Jødisk antizionisme

Jødisk antizionisme

af Svend Holm-Nielsen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 4, 1979

Det er et fast led i zionistisk propaganda, at modstand imod zionisme har noget med jødehad at gøre. Det burde logisk betyde, at der ikke kan findes modstand mod zionisme blandt jøder. Det er da også en tilbagevendende zionistisk påstand, at en jøde automatisk også er zionist. Afdøde Ben Gurion, Israels første premierminister og en af zionismens første kræfter i mange år forud for statsdannelsen, yndede at sige, at helt rigtig jøde kunne man kun være, hvis man emigrerede til Israel. Da han gjorde det gældende under et officielt besøg i Danmark i 1962, blev han imødegået af Marcus Melchior, daværende overrabbiner og far til den nuværende: Det ville ramme temmelig mange danske jøder, som ingen planer havde om at flytte til Israel; selvfølgelig kunne man være en ligeså god jøde i Danmark. Men det var på den anden side indlysende, mente Melchior, at det hørte til det at være jøde, at man – hvor end man opholdt sig i verden – stillede sig bag Israel, støttede det moralsk og økonomisk, og at man betragtede Israel med Jerusalem som et åndeligt fædreland – at man altså var zionist.

Det er ikke rigtigt, at alle jøder er zionister. Lige fra zionismens begyndelse har der været modstand imod den blandt jøder. Og da denne modstand er i tiltagende, er der nok grund til at beskæftige sig med den.

Andetsteds i dette blad (s.4) fortælles der lidt om den modstand, den zionistiske bevægelse mødte i slutningen af forrige århundrede. Den opstod i og bredte sig fra Østeuropa. For den tid var den af revolutionær karakter; den var påvirket af den tids socialistiske ideer. Men den blev modtaget med kulde blandt jøder i Vesteuropa. Med oplysningstidens frihedsidealer havde også de jødiske mindretal i den vestlige verden opnået borgerlig frihed. Man var fuldt ud tysker og østriger, og man ønskede ikke, at der skulle rodes op i de jødiske minoriteters forhold. Det ville kunne give næring til fortidens antisemitisme. Det var først med Herzl’s drejning af zionismen ind i borgerligt politiske baner, at zionismen blev accepteret i det vesteuropæiske jødiske borgerskab, og så endda kun langsomt. Det var i virkeligheden nazismens gennembrud i Tyskland i slutningen af 1920’erne og i 1930’erne, der »omvendte« vesteuropæisk jødedom til zionisme.

Antizionisme i Israel

Den politiske antizionisme i Israel i dag finder man på venstrefløjen. Det gælder først og fremmest kommunistpartiet i Israel, Rakah. Lige fra begyndelsen har kommunisterne været imod en separatistisk israelsk stat; i stedet ville man have en eller anden form for fælles-stat med de arabiske palæstinensere. Det arbejdede de for allerede i 1936-37 under den engelske regeringskommissions forhandlinger i Palæstina om en politisk løsning af Palæstinaspørgsmålet. Allerede dengang blev de kaldt landsforrædere. Også i dag fejer man deres synspunkter til side med et skuldertræk. Kommunister er jo blot Sovjetunionens forlængede arm, og så kan der ikke være nogen grund til at høre efter, hvad de siger. Heller ikke i synet på kommunistpartier adskiller den politiske opinion i Israel sig fra størstedelen af den vestlige verdens!

