Hinsides moderate og militante

Sammendrag af Robert Malley og Peter Harling : ’Beyond Moderates and Militants’.
Foreign Affairs, bind 89 , nr. 5, s. 18-29. Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Ifølge Robert Malley og Peter Harling hviler USAs  fredspolitik i Mellemøsten  på en opdeling af regionen i moderate og militante lejre, en opdeling der er forældet i dag.
Det er artiklens budskab, at Obama må  finde en ny kurs til en bæredygtig fred mellem Israel og Palæstina ved som udgangspunkt at sikre en  forsoning mellem Fatah og Hamas.

I tidsskriftsartiklen skriver de to mellemøst analytikere Robert Malley og Peter Harling en længere analyse af den stadig mere flydende, politiske  situation i Mellemøsten.  Ifølge denne analyse er Obama nu i færd med at gennemføre en politik, der er 10 år forsinket i forhold til den politiske udvikling i regionen.

De fastslår, at det er en forfejlet politik at fastholde en forældet opdeling af regionens aktører i moderate og militante, der slører en forståelse af de aktuelle kræfter, der styrer dynamikken i regionen.  Hovedaktørerne er i dag Iran og Tyrkiet, der forfølger totalt modstridende mål, mens de påståede grupperinger i henholdsvis moderate Amerika/Israel  tilhængere, og militante, aggressive Israel hadere frembyder et meget komplekst og broget skue.

I spørgsmål, som vurderes som centrale for amerikanske interesser, forfølger Washingtons såkaldte allierede i regionen således ofte mål, som ikke deles med USA, – mens dets fjender måske samtidig støtter op om de samme mål som USA.

Obamas politik ville have virket for 10 år siden, men regionen har ikke stået stille.  Obama administrationen presser på for en israelsk-palæstinensisk aftale, men den vil sandsynligvis først forstå betydningen af at skabe en intern palæstinensisk enighed for at nå dette mål, når den har brugt  mange flere år på at spille Fatah ud mod Hamas  ,og efter at uoverensstemmelserne mellem de to bevægelser er blevet uløselige.

Den moderate gruppe.

Malley og Harling beskriver den moderate gruppe således: ’Det er svært at placere Israel, Fatah, Wahhabi-domineret Saudi Arabien og Iraqs Nouri al-Maliki i den samme såkaldte moderate lejr, når de hverken har fælles værdier eller interesser.  Hver for sig har de stærke bånd til USA, men disse bånd skyldes forskellige og ofte modstridende overvejelser. Egypten, Jordan og Saudi Arabien – ledere indenfor den moderate lejr — har heller ikke meget til fælles. De er ikke enige om at  engagere sig i en kontakt med Israel, de har forskellige regeringssystemer, og de forholder sig forskelligt i deres måde at håndtere religiøs ekstremisme – Kairo prøver at undertrykke den, Amman  søger at lede den ind i kontrollerede, demokratiske processer, og Riyadh prøver at udnytte  den.

Samtidig står de ’moderate’ arabiske lande, der er foruroligede over en stillestående fredsproces og et svigtende, svagt amerikansk lederskab over for store interne sociale og politiske modsætninger, potentielle tronfølge kriser og en voksende fristelse til at vende sig indad .

Den moderate lejr har desperat behov for en amerikansk dagsorden, som dens medlemmer  kan bruge til at retfærdiggøre deres alliance med Washington.’

Den militante gruppe

’Den påståede pro-iranske akse er også vanskelig at beskrive. I henseende til ideologi, interesser, praktiske tiltag og sågar sekterisk identitet adskiller Iran, Syrien, Hamas og Hezbollah sig på betydelige måder fra hinanden.  Deres alliancer skifter og reflekterer konstante justeringer til skiftende regionale realiteter. Beskrivelser af denne akse forvilder sig ofte ud i overdrivelse og karikatur.  Den er ikke , som nogle antager, udtryk for en militant form for shiisme. Syrien er faktisk regeret af en alawitisk minoritet, der har meget lidt til fælles med Irans udgave af shiisme, mens Hamas er en mainstream sunni bevægelse, der gør sig stor umage med at lægge afstand til Iran. Syrien ville foretrække at se en palæstinensisk forsoning, der gav Hamas en vigtig men ikke afgørende stemme i beslutningsprocessen.  Hezbollah er vokset fra sit klient forhold til Syrien og har ingen interesse i en tilbagevending til det tidligere forhold mellem Libanon og Syrien.’

