Paria-diplomati

Jimmy Carter

Paria-diplomati

Af Jimmy Carter, 28.04.2008

En Washington-politik som har givet bagslag, har i de senere år været at boycotte og straffe politiske grupperinger og regeringer, som afviser at acceptere USAs magtbud. Denne politik vanskeliggør muligheden for, at sådanne ledere vil slå ind på en mere moderat politik.

To bemærkelsesværdige undtagelser finder vi i Nepal og Mellemøsten. For omkring 12 år siden greb maoistiske guerrillaer til våben i en bestræbelse på at omstyrte Nepals monarki og ændre nationens politiske og sociale liv. Skønt USA erklærede, at de revolutionære var terrorister, indvilligede Carter Centret i at mægle mellem de tre største fraktioner: kongefamilien, de traditionelle politiske partier og maoisterne.

I 2006, seks måneder efter at den repressive monark blev frataget sin magt, blev der undertegnet en våbenhvile. Maoister nedlagde deres våben og nepalesiske tropper gik ind på at forblive i deres forlægninger. Vort center fortsatte sit engagement og nogle nationer – omend ikke USA – og internatioinale organisationer begyndte at samarbejde med alle involverede parter for at bringe konflikten til en forsoning og organisere valg.

Maoisterne er på vej til at opnå deres vigtigste mål: at afskaffe monarkiet, etablere en demokratisk republik og gøre en ende på diskriminationen mod ”urørlige” og andre, hvis borgerlige rettigheder op gennem historien havde været begrænsede. Efter en overraskende sejr ved valget 10. april kommer maoisterne til at spille en fremtrædende rolle i udarbejdelsen af en forfatning og landets styre i op mod to år. For USA er de stadig terrorister.

På vej hjem fra overvågningen af valget i Nepal tog jeg, min kone og vores søn til Israel. Mit mål var at lære så meget som muligt for at være til hjælp i det skrøbelige fredsinitiativ, der blev støttet af præsident Bush og udenrigsminister Condoleeza Rice. Skønt jeg vidste, at det officielle USAs politik var at boykotte Syriens regering og HAMASs lederskab, fik jeg ikke nogle negative eller advarende meldinger angående turen, bortset fra at det kunne være farligt at besøge Gaza.

Carter Centret havde overvåget tre palæstinensiske valg, deriblandt et parlamentsvalg i januar 2006. HAMAS havde vundet i adskillige kommuner, vundet et ry for at være effektive og ærlige administratorer og klarede sig overraskende godt ved valget til den lovgivende forsamling og overtog magten efter det hidtil regerende FATAH-parti. Som sejrherrer foreslog HAMAS en enhedsregering med Mahmoud Abbas fra FATAH som præsident og tilbød at overlade nøgleministerier til FATAH, deriblandt udenrigs- og finansministeriet.

HAMAS var af USA og Israel blevet erklæret for at være en terrororganisation, og den valgte palæstinensiske regering blev tvunget til at opløse sig selv. I sidste instans vandt HAMAS kontrol over Gaza, og FATAH ”regerer” den israelsk beherskede Vestbred. Meningsmålinger viser en støt stigende opbakning bag HAMAS.

Eftersom det ikke kan komme til nogen fred med splittede palæstinensere, mente vi i Carter Centret, at det var vigtigt at udforske de vilkår, der kunne gøre det muligt fredeligt at bringe HAMAS tilbage til forhandlingsbordet. (En nylig meningsmåling blandt israelere, der har kendskab til dette forløb, viste at 64% gik ind for direkte fredsdrøftelser mellem Israel og HAMAS).

På lignende vis kan Israel ikke nå frem til fred med Syrien, med mindre konflikten om Golan-højderne bliver løst. Her er det endnu en gang USA’s politik at sætte den syriske regering i skammekrogen og forhindre bilaterale fredsdrøftelser, i modstrid med højtstående israelske repræsentanters ønsker. Vi mødtes med HAMAS-ledere fra Gaza, Vestbredden og Syrien, og efter to dages intense diskussioner parterne imellem fremkom de med disse officielle svar på vore forslag med henblik på at styrke mulighederne for fred:

· HAMAS vil acceptere enhver aftale, der bliver indgået af Mr.Abbas og Israels premierminister Ehud Olmert under forudsætning af, at den bliver godkendt enten ved en palæstinensisk folkeafstemning eller af en valgt regering. HAMASs leder Khaled Meshaal har bekræftet dette, skønt nogle lavere rangerende i organisationen har benægtet det over for pressen.

· Når den tid kommer, vil HAMAS acceptere muligheden for at danne en upartisk, professionel regering bestående af teknokrater, indtil det næste valg kan afholdes.

· HAMAS vil også opløse sin milits i Gaza hvis en upartisk, professionel sikkerhedsstyrke kan dannes.

· HAMAS vil tillade en israelsk soldat, korporalen Gilad Shalit, som blev taget til fange af militante palæstinensere i 2006, at sende et brev til sine forældre.

· Hvis Israel accepterer en liste over [palæstinensiske o.a.] fanger der skal løslades, og den første gruppe bliver sat på fri fod, vil korporal Shalit blive sendt til Ægypten for at afvente løsladelsen af de sidste af listens palæstinensiske fanger.

· HAMAS er villig til at acceptere en gensidig våbenhvile i Gaza ud fra forventningen (ikke kravet) om, at den senere vil blive udvidet til Vestbredden.

· HAMAS vil acceptere international kontrol med grænseovergangen ved Rafah mellem Gaza og Ægypten, forudsat at ægypterne og ikke israelerne har kontrollen med åbnings- og lukketider.

· Derudover har Syriens præsident, Bashir al-Assad et stærkt ønske om at påbegynde forhandlinger med Israel om Golan-højderne, et problem der er gået i hårdknude. Han kræver blot, at USA bliver involveret, og at fredsdrøftelserne kommer til at foregå offentligt.

Gennem flere officielle konsultationer med disse sortlistede ledere er det måske endnu muligt at genoplive og fremme de fredsdrøftelser mellem Israel og dets naboer, der er gået i hårdknude. I Mellemøsten som i Nepal går vejen til fred gennem forhandling, ikke gennem at isolere en af parterne.

Jimmy Carter, USAs 39. præsident, er grundlægger af CARTER CENTRET og modtager af Nobels fredspris for 2002

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.