Men det drejer sig ikke kun om kommunistpartiet – der i øvrigt i stor udstrækning har tilslutning fra det arabisk-palæstinensiske mindretal i Israel, hvad der selvfølgelig gør det endnu mere mistænkeligt i det brede, zionistiske borgerskabs øjne! Der er andre, mere eller mindre udtalt socialistiske kredse, der også gør sig til talsmænd for ikke-zionistiske synspunkter. Så ubestemt må man definere dem, hvis man vil samle dem allesammen under en hat. Det spænder fra en politisk enegænger som Uri Avneri (hvis »programbog« : »Israel uden zionisme« udkom på dansk i 1970) til det socialistiske Matzpen-parti. Man kan diskutere, hvor klar og stærk modstanden mod zionismen egentlig er. Til syvende og sidst mener jeg, at Avneri i virkeligheden er zionist, og at hans modstand er noget man sådan kan lege med i en indrepolitisk sammenhæng. Der er for mig heller ikke nogen tvivl om, at Socialdemokratiets venstrefløj, der er samlet i partiet Mapam (her i Danmark ofte sidestillet med SF) er zionistisk, alle sine socialistiske ideer til trods. Partiets vakkelvornhed i zionistisk sammenhæng får man et godt indtryk af i Fouzi el Asmars bog: At være araber i Israel, som tidligere er anmeldt i dette blads nr. 1.

Så meget foreløbig om modstanden i Israel mod zionismen. I et senere nummer vender vi tilbage til en nærmere analyse af de forskellige bevægelser og retninger,

Jødisk ortodoksi

Der skal nok være zionister, der vil karakterisere den nævnte modstand mod zionismen i Israel som et rent og skært politisk fænornen, noget der ikke har med jødedom at gøre. Kommunisterne er ikke religiøst bevidste jøder; så det er ikke mærkeligt, at de med deres politiske overbevisning, kan blive modstandere af zionismen, som har sine rødder dybt i jødedommens religiøsitet. Den national-politiske zionisme vil fremhæve sin sammenhæng med jødisk religion. Ja, man vil rent ud hævde, at der aldrig er sket nogen politisk drejning inden for zionismen; der er ingen forskel mellem vore dages nationalzionisme og middelalderjødedommens religiøst-åndelige tilknytning til jødedommens vugge, Zion i Jerusalem. Enhver jøde, hvis Jødedom har blot den fjerneste tilknytning til den jødiske religion, må være zionist. Eller omvendt: er en jøde ikke zionist, så har han svigtet Jødedommen, så er han kun jøde af navn.

Der er hundredtusinder danske, der gennem årene har rejst til Palæstina som pilgrimme eller turister. De fleste vil på deres ophold i Jerusalem have hørt ortodokse jøder. Ordet ortodoks betyder rettroende, og indenfor Jødedommen betegner det dem, der mener, at man kun kan være rettroende jøde, hvis man lever efter Moselovens bestemmelser, som jøderne gjorde det for to tusind år siden. Det drejer sig ikke blot om forbudet mod at spise svinekød, at alle nyfødte drenge skal omskæres, at man skal overholde visse fasteregler osv. Det er altsammen noget de allerfleste jøder overholder, selvom de ikke regner sig for ortodokse. Det gælder overholdelse af alle de detaljerede bestemmelser for livet i dagligdag og under fester, i familielivet, i retslige forhold, gudstjenesten med alle ritualer, overholdelse af sabbatten, madens tilberedning. Og det drejer sig ikke kun om, hvad der står II Moseloven, mer, også om en lang række bestemmelser, som jødiske teologer har udformet gennem århundreder som supplement til Moseloven, alle de traditioner der er samlet i Talmud. Man møder de ortodokse i gaderne, navnlig fredag aften og lørdag, på vej til og fra synagogerne, eller ved grædemuren, i deres særprægede klædedragt, med proptrækkerkrøller ned over tindingerne og med de brede pelshatte. Det hele bliver endnu mere indviklet af, at mange af dem har særligt præg og særlige skikke, som strengt taget ikke er af religiøs oprindelse, men som skyldes skik og brug i de egne, hvor de korn fra, Nordafrika, Jemen, Iran, Ukraine, Polen og mange andre steder.

