Palæstinahistorien i skolen

Børge S. Christiansen, Palæstina Orientering nr. 1, 1994

Sidst opdateret 16-08-99

Palæstinahistorien i skolen

af Børge S. Christiansen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 1, 1994

Det er velkendt blandt mennesker der interesserer sig for Palæstinaproblemet, at dansk offentlighed siden staten Israels oprettelse har været kendetegnet af en massiv uvidenhed om omstændighederne omkring dette og om omkostningerne for det palæstinensiske folk ved staten Israels beståen. Israels eksistensberettigelse har været et indiskutabelt faktum. Israel har været opfattet som en demokratisk mønsterstat – og alt hvad der truede dens eksistens som et onde.

I Danmark betragter vi os almindeligvis som velorienterede om verden omkring os. Ud fra en undervisning i skolen, der lægger vægt på kendskab tilomverdenen. I løbet af 1970’erne har palæstinenserne dog indtaget en plads i den danske offentlighed, omend vurderingen af især PLOs virksomhed stort set har været negativ, vurderet som en terrororganisation, altså en vurdering lig den officielle israelske.

En undersøgelse af den danske skoles, folkeskolens og gymnasiet-HF’s rolle i denne offentlighedsdannelse kan tage udgangspunkt i periodens mest anvendte skolebøger i faget historie.

For at gøre undersøgelsen overskuelig har jeg efteraftale med redaktøren samlet den om et par centrale punkter.-

  1. Hvorledes er flygtningeproblernet opstået? Hvorfor blev mellem en halv og en hel million arabere i Palæstina flygtninge i forbindelse med Israels oprettelse i 1948?
  2. Hvornår blev Palæstina-araberne til palæstinensere i historiebøgerne, og hvorledes er fremstillingen af PLO?

Folkeskolen

1. Flygtningeproblemet

“Med enestående dygtighed udnyttede israelerne alle de muligheder, deres lille land bød på, og Israel er langt den videst fremskredne stat i hele Forasien. Folkets betydeligste leder efter krigen var Ben-Gurion.

I disse egne udgjorde de talrige arabiske flygtninge, som havde forladt Palæstina, da jøderne fik magten der, et særligt problem. De blev samlet i vældige lejre på arabisk grund ved grænsen til Israel og var en kilde til stadig politisk uro “Citater fra Paul Holt: Vor tids verdenshistorie fra 1961.

Det er karakteristisk for historiebøger for folkeskolen og realafdelingen i 1950’erne og 60’erne. Gang på gang fremhæves Israels dygtighed og de arabiske flygtninge som et problem.

En udbredt historiebog for realafdelingen af E. Bøgebjerg m.fl. fra 1964 nævner dog slet ikke flygtningene. Men blot som alle de andre krigen, som Israel vandt trods de arabiske staters overmagt. Fremstillingernes tal på flygtninge er 700.000 eller 800.000. l 1968 bringer “Det skete i vor tid” under redaktion af Knud Andersen et afsnit om flygtningeproblemer i verden. Under overskriften “Palæstina-flygtningene” beskrives “de over 700.000 arabere, som i 1948 flygtede fra Israel til Gaza, Jordan, Syrien og Libanon” som det største flygtningeproblem i verden. De er vokset til 1. 150.000, hvoraf en stor del er henvist til at leve under usle forhold i FN-lejre. Bogen formulerer derefter to opfattelser af flygtningespørgsmålet. Blandt en række argumenter for “Arabernes standpunkt” nævnes det, “at flygtningene blev drevet ud af Israel med våbenmagt i 1948” og “Hvilken ret har 650.000 jøder til at drive 700.000 arabere ud af et land, som gennem århundreder har været beboet af arabere?” Ifølge -Israelernes mening” blev flygtningene ikke jaget ud. Araberne forlod landet, “fordi de ikke ville være i vejen for de arabiske hære under kampene”. Bogen tager ikke stilling, og fremstillingen konkluderer, at flygtningespørgsmålet blev et led i den kolde krig mellem Israel og de arabiske lande.

