Dem og os – blandt palæstinensere

Joharah Baker/Ole Olsen, Miftah


Dem og os – blandt palæstinensere

Joharah Baker fra MIFTAH beskriver, hvordan ordene fra Bush om, at du enten er med os eller imod, nu splitter det palæstinensiske samfund, ved at alt nu gøres op i for eller imod Fatah eller Hamas – til skade for kampen mod besættelsen:

Lige så lidt som vi savner George W. Bush blandt især palæstinensere, så er der en arv fra ham, som nu præger det palæstinensiske samfund. Mantraet om, at du enten er med os eller imod os har desværre inficeret tænkemåden hos os selv.

Man kan mene at dette er en absurd påstand – og at palæstinensere ikke har fået noget som helst fra den texanske cowboy-præsident, bortset fra en dårlig smag i munden. Men når det kommer til Fatah og Hamas, bliver sammenstillingen klar. I de sidste fem år, især siden Hamas vandt valget til den lovgivende forsamling i 2006 og stødte Fatah fra tronen, er der opstået en dyb splittelse i det palæstinensiske samfund. Hamas valgsejr var kortsigtet og dens legitimitet blev anfægtet både af det internationale samfund og af Fatah. Det endte med et blodigt kup i Gaza, hvor Fatah mistede al sin magt til Hamas. Og resten er historie, som det ofte udtrykkes.

Fatah og Hamas i ringhjørnerne

Men hvad der efterfølgende skete i det palæstinensiske samfund er mindst lige så farligt – hvis ikke mere – end de konkrete kamphandlinger. Alle andre politiske bevægelser befandt sig pludseligt på den politiske sidelinie og der opstod en dyb kløft i samfundet. Bokseringen var designet og stillet op til kamp – med Fatah i det ene ringhjørne og Hamas i det andet.

De to parter holdt sig bestemt ikke tilbage for at slå løs på hinanden, begge i et forsøg på at styrke sin egen stilling ved at undergrave modpartens. Og som kampen i toppen blev mere forbitret, blev meningerne mere og mere delte i hele befolkningen – og der står vi nu. Bushs ord præger vore tanker: Du er enten med os eller imod os – eller omsat til de stedlige forhold: kritik af regeringen på Vestbredden under præsident Abbas udlægges om en støtte til Hamas og omvendt.

Pluralismen klemt

I de fleste tilfælde er denne måde at stille det op på forkert, og er en forvrængning af budskaberne. At kritisere een part er ikke nødvendigvis en støtte til modstanderen. Mange palæstinensere har holdninger, som befinder sig midt imellem de to hovedmodstanderes og kan bedre end de se, hvad der er gået galt. Men som kamppladsen nu er sat op, hvor alt gøres til sort eller hvidt, bliver der ikke lyttet til grå-tonede budskaber, selv når budskaberne er klare og konstruktive. I stedet bliver alt stemplet som ”anti-PA” eller ”pro-Hamas” eller ”anti-islamisk”, selv om det er forkert.

Sådan har den palæstinensiske politiske scene ikke altid været. Palæstinensere har længe kunnet været stolte af den politiske pluralisme og respekten for hinandens holdninger. PLO, paraplyorganisationen består af mange fraktioner (men ikke Hamas) som deler det fælles mål om en verdslig palæstinensisk stat. Historisk, når der var uenighed om midlerne, lykkedes det normalt at finde en overordnet fælles holdning.

Hamas ser kun sig selv som troværdig

Efter at Hamas blev stærk og populær, har dette ændret sig dramatisk. Hamas ser sig selv som det eneste troværdige alternativ til hvad de ser som Fatahs (og dermed Selvstyrets) forfejlede strategi for at befri Palæstina. Selv efter sejren over Fatah i valget 2006 og i magtkampen i Gaza, fortsætter Hamas med at undergrave Fatahs legitimitet – selv på Vestbredden, hvor selvstyreregeringen er ved magten.

Når man lytter til begge siders talsmænd, får man et klart billede af situationen. Selv om kampen mod Israel langt fra er ovre, er det som om, at det er vigtigere for ledere og talsmænd i Fatah og Hamas at få ram på hinanden end at holde fokus på de overordnede vilkår. Og det onde blod mellem de to grupper har forgiftet ikke alene det politiske niveau, men hele befolkningen.

Den interne kamp har taget magten

Dette er uheldigt, for at sige det mildt. Palæstinenserne befinder sig ikke i en position, hvor de kan tillade sig at være så uenige. Gaza kæmper mod en lammende belejring, sat i værk af Israel og det internationale samfund siden Hamas tog magten. Jødiske bosættelser på Vestbredden vokser fortsat, uagtet deres ulovlige karakter og freden rykker ikke nærmere, snarere tværtimod. Landet, vores land, fortsætter med at skrumpe ind, opslugt at israelske kolonier, adskillelsesmuren og bosætterveje, mens vi raser over hvordan den eller hin leder udtrykker sig.

Imens bliver fornuftens stemmer, de som ikke tager parti, men som kommer med konstruktiv kritik og indspil, stemplet som værende med eller imod nogen. Hvad vores ledere i Hamas og Fatah mangler at erkende, er at ingen af deres strategier hidtil har skabt resultater. Måske skulle de stoppe op og lytte til de som måske har noget at bidrage med.

Oversættelse: Ole Olsen

Comments are closed.