Hvornår er det nok?
Af FATHI EL-ABED, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
Siden Israel førte krig mod sine naboer og besatte blandt andet Vestbredden og Gaza i 1967, er Israel blevet belønnet af verdenssamfundet. I to årtier – og helt nøjagtigt frem til fredsprocessens begyndelse i midten af 1990´ erne – har Israel forsikret kritikerne af besættelsen og koloniseringen af de palæstinensiske områder om, at bosættelserne er midlertidige. I dag – 42 år efter besættelsen og 15 år efter den efterhånden kuldsejlede fredsproces – er antallet af jødiske bosættere på Vestbredden, inklusive det palæstinensiske Østjerusalem, mere end tredoblet og har rundet den halve million. Venter på pressetSiden Barack Obama overtog Det Hvide Hus, har EU og verdenssamfundet ventet – nærmest som små børn, der venter på alverdens lækkerier – på miraklet: Seriøst pres på Israel for at standse tyveri af palæstinensisk land og samtlige byggerier i bosættelserne på Vestbredden. For trods mere end 30 års amerikansk erkendelse af ulovligheden af bosættelser, så amerikanerne først lyset, efter at Barack Obama blev præsident. Den amerikanske administration er nu overbevist om, at bosættelserne er den største forhindring for fred. Men også, at bosættelserne er roden til al ondskab i den israelsk-palæstinensiske konflikt. For bosættelser og bosættere på Vestbredden har med sig bragt et apartheid-lignende system på Vestbredden i form af en 8 meter høj mur, der isolerer palæstinenserne i små enklaver, et indviklet og veludviklet vejsystem på kryds og tværs af Vestbredden, der alene er forbeholdt bosætterne. For slet ikke at tale om en israelsk checkpoint-kultur bestående af mere end 550 kontrol-og blokeringsposter. Omvendt logikHer i 11. time er det langt om længe gået op for amerikanerne – og sjovt nok også for EU – at forholdene for palæstinenserne på Vestbredden er forkastelige – humant og politisk. USA trækker nu i land. Godt nok er kolonisering af besat land ulovlig ifølge folkeretten, men også det kan tilsyneladende gradbøjes, når det kommer til realpolitik. Og nu skal Israel endnu en gang belønnes, ved at presset skal være på bestemte arabiske lande for en åbning over for Israel med et “midlertidigt” stop af bosættelses-byggerier på sølle et halvt år som en modydelse. En sand omvendt logik. Plan for yderligere tyveriFor nylig fremsatte Israel sin plan for yderligere tyveri og kolonisering af palæstinensisk land ved at erklære, at den massivt vil udvide flere jødiske bosættelser på den besatte vestbred – inklusive Østjerusalem. Det gælder tilsyneladende om fortsat at rage til sig, inden Israel føler sig nødsaget til – for en rum tid – at standse udvidelserne. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har siden erklæret, at disse planer ikke kolliderer med de løfter, som Israel har givet USA, FN og resten af verden om, at udvidelserne blot følger den naturlige vækst. Og her tyder det på, at den naturlige vækst i bosættelserne er af en meget overnaturlig art, som ikke er set nogen steder i verden. Hvornår er det nok? Og hvornår sætter verdenssamfundet en stopper for Israels trodsighed og ligegyldighed over for den sjældne konsensus om totalt stop og rømning af de jødiske bosættelser som et skridt mod en varig og holdbar løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt i stedet for gang på gang at belønne Israel?. »Her i 11. time er det langt om længe gået op for amerikanerne – og sjovt nok også for EU – at forholdene for palæstinenserne på Vestbredden er forkastelige – humant og politisk.«.
Debatindlæg i Jyllands-Posten den 21.09.2009