I en orinteringsserie udkom i 1970 et bind om “Arabernes verden” af Valdemar Madsen og H. Hedelykke Pedersen. Heri bringes en historisk redegørelse for forholdet mellem “Araber og jøde”.

Om flygtningeproblemets opståen hedder det “Over en halv million arabere flygtede under krigen fra Israel. Den jødiske regering gjorde sit bedste for at forhindre flugten, men den arabiske skrækpropaganda tvang Palæstina-araberne til at flygte. l selve Israel lever der i dag knap 300.000 arabere, og de er beskyttet ved en udmærket mindretalslovgivning”.

At Israel ikke vil lade de nu 1. 100.000 flygtninge vende hjem før i forbindelse med en fredsslutning beskrives som meget tilfredsstillende for de arabiske stater til fastholdelse af hadet til Israel.

I samme serie udkom i løbet af 60’erne med sidste udgave i 70, et bind “Israel” af Peter Chr. Pedersen. Bogen har en helt unuanceret fremstilling ud fra en israelsk synsvinkel. Den nævner overhovedet ikke flygtninge i sin omtale at krigen i 48-49. Flygtningene er kun omtalt i forbindelse med en indledningshistorie, hvor to arabiske flygtninge “krøb sammen bag en stor sten 100 m fra grænsen”, mens de pegede mod israelske vagtposter med deres geværer. Af deres samtale fremgår det, at godsejeren engang havde rådet dem til at flytte, mens der blev gjort kål på jøderne. “Det ville kun vare et par uger, sagde han. Men de var altså her endnu, og det så ud til, at de skulle blive trods alt, hvad der blev råbt i højttaleren i lejren”. Fra samme periode stammer et hefte “Børn i Israel” i serien Lette læsehefter fra Lærerforeningernes materialeudvalg. Bogens syn på araberne fremgår af følgende replik i en samtale om krigen “Mange af de arabere, der boede i landet, flygtede, da krigen kom, Men en del valgte at blive i landet. Vi må nu prøve at hjælpe de arabere, der bor her. De har nemlig ikke lært så meget, som vi har”.

Il 976 kom en ny udgave af “Det skete i vor tid” ved Knud Andersen. Her kommenteres tesen om “det tomme land”: “Det er ofte blevet fremstillet, som om Palæstina lå øde og uopdyrket hen, indtil jøderne kom. l virkeligheden var landet befolket af arabere, for de flestes vedkommende fæstebønder …….

Ny type materiale

I 1970’erne begynder der at udkomme en ny type undervisningsmateriale til faget historie i folkeskolen, såkaldte emnehefter, som mere udførligt behandler historiske emner og bringer uddrag af varieret materiale. Per Birkebæks “Israel og araberne” i to udgaver fra 1971 og 1978 er i den henseende skelsættende. Den bringer ingen fremstilling af udgiveren selv, men alene kildetekster til Palæstinaproblemet. Det første kapitel bringer kildeuddrag til spørgsmålet “Hvem har ret til Palæstina?”. Flygtningeproblemets opståen har Birkebæk valgt at belyse ved en tekst af Uri Avnery. Heri beskrives Deir-Yassin-massakren. Også arabiske grusomheder beskrives, og tekstens synspunkter, at det er formålsløst at søge at lægge ansvaret på den ene eller den anden part.

Det mest udbredte lærebogssystem til historie i folkeskolen har i 1970’erne og -80’erne været af Knud Andersen, enten alene eller i samarbejde med flere. “Historiebogen” kaldes systemet. l udgaver for forskellige klassetrin fra slutningen af 70’erne nævnes de palæstinensiske arabere blot som flygtninge, men blandt forudsætningerne for Israels oprettelse siges det i Historiebogen for 7.-10. klasse fra 1978, at “De (d.v.s. jøderne) kunne henvise til, at det var her, deres forfædre havde levet i oldtiden, men siden havde landet rigtignok været beboet af arabere i mange århundreder”.

