BREAKING THE SILENCE: Ambassadør bør selv bryde tavsheden
Af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
»VI HAR EN fri debat i Israel«. Det påstår Israels ambassadør i Danmark Arthur Avnon (Pol 4.9). Det glitrende glansbillede, ambassadøren forsøger at tegne af staten Israel, er i lodret strid med, hvad verdenssamfundet har fået ud af besættelsesmagten Israel de sidste mange år. Ikke mindst i forbindelse med overgrebet mod Gaza omkring årsskiftet. Det strider bestemt også imod, hvad de gode folk i Breaking the Silence beretter om. Især omkring de såkaldte undersøgelser, den israelske besættelseshær og den israelske stat foretager i forbindelse med de utallige overtrædelser af de mest basale rettigheder for den palæstinensiske civilbefolkning. Såkaldte undersøgelser, som aldrig nogen sinde er mundet ud i noget som helst. Israels ambassadør påstår, at den israelske hær opererer med et stort moralsk ansvar. MEN HVORDAN kan en besættelseshær handle moralsk, når selve besættelsen er indbegrebet af den laveste moralske handling, et menneske eller et land kan foretage? Og hvordan kan Israels ambassadør – arrogant og sentimentalt – forsøge at overbevise os om de høje moralske værdier i den israelske besættelseshær, når Breaking the Silence fortæller og med så mange tydelige eksempler godtgør netop den manglende moralske kodeks, regler for krigsførelsen og behandling af den palæstinensiske civilbefolkning – især under det seneste omfattende overgreb mod Gaza – fra den israelske besættelseshærs side. Disse modige tidligere soldater har hver især oplevet på egen krop, hvad det vil sige at trodse de israelske generaler. DISSE MODIGE soldater tog for længst en beslutning om at bryde tavsheden. Og det betaler de en høj pris for. De forfølges og chikaneres konstant og dagligt. Af de utallige israelske sikkerhedsorganer, men også af mange i det israelske samfund. Men også såvel israelske som internationale freds-og menneskerettighedsorganisationer har gennem tiden oplevet veltilrettelagte smædekampagner mod deres arbejde og publikationer. Den israelske fredsbevægelse Gush Shalom, det israelske menneskerettigheds-og dokumentationscenter Bétselem, Amnesty International, Human Rights Watch, FN´s Menneskerettighedsorgan samt mange flere israelske og internationale organisationer og enkelt personer (som den israelske nyhistoriker professor Ilan Pappe) har oplevet det en del gange gennem tiden. Det prompte og altid klare israelske svar er som sædvanlig at så tvivl om disse organisationers og menneskers arbejde og troværdighed. INTET TYDER PÅ fri debat i Israel. Tværtimod. Afsløringer af overgreb mod palæstinenserne – vel at mærke med ordre fra lederskabet hele vejen op i den israelske hær og det politiske system – vidner om en israelsk strategisk beslutning. Man vil ikke kun fortsætte besættelsen og undertrykkelsen af palæstinenserne. Enhver kritik og anklage mod den israelske besættelseshær skal altid mødes med mistro, anklager om antisemitisme og indblanding i interne anliggende. Det vil klæde den israelske ambassadør selv at bryde tavsheden og vedstå de mange uhyrligheder mod den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder i stedet for at slynge anklager ud til højre og venstre.
Debatindlæg i Politiken af Fathi El-Abed