit aktive engagement, til trods for at dens folkelige baggrund oprindelig ikke var stor. Jihads politiske aktivitet i forbindelse med dens fastholden af de religiøse principper blev en støtte for Det muslimske Broderskabs unge aktivister, mens bevægelsens traditionelle ledere var tilbageholdende over for deltagelse i en kamp, der ville kunne koste dem fængsel eller deportation, og som kunne underminere deres priviligerede status. Og skønt ledelsen inden for Det muslimske Broderskab følte sig tvunget af Intifada’en til at stille sig positivt til et politisk engagement, var de alligevel ikke rede til åbent at tilkendegive deres nye holdning.
Ledelsen af Hamas søgte at holde sin tilknytning til Det muslimske Broderskab skjult, fordi denne bevægelse hidtil havde holdt sig fuldstændig uden for den nationale kamp, og fordi den havde været i konflikt med de nationale kræfter i universiteter, institutioner, ja, og i gaderne. Derfor blev Hamas’ forbindelse til Det muslimske Broderskab ikke omtalt i dens løbesedler i begyndelsen, hverken i dens første fra december 1987 eller i de følgende. Først i maj 1988 proklamerede en løbeseddel, at Hamas var en fløj af Det muslimske Broderskab. Og det blev bekræftet i Hamas’ charter fra 14. august 1988, som fastslog bevægelsens principper og mål: “Gud er dens mål, profeten er dens vejviser, koranen er dens forfatning, Jihad er dens vej. Og døden for Guds sag er dens højeste ønske”. (Jihad, alm. oversat “hellig krig” er i Islam egentlig betegnelse for kampen mod de vantro). Hamas definerede sig selv som en udpræget palæstinensisk bevægelse, “trofast mod Gud, søger sin levevis i Islam og arbejder for at rejse Guds banner over alt i Palæstina!’ Den omstændighed, at Hamas publicerede sit charter ved siden af det allerede eksisterende PLO-grunddokument, bragte det naturligvis i konflikt med Det forenede nationale Lederskab.
Hamas’ engagement i Intifadaens første fase var karakteriseret af, at man afstod fra voldelige masseaktiviteter l begyndelsen opfordrede dens løbesedler til bøn og faste som protest mod besættelsen. Folk blev opfordret til at stige op på tagene og forbande jøderne ved at råbe: 9 jøder fra Khaibar, Muhammeds soldater vil vende tilbage!” (Khaibar er en jødisk stamme, der på Muhammeds tid levede i Jathrib i nærheden af Mekka, o.a.). Men gradvis kom Hamas’ aktiviteter både indholdsmæssigt og i udførelse til at ligne dem, den nationale bevægelse stod for Denne ændring kommer også til udtryk i Hamas’ senere løbesedler, som tager politisk stilling, rådgiver om håndtering af daglige problemer, opfordrer til udvidelse af kampen og udråber strejkedage – altsammen i stil og indhold en parallel til Det forenede nationale Lederskabs løbesedler. Generelt kan man sige, at de interne konflikter i Det muslimske Broderskab gradvist blev løst til fordel for Hamas og for aktiv deltagelse i den nationale kamp.
Ud over denne udvikling kan man anføre følgende til forklaring af Hamas’ fremgang:
1. At Intifadaen fortsatte, og at den massive folkelige opbakning fik tvivl og frygt til at forsvinde hos Broderskabets ledelse; det skabte en situation, som ville have ført til dets fuldstændige isolation, hvis man havde afstået fra at deltage.
2. Hamas voksede hurtigt i de besatte områder ved at gøre brug af Det muslimske Broderskabs infrastruktur
3. Besættelsesmyndighederne fortsatte med at vende det blinde øje til Hamas’ aktiviteter Først i maj 1989, da myndighederne havde måttet erkende den nye trussel, blev et stort antal af Hamas’ aktivister og ledere arresteret; blandt dem var sheikh Ahmad Yassin. l september samme år blev bevægelse officielt erklæret illegal. Myndighedernes tålmodighed i denne relativt lange periode satte Hamas i stand til at bygge sin organisatoriske infrastruktur
4. Hamas modtog meget stor finansiel støtte fra Golfstaterne, direkte og indirekte gennem Zakah-komiteerne, moskeerne, Waqf, islamiske domstole m.fl.
