Rice sammenligner den israelske besættelse med raceadskillelsen i USA’s sydstater
Palestine Chronicle. Af Lenni Brenner, 30.12.2007
Kan nogen som helst gå mere i brechen for zionismens omdømme end Israels premierminister? Mange undrede sig over hvorfor Ehud Olmert efter mødet i Annapolis udtalte at “hvis den dag kommer, da tostatsløsningen bryder sammen og vi kommer til at stå over for en kamp for lige stemmeret à la Sydafrika, så vil det, så snart det sker, være slut med staten Israel” (“Olmert advarer mod Israels ophør”, BBC 29.11.2007).
Han reagerede åbenbart på USA’s udenrigsminister Condoleeza Rices kommentarer til ham. Ha’aretz, Israels mest ansete avis, fortæller os, at:
I private samtaler – og som hun sagde det i Annapolis – har Rice en tendens til at sammenligne den israelske besættelse af de besatte områder med den segregation [raceadskillelse, o.a.] der tidligere var normen i USA’s sydstater. De israelske Besættelsesstyrker(IBS)’s checkpoints, hvor palæstinensere bliver tilbageholdt, minder hende om de busser hun som barn kørte i i Alabama, hvor der var separate sæder for sorte og hvide.
Dette er naturligvis en ubehagelig sammenligning for israelerne, der opfatter det som en “overidentificering” fra hendes side med palæstinensernes lidelser. (Aluf Benn, “What’s the hurry?” 12.12,07)
Abe Foxman fra USA’s Anti-Defamation League og andre af Israels apologeter tager lydeligt til orde mod ekspræsident Jimmy Carter fordi han kritiserer den israelske apartheid på Vestbredden. Og Ha’aretz beretter, at amerikanske ultrazionister rakker ned på Rice, fordi hun anvender S-ordet, som, hvis det klæber sig fast til Israel, i sidste ende vil være skæbnesvangert for zionismen i USA.
Nu skvaldrer disse fanatikere op mod Olmert på grund af hans udtalelse. Men han er kvikkere end de er. Når Carter og Rice udtaler sig, som de gør, må Israel slå en handel af med PA [den Palæstinensiske Myndighed, o.a.] og de arabiske stater, der støtter den, eller møde tiltagende modstand fra de kredse inden for den amerikanske imperialisme, der mere bekymrer sig om arabisk olie end om zionistiske kampagnebidrag. Olmert ved, at øget splittelse mellem Israel og dets beskytter uundgåeligt vil inspirere mange palæstinensere til at fortsætte med at kæmpe mod zionismen, indtil den, ligesom kampen mod apartheidregimet, som han endog selv siger, at den – zionismen – minder om, er vundet.
Naturligvis afskriver Olmert ikke Israels ‘ret’ til at eksistere som en jødisk stat inden for grænser, der er anerkendt af PA og den arabiske verden. Det samme gælder Carter og Rice. Men hvis en jødisk stat i princippet er legitim, hvorledes og hvorfor endte “det eneste demokrati i Mellemøsten” som Israel proklamerer sig selv for at være, så med at ligne Apartheid-Sydafrika og de raceadskilte amerikanske sydstater, set med dets egen premierministers og George W. Bush’s internationale snakkemaskines briller?
Vi kan være sikre på, at vi aldrig får et ærligt svar på det spørgsmål fra Olmert og endnu mindre fra Rice, som udviser en total mangel på dyberegående kendskab til zionismens historie. Men der findes faktisk en intelligent forklaring og vi kan finde den i “The Iron Wall (We and the Arabs”), skrevet i 1923 af Vladimir Jabotinsky (1880 – 1940), grundlægger af den “zionistisk-revisionistiske” bevægelse, hvor Olmert udviklede sig.
Skønt Jabotinsky blev født i det, der nu er Ukraine, var han russisktalende
og en begavet skribent på dette og mange andre sprog. Hans begavelse var faktisk så ekstraordinær, at han snart blev en ledende skikkelse i den internationale zionisme og var medvirkende til at få Storbritannien til i 1917 at oprette en “Jødisk Legion” til støtte for briternes løsrivelse af Palæstina fra Osmannerriget.
Zionismen har som enhver ideologi skribenter, der ikke handler, og aktivister, der ikke skriver. Men kampen i den britiske imperiehær gjorde skribenten Jabotinsky til en realistisk handlingens mand. Læs hans skrifter om “kolonisering”, hans K-ord og du vil komme til at forstå helt klart, hvorfor Israel, uanset alt dets plaprende sprog om at det er “det eneste demokrati i Mellemøsten”, ubønhørligt blev til det diskriminatoriske regime, som så rammende i korthed er beskrevet med Rice’s “segregation” og Olmert’s “apartheid”.
De opfordrer begge med forskelligt ordvalg til en “tostatsløsning”. Men Olmert ønsker så stor en zionistisk stat, som han kan opretholde med minimale tab, med palæstinenserne spærret inde i et lille Bantustan, der ikke er større end et kosteskab. Rice er indstillet på at være en smule mere generøs.
Men raceadskillelse eller apartheid, hvad enten den er religiøs eller etnisk har ingen ret til at eksistere på så meget som én kvadrattomme på vores planet. Efter årtiers kamp er lovfæstet amerikansk raceadskillelse og sydafrikansk apartheid døde og borte, og vi siger alle sammen “godt at vi slap af med dem”. Når den tid kommer, da progressive palæstinensere og israelere får samordnet deres aktion og opretter deres pendant til den amerikanske borgerretsbevægelse og den Afrikanske Nationalkongres, kommer zionismen til at ende ved siden af raceadskillelsen og apartheiden på den kirkegård, der er reserveret til miskrediterede og besejrede koloniregimer.
Lenni Brenner er forfatter til 4 bøger, deriblandt “Zionism in the Age of the Dictators”,”The Iron Wall: Zionist Revisionism from Jabotinsky to Shamir” og “The Lesser Evil, a Study of the Democratic Party”. I 2004 udgav han “Jefferson & Madison on Separation of Church and State: Writings on Religion and Secularism”. Han kan kontaktes på adressen BrennerL21@aol.com
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacibsen