Kahane vandt

Gideon Levy, DPV

Kahane vandt

___________________________________

To dage før valget i Israel skrev den israelske fredsaktivist Gideon Levy følgende om den nationalisme og racisme, som breder sig i det jødisk-israelske samfund. Meir Kahane var en amerikansk jøde, som kom til Israel i 1980’erne og stiftede en bevægelse “Kach” med det mål at fordrive alle arabere fra Palæstina og skabe “Eretz Israel” (Hele Israel). Han forsøgte at stille op til Knesset-valget i 1989 med dette program, men blev underkendt af domstolen, og han blev selv udvist af landet. Gideon Levy sammenligner holdningen dengang og så nu, hvor Avigdor Liebermans parti “Yisrael Beiteinu” (Israel Vort Hjem) stiller op med kravet om, at alle arabere skal udvises af Israel. Ved valget d. 10. februar blev Liebermans parti det tredjestørste med 15 mandater i Knesset (red).

___________________________________

Israel News – Israels valg, af Gideon Levy 08.02.2009

Rabbi Meir Kahane kan hvile i fred. Hans doktrin har sejret. Tyve år efter at hans opstillingsliste til Knesset blev diskvalificeret og 18 år efter at han blev myrdet er kahanismen blevet legitim som offentlig udtryksform. Hvis der er noget der karakteriserer Israels pågående dystre og hule valgkamp, som slutter dagen efter i overmorgen, er det omformningen af racisme og nationalisme til accepterede værdier.

Hivs Kahane var i live og stillede op til Knesset, ville hans liste ikke blive bandlyst, den ville vinde mange stemmer, sådan som Yisrael Beiteinu (”Israel – Vort Hjem”) nu forventes at gøre det. Det forbudte er blevet tilladt, det afviste accepteres nu, det foragtede er blevet til det talentfulde – det er det åleglatte skråplan, som det israelske samfund er skredet ned ad i løbet af de to seneste årtier.

Det er ikke nødvendigt at henvise til Ha aretz overraskende afsløring af, at Yisrael Beiteinus formand Avigdor Lieberman i sin ungdom var medlem af Kahanes parti: Den pågående valgkamps sorte outsider var og er kahanist. Forskellene mellem Kahanes Kach-parti og Yisrael Beiteinu er meget små, ikke fundamentale og har afgjort ikke noget med moral at gøre. Forskellene finder vi i taktiske nuancer: Lieberman slår til lyd for en fascistisk ”loyalitetstest” som en betingelse for at tildele Israels arabere statsborgerskab, mens Kahane krævede ubetinget ophævelse af deres statsborgerskab. Den ene racist (Lieberman) går ind for, at de skal overføres til den palæstinensiske stat, den anden (Kahane) krævede, at de skulle deporteres.

N u ser det ud til, at oppiskeren af den nye israelske racisme bliver leder af et stort parti, der endnu en gang indgår i regeringen. Benjamin Netanyahu har allerede lovet, at Lieberman bliver en ”vigtig minister” i hans regering. Hvis en person som Lieberman trådte ind i en europæisk regering, ville Israel afbryde de diplomatiske forbindelser med den. Hvis nogle på Kahanes tid havde forudsagt, at et løfte om at gøre hans efterfølger til en vigtig minister en dag ville blive anset for at være et aktiv i valgkampen, ville de have fået at vide, at de led af mareridt.

Men vi har mareridtet her og nu. Kahane er i live og sparker fra sig i form af sin bølleagtige efterfølger. Dette er ikke blot et anliggende om at afvise Yisrael Beiteinu; det er end ikke et spørgsmål om dette partis voksende styrke til skrækindjagende proportioner, hvor det bliver det omdrejningspunkt, der afgør hvem der bliver den næste statsminister. Det er et spørgsmål om legitimitet. Hele samfundet er ansvarligt i den sammenhæng.

Kahane blev landsforvist; Lieberman er en velkommen gæst i enhver dagligstue og TV-studie. Forestil jer bare: Ehud Barak udelukker ikke en koalition med ham; Uzi Landau, der anses for at være ”demokrat”, er nu Liebermans nummer to; en forhenværende ældre ambassadør og en pensioneret generalmajor fra politiet pryder også listen. Vidste vi, at Israel blev repræsenteret i Washington af en erklæret racist i form af Daniel Ayalon? Vidste vi, at den forhenværende chef for Grænsepolitiet og stedfortrædende politikommissær Yitzhak Aharonovich også var med på holdet? De er kommet ud af skabet disse racister og brudt ud af hjertet af establishmentet over til den foragtelige højrefløj, og holdningen til dem har ikke ændret sig en smule.

Lieberman og hans soldater er affødt af bølger af had mod arabere, had mod demokrati og lovens herredømme og stanken af nationalisme, racisme og blodtørst. Dette er gruopvækkende blevet til de hotteste valgmæssige aktiver på markedet. Lige som andre af samme tendens opildner han kynisk disse dybtliggende drifter, specielt blandt de svagere sociale klasser, de forstødte, de fattige og immigranterne. Men ikke blot dem. Mange unge mennesker, deriblandt hjernevaskede soldater, vil give ham deres stemme, og ingen tager afstand fra dem. Han har valgt en relativt svag gruppe, Israels arabere og slipper sine støtter løs på dem. Men hans doktrin er trængt langt dybere igennem end det.

Lieberman er pøblens stemme og pøblen tørster efter had, hævn og blodsudgydelse. En nytteløs krig, i hvilken hundreder af børn blev dræbt, blev i disse kredse set på med sympati, hvis ikke som noget lykkeligt. Højre- og centrumspartierne har prøvet at gøre de arabiske partier inhabile; disse lister udelades også fremover fra enhver politisk kalkule. Og arabiske studenter kan ikke leje en lejlighed.

Når intifadaen blandt Israels arabere en dag bryder ud i blandt os, vil vi vide, hvem der er de skyldige – de som på forbryderisk vis ophidsede imod dem og – ikke mindre – de som gjorde denne hetz til noget acceptabelt og legitimt. Denne cancervækst har bredt sig til alle dele af samfundet; der er kun tilbage at fremkomme med en sidste desperat opfordring: Hold afstand til denne afskyelighed. Alt andet end Yisrael Beiteinu for at det ikke virkelig skal blive Israel, vort hjem.

Oversat fra engelsk for DPV afKarl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.