De ortodokse jøders forhold til Israels zionistiske ideologi og politik er ikke entydig, De er mere eller mindre udtalt i modsætning til den verdsligt-politiske zionisme, som efter deres opfattelse i altfor høj grad præger det israelske samfund, De kræver Moselovens bestemmelser gennemført i det jødiske statssamfund. Man plejer at regne 15-20% af Israels jødiske indbyggere som ortodokse; men i forhold til deres antal har de en forbavsende stor indflydelse på lovgivningen og på skik og brug i landet. Og de har gennem årene vakt adskillig irritation og modvilje hos flertallet af Israels jøder, der religiøst er mere liberale.

Ortodoksi og nationalisme

De fleste af de ortodokse jøder forbinder deres religion med nationalisme; eller rettere: de forbinder dem ikke med hinanden, men deres religion er nationalistisk og deres nationalisme er religiøst bestemt. Når Palæstina skal være en jødisk stat, er det ikke, som Herzl’s zionisme sagde, for at jøderne kan få et land, hvor de frit kan udfolde sig som et folk; men så er det fordi dette land af Gud blev lovet til jødedommens fader, Moses.

Om det folkeretsligt er retfærdigt eller ikke, kommer slet ikke på tale. Jøderne er Guds udvalgte folk; alle andre er gojim, hedninger, der skal være ligeså afskyelige for jøder, som de er det for Gud. Og der skal ikke tages politiske eller folkeretslige hensyn i gennemførelsen af Guds plan med sit folk.

Hvad er det for en menneskelig forsigtighed, der gør sig gældende i, at man ikke vil tillade jødisk bosættelse overalt i Judæa og Samaria, som man af religiøse grunde har vedtaget at kalde det område, som Israel erobrede fra palæstinenserne i 1967, og som det stadig holder besat. De national-religiøse har gennem årene ofte optrådt som støtteparti for skiftende socialdemokratiske regeringer, eller ligefrem været med i regeringskoalitioner. Men deres politiske gennembrud fik de med Menachem Begins højre-nationalistiske regeringsdannelse i 1977.

Ortodokse antizionister

De mest yderliggående blandt de ortodokse jøder er imidlertid så ortodokse, at de i politisk henseende er antizionistiske helt ud i fingerspidserne – i en sådan grad, at de overhovedet ikke anerkender den israelske stat. De er dels efterkommere af de jøder, der gennem århundreder havde levet i Palæstina som jødiske palæstinensere side om side med kristne og muslimske palæstinensere. De lever deres stille liv i hverdag og fest i streng overholdelse af Moseloven uden at blande sig i eller interessere sig for samfundet i øvrigt. De ved nemlig, at tilværelsen, som den nu er, er en foreløbighed. De lever i forventningen om Messias’ komme. Og vist skal Israels rige oprettes og det jødiske folk nå sin fuldendelse; men det skabes af Gud gennem Messias til den tid, Gud selv har bestemt. Den skal mennesker ikke prøve at fremskynde. Det der er sket med staten Israels oprettelse på en zionistisk politisk ideologi er menneskeværk – hvis ikke man slet og ret kalder det satans værk – og zionismen er en fornægtelse af jødedommen. Det får man et tydeligt indtryk af, hvis man går i det kvarter i Jerusalem, Mea Shearim, hvor et flertal af disse jøder bor. Rundt omkring finder man barske antizionistiske slagord malet på mure og plankeværker.

Disse ortodokse jøders forhold til den israelske stat er hverken godt eller dårligt; de har slet ikke, vil ikke have noget forhold til den. De har lukket sig inde i en ghetto og vendt omverdenen ryggen. Sjældent ser man »almindelige«, altså ikke-ortodokse, israelere i deres kvarter. Hver fredag, før sabbattens begyndelse ved solnedgang, rykker politiet ud og opstiller gadespærringer omkring Mea Shearim. Ikke for at spærre kvarterets beboere inde; men for at forhindre, at folk udefra enten af vanvare eller for at provokere kører i bil ind i deres kvarter. For ortodoksien er det nemlig en overtrædelse af Moseloven at færdes i bil på sabbatten, og der har i tidens løb været adskillige sammenstød med håndgemæng og stenkastning.