5. Hamas forstod at få mest muligt ud af PLO’s fejltagelser og upopulære beslutninger med henblik på at organisere de unge inden for religionens bånd; det gælder i særlig grad Fatah-tilhængere og uorganiserede unge mennesker, der i den senere tid var blevet politisk bevidstgjorte gennem Intifadaen. I deres opfattelse tilbød Hamas et program, der appellerede til både deres religiøse og nationale følelser
6. Det traditionelt religiøse klima i Gazaområdet, men også i den nordlige og den sydlige del af Vestbredden – de fattigste områder i Palæstina – var frugtbar jordbund for en bevægelse, der var grundet på politisk Islam.
Hamas’ stilling til den igangværende fredsproces
Det, der er mest karakteristisk for Hamas’ stilling til fredsprocessen, er en mangel på klarhed og en vægelsindethed. Hamas’ løbesedler og øvrige publikationer taler et andet sprog end nogle af dens ledere, som synes mere beredt til at tage et pragmatisk politisk standpunkt. På den ene side afviser Hamas’ ideologi og propaganda en fred med “den jødiske fjende”. Palæstinas jord betragtes som islamisk Waqf, det vil sige, at den tilhører Gud og beskyttes af alle muslimer i verden; derfor har ingen ret til at indlede forhandlinger om den med fjenden. “Sådan som jøderne definerer fred, er den et skridt på vejen til at slå Jihads ånd ihjel i den islamiske nation sådan at de kan gå videre med at føre deres planer ud i livet”. Alle de blade, Hamas har udgivet, fremhæver, at der ikke er nogen løsning i en fred med fjenden, og Hamas’ graffiti undlader ikke at hævde det samme. l den løbeseddel, der blev udsendt 8. april 1991 og blev
spredt på Vestbredden og i Gazaområdet, hedder det: ” … Og vort folk, som står ansigt til ansigt med besættelsesmagten, og som er beredt til at bringe ofre og blive martyrer, anser beredvilligheden til at reagere på de amerikanske og sionistiske planer for at være et forræderi over for Gud, profeten og de troende, og som en handling, der afskriver vores evige ret til Palæstina. Vort kæmpende folk sympatiserer ikke med dem, der giver den mindste brøkdel af dets hellige land til fals.”
Men på den anden side er der udtalelser og praktiske skridt fra nogle af Hamas’ ledere og respekterede personer, som antyder det modsatte. Sheikh Ahmad Yassin har således sagt: “Den eneste måde, hvorpå man kan få at vide, hvem der egentlig er folkets repræsentanter, er, at der afholdes valg i de besatte områder.” Også Dr. Mahmoud AI-Zahar, som er en velkendt skikkelse i Gazaområdets religiøse verden, støtter tanken om afholdelse af valg. Han har erklæret, at den islamiske bevægelse er parat til at indgå i forhandlinger om palæstinensisk selvstyre, mens man fra israelsk side først må svare på adskillige spørgsmål, som drejer sig om tilbagetrækning af tropperne, palæstinensernes ret til at danne politiske partier, selvbestemmelse for den indre sikkerhed, måden hvorpå valg skal holdes m.fl.
Således synes Hamas op til nu at være bundet til to sider På den ene side er den bundet af den ideologi, der radikalt nægter at gå på akkord og ikke åbner mulighed for ændringer i holdningen. Og på den anden side er der det pres, som kommer fra realpolitisk hold fra frygten for, at den igangværende fredsproces kan komme til at opnå resultater og dermed udelukke Hamas fra hele spillet. Tiden vil vise, hvilken af de to holdninger, der bliver afgørende for Hamas’ holdning til fredsforhandlingerne og til valgene.