Hævnens engel går med glans
af Søren Højmark
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 4, 1990
Da den næsten firsårige kristne patriark Sophronius af Jerusalem i februar 638 mødtes med kaliffen Omar, havde han en fin aftale hjemme. Det muslimske overhoved havde skriftligt lovet, at der ikke ville ske de kristne noget, når han nu indtog byen. De fik lov til at beholde deres liv og deres kirker – men de måtte betale skat og bl.a. indskrænke sig til at ride på æsler. Kameler og heste var forbeholdt profeten Muhammad’s tilhængere.Sammen drog den velklædte Sophronius og den spartanske kalif ind i Jerusalem, patriarken forrest på sit æsel. Omar vidste, hvad han ville. Han ville allerførst se det sted, hvorfra hans profet en nat var steget til himmels på en stige af lys. Det var sket fra den klippe, som tidligere havde udgjort brændofferalteret i det gamle jødiske tempel. Dette tempel blev rejst af den vise Kong Salomon i 900-tallet f. Kr., ødelagt i 587 af babylonieren Nebukadnezar, genrejst i 516 for endelig at blive Jagt øde af romerne i år 70 e. Kr. Kejser Hadrian havde anbragt en hedensk helligdom på stedet, men det var nu længe siden. Da de to nåede den gamle tempelplads, så de en veritabel losseplads foran sig.
Den blev i den kommende tid ryddet, og på den sydlige del af det store plateau blev der bygget en enkel moské. l 691 rejstes over den hellige klippe med Muhammad’s fodspor et bygningsværk, Klippemoskeen, der trods jordskælv og korsfarere står nogenlunde som den gang. Og den primitive moské mod syd blev afløst af den nuværende store al-Aksa, der kan rumme mange tusinde bedende.
Disse helligdomme og pladsen, de står på, har spillet og spiller en meget stor rolle for alle troende muslimer.
Et stykke af den vestlige mur omkring pladsen er hellig forjøderne. Det er den eneste, de har tilbage af det andet tempel, og her begræd de fra tidlig tid, hvad de havde mistet. De fik ikke ejendomsret til muren, men de havde brugsret. Og forholdet til muslimerne var rimelig ukompliceret, indtil den zionistiske indvandring for alvor begyndte i det tyvende århundrede. Det religiøse sted blev et politisk våben for de zionistiske jødiske indvandrere; og der udspilledes efterhånden mange alvorlige skærmydsler ved Vestmuren, som den nu kaldes. l 1928 og 29 kom det til voldsomme sammenstød – i 1929 med blodige resultater til følge.
Muslimerne var bange for deres moskeer, og jøderne ville have deres Vestmur.
Da israelerne i junikrigen 1967 erobrede Østjerusalem og det øvrige Palæstina, ryddede de med få timers varsel pladsen foran muren, og den er nu et national-religiøst symbol på den zionistiske stat.
Op igennem tiden har jødiske kredse drømt om at genrejse templet. Men de fleste troende mener, at en sådan begivenhed hører messiastiden til.
Efter 1967 organiserede en lille gruppe sig med navnet »Tempelbjergets troende«. De har siden på forskellig vis demonstreret deres ret til al Haram og har åbenlyst erklæret, at moskeerne skal forsvinde for at give plads til det tredje tempel. Der har også fra anden side været forslag fremme om at bygge en synagoge på området med en profil, der skal overtrumfe den gyldne kuppel på Klippemoskeen, som for mange er vartegnet for det gamle Jerusalem.
Det er på denne baggrund, massakren på al Haram al Sharif den 8. oktober skal ses. Det kan synes hysterisk af palæstinenserne at reagere på en lille gruppe tempeltroendes trusler om at nedlægge grundstenen til et tredje tempel, som det officielle Israel og dets Højesteret har taget afstand fra. Men ser man Palæstinas historie de sidste hundrede år med palæstinensernes øjne, må man sande, at det værste er altid sandt. Derfor samledes tre, fire tusinde mennesker på al Haram den 8. oktober – og de ansvarlige israelske myndigheder har vidst, eller burde have vidst, hvilke følelser, der var på færde.
At fremstille begivenhederne som om en fanatisk pøbel under muslimske slagord ville slå de bedende jøder ved Vestmuren ihjel, og derfor måtte mødes med skarpe skud, er absurd. Men det er ikke desto mindre det indtryk, mange danske avislæsere har fået: Det demokratiske Israels demokratiske politi har selv undersøgt begivenhederne.
Resultatet er, at det var palæstinenserne, der startede den blodige ballade for igen at komme på verdenspressens forsider. Altså en slags PR-virksomhed, bare med blod, Det efterhånden helt sorte »Jerusalem Post,, og danske læserbrevsskribenter er enige.
De sytten dræbte og over 150 sårede blev forsøgt hævnet. Og denne hævn blev så igen hævnet. Og sådan bliver det ved, hvis palæstinenserne ikke snart får den stat, de har så indlysende krav på. Volden er sin egen drivkraft, og tragedien fortsætter, hvis ikke andre griber ind. En international konference med alle de mellemøstlige problemer på dagsordenen kunne være et skridt på vejen. Men som det gentages år efter år efter år: Det haster.