I Heino Døygaard: “Fyrrerne og halvtredserne, ” for 6.-10. klasse nævnes om flygtningeproblemets opståen, at i krigen gik det mest ud over de palæstinensiske arabere. “De fleste af dem flygtede for de israelske hære”.

Samvirket Danmark-Israel har også søgt at komme ind i skoleundervisningen. De udgav i 1977 et orienteringshefte om “Konflikten i Mellemøsten”. Tallet på flygtninge er her 550.000, og det siges “Israelerne holder fast ved, at ikke blot var denne udvandring frivillig, men de arabiske ledere tilskyndede til den og lovede befolkningen en hurtig sejr, en hurtig tilbagevenden og andel i de forladte jødiske ejendomme. Almindeligvis hævder araberne, at de blev fordrevet, skønt mange arabiske talsmænd og beretninger har bekræftet den jødiske påstand, at der for den største dels vedkommende var tale om frivillig flugt”.

1980’erne

1981-83 udkom en serie på tre omfangsrige hefter: Sven Skovmand: “Mellemøsten”, Herbert Pundik: “Israel – og naboerne, “Svend Holm-Nielsen: Palæstinenserne – et folk uden land”.

Skovmand nævner palæstinensiske guerilla-soldaters afspærring af det nye jødiske kvarter i Jerusalem 1948. Men at andre steder gik jøderne frem. At palæstinenserne flere steder blev tvunget bort af jødiske soldater eller terrorister, men at de fleste allerede var flygtet, når soldaterne kom frem, bl.a. på grund af massakren i Deir-Jassin, som beskrives.

Pundik går ind i diskussionen om ansvaret for arabernes flugt. Han mener, at sandheden ligger et sted midt imellem de officielle forklaringer, at jøderne drev araberne på flugt eller at de arabiske ledere opfordrede til flugt. Han nævner Deir-Jassin, men også en arabisk massakre på en konvoj jødiske læger og sygeplejesker nogle dage senere. Generelt er flugten civiles flugt for krig, Holm-Nielsen, hvis hele fremstilling opererer med palæstinenserne som et folk, “Hvem er palæstinenserne?”, gør ikke meget ud af årsager til flugten. Forklaringen er, at “De mest yderligtgående (zionister) fik i løbet af foråret sat en sådan panik i palæstinenserne, at de flygtede i stort tal. De frygtede at blive borgere i staten Israel”.

l løbet af 1980’erne er udkommet en del undervisningsmateriale for folkeskolen, der tager Palæstinaproblemet mere udførligt op.

Folkekirkens Nødhjælp udgav i 1983 Israel-Palæstina, De besatte områder”. I 1988 Johan Bender: “Et land to folk – om undertrykkere og undertrykte i Palæstina”. Per Kühlmann: “Israel eller Palæstina”. l 1989 Jens Nauntofte: “Israel”. Alle disse fremstillinger nævner eller beskriver Deir-Yassin-massakren og Irgun Zwai Leumi-gruppen. Alle tilskriver massakren væsentlig betydning for flugten og opfatter araberne som bevidst fordrevne, som, med et aktuelt begreb, en etnisk renselse af Israel. “Disse og lignende drab blev begået for at få araberne til at flygte fra Palæstina (Kühlmann).

