Netanyahus fred er en kynisk undvigelse
Publiceret: 25. august 2009 i Financial Times
Da Barack Obama sagde til Israel, at ”en del af det at være en god ven, er at være ærlig”, fik landets politiske eliter en anelse om, at årtiers tvetungethed om konflikten med palæstinenserne var ovre. I hans tale den 4. juni på Cairo Universitet sagde han det lige ud: ”Ligesom Israels ret til at eksistere ikke kan benægtes, kan Palæstinas heller ikke”.
Den amerikanske præsident kunne have henvendt sig til Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, som nægter at holde koloniseringen af palæstinensisk jord tilbage eller skubbe på for en tostats-løsning på konflikten. Men hvor meget hr. Obama end prøver at ændre samtalen i og om Mellemøsten, bliver hr. Netanyahu ved med at forsøge at skifte emne.
Obama har som sin slagmark valgt de jødiske bosættelser på besat arabiskjord, alle sammen ulovlige i henhold til international lov. ”De Forenede Stater accepterer ikke lovligheden af fortsatte israelske bosættelser”, sagde præsidenten. Washington har opfordret til en total fastfrysning, inklusive den såkaldte ”naturlige vækst”, som har gjort det muligt for bosættelserne at udvide sig eksponentielt. Hr. Netanyahu, i London for at mødes med George Mitchell, præsidentens særlige repræsentant, ønsker at tale om økonomi. Dette er en kynisk undvigelse.
Det er vigtigt at huske, at hr. Netanyahu altid har hævdet, at palæstinenserne ikke kan forvente en nation, kun en eller anden slags overkommunal regering. Hans ytring af ordet ”stat” i hans tale om politik den 14. juni som svar til hr. Obama ændrer ikke dette på nogen væsentlig måde. Ud over det jødiske religiøse krav på Biblens Israel, Eretz Yisrael, mener Netanyahu, at Israels sikkerhed kræver en buffer af besat land – herunder det meste af Vestbredden – for at isolere det fra dets arabiske naboer. Hele den arabisk-israelske ligning er for ham et nul-sums spil. Det udelukker land-for-fred: den af FN’s Sikkerhedsråd påbudte fremgangsmåde lige siden Seksdageskrigen i 1967.
Under hans tid som premierminister i 1996-1999 tilbød han fred-for-fred i stedet for land-for-fred. Nu forvirrer han begreberne med en ”økonomisk fred”.
Økonomi og udsigten til et job er selvfølgelig kraftige midler til forandring. Israels bemærkelsesværdige succes med nationsopbygning og økonomisk udvikling står med rette som en daglig anklage mod dets arabiske naboer, svækket og forkrøblet af indadvendte selvherskerdømmer. Alligevel har hr. Netanyahus fiskeri om, at Israel kan hjælpe araberne med at tage globaliseringen op og omdanne regionen til én lykkelig familie, en del nyere historie at forklare.
Selv om det er sandt, at arabiske ledere bruger pat-situationen ”ingen krig, ingen fred” til at retfærdiggøre deres monopoler på magt og ressourcer, er det også sandt, at de (og deres borgere) føler sig bedraget af erfaringen fra Oslo.
I 1992-1996 på højden af fredsprocessen høstede Israel alene en fredsdividende uden at måtte slutte en fred. Diplomatisk anerkendelse af Israel fordobledes, fra 85 til 161 lande, hvilket førte til fordoblet eksport og seks ganges forøgelse i udenlandsk investering. Under den samme periode faldt indkomsten pr. hoved i de besatte territorier med 37 procent, mens antallet af bosættere steg med 50 procent. Økonomisk udvikling beskæftiger sig med fakta; hr. Netanyahu beskæftiger sig med kosmetik.
Med en økonomisk fred, argumenterer han, ville barrierer for vækst blive fjernet, og palæstinensisk økonomi ville blive trukket flot. Men Israel kan og burde fjerne de fleste af disse barrierer alligevel. Ifølge FN var der sidste måned (juli 2009, O. anm.) 614 kontrolposter inde i Vestbredden – et område på størrelse med Lincolnshire eller Delaware – sammenlignet med 613 i juni. Den nylige fjernelse af fx blokeringspunkterne ind til Nablus har ført til en genoptagelse af forretningslivet. Men hvad dette viser er, hvordan Israels opskæring af Vestbredden kvæler al aktivitet.
Hr. Netanyahus følelsesbetonede insisteren på ”naturlig” bosættelsesvækst er lige så falsk. Med store subsidier vokser disse kolonier mere end tre gange hurtigere end befolkningen i selve Israel. Bosættelsernes kommunegrænser strækker sig langt ud over de bebyggede arealer. Kombineret med sikkerhedsmuren bygget på Vestbredsjord, bosætter-alene-vejene og de militære zoner er palæstinenserne indhegnet i stadig skrumpende og usammenhængende Bantustans.
Enhver økonomi behøver bl.a. territorium og bevægelsesfrihed. Den lammede palæstinensiske økonomi er ikke anderledes. Hr. Netanyahu ved det, og Obama-administrationen har gjort det klart for ham, den ved han ved det.
I hans forrige administration omdannede hr. Netanyahu fremstødet for fred til ren metode: han samlede uløste spørgsmål i en bunke af forhandlinger om ”endelig status”, som han aldrig havde til hensigt at begynde på. Under pres fra USA har han ændret taktik – men målet er nøjagtigt det samme.
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng