Drypvanding og modstandskamp

Marianne Risbjerg Thomsen, DPV


Drypvanding og modstandskamp

På besøg hos PARC i Palæstina

Vi kom hjem fra Vestbredden med et håb, helt uventet efter det forventede massive møde med MAGTEN, som palæstinenserne kalder den israelsk dominans, de møder på alle niveauer i deres liv.

Vi var på en studierejse sammen med repræsentanter fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening for at tilse to af deres projekter på Vestbredden. Dels projektet “For et fredeligt og frugtbart Palæstina”, som Danida har skudt 5 millioner kroner i i en toårig periode, og dels et projekt der støtter bekæmpelsen af vold mod kvinder, støttet af Kvinfo med 1 million kroner.

Et donorland uden en bæredygtig økonomi

Håbet vender jeg tilbage til, for først skulle vi opleve afmagten ved mødet med Magten overalt i dette donorland, hvor intet kan ske, uden at det er sanktioneret af Israel, og hvor alle udgifter til at holde befolkningen i live siden den israelske genbesættelse i 2002 har været finansieret af økonomiske bidrag fra resten af verden. Lige nu skyder der nybyggeri op overalt omkring de større byer. De mange ekstra donationer i den sidste periode indgår i en strategi fra de vestlige lande, bakket op af Israel, der skal afhjælpe den forarmelse, der skaber radikalisme i territorierne. Og der er ekstra, ekstra mange penge lige nu , for siden 2006 har der jo stort set været lukket for kanalisering af pengestrømmene til det formastelige Gaza.

Magten

Sindbillede på den magt, der udøves ned til sidste detalje, er nettet af check-points, der ustandselig passerer forbi udenfor vinduerne i vores lille hvide bus, der takket være sine israelske nummerplader dels kan benytte de flotte nye bosætter veje , og dels kan nøjes med ganske korte stop ved nogle af de 632 checkpoints på de palæstinensiske veje, der bevogtes af unge svært bevæbnede israelere.

Vi besøgte flere landsbyer i områderne langs muren og den grønne linie og hørte alle steder den samme triste historie fra borgmestre og sognerådsformænd. Et eksempel er landsbyen Qaffin i nærheden af Tulkarem, som er lukket inde af muren fra 2 sider, og hvor der kun er en enkelt port ind til de marker, der nu ligger på den anden side af muren. 60% af ansøgningerne om adgang til markerne afvises af de israelske myndigheder, lågen er kun åben 3 gange om ugen for de heldige, men kun fra kl.7 til kl. 8 og fra kl. 13 til kl. 14. Israelerne har brændt 30.000 oliventræer, men man har selv skaffet 15.000 små nye træer, der er parat til udplantning. De må vente, fordi murbyggeriet har ødelagt vandingssystemerne. Den forestående olivenhøst af de resterende træer er truet af bosætter aktioner, og vejene til Tulkarem er lukkede.

Og så alligevel trods beretninger som denne mødte vi håbet, da vi så det arbejde, der over alt udføres i de fattigste landbrugsområder af PARC (Palestinian Agricultural Relief Committees – palæstinensiske landbrugsstøttekomitèer). Det er ngo´en PARC, som administrerer vores Danida projekt.

Hvem er PARC?

PARC blev oprettet i 1983 af en række unge palæstinensiske agronomer uddannet på universiteter i Moskva – med det formål at støtte bønderne i at holde fast ved deres jord trods overgreb og chikane fra besættelsesmagten. Samtidig ville man sammen med andre frivillige organisationer forsøge at opbygge og administrere det civilsamfund, som Israel ikke ydede nogen nævneværdig opmærksomhed, men som på sigt skulle udgøre grundlaget for en palæstinensisk stat.

PARC modtager donorstøtte fra en lang række lande og organisationer, og den er i dag den største palæstinensiske ngo, der arbejder med landbruget, hvor den baserer sit arbejde på samarbejdet med små lokaler sammenslutninger/komitéer af de fattigste bønder.

En palæstinensisk andelsbevægelse?

PARCs arbejdsmetoder giver mindelser om den tidlige danske andelsbevægelse og om det danske slogan efter tabet af Sønderjylland i 1864 – “hvad udaf tabes skal indad vindes.”