Gymnasiet-HF

1. Flygtningeproblemet

I 1950’erne og op i 1960’erne var det dominerende historiesystem i gymnasiet P. Munch: Verdenshistorie. Den gik kun op til 1900, så den indledningsvis citerede verdenshistorie af Paul Holt var nok den mest udbredte.

l løbet af 1960’erne afløstes de af tre nye konkurrerende systemer: Erik Lund: “Verdenshistorie” 1-6, Rudi Thomsen: “Verdenshistorie” 1-4 og det formentligt mest udbredte, Gads “Verdenshistorie” 1-4. Det er karakteristisk for alle tre systemer, at de ikke gør meget ud af flygtningeproblemets opståen. De nævner del naturligvis, f.eks. Gads “De, som blev hårdest ramt af denne krig, var de op mod 900.000 palæstinaarabere, som flygtede fra den israelske del. Siden måtte de friste tilværelsen i store flygtningelejre i nabolandene, ……. Disse systemer blev brugt gennem hele 70’erne. Lunds bind 6, der omhandler perioden, udkom først i 1979.

Men fra 1974 udgav Gads forlag en afløser for Verdenshistorien. Systemet kaldes “fundamental HISTORIE” og er et udtryk for den venstreorientering, der fandt sted inden for historieforskningen fra omkring 1970. Bindet om perioden 1946-62 udkom i 1975 og igen i en forkortet udgave i 1984. 1 begge udgaver får flygtningeproblemets opståen god plads. Opfattelsen illustreres klart ved underoverskriften fra 1975 “Palæstinenserne fordrives”, der i 1984 er blevet til “Palæstinensernes uddrivelse”. Der gøres rede for Irgun, Begin og Deir-Yassin. Det fremdrages, at den israelske regering har søgt at forklare flugten som et resultat af arabisk propaganda. “Men dette er aldrig blevet bevist, og der kan næppe rejses tvivl om, at trusler og terror var de afgørende faktorer bag masseflugten”. Til “fundamental HISTORIE”-systemet er udgivet en række kildehæfter. Et af dem er Svend Holm-Nielsen: Retten til Palæstina, der udkom i 1975 og igen i 1982. 1 indledningen beretter Holm-Nielsen om Deir Jassin-massakren og refererer zionisternes og arabernes hævdelse af årsager til flugten. Afsnittet konkluderer “Hvad der er sikkert er, at da den engelske mandatregering ophørte med at fungere 15. maj 1948, var henimod 300.000 Palæstina-arabere flygtet fra hjem og jord”. Senere i indledningen bringer Holm-Nielsen en redegørelse for det samlede flygtningeproblem efter våbenstilstanden.

Holm-Nielsen bringer 5 kildeuddrag til belysning af flygtningeproblemets opståen, hvoraf den sidste kategorisk benægter den israelske påstand om arabisk opfordring til flugt ud fra en gennemlytning af alle mellemøstlige radioudsendelser i 1948.

Det nyeste historiesystem, der udbredes over gymnasie- og HF-elever, er “Verdenshistorie” 1-3 fra Gjellerup & Gad, 1990. De 600.000 arabere, der flygtede til de omkringliggende lande, kaldes de virkelige tabere af krigen. “Ligesom jøderne tidligere havde været det, blev palæstinenserne et folk uden land fordrevet fra deres område”. Helt ny er også Claus Friisberg: “En verden i forandring, historien efter 1945. ” Heri refereres de israelske og arabiske opfattelser af årsager til flugten, men en slags konklusion er dog “Faktum er, at ét folk har fordrevet et andet (eller betydelige dele af det) fra dets land”.

Folkeskolen

2. Palæstinenserne og PLO

Den tidligste nævnelse af begrebet palæstinensisk i det gennemgåede materiale findes i Madsen og Hedelykke Pedersens “Arabernes verden” fra 1970. Her omtales “de palæstinensiske befrielsesorganisationer, der opererede fra libanesisk / syrisk / jordansk område”. De skærpede i 1969/70 deres krig mod Israel ved sabotageaktioner i Israel og de besatte områder og mod israelske fly i neutrale lufthavne. 1 1972 lavede Danmarks Radio en serie skoleradioudsendelser med tilhørende temabog om “Mellemøsten”. Heri er artikler om såvel Israel som om palæstinenserne. Der bringes uddrag af PFLPs leder George Habashs tale til gidslerne på et hotel i Amman i 1970 om den palæstinensiske revolution. Der er en artikel af Jens Nauntofte “Fra Al Fatah til Sorte september Partisankrigen mod Israel”, Nauntofte gør rede for Israels kategoriske afvisning af nogen form for palæstinensiske rettigheder i Palæstina og gør derved de palæstinensiske partisaners metoder forståelige, f.eks. flykapringer. Om PLO meddeler Nauntofte, at organisationen er en samling af alle de palæstinensiske partisangrupper der er skudt frem efter seksdages krigen.

