Husk Palæstinas flygtninge
Fred i Mellemøsten mellem israelere og palæstinensere bliver mest set som et spørgsmål om, hvilke områder der skal udgøre den kommende palæstinensiske stat. Israel vil beholde hele det besatte Øst-Jerusalem og en del af den besatte Vestbred. Palæstinenserne ønsker de besatte områder fuldt ud, da de mener, at Israel må ”nøjes” med 78 pct. af det historiske Palæstina.
Fred og forsoning handler imidlertid ikke kun om kvadratmeter. Det handler også om mennesker og i Palæstina-spørgsmålet handler det ikke mindst om fremtiden for flere millioner palæstinensere som lever i landflygtighed – heraf ca. 25.000 i Danmark. De fleste af sidstnævnte har nu afklarede forhold, men har endnu ikke muligheden for at at vende hjem til stedet, familien flygtede eller blev fordrevet fra. En sådan ret er et bærende princip i international flygtningepolitik, men Israel er lodret imod.
Situationen for Palæstina-flygtninge i Danmark er dog bedre end i en række lande i Mellemøsten. Egypten, Syrien, Jordan og Libanon huser alle tusindevis af palæstinensere, som i årtier har levet uden normale borgerrettigheder, herunder statsborgerskab og almindeligt pas. De er klart ringere stillet end den øvrige befolkning i disse lande og mange bor fortsat under lejr-lignende forhold. Det skyldes både disse landes regeringer og den manglende internationale indsats for at få sikret flygtningenes ret til at vende hjem.
Værst ser det ud for palæstinensere i Libanon, det land hvor de fleste palæstinensere i Danmark havde deres ophold, før de i 80’erne flygtede fra deres flygtningetilværelse. Libanon er et land med mange stridende befolkningsgrupper, og de palæstinensiske flygtninge har i mange perioder været en kastebold mellem stridende grupper – som næsten alle er enige om, at palæstinenserne IKKE skal have borgerrettigheder og faktisk burde forsvinde.
Risikoen for vilkårlige overgreb var størst under den libanesiske borgerkrig fra 1975 til 1990, og mest smertefuldt – også for mange palæstinensere i Danmark – står erindringen om massakrene i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut, hvor mindst 2000 ubevæbnede palæstinensere blev mejet ned på to dage i september for 26 år siden. Myrderierne blev gennemført af militante kristne libanesere med diskret støtte fra den israelske hær, som kort forinden havde besat Vest-Beirut.
Overgreb mod palæstinensere i Libanon er desværre ikke fortid. I fjor havde en militant islamistisk gruppe forskanset sig i en flygtningelejr med 40.000 palæstinensere i det nordlige Libanon. Kampene mellem gruppen og den libanesiske hær betød, at tusindevis af palæstinensiske boliger blev ødelagt – og Libanon har stort set intet gjort for de boligløse. Og FN’s organisation for Palæstina-flygtninge har i forvejen svært ved at skaffe midler til det mest basale.
Jeg håber meget, at der snart skabes en holdbar fred mellem palæstinensere og israelere. Det vil imidlertid være at svigte både freden og millioner af flygtninge, hvis en aftale ”glemmer” at finde løsninger for de palæstinensiske flygtningene. Men en sådan ”forglemmelse” er faktisk hvad Danmark og andre vestlige lande presser på for i forhold en fredsaftale – i misforstået støtte til Israel. Her kan vi kræve en anden politik.
Ole Olsen
Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening i region Sjælland
Munkesøvej 21B, 4000 Roskilde