Handling følger ikke ord når det gælder Israel
EU udbygger i disse måneder sit naboskabs-program med Israel alt imens Israel blokerer Gaza, starter nye bosættelser og nedprioriterer fredsprocessen. Det er en markant, men også problematisk europæisk politik, som Danmark tilsyneladende støtter.
I praksis er der i dag en fuldstændig adskillelse mellem på den ene side EUs såkaldte “deklarative” diplomati overfor Israel (hermed menes henstillinger om overholdelse af menneskerettighederne), og på den anden side konkrete politiske tiltag, der vedrører de bilaterale relationer mellem de to parter.
På et møde i denne uge i Associeringsrådet mellem EU og Israel besluttedes det, at opgradere samarbejdet med Israel yderligere. Samtidig henstillede EU til, at Israel gør fremskridt i fredsforhandlingerne, men det gøres klart, at opgradering ikke er betinget af dette. Et forhold som også refereres i ugens israelske aviser.
Siden 2004 er Israel er blevet det af naboskabs-landene, som er kommet længst i integrations-processen til EU, og det viser sig nu, at der har været hemmelige forhandlinger om noget nær et fuldt medlemskab.
Israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer har gjort opmærksom på problemerne i denne politik, og dernæst påpeget nogle bemærkelsesværdige forhold: For det første viser det sig, at EU i naboskabsprogrammet og associeringsaftalerne stiller færrest krav til Israel af alle nabo-landene, og spørgsmål om overtrædelse af menneskerettigheder indgår kun begrænset i dialogen med Israel. Med de øvrige nabolande har EU en særlig komite hvor menneskerettigheder behandles, men Israel har kun ville acceptere få, uformelle møder. Israel har dernæst en praksis med ikke at svare på EUs spørgsmål.
For det andet er resultaterne magre. I den politiske dialog vedr. menneskerettigheder siges et af de bedste resultater at være løsladelsen af tre palæstinensiske fanger. I de større kriser som f.eks. blokaden af Gaza, der af tidl. præsident, Jimmy Carter, kaldes for en af vor tids alvorligste menneskeretskrænkelser, har EU heller ikke kunne påvirke Israel. EU markerede tidligt sin afstand til blokade-tiltagene, men både regeringen og højesteret i Israel godkendte uanfægtet tiltagene.
De europæiske menneskerettighedsorganisationer mener, at EU med faktisk bryder med sine egne love, fordi menneskerettigheder skal inddrages centralt i aftaler med 3. parts lande. Organisationerne har derfor opfordret til, at der ikke indgås nye aftaler hverken med Israel eller andre, uden at der stilles krav. Dernæst at der opstilles mekanismer til vurdering af “performance”. EU har ikke været interesseret.
I EU siges det, at Danmark er blandt fortalerne for, at Israels integration ikke skal sammenkædes med fremskridt i fredsforhandlingerne.
Søs Nissen, kulturgeograf