Grædemuren

Hvordan den politisk-nationale zionisme forsøger at udnytte religionen og tage den til indtægt, kan man se i historien om den såkaldte grædemur eller klagemur. Det er et stykke af den bevarede vestmur omkring oldtidens jødiske tempel, hvor nu de betydningsfulde muslimske moskeer ligger. Gennem århundreder er palæstinensiske jøder kommet til denne grædemur, først og fremmest på sabbatten, for at fremsige de rituelle klager over templets undergang og bede om templets genoprettelse i messiastiden. Men størstedelen af de indvandrende zionister, der ikke var ortodokse, havde ingen interesse i grædemuren. For dem repræsenterede den en uvedkommende jødedom.

Med staten Israels oprettelse i 1948 og den påfølgende krig blev Jerusalem delt i to byer. Grædemuren ligger i den gamle bydel, som forblev på palæstinensernes hænder og senere annekteredes af Jordan. De jøder, der var tilbage i den palæstinensiske bydel efter krigen, flyttede til den israelske bydel, og i alle de følgende år blev det umuligt for jøder at komme til grædemuren – hvad der altså også kun var et savn for de ortodokse.

Men i krigen i juni 1967 erobrede Israel den arabiske bydel, indlemmede den i Israel og gjorde hele byen til Israels hovedstad. Og lynhurtigt »nationaliserede« man grædemuren. Den blev gjort til en national-religiøs helligdom, symbolet på zionismens sejr, På få dage bulldozede man et arabisk-palæstinensisk bykvarter væk for at skaffe plads foran grædemuren til de tusinder, der nu valfartede dertil, Grædemuren var med et blevet et zionistisk midtpunkt.

Achad ha-Arn

Måske har man lejlighedsvis hørt om jøders politiske modstand mod zionismen. Måske har man også hørt og set ortodoks jødedoms antizionisme – muligvis med undren – fordi den virker middelalderlig eller forhistorisk i forhold til et moderne europæiseret Israel. Men der er næppe mange, der har hørt om kritik af og mostand mod zionismen fra ganske almindelige »moderne« jøder, der hverken er ortodokse, socialister eller ateister. Men de findes overalt, i Israel og i jødiske samfund over hele verden. De findes som tavse enkeltindivider, eller de har organiseret sig i kultur-politiske bevægelser, der giver deres meninger til kende; det gælder navnlig i USA.

Jo mere zionismen med sit politiske program gjorde krav på at være det eneste mulige udtryk for jødedommen, des klarere kom også den jødiske antizionisme til udtryk. Den er ikke en følge af oprettelsen af Israel-staten i 1948; den opstod heller ikke i opposition til Balfourerklæringen i 1917 og den begyndende zionistiske indvandring i Palæstina. Den udvikledes i sammenhæng med, at zionismen begyndte at ændre karakter fra en jødisk religiøs og kulturel bevægelse til en nationalpolitisk bevægelse. Dens pennefører var den russiske jøde Asher Ginsberg (1856-1927), som er bedre kendt under forfatternavnet Achad ha-Arn; det er hebraisk og betyder: en af folket, og det var sådan, Ginsberg ville have sit forfatterskab opfattet; han var blot en at folket, det jødiske folk, og hvad han skrev, ville han have opfattet som udtryk for det, der dybest set er grundstammen i det jødiske folk, sådan som han forstod det. Ginsberg levede i Odessa, kom senere til London, men slog sig i 1922 ned i Palæstina, hvor han døde i 1927.