I “Det skete i vor tid” ved Knud Andersen fra 1976 hedder et afsnit “Palæstinenserne”. Heri siges det, at PLO -nærmest fungerer som en “regering” for det palæstinensiske folk”. Skole- og sundhedsvæsenet i flygtningelejrene nævnes. Også at der er stærke modsætninger mellem de forskellige grupper inden for PLO. Og frygten hos nogle arabiske ledere for kravet om social revolution i de arabiske lande. Bogens vurdering er, at PLO har været i stand til at styrke sin indflydelse i verden. At den vestlige presse som regel fremstiller PLO som blodtørstige terrorister, mens den tredje verden er mere villig til at se PLO som repræsentant for et folk, der kæmper for sine undertrykte rettigheder.

Per Birkebæks kildesamling “Israel og araberne” indeholder en række kilder om palæstinenserne og deres situation, bl.a. Det palæstinensiske nationalcharter.

Knud Andersens bøger fra slutningen af 1970’erne gør ikke meget ud af PLO, nævner faktisk blot organisationen i en billedtekst. l teksten fremhæves det, at palæstinensernes terroraktioner voksede stærkt i årene efter seksdageskrigen. Der nævnes eksempler, bl.a. München 1972, men ikke at der er forskellige grupper.

Det nævnes også i en billedtekst, at først med flybortførelserne i 1970 henledtes opmærksomheden på “Palæstina-arabernes guerilla”.

PLO

I alt det i første del af undersøgelsen behandlede skolebogsmateriale for folkeskolen fra 1980’erne får palæstinenserne og PLO en udførlig behandling. Interessant er da, hvorledes PLO fremstilles.

Samvirket Danmark-Israels orienteringsbog fra 1977 fremhæver, at PLOs terroristvirksomhed for det meste er rettet mod civile i Israel og udlandet, og at man kan sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af PLO som en national befrielsesbevægelse, fordi deres hovedmål er at ødelægge et andet folks nation.

I Pundiks bog “Israel – og naboerne” beretter han om PLOs dannelse i 1964, dets mål og dets uenigheder Om dets terroraktioner og om dets internationale anerkendelse efter 1967, der i dag betyder, at alle, undtagen Israel, betragter palæstinenserne som en nation med ret til eget land. Militært har PLO haft fiasko, men politisk succes.

Pundik selv mener, at jøderne og palæstinenserne må dele Palæstina. Holm-Nielsens bog “Palæstinenserne – et folk uden land” har en udførlig gennemgang af PLO fra dets oprettelse i 1964. Afsnittet hedder “Revolution og frihedskamp med PLO”. Holm-Nielsen behandler beskyldningen for terrorisme, der ikke svarer til palæstinensernes egen selvforståelse. De ønsker ikke andet end at leve i fred i deres eget land. Men de er uenige om vejen, og der redegøres for splittelsen mellem afvisningsfronten, PFLP og Al Fatah, der skjult har sagt, at de vil anerkende Israel til gengæld for anerkendelse af PLO. Holm-Nielsen fremhæver PLOs sociale og kulturelle arbejde og slutter med at understrege palæstinensernes tro på, at målet vil blive nået.

