George Mitchell og Mellemøsten

Gerry Adams, www.guardian.co.uk

George Mitchell og Mellemøsten

Senatoren vil behøve al den dygtighed og tålmodighed han bragte til den nordirske fredsproces. Men Hamas må være med ved bordet.

Af Gerry Adams

I mylderet på Union Station i Washington sidste uge stødte jeg ind i George Mitchell. Vi var begge i byen til Barack Obamas indsættelse, men på det tidspunkt var der kun spekulation om, at George måske kunne blive USAs specielle udsending til Mellemøsten – det var først da jeg vendte tilbage til Irland, at udnævnelsen blev bekræftet.

I sin indsættelsestale signalerede præsident Obama en ny retning for USAs udenrigspolitik. Udpegelsen af George Mitchell og henvisningen til hans meget betydningsfulde rolle i den irske fredsproces tyder på et mere fokuseret engagement af USA for at sikre en fredsslutning mellem Israel og det palæstinensiske folk.

Men som George og jeg begge ved fra vor separate, men beslægtede erfaring i Nordirland, er det at skabe fred en vanskelig, udmattende og til tider meget frustrerende proces.

George Mitchell havde været en meget succesfuld og indflydelsesrig senatsmajoritetsleder for Demokraterne. Han var kendt som én der kunne forhandle en aftale i stand mellem grupper der var modstandere.

I januar 1995 blev han præsident Clintons minister for økonomiske initiativer i Irland, og senere det år blev han udpeget til at lede Den Internationale Gruppe vedrørende Afskaffelse af Våben (i Irland o.a.). Rapporten, som blev frembragt af denne gruppe i januar 1996, indeholdt seks brede principper om demokrati og ikke-vold, der blev kendt som Mitchell-principperne.

Men det er som formand for forhandlingerne mellem alle parter, som førte til Langfredags-aftalen, at George er bedst kendt i Irland og andre steder. Først var unionisterne og den britiske regering imod hans udpegelse. Ingen af dem ønskede at en uafhængig person indtog sådan en nøgleposition.

Da George Mitchell til sidst kom til Slotsbygningerne i Belfast, hvor forhandlingerne skulle finde sted, lod unionisterne ham vente i et sideværelse i to dage, mens de debatterede, om han skulle tillades at komme ind i rummet. Og derefter gik de i gang med en konstant kampagne for at udfordre de grundlæggende regler og strukturen for forhandlingerne som en måde at underminere ham på.

Der skulle komme mere. Sent på 1996 bragte flere London- og Dublin-aviser artikler med store overskrifter, der påstod at Martha Pope, George Mitchells ledende assistent, havde en affære med en af vore seniorforhandlere, Gerry Kelly. Historien var opspind, men den var forsætligt blevet plantet af anonyme “sikkerhedskilder” for at skade George Mitchell.

Så, mellem uopholdelige forhandlinger, næsten ugentlige kriser, forsøg på beskidte tricks fra britiske sikkerhedsfolk og endeløs trækken i langdrag af unionisterne, for ikke at tale om den sløvende detalje med en fredsaftale, fik George Mitchell sit arbejde skåret til.

Han udstak tålmodigt en kurs gennem alt dette. Han bibragte processen en lovgivningsmæssig og juridisk erfaring, som fik forhandlingsformen ændret fra en med store besværlige møder til en med mindre grupper af forhandlere, der sædvanligvis involverede lederen og vicelederen for parterne. Dette gav et større fokus på detaljen i emnerne, og det lettede et mere gennemførligt og produktivt arrangement.

Det passede også til hans særlige stil med at få tingene gjort. George tilbragte en stor del af sin tid i sidemøder med parterne. Under disse fandt jeg ham godmodig, humoristisk og tolerant. Det er denne erfaring som vil tjene ham godt, når han drager af sted på sin rejse til Mellemøsten.

Selvfølgelig vil en masse afhænge af de referencebetingelser, man har givet ham. Imidlertid vil George Mitchell, uanset hvor god han måtte være, ikke frembringe en forhandlet aftale i Mellemøsten. Det tilkommer den israelske regering og palæstinenserne. Men for at have noget som helst håb om at opnå det mål, må USA og det internationale samfund beskæftige sig med dette emne på en koncentreret måde og behandle deltagerne på basis af ligestilling.

I den irske fredsproces blev USAs deltagelse generelt set som en god ting. Dette behøver ikke at være tilfældet i Mellemøsten. Det kunne være en komplicerende faktor for George Mitchell.

Hvis endvidere en hvilken som helst fornyet anstrengelse for at nå en aftale i Mellemøsten af den ene eller den anden side reduceres til et taktisk spil om vindere og tabere, hvor formålet er at anvende forhandlingsprocessen til at fremkalde nederlag, så vil det ikke virke. Det vil simpelthen blive en gentagelse af fortidens fejltagelser og mistede muligheder.

I en fredsproces må målet være en altomfattende aftale, som er acceptabel for alle sider, er gennemførlig, kan leveres og er levedygtig. Det betyder, at fjender og modstandere skaber plads for hinanden. Det betyder, at man går ind i reelle samtaler og søger reelle løsninger. Det betyder, at man accepterer, at dialog er afgørende, og det betyder at anerkende det palæstinensiske folks ret til at vælge deres egne ledere, deres egne repræsentanter.

Den israelske regering og andre regeringer må tale med Hamas.

Det nylige angreb på Gaza er en brutal påmindelse om krigens ødelæggende kraft og den menneskelige omkostning ved svigten. Det er på tide, at alt dette bringes til afslutning.

Men at bryde konfliktens onde cirkel vil kræve, at politiske ledere – israelere og palæstinensere – tager reelle risici for fred. De vil behøve hjælp og en virkelig og uophørlig international anstrengelse for at konstruere en holdbar fredslutning, der tilvejebringer to stater, men især en palæstinensisk stat, som er varig og levedygtig.

Fra www.guardian.co.uk , 27. januar 2009

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.