Ginsberg var på ingen måde antizionist i samtidens øjne. Han var tværtimod pennefører for ideen om et hjemsted for jødedom i Palæstina. Men det var ikke ligegyldigt, hvilken måde det skete på. Det var en afgørende forudsætning for ideen, at jøder først besindede sig på, hvad deres jødedom i grunden var. Ginsberg havde brudt med sine forældres ortodokse miljø. Han talte ikke religiøst om zionismen; han var på den anden side heller ikke ateist. For ham var jødedom en åndelig ide, der var tæt knyttet sammen med kærlighed til ret og retfærdighed, til al ægte humanisme. Derfor vendte han sig imod en udelukkende religiøst eller en udelukkende nationalt bestemt zionisme. Allerede i 1884 skrev han artiklen: Dette er ikke vejen. Den var rettet imod bevægelsen »Zions elskere«, ledet af Leo Pinsker, der agiterede for en hovedkuls jødisk bosættelse og kolonisering i Palæstina uden tanke for noget idegrundlag. Den første zionistkongres i 1897, hvor Herzl udformede zionismens politiske program gjorde afstanden større mellem Ginsberg og zionismen. Og i 1922 efter at han havde oplevet de første større blodige sammenstød i Palæstina mellem indvandrede zionister og indfødte palæstinensere, hvor zionisterne gengældte vold med mere vold, skrev Achad ha-Arn: Hvis dette er Messias, så lad ham komme, men lad mig blive fri for at se ham.

Zionisme i forbund med palæstinenserne

Achad ha-Arn’s tanker om et jødisk hjemsted i Palæstina, midt i landets indfødte befolkning, døde ikke med ham. l tiltagende modsætning til landets politiske zionisme, med Ben Gurion som utrættelig forkæmper, stod en række folk, der også var zionister, men for hvem zionismens endemål ikke var en ren jødisk stat eller blot et jødisk herrefolks herredømme over et ikke-jødisk mindretal. Det var folk som den verdenskendte filosof, Martin Buber; det var det hebraiske universitets første rektor, J.L. Magnes; de dannede sammen med mange andre bevægelsen Ichud. Det er hebraisk og betyder: enhed. For dem var den eneste holdbare, rimelige og retfærdige løsning af Palæstinaproblemet, at zionismen udviklede sig i enhed med landets arabiske befolkning. Ikke blot ville den nationalistisk-zionistiske politik føre til stigende modsætning til den arabiske verden, til krige og til syvende og sidst måske til den jødiske stats undergang; men den ville i stedse stigende grad blive til et forræderi mod jødedommens og det jødiske folks grundlag.

Disse mennesker søgte at komme til orde. De dannede i begyndelsen af 1930’erne en arbejdsgruppe sammen med ledende folk blandt palæstinenserne, og de deltog i samtaler med den engelske mandatadministration. De gav også deres mening til kende over for den engelske kongelige kommission, deri 1936-37 førte forhandlinger i Palæstina.

Landets officielle zionisme havde kun et ord til overs for dem: forrædere.

»Jødedommens frelse er bekæmpelse af zionismen«

På grundlag af Achad ha-Arn’s tanker og i stadig voksende modsætning til den officielle zionistiske politik er der rundt omkring i verden i jødiske samfund opstået klart definerede antizionistiske kredse. Fordi zionismen efter den anden verdenskrig organisationsmæssigt har gjort sig særlig gældende i USA, er det også der antizionismen skarpest har ytret sig. To navne har særlig været dens penneførere. Den ene er Moshe Menuhin – far til den verdensberømte violinist Yehudi Menuhin – som faderen offentlig hudflettede efter junikrigen i 1967, fordi han stadig gav koncerter i Israel. Moshe Menuhin, der er født 1893, er af samme østeuropæiske oprindelse som Achad ha-Arn, men han kom allerede som barn til Palæstina. Han fortæller selv om den zionistiske indoktrinering, der prægede skolegangen. Han brød med zionismen og emigrerede efter sin studentereksamen til USA, hvor han har boet siden.

