Demokrati: En eksistentiel trussel?

Ali Abunimah og Omar Barghouti, The Guardian

Demokrati: En eksistentiel trussel?

Ali Abunimah og Omar Barghouti, The Guardian 30.12.2007

Som to af forfatterne til et nyligt dokument, der slog til lyd for en énstats-løsning på den arabisk-israelske konflikt, var det vores hensigt at skabe debat. Som det kunne forudses, fordømte zionisterne proklamationen som endnu et bevis på palæstinensiske – og nogle radikale israelske – intellektuelles urokkelige fastholden af målet “Israels ødelæggelse”. Nogle propalæstinensiske aktivister anklagede os for at svigte umiddel-bart påtrængende og kritisk nødvendige palæstinensiske rettigheder i stræben efter en “utopisk” drøm.

Delvist inspireret af det Sydafrikanske Frihedscharter og Belfast-aftalen fastslår den meget mere beskedne Énstats-deklaration, udarbejdet af en gruppe palæstinensiske, israelske og internationale akademikere og aktivister, at “det historiske Palæstina” tilhører alle dem, der lever i det, og alle dem, der blev fordrevet eller sendt i eksil fra det siden 1948, uden hensyntagen til religiøs observans, etnisk eller national oprindelse eller nuværende statsborgerskabs-status”. Den forudser et regeringssystem på grundlag af “princippet om lighed mht. borgerlige, politiske, sociale og kulturelle rettigheder for alle borgere”.

Det er netop denne basale insisteren på lighed, der af zionisterne opfattes som en eksistentiel trussel mod Israel, fordi den underminerer det i sig selv diskriminatoriske grundlag, som privilegerer dets jødiske borgere over alle andre. Den israelske premierminister Ehud Olmert var forfri-skende åbenhjertig, da han for nylig erkendte, at Israel var “færdigt”, hvis det kom til at stå over for en palæstinensisk kamp for lige rettigheder.

Men mens omformningen af et regime med institutionaliseret racisme, eller apartheid, til et demokrati blev opfattet som en sejr for menneskerettigheder og international lov i Sydafrika og Nordirland, bliver den i tilfældet Israel straks afvist som et brud på, hvad der i alt væsentligt er en hellig ret til etnisk-religiøst overherredømme (eufemistisk markedsført som Israels “ret til at være en jødisk stat”).

Palæstinenserne presses af en endeløs parade af vestlige udsendinge og politiske kræmmere – Tony Blair er den seneste af dem – til at stille sig tilfreds med, hvad den Afrikanske Nationalkongres med rette forkastede, da det blev tilbudt af Sydafrikas apartheidregime: et bantustan-kludetæppe af isolerede ghettoer, der langt fra opfylder mindstekravene for retfærdighed.

Oprigtige støtter af at få den israelske besættelse bragt til ophør er også fremkommet med alvorlig kritik af énstats-argumentationen af moralske og pragmatiske grunde. Et moralsk forslag, har nogle argumenteret med, burde fokusere på den sandsynlige virkning, det kan have på folk, og i særdeleshed dem, der lever under besættelse og ikke får opfyldt deres mest basale behov som mad, husly og basale tjenesteydelser. Den mest påtrængende opgave, konkluderer de, er at forlange besættelsen bragt til ophør, ikke at fremme énstats-illusioner.

Bortset fra dets temmelig bedrevidende præmis – at disse støtter på en eller anden måde bedre ved, hvad der er palæstinensernes behov, end vi gør – er dette argument problematisk ved at antage, at palæstinenserne i modsætning til mennesker overalt i verden, er villige til at opgive deres langsigtede rettigheder til frihed, lighed og selvbestemmelse i bytte for en eller anden forbigående lindring af deres mest påtrængende lidelser.

Gaza-palæstinensernes afvisning af at give efter for Israels krav om, at de skal anerkende dets “ret” til at diskriminere mod dem, endog stillet over for dets forbryderiske udsultningsbelejring påført med opbakning af De Forenede Stater og den Europæiske Union, er blot den seneste demonstration af sådanne antagelsers fejlagtighed.

Et mere overbevisende argument, udtrykt nyligst på <commentisfree> af Nadia Hijab og Victoria Brittain, påpeger, at under de nuværende repressive omstændigheder, mens Israel bomber og dræber vilkårligt; fængsler tusinder under barske vilkår; bygger veje for at adskille palæstinensere fra hinanden og fra deres jorder og vandressourcer; uophørligt stjæler palæstinensisk jord og udvider kolonier; belejrer millioner af forsvarsløse palæstinensere i adskilte og isolerede enklaver; og gradvis nedbryder selve sammenhængskraften i det palæstinensiske samfund, er det at opfordre til dannelsen af en sekulær og demokratisk stat ensbetydende med at lade Israel “slippe af krogen”.

