I politisk glatføre

Uri Avnery/Ole Olsen, Gush Shalom

I politisk glatføre

Uri Avnery, leder af Gush Shalom, undrer sig – med udgangspunkt i forløbet med Goldstone-rapporten – over, hvorfor Israel og USA driver Mahmoud Abbas ud i umulige positioner og dermed styrker Hamas: Hans svar er at Abbas i modsætning til Hamas kan være til fare for Israels politik.

Goldstone-rapporten

Dommer Goldstone får skylden for alt dårligt, som sker for Israel i øjeblikket, risikoen for at vore ledere bliver stillet for den internationale straffedomstol, for det dårlige forhold til Tyrkiet, for de mange tiltag verden rundt for at boykotte Israel. Nu får han også skylden for den krise, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas befinder sig i.

Da rapporten kom, besluttede vores regering at gøre alt for at forhindre selv en debat om den. Israel pressede USA til at presse Abbas, som gav efter og gav besked om at trække forslaget i FN’s Menneskeretsråd om at sende rapporten til FN’s Sikkerhedsråd.

I næsten enhver anden sag ville en sådan handling knap være blevet opdaget, men da det handlede om krigen i Gaza, blev den palæstinensiske opinion rasende og for Hamas var trækningen af forslaget en gave fra Allah – en anledning til at kalde Abbas for forræder og andre grimme ting. Og mange uden for Hamas bakkede i denne sag op om kritikken.

Abbas legale position er vanskelig. Nogle mener at hans valgperiode allerede er udløbet, resten at det sker i løbet af få måneder. Uanset hvad skal han snart på valg og har brug for opbakning. Derfor bad han om at få sagen behandlet i Menneskeretsrådet alligevel, og som ventet var der et flertal, som tiltrådte den og sendte den til FN.

Vores regering i Israel reagerede vredt. Abbas blev beskyldt for at være en hykler idet han – efter en del israelske lederes og mediers mening – nærmest selv havde bedt om at Israel gik ind i Gaza og forsøgte at smadre Hamas. Det var at hælde benzin på bålet at komme med en sådan påstand og det er svært at forestille sig en beskyldning med større skadevirkning for Abbas.

Og som om det ikke var nok, gentog den israelske regering øjensynligt truslen om at ville forhindre det nye mobilselskab på Vestbredden i at komme i luften – hvilket vil betyde tab på flere hundrede millioner dollars.

Abbas mellem hamre og ambolt

Hele sagen viser den umulige situation som Selvstyret befinder sig i – mellem hamre og ambolte. Israel udgør en meget stor hammer. Intet kan ske på Vestbredden, uden at Israel siger OK. En anden hammer er USA, da Selvstyret lever på økonomiske bidrag fra USA og Europa og Selvstyrets sikkerhedsstyrker trænes af en amerikansk general. Abbas behandles som Karzai i Afghanistan og al-Maliki i Irak. Han kan beholde sin position så længe USA støtter ham og vil falde hvis støtten falder bort.

I en politisk konflikt mellem Israel og USA, ville Abbas kunne styrke sin position, men som Goldstone-sagen har vist går USA og Israel lige nu hånd i hånd. Abbas har intet andet valg end at danse efter tonerne i Israels fløjte.

Ambolten er palæstinenserne. I øjeblikket er den palæstinensiske offentlighed passiv og frustreret, men Goldstone-sagen viste at der under overfladen bobler en vulkan.

Hamas’ talsmænd har sammenlignet Abbas med den franske general Petain, en krigshelt fra 1. verdenskrig, som under den anden forsøgte – med Vichy-regeringen – at holde sammen på Frankrig af patriotiske grunde. I begyndelsen blev han behandlet pænt af Hitler, men udviklede sig presset af omstændighederne til at havne i forræderens rolle – og endog deltage i jødeforfølgelser.

Det er ikke fair at sammenligne Abbas med Petain. Ramallah er ikke Vichy og Khaled Mashall (Hamas leder) i Damaskus er ikke at ligne med De Gaulle i London. Men et regime som fungerer under besættelse er altid i fare for at ende som kollaboratører og kritikken fra Hamas udstiller Abbas vanskelige position.

Israel er bange for Abbas – og Obama

Hvad gør vores regering så i denne situation? Man vil umiddelbart mene, at Israel er interesseret i at eliminere Hamas og i styrke den moderate Abbas. Det burde være selvklart.

Men hvis det forholder sig sådan, hvorfor forhindrer den israelske regering så Abbas i at opnå et eneste politisk resultat? Hvorfor hævder israelske medier hver eneste dag at Abbas er svag og ikke kan skabe fred. Hvad forhindrer Netanyahu i at frigive tusinde palæstinensiske fanger som en gestus til Abbas som forsøger at få frigivet den tilfangetagne Gilat Shalit? Hvorfor stiller han krav til Abbas, som det vil være politisk selvmord for ham at acceptere (for eksempel kravet om at anerkende Israel som en jødisk stat)? Og hvorfor udvider han bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden lige for næsen af den moderate Abbas?

Den politiske og militære ledelse i Israel er ikke idioter. Når de handler, må de formodes at have forudset de indlysende konsekvenser og finde dem hjælpsomme. Når så mange af regeringens handlinger styrker Hamas og svækker Abbas, må det være ud fra en vurdering af, at det gavner Israel.

Og ganske rigtigt: Abbas er en fare for Israels nuværende politik. Han har opbakning fra Obama som ønsker forhandlinger om en to-stats-løsning. Det vil betyde afslutning af 120 års zionistisk ekspansion og en fundamental ændring af Israel.

Med Hamas ved magten vil den risiko være borte. Der vil ikke være noget amerikansk pres og intet krav om forhandlinger eller om stop for bosættelser. Besættelsen kan fortsætte uhindret, tænker regeringen sikkert.

Det vil betyde en katastrofe i fremtiden. Men hvem bekymrer sig om den?

Oversættelse (forkortet): Ole Olsen

Comments are closed.