Den anden er Elmer Berger. Han har en helt anden oprindelse end Menuhin. Han stammer fra en reform-jødisk tradition i Tyskland, men kom også til USA. Det er tankevækkende, at så forskellig deres kulturelt-religiøse oprindelse er, så forenes de i modsætning til zionismen. Menuhin skrev i 1965 bogen: The Decadence of Judaism in Our Time (Jødedommens forfald i vore dage).

Efter junikrigen i 1967 udgav han en efterskrift: Quo vadis Zionist Israel? (Hvor er du på vej hen, zionistiske Israel?). Det er et stærkt opgør med den zionistiske ideologi og med staten Israels zionistiske politik. Og det er et opgør med den zionistiske lobby i USA, som siden 2.

verdenskrig har været en væsentlig årsag til USA’s prozionistiske og pro-israelske udenrigspolitik. Og Menuhin lægger ikke fingrene imellem; han er ikke bange for at betegne Moshe Dayan som en »jødisk« nazist!

Menuhin fortæller om den antizionistiske jødiske organisation, der dannedes i USA i 1940’erne under navnet: Arnerican Council for Juadaism. Den dannedes af Elmer Berger, og han var formand for den i 24 år. Så blev han presset ud ved undergrundsarbejde fra USA’s zionister og påforanledning fra Israel. Berger – der var rabbiner for en amerikansk jødisk reform-menighed havde i 1955 gennemrejst Mellemøsten – også Israel og skrev sine indtryk i en række breve, der samledes i pjecen: Who knows better must say so (Den, derved bedre besked, må sige til). Den lagde ham for had i Israel, og det gjaldt om at få ham stoppet. Men munden fik de ikke lukket på ham. Til sin død for få år siden blev han utrætteligt ved med at afsløre zionismens nationalistiske tendenser. Jeg traf ham på en Palæstina-konference i Kuwait i 1971, hvor han var indbudt til at holde foredrag. Det var her, han sagde: »Jødedommens redning er bekæmpelse af zionismen«.

Det var denne Elmer Berger, som den zionistiske jødiske overrabbiner i København, Bent Melchior, i en diskussion sammenlignede med Fritz Clausen. Og til oplysning for dem, der har glemt, eller som er for unge, skal jeg fortælle, at Fritz Clausen i 1930’erne var leder af det danske nazistparti. Under krigen arbejdede han sammen med den tyske besættelsesmagt, og efter krigen blev han dømt som landsforræder.

Moses og profeterne

Det kan virke mærkeligt, at antizionismen kan have så forskellige udgangspunkter som en streng jødisk ortodoksi og en mere liberal, humanistisk og etisk bestemt jødedom. Men det har i virkeligheden sine rødder helt tilbage i oldtidens jødedom. For ortodoksien er der tale om en ubetinget bundethed til Moseloven. Zionismen opfattes som et forræderi mod jødedommen, fordi den ikke opfylder dens forudsætninger. For de andre er udgangspunktet de gammeltestamentlige profeters krav om ret og retfærdighed. Det er ikke sådan, at de ortodokse slet ikke regner med profeterne, de andre slet ikke med Moseloven. Men forskellen ligger i, at de ortodokse forstår profeternes forkyndelse på grundlag af Moselovens bestemmelser. Achad ha-Arn, Buber, Menuhin og Berger læser allesammen Moseloven på grundlag af profeternes forkyndelse.

Derfor er deres antizionisme ikke den samme.

Mens Israels zionistiske ideologi bygger på oldtidens jødiske, nationalistiske forestilling om jødefolket som et udvalgt folk, som i kraft af sin udvælgelse har en særlig stor margin og kan tillade sig så meget mere end andre, så vil Menuhins og Bergers antizionisme lægge al vægten på et citat fra profeten Amos i Det gamle Testamente. Gud siger til Israels folk: »Kun jer kendes jeg ved blandt alle jordens slægter; derfor vil jeg på jer hjemsøge al jeres brøde«.

Det er en temmelig forskellig forståelse af det at være udvalgt.