Jens Nauntolte gør i “Mellemøsten i krise” fra 1985 rede for Yassir Arafats vanskelige situation efter Israels invasion i Libanon i 1982, oprøret inden for PLO, PLOs manglende evne til at føre en egentlig krig mod Israel og PLOs fjernelse fra Israels nabostater. PLO taler om kamp, men årene går, og det bliver ikke til noget. “Derfor befinder PLO sig på en blind vej. Det kan ikke føre krig, og det kan ikke slutte fred. Det passer på en måde både Israel og Syrien godt. For ingen af de to lande bryder sig om at se en Palæstina-stat under Yassir Arafats ledelse”.

Per Kühlmann sætter PLOs militære aktioner i relation til krig. Krig er accepteret vold mellem stater. Men fordi PLO ikke er en stat, kaldes dets militære aktioner for terrorisme. Palæstinenserne blev kendt over hele verden, men ikke populære. Omsvinget i forståelsen for den palæstinensiske sag begyndte med den arabiske olieblokade i 1973.

Israels invasion i Libanon har svækket PLO, men også sympatien for Israel. Kühlmann gør opmærksom på, at Israels statsminister Begin var ansvarlig for Deir Jassin-massakren, men betragtede det som frihedskamp. Mens palæstinenserne er terrorister Bender beskriver i “Et land to folk”, hvorledes PLO siden starten har prøvet at presse Israel, først inden for dets grænser så udenfor. Og hvorledes PLO efterhånden efter en “vandring omkring Palæstina” er presset til Tunis. Og at håbet til PLO for palæstinenserne ser sort ud.

Den nyeste bog Mette Thornval og Morten Duelund Nielsen: -Besættelse og intifada fra 1991 “, har en tilsvarende opfattelse af PLOs svækkelse som forudsætning for intifada’en.

Gymnasiet-HF

2. Palæstinenserne og PLO

Her er det interessant at registrere, at det formentligt mest udbredte system, Gads “Verdenshistorien” i udgaven fra 1968, overhovedet ikke omtaler palæstinenserne eller PLO. Men i Gads system -fundamental HISTORIE” fra midten af 1970’erne omtales de under overskriften “Palæstinensernes frihedskamp”. Det er dog ikke nogen særligt indgående behandling af PLO. Den munder ud i splittelsen, svækkelsen i Libanon og tendenser til at acceptere en ministat. Det mest omfangsrige af de “gamle” systemer, Erik Lunds, har i 1979 en ret udførlig gennemgang af PLOs udvikling og problemer. PLOs terrorkrig 11 vakte bestyrtelse og afsky verden over”, men PLO vandt også mere og mere anerkendelse i FN.

De tre kildehefter til gymnasie-HF brug, Holm-Nielsen: “Retten til Palæstina— og Johan Bender: “Palæstinaproblemet 1955-1974” og “Palæstinaproblemer 1973-1983” giver alle, som det fremgår af titlerne, palæstinenserne og PLO en central placering såvel i indledning som i udvalg af kilder. Det nyeste historiesystem fra Gjellerup & Gad har en grundig behandling af palæstinensernes og PLOs situation ud fra følgende opfattelse efter en beskrivelse af terroraktioner: “Efter at mange af palæstinenserne var blevet fjernet fra deres oprindelige landområde, placerede de sig på det mentale verdenskort – flere og flere fik øjnene op for, at problemet ikke kun kunne anskues fra et israelsk synspunkt”. Gennem Libanon-krigen og op til intifadah’en vises forståelse for palæstinensernes politik.

Også Friisberg: “En verden i forandring, Verden efter 1945” giver en grundig og saglig redegørelse for palæstinenserne og PLO mundende ud i en vurdering af intifadah’en “Mere end noget andet var det den såkaldte Intifada (opstand), der begyndte den 9. december 1987 i de israelskbesatte områder, der åbnede verdens øjne for, at det var uholdbart, at israelerne blot blev ved med år ud og år ind at holde de erobrede områder fra 1967 okkuperet. En løsning var nødvendig. Derfor måtte Israel bekvemme sig til at forhandle med den organisation, som palæstinenserne følte sig repræsenteret af PLO.

