Udsigt til en ny Mellemøst-politik i EU?

Ole Olsen, DPV


Udsigt til en ny Mellemøst-politik i EU?

– af Ole Olsen

I begyndelsen af december var der et mindre drama om EU´s udenrigspolitik over for Israel. Et svensk udkast til udtalelse slap ud (eller blev lækket) og blev kendt i Israel – som straks aktiverede alle deres tilhængere i EU-landene. Resultatet, vedtaget 8. december, blev en mindre skarp udtalelse, men alligevel måske et tegn på en skærpet tone. Lad os håbe det og arbejde videre med dette udgangspunkt.

Central i striden stod Øst-Jerusalem, hvor Israel aktivt arbejder på at udskifte den palæstinensiske befolkning med en jødisk. Her slår EU-udtalelsen fast, at Øst-Jerusalem er besat område og erklærer, at en ægte fred forudsætter at der findes en forhandlet løsning som gør Jerusalem til hovedstad for to stater. I det oprindelige udkast var meldingen langt mere klar, at Østjerusalem skulle være palæstinensernes hovedstad. Punktum!

Man må dog glæde sig over, at EU vil arbejde for at få genåbnet palæstinensiske politiske institutioner i Øst-Jerusalem, herunder Orient House – og at der er helt klare meldinger om at alt bosættelsesbyggeri skal stoppe og at Mure på besat område er illegal i henhold til international lov. Og der var ikke nogen opfordring til palæstinenserne om at gå til forhandlingsbordet, uden at der først er et stop for nye bosættelser. Abbas linie mødte forståelse.

Det gode spørgsmål er hvad EU – den udenrigspolitiske kylling – konkret vil gøre, når Israel fortsat handler imod EU’s politik. Vi må vedholdende stille spørgsmålet til Regering og Folketing om EU fortsat vil være til grin – tilmed i høj grad for egne penge.

Med hensyn til Gaza udtaler EU, at ”den nuværende situation (Israels og Egyptens blokade) er (humanitært) uacceptabel og politisk modproduktiv” – måske en gryende erkendelse hos EU-lande selv, at det har været forkert at boykotte Hamas – en politik europæerne selv praktiserer i uforståelig grad. Jeg håber der nu er udsigt til en ændring – det må i hvert fald afprøves.

Et eksempel fra udtalelsen (og også det første udkast) viser, at europæerne fortsat er langt mere optaget af israelske skæbner end af palæstinensiske. Der er en eksplicit opfordring til at frigive den enlige israelske soldat – tilmed nævnt ved navn – som holdes fanget i Gaza. De 11.000 palæstinensere i israelske fængsler nævnes ikke med et ord eller et eneste navn. Her er bestemt et tema vi må spørge ind til. Har kidnappede forskellig værdi?

Der er mange spørgsmål og krav der må og skal stilles. Udenrigsministeren fra mit aktuelle hjemland, Luxembourg, fangede meget godt den israelske (bosættelses-)politik på kornet med sin kommentar efter EU-vedtagelsen. ”Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor Israel ikke vil acceptere, at Palæstina består af Vestbredden, Gaza og Øst-Jerusalem. For mig har israelere har ret til at leve i Israel og palæstinenserne har ret til at leve i Palæstina”. En forenklet fremstilling, men viser det absurde i den israelske politik.

Det er svært at vurdere om EU reelt er ved at ændre sin politik til mindre opbakning til Israel og mere til palæstinenserne, men alle gode kræfter bør arbejde for at det bliver tilfældet. Støtte til den palæstinensiske sag har mange dimensioner, men det er helt nødvendigt med opbakning fra europæiske regeringer. Obama er banket tilbage til start efter sin ellers løfterige tale i Cairo i maj og de arabiske nabolande spiller med på Israels spil – især med indespærringen af befolkningen i Gaza. Der må satses kraftigt på vores egen bane – dansk og europæisk politik.

Comments are closed.