Pressemeddelelse 17/11/09 fra Gush Shalom

Gush Shalom


Pressemeddelelse 17/11/09 fra Gush Shalom

Den hollandske udenrigsminister: Produkter fra den palæstinensiske del af Det Døde Hav er ikke israelske produkter og skal ikke have afgiftsmæssige fordele.

Den hollandske udenrigsminister Maxime Verhagen har beordret en hurtig undersøgelse for utvetydigt at fastslå oprindelsen af ”Ahava” kosmetiske produkter, som markedsføres på det hollandske marked. Hvis det bekræftes, at de er produceret på besat palæstinensisk område, skal de ikke nyde godt af den afgiftsmæssige fordel, som israelske produkter har.

Det skete efter at parlamentsmedlem van Bommel fra det socialistiske parti, som er i opposition i parlamentet, hævdede at dette var bedrageri: produkter på det hollandske marked mærket ”made in Israel”er i virkeligheden produceret i en bosættelse på det besatte palæstinensiske territorium, som ikke er en del af Israel.

”Den hollandske regering vil  ikke tolerere noget forsøg på at bedrage skattemyndighederne ved falske varebetegnelser og derigennem unddragelse af betaling af afgifter – ikke engang, hvis forsøg på den slags er begået af et venligsindet land som Israel. Vi vil behandle ethvert sådant forsøg med fasthed, sagde udenrigsministeren. MP van Bommel, som havde taget initiativ til at sætte spørgsmålet på parlamentets dagsorden, udtrykte tilfredshed med ministerens svar, men fastslog, at ”Ahava”s handlinger et alvorlige brud på international lov, da selskabet bruger ressourcer fra den palæstinensiske bred af Det Døde Hav. Dette er i modstrid med Geneve-konventionen, som forbyder en besættelsesmagt, herunder også dens borgere og virksomheder, som er registreret på dens eget område, at bruge det besatte områdes naturressourcer. Derfor sagde van Bommel, at udover at ”Ahava” skal nægtes afgiftsfordele, så skal disse produkter i det hele taget nægtes adgang til det hollandske marked og til andre europæiske landes markeder.

“Ahava” – laboratorierne ligger i “Mitzpe Shalem”-bosættelsen på den nordvestlige side af Det Døde Hav. Det er en del af Vestbredden, som har været besat af Israel siden 1967, og som i henhold til Oslo-aftalerne skulle have været overdraget til palæstinensisk selvstyre allerede i perioden 1996-1999 som anført i disse aftaler. Imidlertid opfyldte den første Netanyahu-regering ikke denne forpligtelse. De israelske skattemyndigheder har kun overfor de hollandske myndigheder angivet adressen Mitzpe Shalem uden at nævne, at denne ligger på besat område. Der er ikke brug for en gennemgribende undersøgelse af den hollandske ambassade for at fastlå fabrikkens beliggenhed.

Selskabet Ahava lancerede for nogle år siden en intensiv kampagne for at slå igennem på det europæiske marked, og den iværksætter annoncekampagner i forskellige europæiske lande. Det, der er sket i Holland, burde efterlignes i forskellige andre europæiske lande så vel som i EU som helhed. Det vil kunne skade selskabets forretninger alvorligt. “Ahava”’s aktiviteter har fornylig skabt opmærksomhed hos modstandere af den israelske regerings besættelsespolitik. Den store britiske velgørenhedsinstitution Oxfam afbrød forbindelser til firmaer, som brugte modellen Kristin Davis, fordi hun havde indgået en kontrakt med  “Ahava”. I London brød fredsaktivister ind i Ahavas kontorer, hvor de barrikaderede sig i adskillige timer, mens de satte plakater op, som sagde: ”Denne skønhed stammer fra tyveri.”

Gush Shalom sendte et brev til ledelsen for firmaet Ahava, hvor der stod:”Det er på tide, at I ser skriften på væggen og indleder praktiske forberedelser til at flytte jeres virksomhed ud af de besatte områder og tilbage til suverænt israelsk område. Jeres beslutning om at lægge jeres virksomhed på besat område og gøre brug af naturressourcer, som ikke tilhører Israel, var et misforstået spil, som allerede skadede jeres interesser og kunne have skadet dem længe før. Før eller senere vil I blive nødt til at fjerne jer fra denne ødelæggende og ulovlige beliggenhed – og jo før, jo bedre”.

Oversat for DPV af Dagmar Dinesen

Comments are closed.