’Det, der holder sammen på denne såkaldte militante lejr, er dens behov for at imødegå det som dens medlemmer opfatter som en amerikansk-israelsk trussel, og jo mere trykket fra USA, Europa  eller Israel  stiger, jo lettere får de ved at nedtone deres egen interne uenighed.

Den helt nye form for sikkerheds koordination mellem Iran, Syrien, Hamas og Hezbollah er et godt eksempel på denne dynamik, der afspejler sig i , hvordan de alle forbereder sig på en mulig overvældende konfrontation.

Ironisk nok har USA således i de sidste 10 år haft  større succes  med at styrke sammenholdet mellem sine fjender end med at bevare enigheden mellem sine allierede.’

Iran og Tyrkiet

’I fraværet af en sådan dagsorden ser vi, hvordan to lokale mellemøstlige visioner konkurrerer og støder mod hinanden.  Den første, støttet af Iran, understreger modstanden mod Israel og Vesten og opprioriterer sikkerhedsalliancer og militæropbygning.

Den anden, hvis hovedfortaler er Tyrkiet, sætter fokus på et stærkt diplomati , understreger samarbejde med alle parter og lægger vægt på økonomisk integration.

Selvom de to synspunkter fremføres af ikke-arabiske magter, er de begge i overensstemmelse med lokale arabiske følelser.

Regionen organiserer sig således  mindre i overensstemmelse med amerikansk politik og mere i overensstemmelse med fraværet af en sådan.

Men både Iran og Tyrkiet ved, at der er en grænse for, hvad de kan opnå i regionen.  Det er stadigvæk USA, der har veto retten over alle betydningsfulde initiativer her.’

USA’s nye rolle

’Alternativet for USA er at spille rollen som dirigent og koordinere de forskellige nationers udspil.

Som et eksempel kan nævnes problemerne med den israelsk-palæstinensiske fredsproces, hvor der er behov for en ny tilgang.

Alle de søjler, der har holdt den amerikanske politik oppe på dette område – stærke, repræsentative israelske og palæstinensiske ledere;  støtte fra de arabiske stater;  total amerikansk magt og troværdighed – alle disse søjler er eroderede  til et stadie, hvor de næppe har nogen betydning i dag.  Den palæstinensiske nationale bevægelse er fragmenteret, Fathas selvsikkerhed  og legitimitet er skrumpet, og fremmede magter har forøget deres indflydelse på den palæstinensiske arena og påvirket beslutninger hos både Fatah og Hamas.

Hvis USA ønsker at indstille sig på at følge nye magtmønstre, må det som et minimum acceptere behovet for en indre palæstinensisk forsoning og erkende. at en stærk forenet palæstinensisk partner i højere grad vil være i stand til at skabe en bæredygtig fredsaftale end en svag og fragmenteret.

Det vil ikke være let for USA at foretage et sådant strategisk skift, og det vil heller ikke være ufarligt.  Men at holde fast ved et forældet politisk paradigme skaber ikke noget håb.  Konsekvenserne heraf ville være forøget regional opdeling, forhøjet spænding, og forøget risiko for konflikt.

Robert Malley er programdirektør for Mellemøsten og Nord Afrika  i International Crisis Group, Peter Harling er er leder af Irak, Libanon og Syrien projektet i International Crisis Group.
International Crisis Group er en uafhængig, non-profit NGO, der arbejder for at forhindre og løse livstruende konflikter på internationalt plan.  Forskergrupper arbejder på 5 kontinenter.

Marianne Risbjerg Thomsen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.