Liebermans “sandhed”

 af Yacov Ben Efrat

Da han blev spurgt, om hans tale ved FN’s generalforsamling (28. september 2010) udtrykte hans regerings stilling eller snarere hans politiske partis platform,

svarede den israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman: “Talen udtrykte sandheden”. Premierminister Binyamin Netanyahu gjorde ingen indvending mod indholdet, men begrænsede sig til en erklæring via sit bureau om, at talen ikke var koordineret med ham. Lieberman sagde, at en fredsaftale mellem Israel og Palæstina “først ville blive opnået årtier fra nu”. Der er ingen grund til at tro, at Netanyahu mener noget andet. Lieberman udtrykker den dominerende indstilling i Israels regering, og hans tale blotlagde en ting der er kendt af alle: han er selv den cement, som binder Netanyahus koalition sammen.

Lieberman faldt ikke ned i FN-bygningen med faldskærm fra New Yorks himmel. Han blev sendt af premierministeren, som åbenbart foretrak ikke at vide, hvad han ville sige. Hans optræden på generalforsamlingen udgjorde en “tjeneste” for Netanyahu, som foretrak ikke at tale dér i betragtning af det internationale tryk på ham for at fortsætte fastfrysningen af bosættelser. Netanyahus nej til at give efter på dette punkt viser, at han ikke tror fred er mulig. Stemmen er Liebermans, men hænderne er Netanyahus. Byggeriet blev genoptaget efter planen, 26. september, efter en ti måneders fastfrysning, idet Netanyahu bad bosætterne om at holde festlighederne på lavt blus.

Liebermans tale gødede jorden for de undskyldninger Israel ville levere efter forhandlingernes sammenbrud: resten af verden er ikke realistisk; araberne er ikke parate til fred; konflikterne i Iraq, Afghanistan, Yemen, Iran, Libanon og selv mellem palæstinensiske stridende grupper er ikke på grund af Israel. I årevis har Israels højrefløj erklæret, at først når de konflikter er afsluttet, og først når freden sænker sig over resten af vores region, vil resten af verden være berettiget til at kræve, at Israel indgår aftaler med palæstinenserne. Og fordi løsninger på de andre problemer vil tage flere årtier mindst, er fred i vores del af Mellemøsten ikke en valgmulighed for tiden. Det er derfor meningsløst at forlange en fastfrysning af bosættelser. 

Israels nej til at fortsætte fastfrysningen er baseret på den sande påstand, at lige siden underskrivelsen af Oslo-aftalerne har forhandlingerne med palæstinenserne fundet sted sideløbende med byggeri. Den Palæstinensiske Myndighed (PA) har aldrig før sat en fastfrysning som betingelse for forhandlinger, for den forstod, at et sådant forlangende ville være en ikke-starter. Netanyahus 10 måneders fastfrysning var en anomali, et svar på amerikansk pres.

Mens striden om fastfrysningen går sin sløve gang, afbryder bosættelserne sammenhængen af den eventuelle palæstinensiske stat. Faktisk er Washingtons krav til Israel et krav om en konkret forpligtigelse. Amerikanerne ønsker et løfte fra Netanyahu om at nå en aftale om grænser inden for tre måneder. Hvor meget kan der overhovedet bygges på tre måneder? Og hvem vil bygge i områder udlagt til at falde under palæstinensisk suverænitet? Netanyahus nej til at fortsætte fastfrysningen er derfor forbundet med hans regerings beslutning om ikke at binde sig til en tidsplan mht. grænser.

Når den israelske udenrigsminister benægter enhver chance for at nå til en fredsaftale, er det fair at antage, at han ved, han har opbakning – og ikke kun fra Netanyahu. Faktisk var forsvarsminister Ehud Barak, som var premierminister under Camp David-forhandlingerne i juli 2000, den første til at udbasunere idéen om, at der “ikke er nogen partner”. Arbejderpartiets indtræden i Netanyahus højrefløjs-koalition var ikke kun resultatet af Baraks ambition om at blive forsvarsminister for enhver pris, men var baseret på forestillingen om, at “der er ikke nogen at tale med”.