Populær-historier

I Politikens store verdenshistorie bd. 19 og 20 fra 1986-87 gøres der ikke meget ud af hverken flygtningeproblemets opståen eller palæstinenserne og PLO.

“For Palæstina-araberne blev krigen (1948-49) en tragedie” …. .. Det værste for palæstinenserne var, at de fleste havde forladt deres hjem i 1948-49 og ikke kunne vende tilbage efter krigen. Palæstinensernes stærkt omstridte eksil var imidlertid en enorm fordel for Israel, der nu blot fik en brøkdel af Palæstinaaraberne at tage vare på inden for landets grænser”. Om PLO berrettes der i forbindelse med Lilbanonkrigen, og i forbindelse med et billede portrætteres Yassir Arafat. Han nævnes som den førende skikkelse i palæstinensernes kamp for at få opfyldt deres krav om en egen stat.

l et specielt afsnit om ‘Terrorismens brigader” berettes i en billedtekst om de otte palæstinensiske terroristers aktion i München 1972, uden sammenhæng med emnet ellers.

Forums verdenshistorie bd. 8fra 1982. Om flygtningeproblemet hedder det “Men efter Sejren befandt det (Israel) sig omgivet af slagne, men hævntørstende fjender, som nu havde det yderligere klagepunkt – som de gjorde meget ud af i deres propaganda at omkring 700.000 palæstinensiske arabere flygtede fra Israel for ikke at komme til at leve under jødisk styre; det fik jøderne til at se ud som forfølgerne, efter at de selv i så mange år havde været de forfulgte, også selvom mange palæstinensiske arabere vendte tilbage til Israel i 1949”.

Undersøgelsens resultat

Undersøgelsen viser tydeligt, at i de tidlige skolebøger, fra 60’erne og op i 70’erne, er interessen for palæstinenserne svag. Der gøres ikke meget ud af emnet. Og især i folkeskole-materialet er der en stor del, som er meget Israelvenligt og ind imellem nedladende i omtalen af araberne.

l det hele taget er der ikke i nævnte periode nogen kritik af Israel, men megen anerkendelse af statens samfundsopbygning og militære kraft.

– Men det er ligeså tydeligt, at i slutningen af 70’erne og op igennem 80’erne skifter billedet. Palæstinenserne og PLO træder ind på skolebøgernes scene, Israels eksistens anfægtes ikke, og palæstinensernes politiske vold behandles.

Men så vidt jeg kan se, går det igen hos alle skolebogsforfatterne, både for folkeskolen og for gymnasiet-HF, at de behandler palæstinenserne og PLO absolut seriøst og søger at vise forståelse for kravet om en palæstinensisk stat. Israels politik over for de besatte områder kritiseres generelt.

Hvad angår populærhistorier og leksika er behandlingen af palæstinenserne mere problematisk. Det er som om, traditionen fra 60’er-70’erne fortsættes, og at palæstinenserne ikke er blevet så synlige som i skolebøgerne.

Hvor meget kan en sådan undersøgelse af skolebøgerne så sige om undervisningens betydning for meningsdannelsen om emnet?

Den kan sige noget om udviklingen i tendensen hos skolebogsforfatterne og forlagene. Men den kan ikke sige noget om, hvordan der reelt er blevet undervist i emnet.

Her spiller lærerpersonlighederne ind, og undersøgelsen kan ikke sige noget om, hvordan eller om materialet er blevet anvendt.

Derudover dannes meningerne ikke alene i skoleundervisningens historietimer. Det diskuteres i disse år blandt historielærere, hvilken betydning det, der kaldes “historie uden for skolen” har for meningsdannelsen. Hvor får børnene deres meninger fra, er påvirkningen fra den historieformidling, der sker gennem medier, tegneserier etc., større end den, der sker gennem skolens historieundervisning?