Hovedformålet for PARC er stadigvæk at bevare den palæstinensiske jord på palæstinensiske hænder, da israelerne på baggrund af en osmannisk lov har ret til at inddrage jord, der har ligget udyrket hen i 3 år til deres bosættelser. Og her er det nødvendigt at beskytte de svageste bønder med støtte på forskellige måder, som de selv er med til at definere. Hvis veje til marker blokeres, hvis vandet ledes hen til bosættelser, der til gengæld sender deres spildevand retur, hvis overrislingsanlæg ødelægges eller mangler, hvis gødskning eller udplantning af nye planter synes umulig – prøver PARC i samarbejde med de små lokale komitèer at træde til med løsninger. Som del af løsningerne organiseres forskellige former for træning og uddannelse.

Det er vigtigt, at de palæstinensiske bønder støttes i at producere de daglige grøntsager til de lokale markeder, hvor Israel nu dumper deres egne varer. Men de har også behov for støtte til at forarbejde produkterne og endelig til om muligt at eksportere de landbrugsvarer, der vil kunne “overleve” uventede ventetider ved checkpoints og grænser. Også her er der mange forhindringer.

Studiebesøg i marken

Vi besøgte en række små landbrug, der var samlet i et kooperativ nær Jenin, hvor man efter ekspertbistand fra PARC havde omlagt produktionen til mere indbringende produkter som mandler, krydderurter og olivenolie. Disse produkter blev sendt til Ramalla, hvor PARC havde oprettet 3 store pakke centraler og samarbejdede med lokale andelsforeninger om den endelige behandling af forskellige landbrugsprodukter og den eventuelle videre forsendelse.

I landsbyen Zirha så vi et eksempel på den imponerende udbygning af drivhuse mange steder finansieret ved hjælp af rimelige lokale lånebetingelser for småbønderne. Her var der sørget for bygning af cement beholdere til opsamling af regnvand og vi studerede fascineret forskellige former for drypvanding, bl.a. af hængende jordbærbede.

I Jordandalen beundrede vi kæmpedadlerne og det store pakkehus, som modtog de enkelte dadel bønders produkter til opbevaring ,behandling og videre forsendelse. Også her mødte vi optimismen og iværksætterånden i et lokalt forsøg på at løse vandproblemerne i de områder, de efterhånden havde fået tilplantet med dadel palmer. De havde pumpet det relativt salte grundvand op i en stor sø, hvor der blev satfisk ud, hvorefter det gødningsfyldte vand afsaltedes og pumpedes ud over daddelpalmerne.

Vold mod kvinder

Den anden del af vores projekt gav støtte til et program som en af PARCs søsterorganisationer, en landbrugsorganisation for kvinder, har udformet. I små lokale workshops prøver kvindegrupper at italesætte volden i familien, som er en integreret del af den voldelige besættelse. Der indgår både mandlige og kvindelige trænere i forløbet for at åbne op for en påvirkning af både kvinder og mænd.

I landbyen Tobas overværede vi en sådan workshop hos den lokale kvindegruppe. Den kvindelige træner var en moderne ung bykvinde i stramt tøj og med løsthængende lysnet hår, men til vores overraskelse var hun i stand til at få hele gruppen af mere traditionelt klædte kvinder til at deltage med stor energi og lattermildhed.

Håbet

Trods alle de lammende konsekvenser af den israelske besættelse af Palæstina som vi havde set, oplevede vi også i mødet med PARC s landbrugskomitéer en livskraftig vækst fra bunden af landbrugssektoren, der syntes at indgyde alle involverede et håb og en kampvilje.

Landbrugsministeren – en tidligere PARC formand

I sammenhæng med et afsluttende møde med ledelsen af PARC fik vi også lejlighed til at møde den karismatiske landbrugsminister Ismail Deiq , der indtil for nylig havde været direktør for PARC, men som efter 3 tilbud fra premierminister Salaam Fayad endelig havde sagt ja til posten. Han havde betinget sig, at han kunne bringe sin “ngo-mentalitet med sig til ministeriet”, som han sagde. Han var stolt over at kunne fortælle, at næsten 50% af medarbejderne i ministerierne nu kommer fra det store net af palæstinensiske ngo´er.

Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.