Tyskland og Israel

Uri Avnery/Ole Olsen, Gush Shalom


Tyskland og Israel

Uri Avnery, leder af Gush Shalom, kommenterer det særlige tysk-israelske forhold. Han mener, at Tyskland glemmer, hvad venner er forpligtet til:

Binyamin Netanyahu og ti af hans ministre skulle have holdt et møde med kansler Angela Merkel og ti tyske ministre. Hvorfor? Jo, for at vise Tysklands kærlighed til Israel. Mødet blev aflyst i sidste øjeblik, hvilket Netanyahu næppe er meget bekymret over. Israel får jo i forvejen al mulig støtte fra Tyskland.

En tysk journalist spurgte mig om reaktionen i Israel på besøget af Tysklands nye udenrigsminister, Guido Westerwelle. Jeg måtte skuffe ham. De fleste israelere havde slet ikke hørt om det. For dem var det blot endnu et dignitar-besøg i Yad Vashem – og en ekstra trafikprop i Jerusalem.

Og som det ofte er tilfældet, er der ikke balance i et ægteskab. Den tyske brud elsker den israelske gom meget mere end omvendt. Forholdet mellem Tyskland og Israel trænger til et eftersyn.

For Tyskland var Israel-støtte (også) et strategisk valg

Tyskerne glemmer ikke Holocaust. De bliver mindet om det konstant. Det optræder på TV, i kulturdebatten og i kunsten. Sådan må det også være. Den skrækkelige forbrydelse må ikke glemmes. Unge tyskere må igen og igen spørge sig selv, hvordan deres bedstefædre og bedstemødre blev en del af dette.

Den tyske regering – den nuværende som de forrige – konkluderer ud fra Holocaust at “ofrenes stat” skal forkæles. Enhver af dens handlinger må ubetinget støttes og intet kritisk må siges.

Da den nye tyske republik blev dannet, var dette en grundlæggende politik. Tyskland var en slags paria-stat. Konrad Adenauer (den første kansler) vurderede, at en massiv støtte til Israel samt til individuelle jødiske ofre ville åbne dørene til det gode selskab. Han fandt en partner i David Ben Gurion, som mente at konsolidering af staten Israel var vigtigere end fortidens ubehagelige minder. Han skaffede Tyskland anerkendelse til gengæld for den massive tyske hjælp til Israel.

Siden dengang er der flydt meget vand i både Rhinen og Jordan-floden. Tiden må være inde til at stille nogle spørgsmål.

Spørgsmål 1: Eftersom det tyske venskab med os (israelere) er moralsk forankret, behøver det så at omfatte støtte til umoralske handlinger?

Jeg har mere end een gang hørt argumentet: ”Efter det frygtelige, som det tyske folk gjorde mod jøderne, har vi tyskere ingen ret til at kritisere den jødiske stat. Efterkommerne af gerningsmænd kan ikke tillade sig at kritisere ofrenes efterkommere.”

Der er noget i disse sætninger, som jeg ikke bryder mig om. På en måde minder de mig om det tyske ord Sonderbehandlung (specialbehandling), hvilket giver skrækkelige associationer. I koncentrationslejrene var det synonymt med aflivning.

Den tyske regerings holdning til Israel er Sonderbehandlung. Det siger også, at jøder er noget specielt. Den jødiske stat skal vi behandle forskelligt fra alle andre stater. Det er det samme som at sige, at jøder ikke er som andre mennesker – deres moral er forskellig fra andres.

Et tysk publikum var meget begejstrede, da jeg for nyligt fortalte dem om en kommunistisk demonstration i New York. Politiet kom og begyndte at slå på dem. En råbte: Slå ikke på mig – jeg er anti-kommunist! Hertil replicerede politimanden: ”Jeg er ligeglad hvilken slags kommunist du er!” For mig ligner ekstreme støtter af semitisme de som er ekstreme anti-semitter. Gad vide om de som kan stå model een slags specialbehandling også er klar til en anden slags.