Oppositionslederen Tzipi Livni er ikke meget anderledes. Under hendes tid som udenrigsminister i Olmert-regeringen arbejdede hun blot hen imod en overenskomst, som skulle “ligge på hylden”, indtil virkeligheden indhentede den, for hun mente ikke, palæstinenserne var parate til en stat. Hylde-overenskomsten kunne sættes i værk inden for nogle få årtier (for at anvende Liebermans udtryk).

Den dominerende tendens i Israels nuværende regering udtrykkes bedst i de følgende ord fra Liebermans tale: “Den endelige overenskomst mellem Israel og palæstinenserne må baseres på bytte af territorier og befolkninger. Dette betyder ikke et arrangement for at flytte befolkninger omkring, men oprettelsen af grænser, som bedre vil afspejle den demografiske virkelighed”. Ifølge denne plan vil Umm al-Fahem blive en del af den palæstinensiske stat, og til gengæld vil Israel få de områder i Vestbredden, der er befolket af jøder. Eftersom arrangementet først vil træde i kraft årtier fra nu, vil byggeriet i bosættelserne ekspandere i mellemtiden og optage, hvad der er tilbage af Vestbredden. I Umm al-Fahem derimod, ligesom i alle områder bestemt til bytning, vil der ikke ske nogen investering eller udvikling, fordi det i hvert tilfælde er bestemt til at blive en del af Palæstina.

Vi ville ikke citere fra Liebermans visionære ordskvalder, hvis vi mente, at den var totalt ude af trit med virkeligheden. Sørgeligt nok er der et gran af sandhed. Når han taler om overførsel af territorium med befolkning, baserer han sine ord på den eksisterende virkelighed, hvori de arabiske borgere i Israel lever. Den diskrimination, der er rettet mod dem, fjendtligheden, negligeringen inden for alle områder – fra dårligere uddannelse til mangel på industriel udvikling – og det fuldstændige fravær af kulturliv skaber frugtbar jordbund for racister som Lieberman. Chaim Herzog, Israels FN-repræsentant i 1975, huskes for at stå på generalforsamlingens talerstol med en FN-resolution, som satte zionisme lig med racisme, og rive den i småstykker. I dag, 35 år senere, står Lieberman på den samme talerstol og erklærer i Staten Israels navn sit lands ønske om at blive af med sine arabiske borgere.

Liebermans “sandhed” beviser, at grunden til den igangværende konflikt ikke er palæstinensernes nægtelse af at acceptere den jødiske stat, men Israels uvillighed til at acceptere eksistensen af et palæstinensisk folk og dets ret til en egen stat. To intifadaer og flere krige har ført den israelske offentlighed og dets største politiske partier til at give afkald på visionen om Storisrael. Netanyahu erklærede sig i sin Bar Ilan-tale for en tostatsløsning, men hans ord er forblevet varm luft: hverken han eller nogen anden israelsk leder er parat til at tage konsekvenserne af den idé, nemlig at kommandere bosætterne til at forlade deres hjem og deres drømme.

Både Lieberman og Netanyahu bedrager sig selv, hvis de tror de har “flere årtier”, hvori de kan trække verden rundt ved næsen. I Staten Israel plus de territorier, den holder besat, er den demografiske balance allerede tæt ved 50:50. Årtier fra nu (for blot at tage et af mange scenarier) vil araberne være en klar majoritet, og Israel som en jødisk stat vil tabe ethvert krav på demokrati. Vil nationerne tolerere en sådan situation og støtte en jødisk stat for enhver pris? Og i Israel, vil ungdommen gå i krig – og vil deres forældre være villige til at sende dem i krig – for at forsvare apartheid? Sådan er den arv, som Lieberman testamenterer til de kommende generationer. Sådan er det væsentlige indhold af hans “sandhed”.

Publiceret på engelsk: 03.10.2010 på www.challenge-mag.com
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.