De er bekymrede over at svække en international solidaritetsbevægelse, som “er bredest bag en tostats-løsning”. Men selv hvis man ignorerer den kendsgerning, at den palæstinensiske “stat”, der er tilbud om nu, kun er et opsplittet og forarmet bantustan under fortsat israelsk dominans, er det virkelige problem med dette argument, at det antager, at årtiers henholdende snak om en tostats-løsning har gjort noget konkret for at stoppe eller blot mildne sådanne grufulde menneskerettighedskrænkelser.

Siden de palæstinensisk-israelske Oslo-aftaler blev underskrevet i 1993, er koloniseringen af Vestbredden og alle de andre israelske krænkelser af international lov uophørligt og aldeles ustraffet blevet optrappet. Vi ser dette igen efter det nyligt afholdte møde i Annapolis: Mens Israel og repræsentanter for en ikke-repræsentativ og magtesløs Palæstinensisk Myndighed arbejder sig gennem forslagene til “fredsdrøftelser”, bliver Israels ulovlige kolonier og apartheid-muren ved med at vokse, og dets afskyelige kollektive afstraffelse af 1.500.000 palæstinensere i Gaza intensiveres, uden at det “internationale samfund” løfter en finger som reaktion på det.

Denne “fredsproces”, ikke fred eller retfærdighed, er blevet et mål i sig selv – for så længe som den fortsætter, bliver Israel ikke mødt med noget pres om faktisk at ændre sin adfærd. Den politiske fiktion, at en tostats-løsning altid er lige om hjørnet, men aldrig inden for rækkevidde, er væsentlig for at vedligeholde paradeforestillingen og i en uendelighed bevare status quo af Israels koloniale herredømme.

For at undgå faldgruberne med yderligere opsplitning i bevægelsen for palæstinensiske rettigheder, er vi enige med Hijab og Brittain om at opfordre aktivister på tværs af hele det politiske spektrum til, uanset deres meninger i debatten om én eller to stater, at slutte op om det palæstinensiske civilsamfunds opfordring fra 2005 om boykot, tilbagetrækning af investeringer og sanktioner [som oftest benævnt “BDS”, o.a.] mod Israel som den mest politisk og moralsk sunde civile modstandsstrategi, der kan inspirere og mobilisere den offentlige verdensopinion i dens stræben efter at få gennemført palæstinensernes rettigheder.

Den rettighedsbaserede tilgang til kernen i denne bredt anerkendte appel fokuserer på behovet for at rette op på de tre basale uretfærdigheder, som tilsammen definerer Palæstina-problemet – nægtelsen af de palæstinensiske flygtninges rettigheder, i første række deres ret til at vende tilbage til deres hjem som fastsat i folkeretten; besættelsen og koloniseringen af de i 1967 erobrede områder, herunder Østjerusalem; og systemet af diskrimination mod de palæstinensiske borgere i Israel.

60 års undertrykkelse og 40 års militær besættelse har lært palæstinenserne, at uanset hvilken politisk løsning vi går ind for, er det kun gennem folkelig modstand koblet med et vedholdende og effektivt internationalt pres, at vi kan få nogen chance for at virkeliggøre en retfærdig fred.

Hånd i hånd med denne kamp er det absolut nødvendigt at begynde at udforme og diskutere visioner for en fremtid efter konflikten. Det er ikke nogen tilfældighed, at palæstinensiske borgere i Israel, palæstinensiske flygtninge og palæstinensere i diasporaen – de grupper, der længe har været sat uden for indflydelse på “fredsprocessen”, og hvis fundamentale rettigheder krænkes af tostats-løsningen, har spillet en hovedrolle i fremlæggelsen af nye idéer for at komme ud af dødvandet.

Snarere end at opfatte den frembrydende demokratiske egalitære vision som en trussel, et sammenbrud eller en steril omvej, er det på høje tid at opfatte den som det den er: Det mest lovende alternativ til et allerede dødt tostats-dogme.

Udgiverne af Jewish Peace News:

Joel Beinin, Racheli Gai, Rela Mazali, Sara Anne Minkin, Judith Norman, Lincoln Shlensky, Alistair Welchman

http://commentisfree.guardian.co.uk/ali_abunimah_and_omar_barghouti/2007/12/democracy_an_existential_threat.html

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.