Specialbehandling. Nej, ellers tak. Det var ikke meningen, da vi skabte denne stat. Vi ønskede at være en stat som alle andre – en nation blandt andre nationer.

Spørgsmål 2: Hvad er virkeligt venskab?

Når en ven er fuld og insisterer på at køre bil – skal man så støtte ham i det? Er det et udtryk for venskab eller skal man som ven fortælle ham: Hør her, du er fuld. Læg dig ned og bliv ædru!

Kloge tyskere ved at vores politik er katastrofal for Israel og for hele verden. Den fører til evig krig, styrkelse af radikale islamister i hele regionen, isolation af Israel og en besættelses-tilstand, hvor jøder vil blive en undertrykkende minoritet.

Når din berusede ven er på vej til at køre lukt ind i en klippe – hvad skal man så gøre som ven?

Spørgsmål 3: Venskab med Israel – men hvilket Israel?

Israel er ikke noget homogent samfund. Det er dynamisk og sammensat med mange holdninger, fra det yderste højre til det yderste venstre. Lige nu er regeringen fra det yderste højre, men der er også en fredsbevægelse. Der er soldater som nægter at fjerne bosættelser, men også dem der nægter at bevogte dem. Mange bruger deres tid og energi på at bekæmpe besættelsen, i nogle tilfælde med fare for at komme til skade.

OK, regeringer må samarbejde med regeringer. Den tyske regering skal samarbejde med den israelske regering. Men derfra til speciel arrangeret rygklapperi, som et fællesmøde mellem de to regeringer, er der langt.

Netanyahu-regeringen har ladet som om den støtter en tostats-løsning, men ødelægger denne mulighed hver eneste dag. Den har nægtet et fuldstændigt stop for nye bosættelser på Vestbredden, stedet hvor alle regeringer – inklusive den tyske – er enige om, at staten Palæstina skal ligge. Vores regeringer bygger i vanvittigt tempo i Øst-Jerusalem som også alle – igen også Tyskland – er enige om skal være hovedstad i Palæstina. Den gennemfører i Jerusalem noget der er tæt på være etnisk udrensning. Skal fru Merkel under disse omstændigheder omfavne denne regering og tilmed kindkysse dens leder?

Der er mange måder hvorpå den tyske regering kan vise venskab med et andet Israel, det Israel som søger fred og menneskerettigheder for alle. En skam, at den ikke gør det!

Der er et andet Tyskland. Jeg så det for to uger siden. Et publikum på flere hundrede var forsamlet i Berlin til en ceremoni hvor jeg blev tildelt prisen ”Den blå planet”. Prisen blev uddelt af en sammenslutning, som tror på fred, menneskerettigheder, beskyttelse af vores planet og på en etisk økonomi i skøn forening. Det er også mit synspunkt.

Tildelingen af prisen til en israelsk fredsaktivist ser jeg som udtryk for reelt venskab med Israel. Opgøret med Nazi-regimet har fået mange tyskere til at kæmpe for en bedre verden, en mere moralsk verden, hvor der ikke er plads til den racisme som rører på sig flere steder i Europa.

Det fører os, naturligvis, til hvad der nyligt skete i Wilhelm Tells land. Schweiz har i en folkeafstemning besluttet at forbyde minareter. Det er skidt. Det er afskyeligt. Anti-semitisme har flyttet sig fra eet semistisk folk til et andet, så anti-semitter nu er anti-muslimer. Som vi siger på hebræisk: Den samme dame, men i en anden kjole.

Jean-Paul Sartre sagde engang, at vi alle er racister. Forskellen er, sagde han, mellem de som erkender det og kæmper imod, og de som overgiver sig til racismen. Flertallet i Schweiz er netop dumpet i denne test. Hvad med os israelere? – slutter Uri Avnery.

Oversættelse (forkortet) Ole Olsen

Comments are closed.