Og voksne, der er gået ud af skolen før den nye tendens i 80’erne, hvilken opfattelse af Israel og palæstinenserne har de med fra skolen – og hvorfra har de fået deres påvirkninger siden? Fra aviser, fjernsyn, populærbøger?

Børge S. Christiansen, cand. theol. & mag., er lektor på Blaagaard Statsseminarium.

Litteraturliste

Paul Holt: Vor tids verdenshistorie, Gads forlag. Kbh. 1961.E. Bøgebjerg, S. Elmelund, Verner Bruhn: Historie for realafdelingen 3. Gyldendal. Kbh. 1964.Jørgen Hatting og Poul Møller: Realskolens ny historiebog Ill. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck. Kbh. 1967.Poul Kierkegaard og Johs. Lomholt-Thomsen: Fra folkenes forbund til rumalderen. – H. Hagerups forlag. Kbh. 1965.Kr. Kolding og Peter Ussing Olsen: Folkeskolens historiebog. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, Kbh. 1964Knud Andersen (red.): Det skete i vor tid, Bd. 1 1966, bd. 2 1968. Haase.Valdemar Madsen og H. Hedelykke Pedersen: Arabernes verden, Orienteringsbøgerne 3, Munksgaard. Kbh. 1970.Peter Chr. Pedersen: Israel, Orienteringsbøgerne 1, Munksgaard. Kbh. 1970.Inger og Kjeld Frankild: Børn i Israel, Lærerforeningernes materialeudvalg 1970.Per Birkelbæk: Israel og araberne, Historiske problemstillinger. Gyldendal 1978.Knud Andersen: Historiebogen for 7.-10. klasse. Haase. Kbh. 1978.Knud Andersen: Historiebogen for 3. real. Haase. Kbh. 1976.Knud Andersen (red.): Det skete i vor tid. Haase. Kbh. 1976.Heino Døygaard: Fyrrerne og halvtredserne. Vort århundredes historie. Forum 1977.Peter Goldman: Introduktion til konflikten i Mellemøsten, SDI forlag 1977.Svend Holm-Nielsen: Palæstinenserne – et folk uden land. Munksgaard 1981.Herbert Pundik: Israel – og naboerne. Munksgaard 1982.Sven Skovmand: Mellemøsten. Munksgaard 1983. Israel Palæstina. De besatte områder. Folkekirkens Nødhjælp 1983.Johan Bender: Et land – to folk. Gyldendal 1988.Per Küh1mann: Israel eller Palæstina. Det 20. årh.s historie. Gyldendal 1988.Jens Nauntofte: Mellemøsten i krise. Aktuel historie. Munksgaard 1985.Jens Nauntofte: Israel og de besatte områder. Munksgaard 1989.Mette Thornval og Morten Duelund Nielsen: Besættelse og intifada. Det 20. årh.s historie. Gyldendal 1991 Gads historie for gymnasier, bd. 4, 1. og 2. del. Af John Danstrup. Gad 1967 og 68.Gyldendals verdenshistorie, Rudi Thomsen red. bd. 4 af Erik Reske-Nielsen. 1964 og 72 Erik Lund: Verdenshistorie, bd. Vi, Gyldendal 1979.Lars Hedegaard Jensen: Den amerikanske fred, 1945-62, fundamental historie. Gad 1975. Lars Hedegaard Jensen: Den permanente krise, 1962-79, fundamental historie. Gad 1979.Lars Hedegaard Jensen: Krise og opbrud, 1945-84, fundamental historie. Gad 1984.Svend Holm-Nielsen: Retten til Palæstina, fundamental historie. Gad 1975 og 82.Niels Kayser Nielsen, Henrik Skovgaard Nielsen, Flemming Schmidt og Niels Arne Sørensen: Verdenshistorie 3, Gjellerup og Gad 1990.Claus Friisberg: En verden i forandring. Gyldendal 1990.Johan Bender: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gyldendal 1974.Johan Bender: Palæstinaproblemer 1973-1983. Gyldendal 1984.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.